Har et undertrykt folk altid ret?

Da jeg var helt ung i begyndelsen af 1960’erne, var jeg så begejstret for Israel, at jeg planlagde at tage på ophold i en kibbutz. Mine forældre havde andre planer, så det blev ikke til noget. Baggrunden for denne sympati var naturligvis afskyen for nazismen og dens forbrydelser.

Jeg læste nogle bøger om Israels og jødernes historie og skrev endda en stil om emnet i dansk. Jeg var vagt klar over, at der var nogle palæstinensere, som ikke var blevet behandlet helt fair, men min konklusion var, at de skyldige var englænderne, der havde trukket sig ud af området uden at forberede tingene ordentligt. Filmatiseringen af Leon Uris’ Exodus understøttede dette billede.

Antisemitisme eller kritik af Israel?

Frem til omkring år 2000 fastholdt jeg denne sympati, selv om mine venner på venstrefløjen i stadig kraftigere vendinger talte om undertrykkelsen af palæstinenserne og sammenlignede deres modstandskamp med Vietnams Nationale Befrielsesfront og andre anti-imperialistiske bevægelser.

Min ‘løsning’ på dette problem var simpelthen at fravælge Mellemøsten som tema. Jeg sprang avis-artiklerne herom over og havde en vag fornemmelse af, at Israel-kritiske synspunkter var udtryk for antisemitisme. Senere gik det op for mig, at selv om egentlig, racistisk antisemitisme forekom, ikke mindst i Grækenland, hvor jeg dengang levede, brugtes den især som et stempel, som Israel-støtter anvendte til at delegitimere kritikere af Israel.

Denne strategi har været særdeles succesfuld, og havde fx held til at vælte Jeremy Corbin som formand for Labour, selv om dens grundlag er åbenbart absurd, eftersom jøder, fx Noam Chomsky og Morten Thing, har været blandt de fremmeste Israel-kritikere.

I begyndelsen af 00’erne, lige før den 2. Intifada, var jeg på tur til Israel sammen med min familie. Det rykkede min holdning, og jeg kan huske det præcise øjeblik, hvor det skete. Vores venner hentede os i lufthavnen i Tel Aviv og kørte os til Jerusalem sent om aftenen. Jeg bemærkede, at nogle landsbyer lå hen i mørke, mens andre var fuldt oplyste.

Jeg fik at vide, at de mørklagte var palæstinensiske landsbyer, som ikke kunne få elektricitet. Det var kolonialisme skåret ud i pap, og min politiske holdning til konflikten flyttede sig på få sekunder 180 grader.

Er det tilladt at bruge nuancer?

I kølvandet på massakren den 7. oktober kan man i Danmark skelne mellem i hvert fald to positioner.

For det første har vi den éntydige opbakning til Israel fra hele højrefløjen, anført af Mette Frederiksen. Den position kræver, at man ignorerer årtiers israelsk undertrykkelse – altså at historiens ur først går i gang d. 7. oktober; sjovt nok fik en journalist, der pippede lidt om de palæstinensiske ofre, at vide at hun var ‘historieløs’. Man er selv den, som man beskylder de andre for at være, som vi sagde i skolegården.

For det andet har vi den almindeligste opfattelse på venstrefløjen, hvor angreb på civile fordømmes som terror, hvad enten det er Hamas’ massakre eller det aktuelle israelske folkemord i Gaza. Det første legitimerer ikke det andet og vice versa.

I denne opfattelse inddrages det historiske perspektiv, altså Israels årtier lange Apartheid-politik, hvor bosættere overtager palæstinensisk jord, og hvor palæstinensere udskilles og diskrimineres imod. Altså kort sagt den kolonialistiske undertrykkelse af den oprindelige befolkning. Det israelske militær dræber i disse dage tusinder af civile, mange af dem børn, i Gaza, og bosætterne på Vestbredden har især i de seneste uger myrdet løs i deres etniske udrensninger. 

Men Israel afviser at være en terrorstat, for mens Hamas klart gik efter civile, der – helt grotesk – deltog i en rock-koncert få kilometer fra, hvad der bedst kan beskrives som et åbent fængsel, så har Israels militær ikke som mål at dræbe civile; ofrene i Gaza er ‘collateral damage’, som Hamas dybest set er ansvarlig for.

Og bosætterne er private borgere, som staten Israel ikke har ansvar for. Hertil må siges at dødsofrene i Gaza ikke er en sideeffekt, men hovedeffekten; og at bosætternes tilstedeværelse er tilladt af den israelske stat, og at deres mord er overvåget af et velvilligt indstillet israelsk militær.

Både Israel og Hamas bruger terror, så derfor er det skævt, når kun Hamas i de danske medier omtales som en terror-organisation.

Terror er ikke et ukendt fænomen i befrielsesbevægelser

De fleste befrielsesbevægelser har brugt terror. Det gjaldt i 1950erne Kenya’s Land and Freedom Army, der blandt kolonialister nedladende var kendt som ‘Mau Mau’; den algierske bevægelse for uafhængighed af Frankrig i begyndelsen af 60erne; og det gjaldt såmænd også i perioder Mandelas ANC.

Det får os ikke til at tage afstand fra disse frihedsbevægelser eller til at ligestille denne terror med kolonialisternes normalt langt mere blodige modterror.

Det skyldes, at disse bevægelser på et overordnet politisk plan kæmpede for retfærdighed. Og det skyldes vel også, nøgternt betragtet, at de vandt.

Hamas og en nødvendig fiktion

Det er den eneste effektive bevægelse, som palæstinenserne har, efter at Abbas og Fatah har svigtet og nu har et sikkerhedssamarbejde med Israel for at holde Vestbredden i ro. Fra en dansk venstreorienteret synsvinkel er Hamas’ islamistiske ideologi uspiselig, ligesom bevægelsens udenlandske støtter i Iran – Hizbolla og Huthierne i Yemen – næppe er gode socialister. Det samme gælder imidlertid de fleste befrielsesbevægelser tilbage i historien.

En dansk journalist har beskrevet den eksplosion af begejstring, som han oplevede på Vestbredden, da nyheden om angrebet lørdag 7. oktober blev kendt.

Endelig brød nogle ud af indespærringen og tilføjede Israel et føleligt militært nederlag! Senere blev det kendt, at mange civile var blevet dræbt, men de fleste palæstinensere afskrev – fejlagtigt – dette som israelsk propaganda.

Og nu kommer jeg til noget andet giftigt, nemlig at skellet mellem (voksne) civile palæstinensere og Hamas formentlig er en fiktion, fordi alt tyder på, at langt de fleste palæstinensere støtter Hamas som eneste effektive kraft. Det véd Israel, og det er derfor man myrder løs, uden at se til højre eller venstre.

Men fiktionen er nødvendig i det internationale samfund, for at give palæstinensere et minimum af beskyttelse.