Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
2. februar. 2022

Frederiksen-regeringen har nu – skæbnesvangert – placeret Danmark solidt i fortidens konfrontative verden

Den værdibaserede udenrigspolitiske strategi af 31. januar 2022 er selvbekræftende og ubrugelig hvad angår både værdier, analyse og global forståelse. Omsat til politisk handling vil den forringe Danmarks sikkerhed.

 

 

 

af Jan Øberg

 

Kommentaren er oprindeligt bragt på Jan Øbergs blog: ​​ https://janoberg.me/2022/02/01/frederiksen-regeringen-har-nu-skaebnesvangert-placeret-danmark-solidt-i-fortidens-konfrontative-verden/

Note
Strategien, hvis hoveddel, jeg herunder koncentrerer mig om, kan du finde på Udenrigsministeriets hjemm
eside her og på engelsk her.

Værdier

Det understreges utallige gang at strategien og den førte politik skal være et forsvar for “vores” værdier. Igennem dokumentet synes det, uanset forskelle, at handle om både Vestens civilisatoriske, Europas regionale identitet og Danmarks nationale værdier. Slagordsmæssigt – men aldrig definieret – er det i al fald noget med frihed, demokrati og menneskerettigheder men kun sådan som de forstås af “os” selv, ikke som de kunne tolkes i andre kulturer.

Den eksplicit udtrykte idé er, at amerikanske værdier er “vores” værdier. Det burde man nok kunne stille spørgsmålstegn ved, men det gør strategien ikke – og derfor heller ingen af de tre ministre, der i dag fremlagde den. Lidt komisk er det at den på både dansk og engelsk har forkortelsen USS – Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Strategi. For den handler jo om “us” og “the US.”

Som alt andet i rapporten postuleres virkeligheden. Der gives ikke dokumentation eller foretages problematiseringer. Og hvad er det mon for specifikt danske værdier, strategien bygger på?

Det er i hvert fald ikke f.eks. at man taler om tingene, viser tolerance overfor anderledes tænkende, intet af Grundtvigs eller folkehøjskolernes, Hal Kochs eller velfærdsstatens idé om kultur, omfordeling af goder mod større lighed, international solidaritet eller lignende, som kunne forbindes med danske værdier. For ikke at nævne det tidskontroversielle ord, humanisme.

Og det er slet ikke klassiske socialdemokratiske værdier. Gud være lovet, vil jeg sige, at danske socialdemokrater, jeg har kendt – f.eks. Anker Jørgensen, Orla Møller, Lasse Budtz og Lise Østergård – ikke skal læse det hér.

For hvad er det, man egentlig siger?

Det er at dem, der ikke tænker som vi – har “vores” værdier – som er vores fjender på en eller anden måde: Kina, Rusland, Iran, Nordkorea, autoritære stater og fundamentalister, der bruger vold, fordi de ikke er og tænker som “vi,” per definition udgør en trussel og skal bekæmpes.

Der er altså tale om en ubegribeligt snæver dem/os-tænkning.

Og dem, som ikke har vores værdier, er selvhævdende, aggressive, udemokratiske etc. – underforstået, det er vi i Vest ikke. Vi er de gode, der er truet af de onde, og i dét spil må Danmark ikke sidde på sidelinjen, bare bruge ord eller være tolerant, nej der skal vi “tage ansvar” (“turde lægge hånden på kogepladen” som statsministeren citerede sig selv på pressekonferencen), stå sammen, bekæmpe.

OK, vi skal også samarbejde med dem, vi ikke kan lide – nu verden desværre ikke er og tænker som os i København, Bruxelles og Washington. Her bruger man så den helt forældede og dokumenteret uholdbare teori, at vi skal vinde over “de andre” ved at kombinere afskrækkelse med dialog. Triumviratet Frederiksen, Bramsen og Kofod mener at dét er vejen frem. Det har de hørt i NATO hvor Stoltenberg også udsiger sit mantra, at når vi bare kører med dén kombination, så fremmer vi Stabilitet-Sikkerhed-Fred. Uanset hvad vi gør og uanset hvordan “de andre” så ser på os.

Mens vi mener at de bør tro på, at vi har gode intentioner, så tror vi jo ikke på, at de har sådan nogen. Med dem er det militær kapacitet, og hvad de kunne finde på, der skal bedømmes.

Men spørg dig selv om hvor megen lyst du har til dialog med en person, der er mange gange stærkere end du selv, peger en revolver imod dig (afskrækkelse) og siger: Lad os nu tale sammen om tingene (dialog) for jeg har skam ingen intentioner om at gøre dig noget ondt? (Ja, undskyld til alle burhøns!)

Af teorier eller begrebsanalyser findes der intet i USS. Intet. Hvad ting som sikkerhed, balance, afskrækkelse, forsvar, samarbejde – for ikke at tale om fred – kunne betyde eller hvad man har valgt at de skal betyde i danske udenrigspolitik – ja, det får vi aldrig at vide.

Tag blot udsagnet om at vi skal “forebygge konflikter.” Enhver, der har læst en grundbog om disse ting véd at vi hverken skal forebygge eller afskaffe konflikter – for de vil altid findes i alle typer af samfund, også i et demokrati – men at vi bør arbejde på at forebygge/reducere volden, der lurer i mange konflikter.

At verden er rig og mangfoldig og at vi ikke har andet valg end at leve på denne klode i forskellighed – dén tanke findes ikke på UM. Derfor er hele USS konfrontativ og forstår ikke den gamle holdbare tanke om “enhed i mangfoldighed.”

Man fristes næsten til at sige at man i de kredse kun vil se enhed i – vestlig – enfoldighed.

Analysen

Ordet strategi kan betyde så mange ting, men lad os sætte, at det i hvert fald er noget med at opsætte nogle langsigtede mål, der beskriver en ønskværdig fremtidig situation. Og så nogle midler og planer – hvem der skal gøre hvad, hvornår, for hvis skyld og på ‘hvems’ bekostning. Andre vil pege på noget med cost-benefit analyse: Hvordan allokerer vi vore resurser bedst muligt, så vi med vore trods alt begrænsede midler kan komme længst muligt i den rigtige retning?

Og – ikke mindst: Hvordan vil omverdenen reagerer når vi iværksætter vor strategi? Altså altsammen noget med at se ud i fremtiden. Men til forskel fra ønsketænkning så ser man på fremtidens muligheder på grundlag af det, man véd om fortiden og nuet.

Men den slags er der ikke skyggen af i USS.

Man kan også formulere det sådan, at der hverken findes Diagnose, Prognose eller Behandling i dansk udenrigspolitik.

Der findes f.eks. ingen analyser af typen: De sidste godt 20 år har Danmark praktiseret en (militært) aktiv udenrigspolitik: Hvad har været godt, mindre godt og måske mislykket ved den – hvad skal vi lære og hvorfor indfører vi nu en ny strategi?

At de danske militære engagementer i f.eks. Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien ikke har været blændende succeser på hverken sine egne eller andres præmisser turde være så klart, at der ikke er brug for at argumentere omkring dem. USAs engagementer de samme steder er hovedårsager til dets imperiums pågående nedgang og kommende fald.

Og selvom verden præsenteres som fuld af problemer, krigstrusler, spænding og uforudsigelighed – så spørger men ikke: Hvordan kan dét dog være når NATO har eksisteret siden 1949 og sammen med USA har været garanten for fred og sikkerhed?

Aktuelt kan man sige at der, takket være den meget nære tilknytning til USA, er kommet nogle boomeranger – flygtningestrømmene til Europa (for disse krige har tvunget mellem 38 og 50 millioner mennesker på flugt i Mellemøsten), skandalerne i FE, et antal døde danske soldater, etc.

Intet af det nævnes.

Som sagt, hvis en strategi er noget med at se en ønskværdig fremtid og nogle midler til at nå frem til den – så leder man også forgæves hér. Der er ingen såkaldte scenarier – ingen fler-dimensionelle analyser af mulige globale fremtider som, at “hvis vi antager X, Y og Z, så tror vi – baseret på mangfoldige analyser fra ind- og udland – at det vil gå sådan og sådan. Hvis vi derimod forestiller os A , B og H – ja så må vi i stedet gøre noget ganske andet for at nå vore strategiske mål.”

Det eneste, man kan skønne mellem linjerne er en verden, som stadig domineres af USA/NATO og vores værdier. Dét er den ønskværdige fremtid – det eneste UM-scenario. Der er blot ét problem med det.

Dén verden vil ganske enkelt ikke findes i fremtiden. Den har intet med Realpolitik eller rational tænkning at gøre. Gad vide hvad alle danske ambassdører rapporterer hjem? Hører og ser de ingenting, der modsiger en sådan fremtidsbeskrivelse? Læser UMs eksperter ikke artikler på nettet eller bøger om verdens mulige fremtider? Ser de ikke interessante dokumentar-programmer eller samtaler om verdens fremtid på YouTube? Holder de ingen stimulerende brainstorms?

Sagen er jo, at enten findes verden slet ikke – miljøødelæggelse eller den (hurtigere) storkrig eller begge dele – eller også vil den være samarbejdende multi-kulturel, multi-polær og blive langt mere balanceret, også fordi Kina af mange grunde ikke ønsker – eller er så dumme – at de vil bygge et nyt imperium. USAs blir det sidste.

USAs egen dybe krise, dets nedgang på alle vigtige indikatorer er – hvad man end synes om USA – en fundamentalt vigtig del af virkeligheden nu og i nogle år fremover – men nok så klart også den store elefant i Udenrigsministeriet efter USS at dømme. Den er simpelthen ikke nået ind gennem de tykke udenrigsministerielle mure. Og her tænker jeg ikke på de gule mursten og små vinduer men på de intellektuelle mure.

Dansk udenrigspolitik optræder enten i fysiske ydre militære uniformer eller i indre mentale ditto.

Derfor er det en strategi, der savner analyse og konklusioner om det, der er sket historisk set og savner “lessons learnt” og heller ikke har nogen vision om den større verden, Danmark og alle andre er på vej ind i og/eller må stræbe efter – om ikke andet så for ikke at gå under.

Det er nærmest ubegribeligt fattigt. Og aldeles ikke noget, der fortjener ordet “strategi” eller adjektivet “ny.” Den ligger desuden tæt op ad Vesntres ligeså utilstrækkelige Taksøe-Jensens rapport for et par år siden.

For faktum er at alt det, USS indeholder, er en fortsættelse af den hidtil førte politiks grundtanke, hovedvægten på militær og på at lægge alle danske æg i Washingtons kurv. Der står ikke andet noget sted.

Den gennemsyres af en selvtilfredsstillende, ikke ydmyg – to say the least – holdning til denne politik: Danmark har gjort alt rigtigt og skal nu bare gøre mere, intensivere, påvirke andre, placere os som verdens “tillidsmand” i FNs Sikkerhedsråd og i NATO’s “kærne”. Danskerne er mægtigt kække, en stormagt faktisk på visse områder og det står op og står vagt – hele teksten er fuld af militære udtryk – når andre begynder at sidde ned. Kogeplade-mod – dét er Danmark (som vi moderligt naturligvis passer så godt på)!

Det hænger slet ikke sammen. Der postuleres i tide og utide:

• Iran er ude på at få atomvåben og hvis det får det, så er det automatisk en trussel mod hele Europa! Er der virkeligt nogen, der tror på, at Iran vil kaste atomvåben over København hvis det kunne?

• Ukraines kamp er vores kamp – dem idag, os i morgen!

• Uden USA og NATO ville der ikke være fred i Europa!

• Der er brug for atomvåben, de skal bare ikke spredes til flere! – ja og så glemmer USS sådan helt tilfældigt (?), at der nu findes en bindende FN-traktat om at atomvåbnene skal afskaffes, men alle atomvåben-magter undgår at nævne den.

• Eller læs dette (s. 27): “Vi skal understøtte og styrke den globale regelbaserede orden, undgå våbenkapløb og ultimativt forebygge krig. Det er af afgørende betydning for vores og hele Europas sikkerhed. Danmark har derfor engageret sig med ligesindede lande for at: Styrke og opretholde den eksisterende arkitektur, der har givet sikkerhed…”

Hvordan undgå våbenkapløb når Danmark med allierede er helt tændte på højere og højere militærudgifter – mens Ruslands er 8% af NATO (og faldende)? Fortæl!

Forebygge krig? Danmark, der har været ude i storkrige i fem stater på 20 år, bombet, hærget og dræbt under amerikansk ledelse? Fortæl hvordan Danmark har bidraget til at forebygge krig? Den eksisterende arkitektur er NATO, en alliance hvis medlemmer har været mere i krig end nogen anden men har givet “sikkerhed”! Hvorfor har vi så en ny Kold Krig i Europa og en USA-ledet mod Kina hvis den har givet sikkerhed?

Der er noget, der slet ikke fungerer. Der står en elefant, UM ikke må tale om. Ikke så lidt som Østeuropa i forhold til Moskva i sin tid…

Postulat bygget på postulat. Årsagssammenhænge, der ikke har med virkeligheden at gøre og kalder på analyse. Men disse postulater skal der, som statsminister Frederiksen understreger monomant, ikke tales om, ikke spildes tid på. De er sande fordi man gentager dem. Regeringen véd hvor Danmark hører hjemme. Nemlig i Washingtons fredelige favn.

Hvorvidt nu det kundskabsmæssige og teoretisk ringe grundlag for USS skyldes, at alle eksperter på f.eks. DIIS, Forsvarsakademiet, centrene for militærforskning hist og pist og forskere på statskundskab er lige så konforme og politisk korrekte og bliver brugt af Udenrigsministeriet, eller de er blændende innovative intellektuelle, der bare aldrig bliver lyttet til – aner jeg ikke.

Jeg véd kun at det er trist. Anti-intellektuelt. Og farligt. Danmark har ingen politik for fredelig konfliktløsning, forsoning, ned- og omrustning, tilgivelse, mægling eller det, der kaldes menneskelig og fælles sikkerhed.

Alternativer blev fjernet for år tilbage. Der er heller ikke idag noget at komme efter.

Inde-i-boksen-militær tænkning – det totale fravær af alternativtænkning om verden – er altid farligt. Ligesom forenklinger om en stadigt mere kompleks verden og argumenter reduceret til mantraer, slagord, reklamesprog og Twitter-agtige soundbites. Der forresten alle relaterer sig til frygt – hvadenten den er opfundet eller reel nok. Danskernes liv og velfærd er truet: Ret ind og hold kæft!

Dét om noget udgør en sikkerhedsrisiko.

Og bedre bliver det naturligvis ikke, hvis medier ikke formår, må eller vil stille kritiske spørgsmål. På dagens pressekonference var der 1,5 spørgsmål, der ikke købte hele fremstillingen, mens resten frittede Frederiksen, Kofod og Bramsen direkte eller underforstået i retning af: Hvorfor gør i dog ikke mere for at opruste nu – og hvad med danske soldater til Ukraine inden Putin måske…?

Global forståelse

Hvordan den nuværende verdensorden kan beskrives, hvilke enormt vigtige makrohistoriske forandringer, vi kan skønne ved at have en effektiv intellektuel radar- og analysekapacitet – samt hvad vi tror om fremtidens verden, siger USS bogstaveligt talt ikke ét ord om.

I Udenrigsministerets verdensbillede findes der kun de gode (os og vore værdier) og så de andre – de autoritære, diktaturerne, de selvhævdende, aggressive, dem der ikke spiller efter fælles normer og love. Særligt centralt – som i sig selv dokumenterer det kortsynede i stedet for et større perspektiv i tid og rum – er Ukraine-konflikten. Ukraine er beboet af vore venner, mens den truende Putin og hans Rusland er skurkene, som skal afskrækkes fra den invasion, Biden og Stoltenberg og det danske Triumvirat taler om, men som forresten både Ukraines egen præsident og forsvarsminister selv siger ikke er sandsynlig.

OK, Rusland skal skam også ha lidt dialog; vi kan tale med dem om alt – bare ikke om det, de ser og ønsker, og ikke om vores ret til at ekspandere NATO helt i strid med alle løfter, som blev givet til Rusland/Gorbachev i 1990-91 om at NATO aldrig ville ekspandere. Vesten under Clinton brød alle løfter i 1994 og etablerde det første NATO-kontor i netop Ukraine og har siden kørt alle former for politik for at få det ind i NATO. Men – huskt det nu – “vi” gør ikke noget forkert, vi er ikke engang en part i en konflikt; det er bare de andre, der er ballademagere. Og vi er åbne over for lande, der frit ønsker at gå med i vores alliance; vi påvirker dem skam ikke.

Denne todeling af verden, den selvtilfredse helteagtige selvforståelse, at “vi” står på den rette side også i historiens og fremtidens lys, er ganske enkelt uegnet som basis for en intelligent politik.

Udenrigsministeret og Triumviratet véd og føler det sikkert ikke sådan men de har abdiceret rollen som selvstændigt tænkende nationale ledere og reduceret Danmark til en lydstat under His Master’s Voice i Washington.

Hverken statsministen selv eller hendes ministre og UM ville turde fremsætte én eneste kritisk bemærkning om USA/NATOs stort set permanent krigsførelse rundt om i verden. Man tør ikke sige, når man nu skal have alle flygtninge væk fra Danmark – som det skrevet står i USS – at flygtningestrømme for en meget stort andels vedkommende kan forklares med de krige “vi” har ført de sidste 20 år.

Man tør ikke sige at militære indsatser bør være den sidste udvej når alle andre midler har været prøvet og fundet uden virkning – som det står i FN-Erklæringen og ligger i folkeretten. Hvorfor ikke?

Det er enkelt: Fordi Danmarks officielle udenrigspolitiske ledelse ikke længere kerer sig om folkeretten!

Ordet “folkeret” – indbegrebet af 100 års kamp for en mere civiliseret verden med de nok så omtalte regler, som “de andre” altså ikke overholder” – nævnes ikke én gang på USS’ 61 sider! Men hvad nævnes? Jo “den regel-baserede internationale orden.” Og hvad er så dét for noget?

Det er det regelsæt, USA kører hele sin internationale politik på – det, der gør USA selv og NATO “exceptionalistisk.” Exceptionalisme betyder at man kan gøre sådant, som man ikke må ifølge folkeretten, at man kan anklage andre for at gøre det, man selv gør meget værre; med andre ord at USA står hævet over folkeretten og at det med sin egen neo-liberale, interventionistiske og folkerets-foragtende adfærd (som at slå nationale ledere ihjel med pletskud, slå civile ihjel uden at de ansvarlige soldater retsforfølges, lave/støtte “regime”forandringer (som den i Kiev i 2014)) kan være sikker på aldrig at blive stillet for en domstol.

The war maker is the law breaker then law maker…

Dobbeltmoral. En lov for os, en anden for de andre.

Dét er hvad Danmark officielt tilslutter sig helhjeret, dér i kærnen af NATO og i hjertet af Washington.

Og det endda samtidig med at man gerne vil have et sæde i folkerettens centrum, i FN. Begrebet “regel-baseret international orden” benyttes i USS fordi det lyder godt og ukyndige journalister og andre tror, at det er det samme som folkeretten.

Vi står et eller andet sted i den største forandring i verden siden 1945: Resten får mere magt, Vesten får mindre. Havde man virkeligt troet, at Rusland skulle forblive på sine knæ efter sammenbruddet, efter Sovjetunionens og Warszawa-Pagtens opløsning? At US/NATO kunne fortsætte for evigt med at lade som om de var enevældige? At russerne skulle acceptere NATO-ekspansion helt op til sin grænse – findes der ét NATO-land, der ville acceptere noget ligenende? At et land som Kina med sin historisk unikke udvikling på bare 40 år ikke skulle komme til at præge fremtidens verden?

Tror man virkeligt i Udenrigsministeriet, at Danmark kan bidrage konstruktivt til at løse menneskehedens ekstremt presserende problemer med vestlig konfrontationspolitik mod alt og alle – krigstrusler, krig, hemmelige specialtropper, sanktioner, dæmonisering, Kolde Krige mod både Rusland og Kina, had til Iran siden 1953 og CIAs kup dér – og at Vesten ikke har noget at lære af andre, men til stadighed har ret til at belære andre?

Åbenbart er svaret ja – for det er denne tænkemåde, vi finder mellem alle linjerne i Danmarks “nye” Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi 2022. “Vi” i vest skal ikke tilpasse os og leve i partnerskap med dem, der af historiske og kulturelle årsager tænker og handler på en anden måde end vi gør. Nej, de skal rette ind efter Vestens politisk-økonomiske værdi-Bibel og hvis ikke belæringer og pres rækker, så har vi jo et Sværd.

Med lille Danmark som heltemodig frontkæmper. På den globale kogeplade…eller: Når det hele er ved at brænde på for os.

Og det gør det. Store Land og Lille Land – hvad nu?

Kursen er klar. Frederiksen-regeringen tiltager sig med denne US-Strategi rollen som førsteviolinist i orkestret ombord på Titanic.

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Efterskrift

Jeg skriver som jeg gør fordi jeg har været med i den sikkerhedspolitiske forskning i omkring 45 år. I alle 1980rne var jeg ekspertmedlem af regeringens Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU). Mit udgangspunkt er freds- og fremtidsforskning, civil konflikt-løsning, FNs målsætning om at fred skal skabes med fredelige midler. Jeg følger og advokerer andre værdier – fredens – end regeringen og udenrigsministeriet. Sådan kan det endnu være i et demokrati.

Og jeg er ikke bagklog. I en bog, der udkom i 1981 – for 41 år siden – skrev jeg:
“Den vestlige verden er på vej “ned” og den aktuelle krise er ikke blot en konjunkturkrise og ikke kapitalismens krise (den er ikke alene økonomisk), men en slags civilisationens krise; det globale system der har eksisteret med Europa-USA som centrum og udviklet sig gennem de seneste 400-500 år gennemgår krampe-trækninger af dybere karaktér end det normalt opfattes.
Hverken liberalismen eller marxismen, der begge er vestlige tankesystemer, og hverken USA eller Sovjetunionen fremstår som attraktive modeller længere for resten af verden. De er selv i dyb krise – socialt såvel som økonomisk – men Japan, Kina og en række nye vækstcentre og regionale stormagter skyder op med hovedvægt i Asien.”

Ole Nørgaard, Per Carlson,
“Sovjetunionen, Østeuropa og dansk sikkerhedspolitik,” Sydjysk Universitetsforlag, Esbjerg 1981, side 115.
I bogen
“Hvor Står Danmark Nu?” fra Ræson Forlag, 2015, argumenterede jeg for at Danmark bør gå på to ben; dels bevare venskabet med USA og bidrage til at det kommer ud af sin krise, dels at intensivere Danmarks samarbejde med alle andre udenfor den vestlige kreds. På to ben er man både mindre sårbar og kommer hurtigere frem end på kun et.

Om skribenten

Jan Øberg

Jan Øberg

Læs mere