Fredagsbar med folkesang og oplæg om USA’s sprængfarlige præsidentvalg
Rød fredag er genopstået. Fredagsbaren for venstrefløjen i København som mediehuset Solidaritet tidligere har stået for har ligget stille i en periode. Sidste fredag i august blev der dog pustet liv i projektet med at samle venstrefløjsfolk på tværs af partiskel – denne gang til en snak om amerikanske tilstande
Med en fyldt sal viste det sig, at man ikke behøver en oplægsholder fra venstrefløjen selv for at kunne tiltrække tilhørere til Rød Fredag. Annegrethe Rasmussen, der til dagligt er USA korrespondent for POV International, fortalte godt nok, at hun havde slået sine folder i det hedengangne VS, men også at hun i det daglige ikke har meget kontakt med venstrefløjen.
Oplægsholderen havde således glædet sig til aftenens oplæg. Det havde tilhørerne tydeligvis også. Hvis de var kommet for et crash course i amerikansk politik, var de gået rigtigt.
Selvom der var aftalt et oplæg på en halv times tid, måtte arrangørerne efter fem kvarter bryde ind i strømmen af historier og analyser for at sikre, at der også blev tid til spørgsmål. Dem var der også mange af, og selvom tiden blev presset, fik Annegrethe på overbevisende facon svaret på alle spørgsmål, der blev sendt afsted mod USA-korrespondenten på scenen.
Evig solidaritet
Før oplægget havde Peter Eckhardt underholdt med amerikanske arbejdersange, hvormed han fik fortalt store dele af den amerikanske fagbevægelses historie.
Hans sange gav håb om solidariske løsninger, hvilket var meget godt, da der fra Annegrethe Rasmussens stol i Washington DC ikke var meget, der gav anledning til håb om en mere seriøs arbejderorganisering i staterne.
Adspurgt svarede hun, at hun ikke kunne se nogen seriøse ansatser til en politisk organisering af et arbejderparti eller lignende.
Flere fredagsbarer på vej
Arrangørgruppen var meget tilfredse med fredagsbaren og har allerede planer om nye initiativer:
“Vi er glade for, at det igen lykkedes os at få stablet Rød fredag på benene, og arrangørgruppen har lyst til at arbejde videre fra succesen,” fortæller Reinout Bosch: “Vi har allerede mange ideer til oplagte temaer, men hører selvfølgeligt gerne fra andre, hvis de har en god idé.”
Næste Rød Fredag bliver fredag 8. november.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER