Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
26. juli. 2019

Fri kærlighed og fri socialisme

Alexandra Kollontaj var selvbestemmelse i både arbejds- og privatlivet det centrale i kampen for et nyt samfund. Som aktivist, forfatter og verdens første kvindelige minister og topdiplomat var hun en frontfigur for den internationale socialistiske kvindebevægelse.

For Alexandra Kollontaj var selvbestemmelse i både arbejds- og privatlivet det centrale i kampen for et nyt samfund. Som aktivist, forfatter og verdens første kvindelige minister og topdiplomat var hun en frontfigur for den internationale socialistiske kvindebevægelse.


Af Signe Arnfred

Alexandra Kollontaj kombinerede feminisme og socialisme på en for hendes tid helt usædvanlig vis. Hun var i tiden op til 1917 tæt på Lenin og indgik som eneste kvinde i den første sovjetregering, kaldet folkekommissærernes råd. Hun var her folkekommissær for sociale anliggender, og hun stod i månederne efter revolutionen for gennemførelse af en række tiltag, der på det givne tidspunkt var særdeles progressive, herunder afskaffelse af formaliteter omkring ægteskab og skilsmisse. Dette betød også, at børn fik samme status uanset, om forældrene var gift eller ej – altså slut med såkaldt ’uægte børn’. Kvinder fik adgang til fri abort, der blev indført ligeløn, og lønarbejdende kvinder fik barselsorlov og ammetid i
arbejdstiden.

Brud med regeringen

Kollontajs tid i Sovjetregeringen blev dog kort. Allerede i marts 1918 forlod hun regeringen sammen med andre fra bolsjevikpartiets venstrefløj – i protest mod Lenins indgåelse af russisk separatfred med Tyskland, Brest-Litovsk-freden. Første verdenskrig var jo stadig i gang, og venstrefløjen i bolsjevikpartiet så den russiske revolution som første skridt i en politisk proces, der skulle forvandle verdenskrigen til klassekamp og revolutionær krig også i andre europæiske lande, Tyskland først og fremmest.

Kollontaj var i 1917 45 år gammel. Lenin var to år ældre. Begge havde de tilbragt mange år i eksil i Europa på flugt fra politisk fængsling i zartidens Rusland. I Kollontajs liv var perioden i Europa fra 1908 – inkl. to rejser som politisk agitator til USA – på mange måder en glansperiode. Det var i denne periode, hun udviklede sine banebrydende socialistisk/feministiske tanker, og det var også i denne periode, hun udviklede sin helt særlige kompetence som politisk taler. Hendes evner i så henseende var efter sigende exceptionelle, og naturligvis var det også en fordel, at hun ud over russisk talte både tysk, fransk og engelsk – samt senere også norsk og svensk.

Kollontaj i København

I forbindelse med Anden Internationales syvende kongres, som blev holdt i København (i Odd Fellow Palæet i Bredgade) september 1910, afholdtes også i slutningen af august den anden konference for socialistiske kvinder i Folkets Hus på Jagtvej.

Et meget kendt fotografi af Clara Zetkin, leder af kvindeafdelingen i det tyske socialdemokrati, spadserende arm i arm med Rosa Luxemburg, stammer netop fra 1910; efter alt at dømme er det taget på Nørrebrogade (man ser i baggrunden muren ind mod Assistens Kirkegård), mens damerne er på vej fra mødet i Folkets Hus på Jagtvej til mødet i Odd Fellow Palæet.

Det var på denne konference for socialistiske kvinder, at det blev vedtaget at markere den internationale kvindekamp ved afholdelse af kvindernes internationale kampdag 8. marts. Det var de russiske kvinders markering af netop denne kvindernes kampdag, som i 1917 gav startskuddet til den opstand, der udviklede sig til den russiske revolution.

Kollontaj og Zetkin til kongres på Skodsborg Badehotel i 1910. De to står forrest. Foto: Wikimedia Commons

Det private er politisk

Det særlige ved Kollontaj var og er, at hun lod sig politisk inspirere ikke bare af politiske kammerater som Clara Zetkin og Rosa Luxemburg, men også af nye tankegange i hvad man på det tidspunkt ville kalde borgerlige feministiske miljøer. Kollontaj insisterede, ligesom Rosa Luxemburg, på at forene politisk mobilisering med personlig bevidstgørelse.

I Rosa Luxemburgs tale ved Spartakusforbundets stiftelseskongres 31. december 1918 (to uger før hun blev myrdet 15. januar 1919) sagde hun bl.a.:

»Socialisme skabes ikke, kan ikke skabes, gennem dekreter, heller ikke selv om disse udstedes af en nok så udmærket socialistisk regering. Socialisme kan kun skabes gennem masserne, gennem hver enkelt proletar. … Kun dette er socialisme, kun således kan socialisme skabes«.

Men Kollontaj går længere end Luxemburg, idet hun ser denne skabelse af socialisme nedefra, gennem hver enkelt m/k, som en proces der også har med køn og seksualitet at gøre. Længe før 1970’ernes kvindebevægelse insisterer hun på, at det private er politisk. Kollontaj er i sine essays i samlingen »Den ny moral og arbejderklassen«, skrevet i årene 1911-1913, inspireret både af sine egne erfaringer som kvinde opvokset i et borgerligt/aristokratisk miljø, og af samtidig skønlitteratur, ofte skrevet af kvinder.

Tilbagevendende dilemmaer, som tages op til diskussion i disse essays, er dels kvindernes ønske om at udvikle deres egen personlighed – imod mandens/elskerens syn på dem kun som objekter for deres kærlighed og begær, ikke som selvstændige personer – dels kvindernes ønske om og krav på kærlighed og seksualitet, uden at det samtidig betyder underordning i et mandsdomineret ægteskab. Kollontaj sætter pris på kærlighed og sex, men hun er stærkt imod, at kvinder skal lade disse ting være definerende for deres liv:

»For fortidens kvinder var den elskedes utroskab eller tabet af ham den største sorg; for nutidens kvinde er det tabet af sig selv, opgivelsen af sit eget ’jeg’ af hensyn til den elskede, til beskyttelse af kærlighedslykken«.

Hun taler også klart imod den herskende kønsmoral, som er en dobbeltmoral i mandens favør, hvor seksuel erfaring styrker manden som person, mens den stempler kvinden.

Vandglas-teorien

Et af Kollontajs i samtiden mest radikale (og mest misforståede) synspunkter er netop dette med seksuel erfaring. Helt i forlængelse af hendes politiske synspunkter, hvor bevidstgørelse baseret på erfaring står centralt, mener Kollontaj, at erfaring er vigtig også på det seksuelle område, også for kvinder:

»Gid hun må lære at komme ud af en kærlighedskonflikt ligesom manden, ikke med knækkede vinger, men med hærdet sjæl … Man kan allerede se de nye kvindetyper, de såkaldt ’ugifte kvinder’, for hvem livets rigdom ikke er udtømt i kærligheden. På kærlighedsoplevelsernes område giver de ikke livets bølger lov til at føre deres skib; ved roret sidder der en erfaren sømand: deres vilje, der er hærdet i eksistenskampen«. Og det småborgerlige udbrud: »Hun har en fortid« bliver parafraseret af den ugifte kvinde: »Hun har ingen fortid – hvilken uhyrlig skæbne«.

Hverken Lenin eller Clara Zetkin havde forståelse for dette synspunkt. I Zetkins ’Samtaler med Lenin’ fra 1925 refererer hun (som citat af Lenin) den såkaldte vandglas-teori: At i det kommunistiske samfund vil tilfredsstillelse af seksualdriften og kærlighedsbehovet være lige så enkelt og trivielt som at drikke et glas vand. Lenin er fuld af foragt:

»Vel er det sådan, at tørst må stilles. Men vil et normalt menneske under normale omstændigheder lægge sig i rendestenen og drikke spildevand? Eller bare drikke af et glas, hvis rand er tilsølet af mange læber?«.

Kollontaj nævnes ikke ved navn, men at den såkaldte vandglas-teori blev tilskrevet hende, var ingen hemmelighed. I Lenins udlægning er netop den dobbeltmoral og objektgørelse af kvindens seksualitet, som Kollontaj bekæmper, helt åbenbar.

Clara Zetkin (tv.) og Rosa Luxemburg arm i arm på Nørrebrogade i 1910

I front for Arbejderoppositionen

Ligesom Rosa Luxemburg i sin tale ved Spartakusforbundets stiftelse var kritisk i forhold til Lenins politiske stil, kom også Kollontaj hurtigt på kant med bolsjevikpartiet.

Modsætningsforholdet blev klart udtrykt i Arbejderoppositionens indlæg på partiets 10. kongres i marts 1921. Kollontaj havde sammen med andre venstrefløjskritikere dannet Arbejderoppositionen som en fraktion i partiet, og på den 10. partikongres var hun både fraktionens pennefører og talsperson. Hun siger her – helt på linje med Rosa Luxemburg – bl.a. følgende: »Revolutionen kan fuldbringes af klassens fortrop, men det økonomiske grundlag i det nye samfund kan kun skabes af hele klassen i dens praktiske dagligdags arbejde i dens vigtigste klassekollektiver. … Kommunismen kan ikke skabes ved dekreter. Den kan kun skabes af levende søgen, af periodevise fejltagelser, men i hvert fald gennem arbejderklassens egen skabende kraft«.

Arbejderoppositionens indlæg på den 10. partikongres møder ingen forståelse; Lenin svarer ved at indføre fraktionsforbud i partiet. Til trods herfor fremfører Kollontaj igen Arbejderoppositionens standpunkt, dels ved den anden internationale konference for kommunistiske kvinder, og dels ved den tredje Komintern-kongres, begge i juli 1921, i håbet om at vinde lydhørhed blandt de internationale kammerater. Men bolsjevikpartiets greb om den internationale kommunistiske bevægelse er allerede nu veletableret: Arbejderoppositionen bliver nedgjort totalt.

Udstationering i Oslo

Dette politiske nederlag er en medvirkende årsag til, at Kollontaj i 1922 anmoder om forflyttelse til tjeneste udenlands. En anden medvirkende årsag er kærlighedssorger. Kollontaj havde svært ved at leve op til sine egne forskrifter om ikke at lade kærligheden bestemme og om ikke at være jaloux. Da et langvarigt kærlighedsforhold går i stykker, og da Arbejderoppositionen samtidig har lidt et knusende nederlag, føler hun, at hun trænger til at komme væk. ’Væk’ bliver en post ved den sovjetiske delegation i Oslo. I starten har Kollontaj ingen særlige opgaver, og kan derfor fortsætte sit kønspolitiske skriveri i form af både essays og romaner/noveller. I et interview i Politiken i oktober 1923 siger hun bl.a.:

»Hvorfor skal kærlighed og køkken lænkes sammen? Den tid er nu kommet, hvor kærligheden frigør sig fra grydernes og tallerkenhyldernes tyranni.«

Men modsætningerne mellem Kollontajs politiske og kønspolitiske synspunkter på den ene side og Partiets linie på den anden side skærpes konstant, og Kollontaj føler sig stadig mere presset. Det virker, som om hun i 1926 har overvejet at ’hoppe af’ til fordel for et frit liv som kønspolitisk taler og skribent. Et udkast til en selvbiografi – Autobiographie einer sexuell emanzipierten Kommunistin« – som hun i 1926 skriver til en tysksproget antologi, og som i første udgave ligger helt i forlængelse af hendes kønspolitiske skrifter, bliver i korrekturen af hende selv rettet kraftigt til, til en mere partitro linje.

Fra 1926 og frem er der ingen slinger i valsen. Kollontaj er officiel repræsentant for Sovjetmagten, som nu ledes af Stalin, først i Oslo og siden i Stockholm. Det lykkes hende at yde en diplomatisk indsats til gavn for de skandinaviske lande, Finland inklusive. Men med kønspolitisk arbejde er det slut. Under Stalins terrorregimente forsvinder efterhånden hver og én af hendes gamle venner og politiske medkæmpere fra bolsjevikpartiets første år. Kollontaj overlever som den eneste af dem alle sammen – ud over Stalin selv.

Kollontaj døede i 1952 i Moskva, tæt på sin 80 års fødselsdag.


Oprindeligt bragt i magasinet Solidaritet nr. 13 (temanummer), februar 2018


De bedste artikler fra magasinet Solidaritet gennem tiderne.


Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER