Foto: Greta Thunberg / Facebook
5 min. læsetid

Greta Thunberg kan hidse nogle mennesker usædvanligt meget op. Det hænger sammen med, at hun fortæller en ubekvem sandhed, skriver Jørgen Alfastsen i dagens Signatur.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Jørgen Alfastsen

1. klasse i et aflyst tog

Greta Thunberg tog toget hjem fra FN-klimatopmødet i Madrid. Under turen gennem Tyskland med Deutsche Bahn måtte hun i fire en halv time sidde på gulvet i et overfyldt ICE-tog fra Basel til Göttingen. Thunberg uploadede på Instagram et foto af sig selv, hvor hun sidder ved siden af sin omfattende bagage. Teksten til billedet oplyser blot, at toget er overfyldt. Men så hidsede Deutsche Bahn sig op, og bemærkede at svenskeren jo havde billet til 1. klasse, og dér var blevet fint serviceret af personalet.

Så Deutsche Bahn synes åbenbart, det er helt i orden at bryde tavshedspligten om, hvem der rejser hvor og på hvilken klasse? Og den tyske familieminister Franziska Giffey erklærede frimodigt: “Det er klart, det handler om selviscenesættelse”. Hvordan kan det være klart? Jo, vist nok fordi Greta Thunberg ikke røber, at hun havde billet til 1. klasse. – Den kunne hun ganske vist ikke bruge til så meget, når det tog, billetten gjaldt til, var aflyst fra Basel til Göttingen, så hun først efter de omtalte fire en halv timer på gulvet kunne sætte sig til rette i et sæde.

Kan I huske den 12-årige canadiske pige Severn Cullis-Suzuki, der holdt en flammende tale på FN-klimatopmødet i Rio de Janeiro i Brasilien i 1992? Hun sagde nøjagtig det samme, som Greta Thunberg lige har sagt her 27 år efter. Folk – mest midaldrende mænd forekommer det mig – synes, at Greta Thunberg er skinger. Hvorfor mon? I 1992 sagde Severn Cullis-Suzuki: ”Man er sine handlinger, siger min far. Tiden er inde til at handle.”

Har de voksne så brugt årene på det? Næ, ikke synderligt. Derfor den dirrende harme i stemmeføring og ord hos Greta Thunberg.

27 spildte klimaår

Jeg har lige genset Severn Cullis-Suzukis tale fra 1992. Den holder stadig – bortset fra ét punkt. Vi har reddet ozonlaget, fordi vi her viste rettidig omhu og handlede. Nu mangler vi ‘bare’ CO2-laget. Det skal nu klares på 10 år. Tænk, hvis vi havde handlet for 27 år siden? Så ville Australien og Californien ikke brænde, der ville ikke være begyndende ørkendannelse i Sydeuropa, og rismarkerne i Mekong-deltaet ville ikke være delvist ødelagte af indtrængende saltvand.

Siden 1800-tallet er den globale gennemsnitstemperatur steget 1,0 – 1,1 grader. Det tal bør højst stige 1,5 – 2 grader ifølge den globale Paris-klimaaftale fra 2015. Problemet er, at de enkelte lande venter på hinanden. Selv alle de løfter om konkret handling, der indtil nu er givet, vil ifølge FN hæve temperaturen med 3,2 grader – og lige nu ser det tal endda ud til at kunne blive en halv grad højere. Derfor er der et stort pres på især de store udledere – som Kina, USA og EU – for at fremlægge ambitiøse tal, som de ifølge Parisaftalen skal senest i 2020. Lige nu ser det ikke lovende ud. Danmark har en vigtig mission som frontløber og rollemodel.

Ikke optimisme – men håb

I 1976 skrev en god bekendt, teologiprofessor Ole Jensen – elev af filosoffen K. E. Løgstrup – bogen ‘I vækstens vold‘, hvor han beskrev kapitalismens grassatløb mod naturgrundlaget.

Bogen blev oversat til flere sprog, og i 2011 udgav Ole Jensen en kort, opdateret udgave af ”I vækstens vold”, som han kaldte ”På kant med klodens klima.” Den skal læses, før det er for sent, skrev en anmelder!

I anledning af bogudgivelsen blev Ole Jensen interviewet af Lea Korsgaard i netmagasinet Zetland. Hun spurgte: Er du optimist? Ole Jensen svarer: “Optimist er man på grundlag af en kalkulation: Hvad er udsigterne nøgternt betragtet? Og så synes jeg faktisk, udsigterne er desperate. Hele den måde samfundet er indrettet på – opvarmning af huse, hele produktionsmåden, infrastrukturen, det er den samfundsmåde, der skal afvikles på 10 år. Det er ikke sandsynligt. Men håb er noget helt andet end optimisme. Håb er altid på trods. Og for mit vedkommende tror jeg, at håbet grundlægger sig i følelsen af, at livet er kosteligt. At vi har fået det skænket.”

Lad julefreden sænke sig. Glædelig jul!


Jørgen Alfastsen er tidligere lærer og SF-byrådsmedlem. Han er bestyrelsesmedlem i Gert Petersen-Selskabet og Dansk Naturfredningsforening Vordingborg