Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
30. maj. 2021

Indspark fra Gellerup: Hallo, danske medier – rapporter nu om palæstinensernes lidelser!

Hvis du mener palæstinenserne “burde rejse hjem og genopbygge deres land”, kan du med fordel starte med at anerkende, at det land er blevet frarøvet dem, skriver Elsebeth Frederiksen.

“Viva, viva – Palæstina!”Demonstrationer for Palæstina i Gellerup har fundet sted de seneste ugers tid. Medierne dækker det dog yderst sparsomt. Foto: Elsebeth Frederiksen.
Artiklen tager cirka 4 minutter at læse.

Viva, viva Palæstina! Sådan har det lydt højt i gaderne i Gellerup de seneste par uger. Flere gange om ugen har en flok herboende palæstinensere og sympatisører været på gaden med bannere og kampråb.

Det larmer meget, men jeg forstår deres frustration over, at deres egen situation og forholdene for deres efterladte familie og venner i Palæstina ikke er blevet bedre – siden de flygtede til Danmark og prøvede at starte på en frisk. For smerten fra hjemlandet hænger ved i knoglerne og breder sig til familierne, som endnu engang kan se, at verdenssamfundet ikke interesserer sig for Israels konstante undertrykkelse af palæstinenserne. Nuvel nogle har efter demoerne i Gellerup smadret nogle ruder og lavet grafitti. Det er på ingen måde ok. De mennesker er ikke en del af demonstrationen, men har sikkert bare brugt en stor forsamling af mennesker og deres frustration til at smadre ting. Jeg er også træt af det, selvfølgelig er jeg det. Men de andre mennesker – som går på gaderne i Gellerup, og som har demonstreret inde i Århus midtby – vil bare gerne blive hørt af politikerne, der glimrer ved deres tavshed. Og det eneste, der bliver fokuseret på ved disse protester, er at der er smadret ruder.

Det er for ensidigt bare at smide et billede af et smadret vindue ud i en debat, som Venstres Teknik og Miljø-rådmand Bünyamin Simsek gjorde i sidste uge.  Skal vi virkelig ikke forhold os til de mange palæstinenseres stemmer og liv, bare fordi nogle vælger at smadrer nogle ruder bagefter?

Mediernes larmende tavshed

Da vi fredag 21. maj holdt en demonstration mod Israels undertrykkelse og drab på civile, havde jeg sendt pressemeddelelse ud til alle medier. Ingen kontaktede os, ingen svarede, og der var ingen på dagen. Har medierne bare kollektivt valgt at ignorere palæstinensernes lidelser og historier?

Det er på tide, at medier og journalister lytter, og at de skriver og fortæller om Israels forbrydelser – og hvordan det påvirker de palæstinensere, der bor i Danmark.

“Rejs dog hjem og genopbyg”

“De skulle tage at tage hjem og hjælpe med at genopbygge deres land,” lyder det ofte i flygtninge- og integrationsdebatten. Men hvad betyder det at tage hjem og genopbygge sit land? Skal alle tage en hammer i hånden og sømme nogle brædder sammen, som på et tidspunkt bliver til et hus?

Skal en mand, som er uddannet skolelærer, omskoles til at bygge veje? Eller skal en sygeplejerske lære at støbe betonfundament i et hus?

Det er nemt at slynge sådan en sætning ud. Hvis mit land var i krig, og jeg flygtede, ville jeg ikke ane, hvad jeg selv kunne bidrage med for at genopbygge et land i ruiner. Jeg kan sende en pressemeddelelse ud om, at nogle er i gang med at lave noget, men jeg kan ikke selv opbygge noget.

Også når snakken falder på palæstinenserne, er der mange der mener, at de “bare skal tage hjem”. Og det vil de fleste faktisk også gerne. Mange ville gerne hoppe på et fly lige nu, hvis der var mulighed for det. Hvis ikke det hus, som de engang boede i, i dag er overtaget af en anden familie, som nu mener, at de ejer det stykke land og det hus, de engang boede i, og hvor de dyrkede markerne.

Nogle palæstinensere har stadig nøglen til deres hus hjemme i Palæstina i det håb, at de engang kan vende tilbage. De kan måske ikke hjælpe med at genopbygge deres land, men de kan leve i det land, der tilhører dem. Et land de er jaget væk fra.

De vil gerne vende hjem, men det kan de jo ikke. Og så længe de danske politikere ikke italesætter problemet med israelsk apartheid, forfølgelser og mord – og medierne heller ikke dækker det – så sker der ingenting. Så kan de ikke vende hjem. Hvis man ikke er villig til at lave om på de omstændigheder der gør, at de er nødt til at blive her, kan man i det mindste droppe dét argument.

Om skribenten

Elsebeth Frederiksen

Elsebeth Frederiksen

Elsebeth Frederiksen er Gellerup-korrespondent for Solidaritet. Hun er aktiv i Almen Modstand, og er redaktionssekretær for Brabrand Boligforenings beboerblad Skræppebladet   Læs mere