Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
6. januar. 2021

“Frontpersonale uden værnemidler”. Sådan føles livet som pædagog under pandemien

Hvis pædagogerne fortsat skal kunne trække læsset, skal deres forhold forbedres kraftigt, skriver Linette Storm i en opfordring til politikerne.

Illustration: KLE-art
Artiklen tager cirka 7 minutter at læse.

Hvordan klarer min sit arbejde under en coronapandemi, når en del af det går ud på at kunne smile og give tryghed til små børn? Hvis pædagogerne fortsat skal kunne trække læsset, skal deres forhold forbedres kraftigt, skriver Linette Storm i en opfordring til politikerne.


Af Linette Valerie Storm

Inden juleferien skrev jeg en kronik om mine arbejdsforhold som pædagog under corona. Den blev delt mere end 650 gange på Facebook både af pædagoger og forældre. Jeg har fået et utal af tilkendegivelser og beretninger fra pædagoger, der genkender min oplevelse. Flere skriver, at de ikke har kunnet holde juleaften med deres familie, da de op til juleferien havde været i nærkontakt på arbejdet med en person smittet med corona og måtte gå i selvisolation. Denne smitterisiko kunne have været undgået ved at lade dagtilbuddene overgå til nødpasning i de sidste dage op til jul.

I lyset af beretningerne fra de pædagoger der har skrevet til mig, var jeg mildest talt uforstående overfor regeringens beslutning om at lukke det meste af samfundet ned i årets første uger, dog ikke dagtilbuddene.

På job uden værnemidler

I dagtilbuddene har vi lov til at bære værnemidler, og de er til rådighed for os. Men på mit arbejde er der ingen, som benytter sig af dem. Jeg arbejder i en vuggestue, og jeg kan ikke se – hvordan jeg skulle kunne have meningsfuldt samvær med børn helt ned til 10 måneder, hvis de ikke kan aflæse mit ansigts mimik, fordi jeg har mundbind på. Små børn vil tage skade af over længere tid at være sammen med mennesker, hvis ansigt de ikke kan aflæse eller spejle sig i.

“De små børn på min stue ville ikke kunne lade et visir være. De kan ikke engang lade en knap på min bluse være. De er børn, de er undersøgende og skal mærke alting, det er en vigtig del af deres læring og udvikling.”

Det er mig, der viser barnet, at vuggestuen er et trygt og godt sted at være. Det gør jeg gennem kropssprog og ansigtsudtryk. Jeg smiler, og jeg viser at jeg kan lide dem og holder dem tæt ind til mig, trøster dem og krammer dem. De små børn på min stue ville ikke kunne lade et visir være. De kan ikke engang lade en knap på min bluse være. De er børn, de er undersøgende og skal mærke alting, det er en vigtig del af deres læring og udvikling.

Det er selvfølgeligt mit eget valg ikke at bære værnemidler. Jeg spritter hænder konstant, spritter tingene jeg rører ved af, skifter tøj så snart jeg kommer hjem fra job, men jeg arbejder meget tæt med små børn uden værnemidler. Men er det egentlig et reelt valg jeg har? Hvis jeg skulle gå med værnemidler på mit arbejde, ville det være på bekostning af børnene og det ville jeg som pædagog ikke kunne bære. Så selvom jeg føler mig utryg ved at gå uden værnemidler, så gør jeg det hver dag.

Testsvar og vaccinekø

Jeg må ikke gå ud og handle uden værnemidler. Men jeg går på arbejde blandt mange mennesker, kollegaer og børn i timevis hver dag uden værnemidler. Selvom forældrene ikke kommer ind i institutionen, så kommer de alligevel meget tæt på, når vi henter og afleverer børnene ved lågen. Forældrene skal ikke bære mundbind ved lågen, fordi vi er udenfor.

Som pædagoger er vi altså udsat for smitte hele dagen. Det er utrygt, fordi vi samtidig har så travlt, at vi må springe rengøring af legetøj, afspritning af stuerne og generel rengøring over. Vi risikerer selv at blive smittet og bringe smitte med hjem til vores egne familier og videre ud i samfundet.

Vi har travlt, fordi der konstant er hjemsendte kollegaer. Kollegaer der venter på testsvar i isolation, kollegaer med hjemsendte børn der venter på testsvar, kollegaer der er syge. Vi løber hurtigt, fordi vi ikke har ret til et hurtigt testsvar. Pædagoger venter lige så længe på testsvar som folk, der lige tager en tryghedstest inden en sammenkomst i weekenden. Vi venter også på ledige testtider. Pædagogerne har ingen fortrinsret til test eller testsvar. Det betyder, at vi i længere perioder må undvære kollegaer og ikke kan overholde de anbefalede corona-retningslinjer, fordi vi må være med børnene. Det betyder, at vi har svært ved at få afholdt vores tiltrængte pauser, og at vi ofte må blive længere tid på arbejdet, når vi har fri. Det betyder også, at vi må bryde restriktionerne og fx slå børnegrupperne – der ellers skal være opdelt – sammen for at sikre, at vi er nok voksne.

Eftersom pædagoger er udsat for så massiv smitterisiko og har et så højt og stigende smittetal, er det fuldstændig uforståeligt, at pædagogerne ikke har et nummer i vaccinekøen. Når pædagogerne bliver bedt igen og igen om at arbejde som frontpersonale under corona, endda uden værnemidler, burde vi også rykkes længere frem i køen. Men pædagogerne er ikke blevet nævnt. I det hele taget bliver pædagogerne kun nævnt, når det drejer sig om, at vi skal gå på arbejde i pandemien. Det arbejde, vi rent faktisk udfører, bliver ikke anerkendt med hurtige testsvar, med at overgå til nødpasning, med hjælp til ekstra rengøring eller ved en reel plads i vaccinekøen.

Jeg er glad for at være tilbage på arbejde efter ferien. Jeg har glædet mig til at se mine dygtige, seje kollegaer og til at lave det pædagogisk arbejde sammen med dem, som vi brænder for og er dygtige til. Men jeg er også utryg og presset. Jeg bruger de sidste dage af min ferie på at bekymre mig over, hvordan de kommende uger skal blive. Mit eget barn er nemlig hjemsendt fra skole, men jeg er selv gået på arbejde fra 4 januar. Jeg står over for at skulle gå på job mens mit barn er i nødpasning i SFO, og skulle hjem og lave hjemmeskole efter arbejde. Det skal nok gå, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, om pædagogerne ikke lige kunne have fået de uger hjemme også, så smittepresset i dagtilbuddene kunne falde efter jul. Så vi ikke bare skulle tilbage til det samme, som vi gik på ferie fra.

“Jeg er glad for at være tilbage på arbejde efter ferien. Jeg har glædet mig til at se mine dygtige, seje kollegaer og til at lave det pædagogisk arbejde sammen med dem, som vi brænder for og er dygtige til. Men jeg er også utryg og presset.”

Efter jeg delte min kronik, mærkede jeg, hvor vigtigt det er, at vi som pædagoger siger fra. Der er brug for fortællinger fra os på gulvet, fra frontpersonalet. At vi bruger vores stemmer til at råbe politikerne op og skabe opmærksomhed om vores vigtige fag og arbejdsvilkår. Som Mette Frederiksen sagde på sit pressemøde: Folk kan ikke komme på arbejde uden pædagogerne … og så kan hjulene i samfundet ikke køre rundt. Men det er jo ikke kun dét, der er problemet! Hvis ikke pædagogerne får ordentlige forhold at arbejde under, bliver det ved med at gå ud over børnene. For det er ikke kun pædagogerne, der taber, når vores kollegaer bliver smittede eller er hjemsendt. Det er i høj grad også børnene.

Redaktionel bemærkning: Efter artiklens indsendelse har regeringen 5. januar lovet “hurtig test for pædagogisk personale i dele af landet”.


Om skribenten

Linette Valerie Storm

Linette Valerie Storm

Pædagog ansat i en vuggestue. Forfatter uddannet i Dansk & Skrivekunst.
Læs mere