Frankrigs venstrefløj forener sig for første gang i 25 år

Skuffelsens smerte stod skrevet i ansigtet på fransk venstrefløjs enfant terrible, Jean-Luc Mélenchon, da resultatet af præsidentvalgets første runde 10. april, som altid ved franske valg, med usvigelig præcision indløb præcist kl. 20.00 på valgaftenen. Mélenchon var med 22 % af stemmerne bag sig kun 1 % af stemmerne fra at gå videre i anden valgrunde mod den siddende præsident Emmanuel Macron (28 %), i stedet for højreekstremisten Marine Le Pen, der fik 23 % af stemmerne. 

“Venstrefløjsveteranen Mélenchon har formået at bringe sig i synk med nye progressive stemninger i Frankrig.”

Hvor Mélenchon reddede den franske venstrefløjs ære – og efter eget udsagn holdt Frankrig fri af italienske tilstande, hvor venstrefløjen i støvlelandet er blevet udraderet – stod det anderledes skidt til med de andre partier på venstrefløjen. Socialistpartiet (PS), som har haft præsidentposten i tre af syv præsidentperioder i Frankrig de seneste 40 år, nedsmeltede ved første runde. Kun 1,75 % af vælgerne satte således kryds ved Paris’ socialistiske borgmester Annie Hidalgo. Kommunisterne (PCF), som længe kun har været en svag afskygning af fordums storhed, fik 2,28 % af stemmerne. Og for de grønne i EELV (Europe-Écologie-Les Verts, Frankrigs grønne parti, red.”) var 4,63 % af stemmerne til Yannick Jadot, i en tid hvor klimaet burde stå øverst på dagsordenen, vel svært at finde tilfredsstillende. 

Mélenchon var tidligt i valgkampen favorit i meningsmålingerne. Snart sås han som den eneste på venstrefløjen med en chance for at gå videre til anden valgrunde. Det betød, at mange på venstrefløjen stemte på ham for at undgå stemmespild. Men venstrefløjs-veteranen Mélenchon har tydeligvis også formået at bringe sig i synk med nye progressive stemninger i Frankrig som accept af multikulturalisme – i modsætning til en næsten fundamentalistisk og hyklerisk ”sekularisme”, som mest findes på papiret. Frankrig afholder troligt katolske helligdage og støtter også katolske friskoler.

Også på en række andre spørgsmål har Mélenchon redefineret venstrefløjens holdninger. Det gælder blandt andet modstand mod A-kraft og konventionelt landbrug, uforbeholden tilslutning til FN’s (IPCC’s) klimamål – og en aktiv bestræbelse på at nå dertil – samt et opgør med Macron’s repressive sikkerhedspolitik.

Mélenchons tredje valgrunde

For Mélenchon blev sødmen over at tvære sine gamle rivaler på venstrefløjen ud ved præsidentvalgets første runde – forbitret af skuffelsen over at have været så tæt på selv at gå videre til den anden, afgørende valgrunde. 

Jean-Luc Mélenchon: Fransk venstrefløjsveteran

• Født i 1951 i Marokko, som på det tidspunkt var en fransk koloni. Flyttede i 1962 til Frankrig, hvor han i 1976 blev medlem af det socialdemokratiske Parti Socialiste, hvor han arbejdede sig op i partiet under ledelse af Francois Mitterand, der var fransk præsident 1981 – 1995.

• Forlod i 2008 Parti Socialiste, og var medstifter af partiet Parti de Gauche (Venstrefløjspartiet). Medlem af EU-parlamentet for Parti de Gauche 2009 – 2017

• Hoppede i 2014 ud af venstrefløjspartiet for i stedet at danne La France Insoumise. Har været præsidentkandidat for LFI i 2017 og 2022. Fik ved præsidentvalget i 2022 knap 22 % af stemmerne ved første runde, og tabte derfor knebent kampen om at udfordre Macron i anden runde til Marine Le Pen

+

Det var i år tredje gang, at den 70-årige tidligere PS-politiker, drevne retoriker og leder af bevægelsen La France Insoumise (LFI, ”Det ukuelige Frankrig”, red.) stillede op ved et præsidentvalg. I 2017 blev han nummer fire, og som i år måtte han overlade arenaen til Marine Le Pen og Emmanuel Macron. Men hvor han i 2017, trods pres fra andre på venstrefløjen nægtede at give anbefalinger om anden runde – selv om ingen kunne være i tvivl om hans modstand mod det yderste højre – var han denne gang utvetydigt klar i mælet på første rundes valgaften: ”Ikke en stemme til Marine Le Pen!”, formanede han. 

Og da Macron ikke overraskende – men dog med betydeligt mindre forspring end i 2017 – vandt over Marine Le Pen ved anden valgrunde 24. april, overtog Mélenchon suverænt den politiske scene, og kørte venstrefløjen i stilling til valget til Nationalforsamlingen. Som havde de to uger uden for rampelyset blot været et intermezzo. 

I det ekstremt præsident-centrerede franske system er en sejr i valget til Nationalforsamlingen ellers en selvfølge for den siddende præsident. Det er siden 2002 blevet afholdt lige i kølvandet på præsidentvalget for at sikre, at den vindende præsidentkandidat kan surfe på en bølge af sejrs-momentum – og få sig et stærkt parlamentarisk grundlag for at føre sin politik ud i livet. Men nej, svor Mélenchon: Præsidentvalget havde vist, at der var tre slags Frankrig: Macrons centrum-højre, det ekstreme højre med Le Pen og Zemmour – samt venstrefløjens Frankrig. Her kunne man så tilføje et fjerde Frankrig bestående af de mange, som slet ikke stemmer. 

Valget til Nationalforsamlingen er derfor blevet gjort til en tredje valgrunde, hvor venstrefløjen har mulighed for at vinde. Målet er også at skabe den debat, som Macron angiveligt havde undveget i første runde. Marine Le Pen tog et tiltrængt hvil efter det yderste højres gennembrud i anden runde, hvor man dog takket være en lav valgdeltagelse fik uhørte 41 % af stemmerne. Macron gik tilsyneladende i hi for at finde en ny premierminister og nye ministre. I det tomrum lancerede Mélenchon en medieoffensiv med et enkelt, mobiliserende budskab: Venstrefløjen skal samles for at få flertal i Nationalforsamlingen – og dermed kunne gøre krav på ham som premierminister!

Revitalisering af demokratiet

Fup, lød det mere eller mindre fra kommentator-koret. For det første har alle parlamentsvalg afholdt i kølvandet på præsidentvalget givet stort flertal til præsidentens parti. For det andet, indvendte kommentatorerne over for Mélenchon: Der er ikke noget direkte valg til premierministerposten. Denne post er det helt op til præsidenten at besætte efter valget til Nationalforsamlingen.

Selv om mange opinionsundersøgelser giver en føring nu til venstrefløjen, som har nydt godt af en stor medieomtale efter præsidentvalget, forplumres billedet af, at valget ikke er proportionelt, men med to valgrunder. Macrons parti, La République en Marche (Republikken i bevægelse, LRM, red.), står da også ifølge alle beregninger til igen at få et stort flertal i Nationalforsamlingen. 

“Hvis venstrefløjen vitterligt har fremdrift, vil den teoretisk set kunne vinde Nationalforsamlingen. Og så vil Macron være nødt til at udpege oppositionslederen, altså Mélenchon, som premierminister”

Ingen af disse argumenter er dog uimodsigelige. For hvis venstrefløjen vitterligt har fremdrift, vil den teoretisk set kunne vinde Nationalforsamlingen. Og så vil Macron reelt, i overensstemmelse med en række fortilfælde i Frankrig, være nødt til at udpege oppositionslederen, altså Mélenchon, som premierminister. 

Uagtet at dette scenarie er helt og aldeles usandsynligt, handler det ifølge Mélenchon om at ”revitalisere” demokratiet i Frankrig. Konkret betyder det at tillægge Nationalforsamlingen en mere substantiel rolle. Og det er i hvert fald lykkedes ham med sit ”kandidatur” til premierministerposten at skabe en helt ny spænding og dynamik op til valget af Nationalforsamlingen i juni. 

Frankrig adskiller sig i dag fra nabolandene ved at have et parlament med ringe magt. Fx kan Nationalforsamlingen ikke vælte præsidenten. At Nationalforsamlingen som nævnt i en årrække har haft samme politiske farve som præsidenten, har medvirket til at give det en funktion som gummistempel. Men præsidenten kan også regere ved forfatningens stærkt omtvistede artikel 49.3., som siger, at et lovforslag bare kan ophøjes til lov. Det er noget, som Macron har gjort jævnlig brug af. Kun ved et mistillidsvotum støttet af halvdelen plus én stemme i Nationalforsamlingen inden for 72 timer bortfalder sådan en lov. Dette er aldrig sket. 

Et centralt punkt for Mélenchon og hans bevægelse LFI er netop et opgør med Frankrigs femte republiks lidet demokratiske forfatning fra 1958. LFI ønsker indkaldelse af en grundlovsgivende forsamling, som kan vedtage en mere demokratisk forfatning. Mélenchon vil med sit ‘kandidatur’ til premierministerposten puste fornyet liv i den ellers desillusionerede venstrefløj. Han ønsker naturligvis også at sikre valg af flere deputerede. I dag har La France Insoumise kun 17 valgte ud af Nationalforsamlingens 577 pladser. 

En underliggende hensigt for den pædagogiske mester, Mélenchon, er formentlig netop at tydeliggøre det franske valgsystems mangler. Problemet kan også ses i den anden ende af det politiske spektre, hvor Marines Le Pens store parti, Rassemblement National (National Samling, RN, red.) kun har 8 medlemmer af Nationalforsmalingen. Får venstrefløjen fx stor medvind, men ender med igen at have meget få parlamentsmedlemmer, vil det stille det franske repræsentative systems begrænsede legitimitet til skue. Frustrationen vil være så meget desto større, hvis forventningerne er skruet op. Det vil være brænde på bålet ved de kommende slag, der uvægerligt kommer til at stå – ikke kun i parlamentet, men også i medieoffentligheden, i fagforenings-forhandlinger og på gaderne – om Macrons bebudede liberale reformer.

Mélenchon’s mission impossible

Mélenchons lille mirakel i slutningen af april har været – efter præsidentvalget og på rekordtid – at samle den ellers splittede franske venstrefløj bag sig frem mod valget til Nationalforsamlingen. Resultatet er venstrefløjsalliancen Nupes (Nouvelle union populaire, écologique et sociale, ”Den nye folkelige, økologiske og sociale union”, red.), som foruden LFI omfatter de grønne, socialisterne og kommunisterne. Dog står det venstreradikale Le Nouveau Parti Anticapitaliste (”Det Nye Antikapitalistiske Parti”, NPA, red.) uden for den alliance, der støtter Mélenchons kandidatur til premierministerposten. 

Fakta om Nationalforsamlingen

• Det franske parlament består ligesom fx den amerikanske Kongres af et over- og et underhus. Hvor ‘overhuset’ Senatets 348 medlemmer vælges for 6 år ad gangen, vælges medlemmerne af underhuset Assemblée Nationalefor 5 år ad gangen. Det sker i juni måned i forlængelse af præsidentvalget, som ligger i maj.

• Nationalforsamlingen har 577 mandater. Ved sidste valg sikrede Emmanuel Macron’s La République En Marche sig næsten absolut flertal med 267 pladser. Det konservative Les Républicains er det største oppositionsparti med 101 mandater, men står til at få et dårligt valg.

• De seneste meningsmålinger giver et lille forspring til koalitionen Nupes, mens Macron’s Ensemble også ligger lunt i svinget. Også Marine Le Pen’s højrenationalistiske Rassemblement står til at få et godt valg.

+

En sådan alliance er ikke set i 25 år. For blot få uger siden lignende det mission impossible. Den grønne kandidat, Yannick Jadot påstod, at Mélenchons elskede sovjetisk planøkonomi, mens socialisternes Hidalgo hævdede, at han ikke havde taget tilstrækkelig afstand fra Putin. Kommunisterne holdt fast i A-kraftens uomgængelighed, idet atomkraften står for at levere 75 % af Frankrigs elforbrug.

Mest alvorligt er Mélenchons modstand mod NATO og EU, som er uspiselig for både PS og de grønne. Mélenchon har her indgået et kompromis med sine allierede. I erkendelse af, at det alligevel ifølge forfatningen er præsidenten, som lægger linjerne for udenrigspolitikken, har Mélenchon valgt ganske enkelt indtil videre at lægge sin opposition til NATO på hylden. Han har lovet, at Frankrig under den igangværende sikkerhedspolitiske krise i Europa, taler ”med én stemme” – underforstået Macron’s.  Det er ganske i overensstemmelse med hans erklærede ”republikanske” – nogle ville sige nationalistiske – sindelag. 

I stedet for udmeldelse af EU taler Mélenchon endvidere om désobéissance. Det betyder, at man ikke skal adlyde forskellige traktater, der fx kan stå i vejen for en mere ekspansiv økonomisk politik eller en statsliggørelse (”et monopol”) på et strategisk område som energisektoren. Her henviser Mélenchon og LFI til, at flere lande allerede reelt har fraveget EU-regler som fx finanspagten for at holde deres statsbudget oven vande. 

På andre områder har LFI i kraft af sin langt større tilslutning ved præsidentvalget trukket det længste strå i Nupes. Det gælder blandt på det grundlæggende krav fra LFI om en ny, sjette republik. Pensionsalderen skal ikke hæves fra 62 til 64 eller 65 år som bebudet af Macron. Den skal tværtimod sænkes til 60 år, som den var frem til 2010. Der skal indføres højere minimumsløn på 1.500 euro, og folk på revenu de solidarité active, den franske udgave af kontanthjælp, skal ikke tvinges til uddannelse eller ”frivilligt arbejde”. Priserne på en række basisgoder skal fastfryses. Og Macrons globale sikkerhedslov fra sidste år, som bl.a. indeholdt en lang række bestemmelser om øget drone- og video-overvågning, og som gav politiet ret til at bære våben uden for tjenestetid, skal annulleres. På A-kraft-området og en række andre stridspunkter vil hver deputeret kunne tage stilling efter egen overbevisning. Men den grønne overgang vil af sig selv overflødigøre den hidtidige franske satsning på A-kraft. 

Studehandel om overlevelse til anden runde

Medierne har ikke været sene til at ironisere over en ”kuet” traditionel venstrefløj over for ”de ukuelige” i LFI. Her er aftalen blevet døbt “en studehandel”. For LFI’s allierede handlede det rigtigt nok om at overleve. De måtte indgå en alliance med det hegemoniske LFI, hvis de skulle gøre sig håb om at komme i anden runde i tilstrækkelig mange valgkredse til at indvælge 15 deputerede, hvilket giver en række fordele. Bliver LFI det største oppositionsparti, vil det også kunne gøre krav på den prestigefyldte formandspost for finansudvalget. 

Det springende punkt er her det valgtekniske. For at komme i anden valgrunde ved valget til Nationalforsamlingen, skal man have mere end 12,5 % af de registrerede stemmeberettigede. I modsætning til præsidentvalget kan der altså være mere end to kandidater i anden valgrunde. Med en forventet lav valgdeltagelse, kræver det dog en stor andel af de afgivne stemmer at gå til anden valgrunde; ved en stemmedeltagelse på 50 % kræver det fx 25 % af de afgivne stemmer. Og det kræver alliancer at vinde. 

Venstrefløjens alliance er dog ikke rent valgteknisk. Beviset er det fælles program med 650 vedtagne tiltag, hvoraf mange af de allerede nævnte forslag hele tiden har været inden for rækkevidde som kompromisser. De tilsyneladende uoverkommelige modsætninger på venstrefløjen har til dels været personlige. En del gamle socialistiske ”elefanter” som den tidligere præsident François Hollande (2012-2017) holder sig da også på afstand af aftalen. Men i lyset af socialistpartiets nedtur er de gamle stemmer næppe hørbare blandt partisoldaterne.

Paradokset Mélenchon

Mélenchon’s person har også været omdiskuteret. Han er på mange måder et omvandrende paradoks. Hans person er nemlig et sandt udtryk for den ”monarkistiske” femte republik, han bekæmper: Hans kontrafej pryder LFI’s valgplaketer, og han dominerer Nupes’ valgkampagne. Men han har dog også givet plads til en ny generation af ledere i LFI, inklusiv mange unge, mange kvinder og mange med rødder i indvandringsmiljøer. Og han har valgt ikke selv at stille op til valget til Nationalforsamlingen, angiveligt for at koncentrere sig om den nationale valgkamp. Hvis han var kandidat, ville hans modkandidater i en valgkreds ifølge valgloven også have ret til lige så meget skærmtid som han selv. Men det er måske også et tegn på, at han ikke vil stille op til næste præsidentvalg i 2027. 

“Hvis Nupes reelt vinder valget stemmemæssigt, vil det have en helt anden legitimitet, end dets repræsentation giver udseende af, når et forventet ”fjerde slag” vil finde sted i fagforeninger, medier og gader om gennemførelsen af Macrons bebudede reformprogram”

Det egentlig kamp ved valget bliver symbolsk: Vil det lykkes Nupes at fastholde dynamikken i opinionsundersøgelserne frem mod valget til Nationalforsamlingen, og gøre krav på at være Frankrigs største parti? Mélenchon’s største vælgergruppe er de unge. I Frankrig som i andre lande er de svære at lokke til stemmeurnerne. Endvidere vil det franske indenrigsministerium optælle hvert parti i Nupes’ stemmeandel separat. Det kan sikre, at Macron’s LFM – som ved valget hedder Ensemble – Sammen – vil fremstå som det største parti, selv hvis dets tilslutning reelt overgås af Nupes’. Det er da også et træk, som Nupes protesterer voldsomt imod. 

Under alle omstændigheder betyder valgsystemet med to runder, at Nupes’ formentlig vil få relativt få sæder i Nationalforsamlingen, måske kun 100 ud af 577 deputerede. Det vil stadig give Nupes en helt anden styrke, end venstrefløjen har i Nationalforsamlingen i dag. Og hvis Nupes reelt vinder valget stemmemæssigt, vil det have en helt anden legitimitet, end dets repræsentation giver udseende af, når et forventet ”fjerde slag” vil finde sted i fagforeninger, medier og gader om gennemførelsen af Macrons bebudede reformprogram med højere pensionsalder m.v. Men vil franskmændenes kampgejst holde så længe? Det er slet ikke umuligt i lyset af den modvind, Macron tidligere har oplevet. Macron’s upopularitet er for tiden blevet mildnet af behovet for national samling under en international krise, hvilket er et fænomen, man på engelsk kalder rally-round-the-flag. Men vil det vare ved?

Mélenchons og LFI’s strategi har i hvert fald formået at puste nyt liv i en henslumrende fransk venstrefløj. I dag hersker en, om ikke euforisk, så optimistisk stemning i le peuple de gauche, ”venstre-folket”. Oven på venstrefløjens valgnederlag i april er det ikke en ringe bedrift.