Her skal pengene komme fra. Vejen til 100 milliarder #3 – En venstrefløj, der også kan prioritere i det offentlige forbrug

En fordom om venstrefløjen er, at den ikke kan finansiere sin politik, men har en uansvarlig økonomisk politik. Intet kunne være mere forkert. Som vi så i seneste artikel i denne serie, så kan man ved at justere på en række skatter mobilisere meget store indtægter til staten.

En anden fordom, som måske har mere på sig, er, at venstrefløjen primært kan finansiere sin politik ved at skrue på skatterne. Derfor kan der også være en pointe i, at venstrefløjen demonstrerer, at der faktisk også kan flyttes penge inden for de offentlige kasser.

Det er efter min mening muligt at finde besparelser på de offentlige budgetter. I denne artikel vil jeg pege på to områder: den offentlige udgift til erhvervsstøtte, og de stærkt stigende udgifter til offentlig administration og ledelse.

Virksomhederne har rekordstore overskud. Hvorfor så erhvervsstøtte?

Lad det være sagt med det samme. Erhvervsstøtte kan bestemt være en rigtig god ting. Det er en måde, hvorpå vi politisk og demokratisk kan være med til at dreje retningen på erhvervslivet og sikre fx mere grønne investeringer, diversitet i den skrevne presse eller at særlige brancher, der vurderes vigtige for Danmark, kan få en særlig støtte. Erhvervsstøtte er ikke bare negativt og ondt.

Men grundlæggende skal der også være et forhold, som gør, at erhvervsstøtten giver mening, og at man ikke blot beriger de virksomheder, der allerede klarer sig godt. Når sparekniven svinges over den borgernære velfærd i kommuner og regioner, så skal erhvervslivets støtteordninger altså underkastes mindst den samme nidkærhed.

Sidste gang man gennemgik erhvervsstøtten i 2021, blev det klart, at man anvendte 42 milliarder kroner på erhvervsstøtte. Det er rigtig mange penge. Det står på, mens erhvervslivet tjener flere og flere penge. Dansk Statistiks opgørelse over virksomhedernes regnskaber har vist, at der er sket en voldsom stigning i overskuddet efter selskabsskat for de private byerhverv, som tæller de fleste virksomheder i Danmark.

Det går op og ned, og COVID-perioden sænkede naturligvis indtægterne – men i 2021 satte virksomhederne rekord med et samlet overskud på 586 mia. kr. Det er næsten en fordobling sammenlignet med 2016, og på ti år er overskuddet efter skat steget med 188 procent.

Det er værd at huske på, når erhvervslivets interesseorganisationer kræver nye reformer og skattelettelser, fordi det er meget svært at drive virksomhed i Danmark. Billedet er tydeligt, at virksomhederne skovler penge ind. Mere specifikt er det også et argument for, at man bør kigge på støtteordningerne til erhvervslivet.

Efter min bedste vurdering kan man finde milliarder i erhvervsstøtten, som er en støtte, der er rar for virksomhederne, men som de burde kunne undvære.

Rederibranchen har alt for gunstige skattevilkår

Erhvervslivet blev i 2021 understøttet af næsten 25 mia. skattekroner. Der er tale om en myriade af forskellige særordninger. Men man kan hurtigt finde et betragteligt beløb ved en hurtig screening.

Lad os tage fx tonnageskatten, som selv de økonomiske vismænd ønsker afskaffet. Det er en ordning, der begunstiger rederibranchen i almindelighed og Mærsk i særdeleshed. Ordningen betyder, at rederierne ikke betaler skat af deres overskud, men af antallet af skibe, der sejler. Det betyder også, at rederierne betaler skat de år, de har underskud.

Skatteministeriet vurderer, at udgiften er ca. 600 mio. kr. om året. Men skattetabet for 2021 og 2022, hvor Mærsk har haft enorm overnormal profit på baggrund af COVID-pandemien, der pressede prisen på fragt voldsomt op, er i et kæmpe milliardbeløb. Tonnageskatteordningen burde for længst have været droppet.

Det samme gælder DIS-ordningen, som også er en støtteordning til rederierne. Grunden til ordningen er, at man vil beskytte danske arbejdspladser i det maritime Danmark, som er udsat for hård social dumping fra udenlandsk arbejdskraft. For at håndtere dette giver man skattefrihed for medarbejderne på danske skibe registreret under Danske Internationale Skibsregister (DIS). Det gør det muligt for rederierne at betale en langt lavere lønudgift, da medarbejderne ikke skal betale skat.

Det koster statskassen mellem 600-700 mio. kr.  Også denne ordning er ifølge de økonomiske vismænd uheldig. Grundlæggende er det usundt at bevare arbejdspladser ved at give skattefrihed, og via omskoling kunne de danske sømænd komme i land og få et nyt job, som de betalte skat af ligesom alle andre.

Forskerordningen – eller fodboldspillerordningen

Så er der forskerskatteordningen. Den indebærer, at når finanssektoren henter udenlandske medarbejdere – eller når aldrende danske fodboldspillere vender hjem til Superligaen – så kan de trods meget høje lønninger nøjes med at betale omkring 30-32 procent i skat, mens rengøringsdamen typisk betaler 37 procent i skat.

Målsætningen med forskerskatteordningen er at tiltrække udenlandske forskere og nøglemedarbejdere, der ellers ville løbe skrigende væk på grund af det åbenbart grufulde danske skattesystem. Ordningen antages at have enorme dynamiske effekter, hvorved den umiddelbare skatteudgift på ca. 1,2 mia. kr. ender med at koste lidt over 200 mio. kr.

Under alle omstændigheder er det grundlæggende uretfærdigt, at en professionel fodboldspiller eller en topchef i en bank, der tjener millioner om året, skal betale en lavere skat end vores mest lavtlønnede beskæftigede.

F&U-fradraget – statsstøtte til halvanden milliard

Et sidste eksempel på skatteudgifter, der tilgodeser dem, som allerede har, er det ekstra høje fradrag for forsknings- og udviklingsudgifter (F&U-fradraget). Forskning og udvikling er to ord, der ligger godt i munden på enhver politiker. Hvem kan have noget imod det? Lad os derfor begunstige investeringer i disse.

Typisk er de fleste driftsudgifter, som en virksomhed måtte have, 100 procent fradragsberettigede. Det betyder, at før selskabsskatten betales, så har man trukket udgifterne fra, så man beskatter nettooverskud. Det er ganske rimeligt og fair. F&U-fradraget hæver fradraget til mere end 100 pct. Det betyder de facto, at staten giver statsstøtte på denne type udgifter. Man har hævet dette af flere omgange, men er landet på et fradrag på 130 procent. Den årlige udgift er på ca. 1,4 mia. kr.

Skatteudgiften er tit blevet solgt som en måde at understøtte nye og innovative virksomheder. Men faktum er, at det er en skatteudgift, der primært går til de store virksomheder, som allerede nu har meget store udgifter til forskning og udvikling. Det kunne fx være Novo Nordisk og andre store, etablerede, videnstunge virksomheder.

Mange af disse tjener rigtig mange penge. I medico-branchen kan mange virksomheder opnå nærmest permanent overnormal profit, da de opererer på markeder, som på grund af patenter reelt er monopoler. Det giver ingen mening at stange statsstøtte ud til disse virksomheder.

Vi har allerede nu fundet 2,9 mia. kr. alene på disse forslag. Set i lyset af det enorme støttebeløb på 42 milliarder kr. i 2021, som jeg lægger til grund for udregningerne, så mener jeg hverken, at det er drakonisk eller ude på overdrevet at kræve, at vi finder ca. 6 milliarder kr. i besparelser på erhvervsstøtten.

Resten af pengene kan fx findes på de knap 500 mio. kr., der årligt bruges til eksport- og investeringsfremme, som forekommer unødvendigt, når dansk erhvervsliv i forvejen tjener kassen. Det kunne være de 200 millioner kr. i promillefonden, som landbruget fordeler rundt til sig selv i tilskud til udviklingsprojekter. Eller de rent ud sagt klimaskadelige afgiftsfritagelser for brændstof til fly til 100 mio. kr. og til skibe, færger og fiskere, som for nuværende også koster et milliardbeløb.

Den delikate diskussion om ledelse og administration i det offentlige

En dagsorden, der også relaterer sig til de offentlige udgifter, er diskussionen om bureaukrati i det offentlige. Siden Mogens Glistrups dage i 1970’erne har diskussionen om bureaukratiet været på dagsordenen, og typisk med borgerlige som afsendere. Den dag i dag kan fx Liberal Alliance og Nye Borgerlige stadig spare astronomiske summer på det, der i deres øjne er overflødigt fedt i det offentlige.

Diskussionen er derfor delikat. Men efter min mening er det også en diskussion, som venstrefløjen bør deltage i. Naturligvis skal vi ikke fyre hver og én, der er ansat med ledelse og administration i det offentlige. Vi har brug for dygtige DJØF’ere til at styre den offentlige økonomi, til at sikre at lovgivningen bliver overholdt, og til projektstyring og innovation.

Men i en tid, hvor der nok en gang skal ske massive besparelser i den kommunale velfærd – og hvor flere fag i den offentlige sektor har massive rekrutteringsproblemer, fordi løn og arbejdspres simpelthen ikke hænger sammen – så må vi altså også diskutere, om der bare skal gives los for offentlige udgifter til ledelse og administration.

Man kan ikke gøre alle glade, men jeg mener, at venstrefløjen skal stå på pædagogernes, sygeplejerskernes og SOSU’ernes side og ikke DJØF’ernes.

Jeg hiver sjældent analyser frem fra den nyliberale tænketank CEPOS, men de sætter altså fokus på noget væsentligt i deres analyse af statens forbrug til ledelse og administration. Analysen, som går fra 2011 til 2022, viser, at staten i denne periode har ansat yderligere 15.200 årsværk til ledelse og administration. Det er primært DJØF’ere.

Udgiften til det er 9,4 milliarder kroner. En af de store udgiftsdrivere er de massive investeringer i at genoprette skatteområdet. Men selv hvis man renser dette væk, står man tilbage med en vækst på 11.600 årsværk til en værdi af 7,2 milliarder kr. En meget stor del af dem er blevet ansat i perioden fra 2017, altså på blot seks år.

Skævvridning af den offentlige beskæftigelse

At man ikke bare kan fyre alle offentlige ledere og administratorer er åbenlyst. Men der er altså også en prioritering. Vil man bruge et stort milliardbeløb på at øge statens ramme for ledelse og administration? Eller vil man løfte ressourcerne i den borgernære velfærd.

Ser man på udviklingen i den offentlige beskæftigelse, bør man blive bekymret. Lad os starte med at se på, hvordan den offentlige beskæftigelse har udviklet sig sammenlignet med den private beskæftigelse på baggrund af Danmarks Statistiks opgørelse af beskæftigelse for lønmodtagere.

Den offentlige beskæftigelse er på 15 og et halvt år steget med ca. 57.500 personer fra ca. 820.000 personer i starten af 2008 til ca. 877.000 personer medio 2023. Det er en stigning på 7 procent. Med tanke på det demografiske tryk fra en befolkning, der i løbet af perioden er blevet ældre, er dette ikke en stor stigning.

Tilsvarende er den private beskæftigelse steget med ca. 12 procent eller ca. 223.000 personer. Der er således klart en skævvridning mellem den private sektor (her virksomheder og organisationer) og den offentlige sektor.

Endnu mere bekymrende bliver det, når man deler den offentlige beskæftigelse op mellem stat, regioner og kommuner.

Tallene understreger CEPOS pointe. På de 15 ½ år er der kommet ca. 26.000 flere ansatte i staten. Det er dem, hvoraf en god del er ledelse og administration, som CEPOS har med i deres analyse. Stigningen på 26.000 ansatte svarer til en vækst på ca. 16 procent. For regionerne er stigningen på knap 20.000 personer eller godt 18 procent. Det afspejler, at der er blevet investeret i flere hænder til sundhedsvæsenet, om end tallet med al sandsynlighed burde have været endnu højere.

Kommunerne er taberne i den offentlige beskæftigelse

Den store taber er kommunerne, hvor resten af den borgernære velfærd er placeret. Omtrent 4.600 ekstra personer er kommet til på 15 ½ år svarende til en stigning på ca. 1 procent. Det er ikke overraskende, at mange oplever en forringet service i kommunerne. Der er således et spørgsmål om rimeligheden i prioriteringen af de offentlige ressourcer, hvor kommunerne lige nu bliver taberne.

Men spørgsmålet handler også om de kommunale udgifter til ledelse og administration. Også det har CEPOS undersøgt i en analyse fra 2021. Analysen laver en stribe forskellige beregninger på besparelsespotentialet i kommunernes udgifter til administration og ledelse.

CEPOS forsøger ud fra de enkelte kommuners socioøkonomiske forhold, indbyggertal og ressourcemæssige udfordringer at skønne et passende niveau for kommunens udgift til administration og ledelse. Hvis alle kommuner var lige så udgiftseffektive som den mest effektive kommune, kunne der ifølge CEPOS spares mellem 9 og 11 milliarder kr. Det er nok temmelig urealistisk.

Men hvis man i stedet tager udgangspunkt i den såkaldte 50 %-fraktil, altså midten af fordelingen af kommuner, så er der stadig et besparelsespotentiale på 1,8-2,4 milliarder kr. Så også inden for de kommunale budgetter kan der være potentiale for omprioriteringer.

På baggrund af ovenstående lægger jeg hovedet på blokken påstår, at der kan spares 5 milliarder kr. på offentlig administration og ledelse, hvoraf den største del skal findes i staten. Disse penge kunne med fordel øremærkes til den borgernære velfærd.

Er det kun de borgerlige, der kan spare penge?

Venstrefløjen kan og skal argumentere for, at vi skal skattefinansiere vores velfærd. Og naturligvis på en måde der sikrer, at disse indtægter findes hos de rigeste danskere. Men vi skal kunne mere. Vi skal også kunne vise, at vi kan prioritere de offentlige midler.

Mens den borgernære velfærd bløder, bruger vi over 40 milliarder kr. på at give statsstøtte til virksomheder, der aldrig har tjent flere penge. Og mens gamle Oda ikke kan komme i bad, og børnehavebørn mangler gode og ordentlige rammer med rimelige normeringer af voksne, så lader vi udgifterne til statens bureaukrati løbe løbsk.

En venstrefløj med politisk røv i bukserne skal også kunne vise evnen til at prioritere de offentlige udgifter. Ja, rammen for den offentlige økonomi skal udvides gennem flere skatter. Men vi må også gerne bruge hovedet, når pengene udmøntes.       

Vi har nu fundet 11 milliarder kroner i omprioriteringer i den offentlige sektor. Sammen med de 14,5 milliarder kroner fra første artikel og de 58 milliarder kroner fra anden artikel er vi nu oppe på 83,5 milliarder kroner i jagten på de 100 milliarder.