Hamas’ offensiv er resultatet af Washingtons fjendtlighed over for palæstinensiske rettigheder

Oversat fra engelsk med tilladelse fra “Hamas offensive the result of Washington’s hostility to Palestinian rights”, Mondoweiss, 8. oktober 2023

Lørdag morgen var et vendepunkt i den igangværende kamp mellem Israels apartheidsystem og de palæstinensere, der må leve under det. Hamas indledte et massivt, velkoordineret og brutalt angreb på Israel, som kom fuldstændig bag på den israelske regering og det israelske militær.

Dette er med sikkerhed kun begyndelsen på en lang periode med intens blodsudgydelse, selv efter israelske og palæstinensiske standarder. Men det havde ikke behøvet at være kommet så vidt. Der var og er andre veje. Mange af dem er med vilje blevet blokeret for palæstinenser-ne af israelske og amerikanske beslutninger. I sidste ende er Israel på grund af sin militaristiske natur og ultranationalistiske, zionistiske ideologi ude af stand til at se alternativer. På trods af det politiske pres, som alle amerikanske regeringer er underlagt, er USA den part, der kan træffe de frieste valg. Og Joe Bidens regering har valgt at støtte en højreekstrem israelsk regering og se bort fra palæstinensernes rettigheder i et omfang, som selv hans forgængere sjældent kom i nærheden af.

Et svar på apartheid

Det slår mig, at det ikke kan være et tilfælde, at angrebet kom dagen efter 50-årsdagen for starten på Yom Kippur-krigen i 1973. Der lå utvivlsomt et budskab i det, men også et håb fra Hamas’ side om, at virkningen med tiden ville blive den samme. Krigen i 1973 tvang Israel til at revurdere sin politik over for Egypten og førte i sidste ende til Israels tilbagetrækning fra Sinai-halvøen og fredstraktaten med Egypten. At dette skulle kunne gentages nu, er måske for ambitiøst, men der er flere ligheder mellem de to situationer, som det er værd at se på. To af disse ligheder falder mig ind: de israelske lederes overmod og det faktum, at begge overraskelsesangreb ikke var uundgåelige, men resultatet af valg.

Den aktuelle situation fylder for meget til, at man kan lave en gennemgang af krigen i 1973, men de færreste vil være uenige i, at en af de umiddelbare årsager var Golda Meirs arrogance, da hun ignorerede advarslerne om et forestående egyptisk-syrisk angreb. I den aktuelle situation er dette overmod mere udbredt, delvist som et resultat af den nuværende israelske regerings ekstremistiske og uoplyste natur og delvist som et resultat af mange års korruption, fanatisme og apartheid. Jeg er helt enig med analytikeren Omar Baddar, som på Twitter skrev: “Hvis vi skal være moralsk konsekvente og bekymre os lige meget om både palæstinenseres og israeleres liv, velbefindende og frihed, må vi indse, at der ikke er nogen militær løsning på denne vold, og at en løsning på dette problem kræver RETFÆRDIGHED ved at den israelske apartheid ophører.”

Hamas udførte et lynangreb på flere forskellige steder og afslørede dermed svagheden i Israels massive militær og dets opreklamerede efterretningsnetværk. Jeg bifalder med dette ikke det, Hamas gjorde. I det omfang, Hamas gik efter militæret, er det i høj grad lovligt og en udøvelse af den ret til at gøre modstand, som folk under en krigsførende militær besættelse har lov til. Taktikken med at tage civile som gidsler kendes fra mange konflikter, men det gør den ikke mindre kriminel, og i betragtning af nogle af målene for gidseltagningen, herunder meget små børn, ikke mindre forfærdelig. Det, at man i stort omfang retter målet mod civile i dette angreb, falder ikke ind under retten til modstand. Selv om Hamas med sine relativt primitive raketter ofte har ringe mulighed for at skelne mellem civile og militære mål, kunne man helt klart have gjort det under angrebet i lørdags. Det var en beslutning, Hamas traf, og den er ikke acceptabel.

Men hvorfor tog Hamas den beslutning? Israel og dets støtter vil have os til at tro, at det var, fordi Hamas bare er ondskabsfulde mordere, der har en særlig blodtørst efter jøder. I virkeligheden skete der det, at det, som anti-apartheidaktivister blandt palæstinensere, israelere og mange af os over hele verden har advaret om i mange år, blev til virkelighed.

Israel og USA har i årtier arbejdet på at gøre forhandlinger nyttesløse. De blokerede også det internationale juridiske og politiske system og truede med sanktioner mod alle internationale organer, der optog Palæstina. De insisterede på, at palæstinenserne kun kunne stræbe efter deres frihed gennem bilaterale forhandlinger, hvor de absolut ingen indflydelse havde, og som blev formidlet af verdens eneste supermagt, som har et “ubrydeligt bånd” med Israel, som selv er en regional overmagt, der sidder ved samme bord som repræsentanter for et besiddelsesløst, statsløst, splittet folk.

Det skabte en trykkoger, som altid har været på nippet til at eksplodere. I årevis har der eksisteret en slags uudtalt afspænding mellem Israel og Hamas, selvom Hamas af og til svarede igen på israelske provokationer i Gaza eller Jerusalem med de midler, man havde , og selvom Israel med jævne mellemrum ’slog græsset’ med sine rutinemæssige bombekampagner i Gazastriben.

Den ekstreme højrefløjsregering, der i øjeblikket styrer Israel, forstyrrede denne balance. Den optrappede angrebene på palæstinensiske landsbyer og terroriserede folk i deres hjem, alt sammen under beskyttelse af den israelske hær og sikkerhedsstyrker. De foretog etnisk udrensning af palæstinensiske landsbyer i det såkaldte område C. De foretog jævnligt razziaer i palæstinensiske byer, hvor de vilkårligt arresterede folk og tilbageholdt dem på ubestemt tid uden anklage (det kaldes også kidnapning). Disse razziaer og andre sammenstød førte til, at 2023 blev det mest dødbringende år for palæstinensere, siden den anden intifada var på sit højeste. De udførte droneangreb på palæstinensiske byer og skød gentagne gange mod palæstinensere på Gaza-siden af grænsehegnet. Som den israelske forfatter og aktivist Hagai Matar udtrykte det: “Den frygt, israelerne føler lige nu, mig selv inklusiv, er en flig af, hvad palæstinenserne har følt på daglig basis under det årtier lange militærstyre på Vestbredden og under belejringen og de gentagne angreb på Gaza.”

Hamas indledte et angreb, som man tydeligvis havde planlagt i lang tid og sandsynligvis havde haft i baghånden i en længere periode klar til brug, når en mulighed viste sig. Og Israel skabte denne mulighed med sin højreorienterede regering og sine beslutninger om at forstærke den brutale apartheid-undertrykkelse.

Der var ikke mange, som var så naive, at de håbede, Joe Biden ville bryde med en mangeårig præcedens og forsøge at få Israel til at afstå fra sin apartheidpraksis. Amerikanske vælgere har altid støttet en upartisk politik i Palæstina, selv om de ved dårlig besked om, hvor partisk Amerika har været, og hvordan upartiskhed kunne se ud, men selv de mest beskedne forventninger til Bidens regering er blevet slemt skuffet.

Biden har ikke gjort noget for at udbedre de skader, som Trump-årene har forvoldt – og har faktisk gjort dem værre. Han har nægtet at gøre noget for at mindske de skader, flytningen af den amerikanske ambassade til Jerusalem eller Trumps anerkendelse af Israels suverænitet over Golan-højderne gjorde. I stedet har han taget Trumps mest skadelige politiske initiativ – Abraham-aftalen – til sig og forsøgt at udvide den til Saudi-Arabien, så han kunne få den “sejr” for sig selv.

I Bidens regeringstid har Israel opnået total straffrihed for at myrde en fremtrædende palæstinensisk journalist, Shireen Abu Akleh. Israels drab på palæstinensere har nået nye højder. Etnisk udrensning har fundet sted i et omfang, der ikke er set i årtier. Der har ikke været noget ønske om, endsige handling for, at forsøge at afslutte Israels besættelse, hvor tomme floskler om “lige mål af velstand og sikkerhed” har erstattet et reelt indhold. Bidens eftermæle vil vise, at han gjorde mindre for at forsøge at skabe en form for “fred” end nogen af sine forgængere. Det er noget, der siger noget i betragtning af USA’s forfærdelige fortid på dette område.

Men den amerikanske taktik med massive bestikkelser til arabiske diktatorer for at lokke dem til at opgive palæstinenserne truer langt om længe med at udslette den eneste diplomatiske indflydelse, palæstinenserne har, selv om den er minimal. Hvor dårlige de oprindelige Abraham-aftaler end var, så er spillet, hvis saudierne også svigter Palæstina, slut – i det mindste på det internationale diplomatis arena.

Uanset om det specifikt påvirkede Hamas’ beslutning om at udføre angrebet eller ej, gør det den almindelige fortvivlelse, der fører til et angreb som dette, større. Hamas’ ledelse ved helt sikkert, at uanset hvor stor en blodtud, man har givet Israel, vil palæstinenserne komme til at betale for det mangefold. Israel vil – enten ved at afbryde elektricitetsforsyningen til Gaza, bombe eller endda genbesætte Gazastriben – dræbe langt flere palæstinensere, end Hamas har dræbt israelere. De vil gøre langt mere skade, end Hamas overhovedet kan gøre på Israel.

Hamas ved, at det vil blive resultatet, alligevel gjorde man det. Hvorfor gjorde man det så? Fordi USA mere end nogensinde har gjort det klart, at det vil arbejde sammen med Israel for at forpurre ethvert håb om palæstinensisk frihed. Selv om den vold, Hamas udøvede, var forfærdelig, var det den eneste mulighed, Biden og Benjamin Netanyahu gav Hamas, for at få Israel og USA til at lægge mærke til Palæstina. Det var den eneste måde, man kunne demonstrere, at Palæstina ikke lod sig begrave.

Saudi-Arabien gav offentligt Israel skylden for angrebet, hvilket helt sikkert betyder, at normaliseringen er sat på standby, i hvert fald midlertidigt. Den erklæring, man udsendte, sagde, at man havde advaret Israel om “den igangværende besættelse og fratagelsen af det palæstinensiske folks legitime rettigheder, samt de gentagne bevidste provokationer mod deres helligdomme.”

Alt dette kan ændres, og USA har magten til at ændre det. Det er rigtigt, at det politiske spil er kompliceret. Men det begynder med, at Det Hvide Hus udviser lederskab. En retfærdig amerikansk politik er næsten ufatteligt langt væk. Men Biden-regeringen er udmærket klar over, at der er masser af støtte i USA til at stille betingelser for militær bistand, til at sætte en stopper for bosættelserne og for bosætternes straffrihed og til at hjælpe befolkningen i det åbne fængsel, der hedder Gaza. Jo, der er også masser af modstand mod alt dette. Men hvis præsidenten ikke kan udvise lederskab, vil det, vi så i weekenden, gentage sig mange gange. Og hver hændelse vil sandsynligvis være værre end den forrige.