Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
27. juni. 2022

Helena Gleesborg Hansen: ‘Vigepligts-princippet’ forpurrer fremskridt for ligestillingen

Kvindekampen er vigtig, men er klimakrisen ikke lidt vigtigere? Og skal vi ikke tage os af vores egne problemer, før vi forsøger at løse andres? Som feminist møder man ofte dén type argumentation, der bygger på en fejlslutning, skriver ny Signatur-skribent Helena Gleesborg Hansen, der er forkvinde for Dansk Kvindesamfund.

Helena Gleesborg Hansen er debattør og i sin fritid forkvinde for Dansk Kvindesamfund. Foto: Heidi Maxmillig.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Jeg havde for ikke så længe siden fornøjelsen af at holde oplæg for tre medlemmer fra en ung feministisk organisation fra Egypten. Opgaven var at fortælle om sexisme, aktivisme og mobilisering, hvilket naturligt for mig også indbefattede at tale om MeToo-bevægelsen og hersker-teknikkerne.

Jeg valgte at tage lige præcis herskerteknikker med i dette foredrag, fordi det er noget, vi ofte bliver mødt med – både som feminister og som kvinder i almindelighed, når man åbner munden. 

Herskerteknikker blev defineret i en feministisk sammenhæng i 1979 af den norske socialpsykolog og feminist Berit Ås. Hun definerede oprindeligt kun fem, som var inspireret af den norske filosof og psykolog Ingjald Nissen. Herskerteknikkerne bruges nogle gange meget tydeligt og andre gange mere subtilt. Netop når det er subtilt, så kan det være rigtig svært at få øje på, hvad der foregår. Mavefornemmelsen lyver dog sjældent, da det ofte efterlader én med en følelse af magtesløshed, ydmygelse og frustration over ikke sådan rigtigt at komme igennem med sin sag eller sit argument. Derfor er det vigtigt at kunne identificere herskerteknikkerne, så magtesløsheden ikke får overtaget. Siden 1979 er der blevet tilføjet mange nye måder at identificere herskerteknikker på. Én af dem vil jeg mene, er det såkaldte ’vigepligts-princip’.

De fem herskerteknikker

Den norske kvindeforsker Berit Aas udviklede i 1979 begrebet om de fem herskerteknikker. Ås byggede på en tidligere defintion fra Ingjald Nissens bog Psykopaternes Diktatur (1945), hvor ni teknikker blev identificeret. De fem herskerteknikker bruges oftest mod undertrykte grupper, og består af:

· Usynliggørelse – individet overses, latterliggøres eller bliver afbrudt.

· Latterliggørelse – personens indsats hånes eller latterliggøres

· Tilbageholdelse af information – personen holdes i uvidenhed om ting.

· Dobbeltafstraffelse: Vedkommende bebrejdes uanset hvad man gør.

· Skyld og skam : Personen bliver udskammet eller pålagt skyld.

– Berit Ås har senere tilføjet objektivisering og trusler om magtanvendelse som herskerteknikker.

Kilde: LGBT.dk/ Berit Ås

+

Vigepligts-princippet er en argumentationsmodel, som går ud på – at større og ‘vigtigere’ dagsordener har forrang, og at ens mindre presserende ligestillings-udfordringer altså må vente, til det bliver deres tur. Det fremstilles som logisk, da alle jo godt kan forstå ræsonnementet i, at det akutte må komme først – og så må det knap så vigtige jo vente. Problemet med vigepligts-princippet er bare, at der hverken er tale om trafiksikkerhed eller ulykker med tilskadekomne. Et eksempel jeg ofte møder som feminist er: ’Jamen, hvad med klimaforandringerne?’. Ja, det er meget store og meget reelle problemer. Og der er store kønsmæssige konsekvenser af klimaforandringerne især for fattige kvinder i u-landene. Men at opstille f.eks. klimaforandringerne, som noget “vi skal have styr på”, inden vi kan begynde at tale om og handle på diverse ligestillingsudfordringer – er en fejlslutning. Den ene store dagsorden skal ikke vige tilbage for den anden – heldigvis. Udfordringerne eksisterer på en og samme tid, og at man vier sit liv til at sætte fokus på én sag, betyder ikke nødvendigvis, at man er ligeglad med eller blind over for andre vigtige sager. 

’Det bliver jo aldrig vores tur!’

Tilbage til de tre egyptiske feminister da jeg fortalte om vigepligts-princippet, hvortil en af dem ramte hovedet på sømmet og sagde: ‘Men vi har ventet for evigt. Det bliver jo aldrig vores tur!’ Og lige netop dét er problemet med det vigepligt-princip som argument. For det med ligestilling, kvinders frigørelse og ligeret bliver aldrig vigtigt nok – i patriarkatets øjne.

Et andet argument, jeg ofte møder, er at kvinder andre steder i verden har det værre – hvilket også er et argument, selv de egyptiske kvinder hører. Den form for argumentation er også en del af herskerteknikkerne, som bruges til at aflede (deraile), latterliggøre og negligere. Og det er rigtig, at der ikke synes at eksistere nogen nedre grænse for, hvor usselt og elendigt nogle kvinder og piger skal behandles i nogle dele af verden. Se bare til Syrien eller Afghanistan.

Men de som bruger dét som argument for, hvorfor man burde kæmpe sin ligestillingskamp et andet sted, de kan bare gribe i egen barm og gøre lige netop dét, de synes mangler. Intet stopper dem. Men målet er ikke at tilskynde til søstersolidaritet med andre kvinders ligestillingskamp, det er tværtimod at umyndiggøre og nedgøre lige den kamp, kvinder har valgt at kæmpe. Om det så er at bekæmpe krænkelser i politik eller nattelivet i Danmark – eller om det er retten til at gå i fred på gaden som kvinde i Egypten. Begge problemer er vigtige, og de patriarkalske lakajer, som prøver at overbevise en om det modsatte, de kan bare starte med dem selv. Alt andet er en gratis omgang.  

Kampene er de samme

Noget andet der slog mig, da jeg talte med de egyptiske feminister, var de mange fællestræk, der er mellem de udfordringer – de møder og dem vi har i Danmark. Noget de også selv lagde vægt på. F.eks. fortalte de også om store udfordringer med digitale krænkelser, hvor der deles intime billeder af kvinder uden deres samtykke og med deres kontaktoplysninger, hvorefter båden kvinden og familien til kvinden chikaneres. Det kan være billeder taget i offentlig transport op under kjolen, eller billeder som er sendt, og som uden samtykke dernæst bliver delt videre. Chikanen består dernæst i – at brødre til de krænkede kvinder opfordres til at ‘straffe’ deres søstre, fordi de går ‘udfordrende’ klædt.

“Selvom der er meget, der er anderledes – og langt værre – i Egypten, så er vores kampe for ligestilling de samme.”

Kvinderne bliver ikke alene selv chikaneret, men også hele familien forsøges at blive pålagt skyld og skam. Det er langt ude, for der er altså tale om mænd, som selv har taget billeder uden samtykke eller fremmende mænd, der aktivt selv har betalt sig adgang til at få disse billeder og informationer. Det er ikke kvinderne, der har gjort noget forkert – men de chikaneres, straffes og undertrykkes, fordi de er kvinder.

Hvor er det forstemmende, og da jeg hørte dem fortælle om det, manglede jeg også ord, fordi det bare er så ondskabsfuldt og misogynt, kvindefjendskt. Og desværre måtte jeg så sige, at vi også ser lignende ske her i Danmark. De vedvarende digitale krænkelser som Emma Holten og andre udsættes for, Viborg-mappen og den højaktuelle sag om de så kaldte ‘Klubkonger’, som også uden samtykke deler intime billeder og videoer uden samtykke. Og hvem bliver dernæst udsat for yderligere chikane, sexisme og udskamning i kommentar-sporene?

Det gør kvinderne.

Det er de samme patriarkalske strukturer, der er på spil, bare i varierende grad. Så selvom der er meget, der er anderledes – og langt værre – i Egypten, så er vores kampe for ligestilling de samme.


Om skribenten

Helena Gleesborg Hansen

Helena Gleesborg Hansen

Forkvinde for Dansk Kvindesamfund. Læs mere