Fra tyende til au pair – Næste skridt er almindelige jobs på ordnede vilkår!

Først brugte man trælle. Så kom ‘tyende’, og senere opstod ‘au pair’. Måske var det på tide, vi sikrede de arbejdere nogle ordentlige forhold også, skriver Dennis Kristensen.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Dennis Kristensen, tidl. FOA-formand

2021 er så småt på vej til at banke på døren. Med sig bringer det nye år et jubilæum. Nemlig 100-året for afskaffelsen af tyendeloven. Det jubilæum er en god anledning til at tjekke op på – om vilkårene for husligt arbejde i dag har slettet alle spor fra tyendeloven. Og i det tjek falder blikket helt naturligt på au pair-ordningen.

Tyendeloven fra 1854 fastlagde i mere end seks årtier vilkårene for tjenestefolk – tyende på landet og tyende i byernes bedre stillede hjem. Eller snarere husbondens rettigheder som arbejdsgiver – herunder ikke mindst en næsten uindskrænket dispositionsret over tyendets arbejdskraft. Loven fastlagde tillige straffen for tyendes ulydighed, trods og opsætsighed mod husbonden.

Tyendet rangerede lavest i det samfund, som ved Grundloven i 1849 gjorde sig fri af det enevældige kongestyre, og fik kun et begrænset udbytte af grundlovens nye frihedsrettigheder.

Loven satte tyendet under officielt opsyn gennem pligten til at være udstyret med en såkaldt skudsmålsbog, hvori oplysninger som fødsel, forældre, dåb, konfirmation, vaccinationer og skolegang skulle indføres, og løn og ansættelsestid skulle angives. Bogen blev opbevaret af husbonden, så tyendet var dermed afskåret fra at forlade pladsen i utide. Og tyende skulle fra- og tilmelde sig ved flytning til et andet sogn hos politiet eller præsten.

Loven havde afskaffet husbondens revselsesret, men beholdt den for de helt unge. Og loven angav rammer for arbejdstid og ansættelseslængde. Det sidste med to særlige årlige skiftedage, hvor ophør og nyansættelse normalt skulle finde sted.

Værn eller barriere?

I samtiden anså nogen tyendeloven som en beskyttelse af tjenestepiger og karle mod de værste overgreb. Det gjaldt eksempelvis det socialdemokratiske folketingsmedlem Peter Sabroe, kendt som de svages og ikke mindst børnenes forsvarer og beskytter, der senere blev medlem af Tyendekommissionen. Peter Sabroe var – på trods af sit stærke, sociale engagement – ikke indstillet på at afskaffe tyendeloven. Den skulle i stedet forbedres: “Husassistenternes formand, Marie Christensen, siger ganske vist, at loven bør afskaffes, og foreslår en beskyttelseslovgivning for de unge! Men jeg tror, der vil opstå private kontrakter, der bliver værre end loven.” Som der står i bogen Marie Christensen: Erindringer – et livs indsats for danske husassistenter, 1942.

“I samtiden anså nogen tyendeloven som en beskyttelse af tjenestepiger og karle mod de værste overgreb.”

Socialdemokratiets formand, Thorvald Stauning slog ved Folketingets behandling af tyendekommissionens anbefalinger i 1911 fast, at partiet ønskede, “at komme bort fra den nugældende klasselov og ønsker ganske naturligt, at den tjenende del af befolkningen skal rejses til Ligestilling med andre samfundsklasser, først og fremmest til ligestilling med de såkaldte frie arbejdere, de, der ikke er tyendeloven underkastede, men vi kræver jo love også for andre arbejdere.”

Men Thorvald Stauning var ikke stemt for helt at fjerne særlovgivningen om forholdene for de 250.000 mennesker, der var omfattet af tyendeloven:  “Jeg tror, at tyendet, som den svageste part under lovløse tilstande, vilde komme til at lide i endnu højere grad, end det hidtil har måttet lide, under husbondens udnyttelse af den individuelle frihed.”

Andre, som tjenestepigen Marie Christensen – der fra 1899 stod i spidsen for organisering af tjenestepigerne i Københavns Tjenestepigeforening og siden på landsplan i Husligt Arbejder Forbund – ønskede tyendeloven helt afskaffet.

Kampen for at slippe af med loven indledte hun allerede i 1904 ved et møde i den liberale vælgerforening, som anså loven for en nødvendig beskyttelse, med et harmdirrende indlæg i debatten: “Tjenestepigestanden kan ikke rejse sig, så længe tyendeloven er til; den holder standen nede og holder den i uvidenhed. Loven siger, at pigerne ikke må forlade huset uden tilladelse, de er pligtige til at udføre arbejde, som de ikke har påtaget sig, det er dem påbudt at medføre en skudsmålsbog, når de søger arbejde. Alt det er ganske uværdigt og medfører megen tilsidesættelse og mange overgreb. Ofte må de unge piger dele værelse med børn, en har sit værelse ved kulkælderen, en anden har et loftsværelse uden kakkelovn, mange arbejder fra 6-7 morgen til 10-11 aften. Når disse forhold kan eksistere under loven, kan jeg ikke kalde den for en beskyttelseslov; tyendeloven bør afskaffes, og tjenestepigestanden bør leve under samme love som andre borgere.”*

Marie Christensens holdning var, at skulle tyendeloven erstattes af noget andet, måtte det være en lov med klare rettigheder for tjenestepigerne om arbejdstid, fritid, anstændige boligforhold og sund kost, som statslige tilsynsførende kontrollerede blev  overholdt.

Kommission løste intet

Tyendekommissionen blev nedsat i 1905 som følge af pres fra Københavns Tjenestepigeforening og ikke mindst som reaktion på Jeppe Aakjærs roman “Vredens børn – en tyendes saga”, der udkom året før, og som udgjorde et meget stærkt opgør med velbjærgede bønders hæmningsløse udnyttelse af tjenestepiger og karle på landets større bondegårde. Bogen udløste en omfattende debat om tyendets vilkår og retsløshed.

Marie Christensen blev udpeget til at være medlem af Tyendekommissionen. Ingen arbejderkvinde før hende havde haft plads i en officiel kommission. Tyendeloven blev først afskaffet i 1921 – men blev for landbruget delvist videreført som medhjælperloven.

Tyendeloven og den tids arbejde for herskaber og bønder eksisterer heldigvis ikke længere. Men 100-året for lovens afskaffelsen er alligevel en god anledning til at kigge vilkårene for nutidigt husligt arbejde efter i sømmene Og det første, der springer i øjnene, er den særlige au pair-ordning, hvor unge som et led i kulturudveksling kan få ophold hos en dansk familie – og som modydelse for kost, logi og beskedne lommepenge udfører lettere husligt arbejde og børnepasning.

Beskrivelsen var dækkende, da ordningen blev indført gennem en europæisk overenskomst i 1969. Senere er ordningen blevet udvidet til at omfatte lande uden for EU og EØS.

I dag er der først og fremmest tale om unge kvinder og få unge mænd fra Filippinerne, Rusland, Ukraine, Afrika, og Sydamerika – med unge filippinere som langt den største gruppe.

Forudsætningen om et kulturelt indhold i ordningen er bortset fra sprogundervisning for længst blevet til et gennemsigtigt lændeklæde, der dækker over ordinært husarbejde og børnepasning.

Au pair-ordningen bygger på ubalance

Au pair betyder “på lige vilkår” og angiver, at au pair-personen indgår på lige fod i værtsfamilien liv og hverdag. Men reelt virker ordningen – selv om der de senere år over flere omgange er indført forbedringer for au-pairerne – på værtsfamiliens vilkår. Der er så at sige fortsat tale om en skæv magtbalance.

Og der er ingen tvivl om, at en stor del af au pair-pigerne kommer til Danmark, fordi beskæftigelsesudsigterne hjemme er ringe og lønnen lav.

I realiteternes verden er der i vid udstrækning tale om vandrende arbejdskraft pakket ind i kulturudveksling. Men hvorfor dog pakke et behov for udførelse af husligt arbejde i børnefamilier ind på denne måde?

Vi taler meget om børnefamilier i et krydspres mellem børn, hjem og fuldtidsarbejde; og vi taler ofte om kvinders begrænsede muligheder for at skabe en karriere i arbejdslivet. Hvis vi med børnefamiliernes aktuelle situation har et samfundsmæssigt problem, så kan det da løses af samfundet.

Hvis behovet for at få udført huslige opgaver og børnepasning i børnefamilier er til stede, og familiernes behov ikke kan løses med køb af enkeltydelser som rengøring eller vinduespudsning – hvorfor så ikke skabe regulære job på ordnede vilkår? Hvor lønmodtagere udfører lønarbejde med huslige opgaver og børnepasning på sædvanlige lønmodtagervilkår.

“I realiteternes verden er der i vid udstrækning tale om vandrende arbejdskraft pakket ind i kulturudveksling. Men hvorfor dog pakke et behov for udførelse af husligt arbejde i børnefamilier ind på denne måde?”

Prisen for au pairens huslige arbejde og børnepasning er lavere end arbejdsgiver-omkostningen ved sædvanlige lønmodtagervilkår for denne type arbejde.

Men den lavere pris “betales” i dag af au pairen med samlet set lav “løn” i form af kost, logi og lommepenge. Skal vi løse et samfundsmæssigt problem med krydspres og manglende karriere-adgang ved at anvende sædvanlige lønmodtagervilkår, så skal den pris i stedet “betales” af samfundet.

Den form for samfundsmæssig prioritering er i forvejen velkendt. Eksempelvis prioritering af klimahensyn gennem energitilskud eller prioritering af beskæftigelse gennem håndværkerfradrag.

Og huslige opgaver og børnepasning som et reelt erhverv på ordnede vilkår vil ikke alene være en håndsrækning til børnefamilier og karrierekvinder. Det vil også fjerne de sidste spor af principperne i den tyendelov, som blev kasseret for snart 100 år siden.