Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
11. februar. 2020

Gør velfærdsstaten sexet igen!

Kirstens Astrups veloplagte filmkabaret om det engang så stolte danske postvæsen er et skarpt prisme på en velfærdsstat, der ikke længere er nogen selvfølge.

Kirsten Astrup: ‘Troe og Agtsom 2017’. Fotograf: Tore Hallas.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.


Togstewardessen er queer, og postbuddet synger opera. Kirsten Astrups værker besynger den danske velfærdsmodel med en svanesang over dens bærende institutioner og infrastruktur. Det er velfærdsstaten fortolket som burlesk kabaret – og det handler om liv, ære og velfærd.


Af Laura Luise Schultz

Stolt ser den ud, Centralpostbygningen, som den ligger der i det infrastrukturelle hjerte af København, lige ved Hovedbanen – med jernbanesporene og Tivolis tårne som naboer. Fra totalbilleder af bygningen zoomes der ind på det gyldne posthorn på toppen af det irgrønne tag, på det fint udskårne træværk inde i bygningen og stukken på væggene. Ind marcherer stolte postarbejdere i røde kapper og kække kasketter, med gyldne horn og andre instrumenter, nogle af dem ægte, nogle i papmaché. Vi er til festligt morgenbord med rundstykker og wienerbasser i det forladte generaldirektorat for P&T, og magtens habitter er skiftet ud med tung make-up, glimmer og glitter, der giver de up-cyclede postuniformer lidt queer kant. Og så begynder de ellers at synge.

Kirstens Astrups overraskende veloplagte filmkabaret om det engang så stolte danske postvæsen, Troe og Agtsom (2017), er i gang. Den kan netop nu ses på kunstmuseet Arken i udstillingen Ung dansk kunst – samfundsprognoser.

Ligesom Astrups kabaretfilm om DSB, Urolige hjerte (2018), handler Troe og Agtsom om metaltrætheden i det danske velfærdssamfund, om at sætte fællesskab og infrastruktur over styr i en kalkuleret nedsmeltning af hele det offentlige apparat, om at lade vores fællesejede værdier forfalde og gå til i en globaliseret økonomi. Filmene udspiller sig i retro-nostalgiske Olsenbanden-scenografier af forladte administrationsbygninger, værksteder og maskinparker, tilsat et vagt Twin Peaks-agtigt ubehag over velfærdssamfundets forfald og tabte fremtid.

Dobbeltheden af nostalgi og tabs-erfaring udtrykkes af en neutral og distanceret ekspertstemme, der toner ud af skiftende modeller af ældre, skrattende radioer. Men Astrups velfærdskabaret er først og fremmest en kulørt og lystfyldt genopdagelse af velfærdsidealets fremtidsutopiske omsorgsfortælling – og det menneskelige overskud, der måske engang var plads til i de tilsyneladende uproduktive mellemrum og pauser, arbejdsdagen kunne byde på i en ikke så fjern fortid med bedre normeringer og tryghed i ansættelsen. Konduktøren har en lille skid på, og der er en trekant i gang på togtoilettet, komplet med papmaché-dildo og buttplug. Det er sjovt og skævt og slet ikke kedeligt, men tværtimod så langt fra nogen grå socialrealisme, man kan komme.

 ”Strejkende togstewardesser på Københavns Hovedbanegård i 1992. Kirsten Astrups værker om metaltrætheden i det danske velfærdssamfund kan opleves lige nu på kunstmuseet Arken.

Farvel til velfærd og infrastruktur

Den danske velfærdsstat er som bekendt ikke længere nogen selvfølge. Fagforeningernes magt er udhulet, og sikkerhed i ansættelsen erstattet af privatisering og prekarisering, vikarjob. Samfundets centrale institutioner og infrastruktur er udliciteret og privatiseret. I den proces er vort tidligere så agtværdige og velfungerende postvæsen – der blev udviklet og udbygget gennem århundreder siden 1624 – stort set blevet afviklet i løbet af godt og vel et årti. Togdriften er splittet ud på et hav af indbyrdes konkurrerende firmaer og pseudofirmaer.

Hvis dit DSB-tog ankommer tre minutter for sent til Fredericia, bliver du tre timer forsinket – fordi det Arriva-tog, du skal videre med, ikke venter. Udbyderne af togdriften måles nemlig på deres ”effektivitet,” dvs. om de når frem til tiden ifølge køreplanen – hvilket i sidste ende er komplet ineffektivt for passagererne, der får en statistisk pseudo-ydelse frem for en togdrift, der hænger sammen. I forsøget på at effektivisere har man skabt et system, hvor man slet ikke længere kan få den ydelse, det hele egentlig handler om, fx stabil postomdeling og trafikforbindelse mellem landsdelene. Post Nords nye tilbud: ’Hent selv dit brev hos afsenderen’, som det hed så vittigt for et par år siden.

”Den danske velfærdsstat er som bekendt ikke længere nogen selvfølge. Fagforeningernes magt er udhulet, og sikkerhed i ansættelsen erstattet af privatisering og prekarisering, vikarjob. Samfundets centrale institutioner og infrastruktur er udliciteret og privatiseret.”

Siden 2018 har Post Nord målrettet skilt sig af med sine sidste tjenestemandsansatte mod en kompensation fra staten – og i erkendelse af at det på sigt ville være billigere én gang for alle at gå over til medarbejdere på mere usikre kontrakter. DSB meldte sig i 2017 pludselig ind i den private arbejdsgiverforening Dansk Industri – og kunne med dét trick helt uhørt slippe af sted med at opsige den statslige overenskomst og overgå til en ringere, privat overenskomst for bl.a. Banedanmarks medarbejdere.

Velfærdsstatens kulturelle arvegods

Den danske videokunstner Kirsten Astrups to hovedværker, Troe og Agtsom og Urolige hjerte, tager afsæt i nogle af de håndfaste ydre tegn på denne afmontering af to af velfærdsstatens bærende infrastrukturelle institutioner: Post- og Telegrafvæsenet og De Danske Statsbaner. I 2018 blev postterminalen bag Hovedbanen revet ned, mens postvæsenets hovedbygning, Centralpostbygningen i Tietgensgade fra 1912, allerede var blevet solgt til en af Skandinaviens største hotelkæder, der om et par måneder åbner hotel i bygningen. DSB’s centralværksted på Otto Busses Vej og hele godsbaneterrænet bag Enghavevej og Ingerslevsgade bliver inden for de nærmeste år omdannet til en ny bydel – man har allerede sendt kunstnere og ombygningsramte skolebørn fra Vesterbro ind for at sætte området på landkortet i københavnernes bevidsthed.

Astrups musikalske filmkabareter tager udgangspunkt i disse konkrete steder, der forsvinder for øjnene af os som fysiske udtryk for den nedlukning og det målrettede frasalg af vores fællesejede værdier, der for alvor bliver synligt for os i disse år.

Astrup udnytter de forladte kulisser med deres efterladte kaffekopper, værktøj, kontorinventar og sære køretøjer på banelegemet, men hun har også gjort et kæmpe bagvedliggende researcharbejde. Sammen med sin kone og samarbejdspartner, Maria Bordorff – der også har stået for en stor del af sangteksterne – har hun gravet et unikt materiale frem af gamle fotos, plantegninger og andre dokumenter.

Ikke mindst nogle VHS-bånd fra 1980’erne og 90’erne giver et indblik i visionerne dengang for ikke ret lang tid siden, hvor P&T var en koncern, der kunne producere egne TV-indslag til medarbejderne om fx udviklingen af en ny, ergonomisk udformet postbil. Eller hvor togstewardesserne havde deres egen årlige revy, S.J.A.K.-revyen, der vidner om den årelange kamp for at opretholde ordentlige arbejdsvilkår under truslen om privatisering. Et decideret scoop er fotoet fra 1992, hvor de strejkende, rødklædte togstewardesser som en anden julemandshær står på sporet ved Hovedbanen og blokerer lyntoget. En del af research-materialet har været udstillet sammen med de to videoværker, og Astrups projekt har således medvirket til at bevare dette indblik i en tid med andre arbejdsforhold og job-idealer.

Bag kulissen til ‘Troe og Agtsom’. Kirsten Astrups værk åbner sprækker til en tabt verden af solidaritet og kollektivisme, men formulerer også et bud på, hvordan vi kan bringe dens kvaliteter og værdier med videre, mener Laura Luise Schultz.
Fotograf: Tore Hallas

Velfærdsnostalgi med skarp politisk analyse

Men der er langt fra tale om ren nostalgi. Maria Bordorffs distancerede ekspertstemme, der forklædt som radioindslag binder collagen af kabaretnumre sammen, leverer skarpe analyser af de politiske skred og indbyggede mangler, som har udtømt den moralske opbakning til velfærdsstatens omsorgsfortælling, fordi vi har mistet tilliden til tankegangene og værdisystemerne omkring den.

I sin bog Vidnesbyrd fra velfærdsstaten fra 2016 analyserer litteraten Tue Andersen Nexø netop en sådan grundlæggende tvivl på velfærdsstatens funktionsduelighed og værdigrundlag blandt danske digtere gennem de seneste par årtier. Han iagttager desuden en tendens blandt helt unge digtere som Asta Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussen til simpelthen ikke at regne sig selv som en del af velfærdssamfundet, ikke at forvente sig noget af det, men forsøge at åbne sig mod andre fællesskaber i skyggen af velfærdssamfundets institutioner.

Som supplement til denne analyse må man konstatere, at i den samme periode har vi set rigtig mange unge kunstnere og digtere gå ind og løfte en del af det samfundsengagement, som tidligere lå i de politiske og sociale systemer. Således er det i høj grad de yngre digtere og kunstnere, der adresserer tidens presserende asyl- og kønspolitiske spørgsmål og også handler på dem. Astrups værker placerer sig helt eksplicit i dette politisk-aktivistiske felt, når Bordorffs radiostemme i Urolige hjerte konstaterer, at ”vi burde skrue vores forventninger til det politiske i vejret, kræve at vores politiske infrastruktur bliver meget mere spektakulær.” Med deres burleske fejringer af velfærdsdrømmen bidrager Astrups værker i hvert fald selv til at gøre det politiske både mere attraktivt, spektakulært og rummeligt.

“… vi har set rigtig mange unge kunstnere og digtere gå ind og løfte en del af det samfundsengagement, som tidligere lå i de politiske og sociale systemer.”

Filmene leverer på samme tid et kritisk og kærligt bud på, hvordan vi igen kan begynde at tale om ord som fællesskab og solidaritet, som vi ellers troede var udtømt her i individualismens neoliberale tidsalder, også i en bredere folkelig sammenhæng. Netop i kraft af kabaret-formen, hvor musikken og sangene er i centrum, bliver det muligt at aktualisere et langt historisk stræk og vise, hvad det er for en historisk arv, vi har bygget op over århundreder – og i de seneste årtier desavoueret i neoliberalismens navn. Sangnumrene spænder fra danskpop til opera og recirkulerer hele det arsenal af kulturelle udtryk og vendinger, der knytter sig til velfærdsinstitutionerne og vores måde at tænke og tale om dem.

Således er titlen Troe og Agtsom taget fra postvæsenets slogan, der går tilbage til enevældens tid, mens Urolige hjerte bl.a. henviser til forfatteren Johannes Buchholtz’ roman af samme navn fra 1919 om en jernbaneassistent i en dansk provinsby. Udtrykket Liv, ære og velfærd, der udgør titlen på det centrale nummer i Urolige hjerte, henviser til en klassisk formulering fra dansk arbejdsret, ifølge hvilken man var berettiget til at nedlægge arbejdet, hvis man var truet på liv, ære eller velfærd. Formuleringen er nu ændret til ”sundhed og sikkerhed” – en ændring, der i sig selv siger alt om udviklingen i menneskesyn og arbejdskultur.

Kirsten Astrups erotiske genfortryllelse af velfærdsstaten åbner sprækker til en tabt verden af solidaritet og kollektivisme, men formulerer også et bud på, hvordan vi kan bringe dens kvaliteter og værdier med videre, hvis vi igen vil have en fremtid som almindelige mennesker og arbejdere i dette land. De sidste breve, der i Troe og Agtsom flagrer ned gennem Centralpostbygningen, er flyveblade med det ildevarslende budskab: ”Join the post-future work force.” Ikke desto mindre formulerer filmene et bud på en fremtidstænkning, der er funderet i en omsorg for det givne, og som indser ”at noget er uigenkaldeligt.”


Kirsten Astrups videoværk ‘Troe og Agtsom’ om det danske postvæsen kan ses på kunstmuseet Arken i Ishøj indtil 15. marts som en del af udstillingen Ung dansk kunst – samfundsprognoser.

Læs mere om togstewardessernes revyer i 1990’erne i Jernbanebladet.

Tue Andersen Nexøs bog Vidnesbyrd fra velfærdsstaten (2016) er udkommet på forlaget Arena.


Laura Luise Schultz forsker og underviser i Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Hun arbejder både med aktuelle og aktivistiske former for kunst og teater. Hun ser kunst og kulturliv som vigtige steder at forsvare de demokratiske principper, og at levere modtræk til tidens forsøg på værdipolitisk styring af kulturområdet.


Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER