Historien om Genforeningen mangler et klasseperspektiv

Som opvokset i Sønderjylland/Nordslesvig og i anledning af genforeningsåret har jeg et lille hjertesuk: I de officielle markeringer af 100-året for opdelingen af Slesvig-Holsten efter sproglige linjer er der ikke overraskende et stærkt fokus på det nationale, herunder på de undertrykte, dansksindede sønderjyder, som blev tvunget i krig for det tyske kejserrige, og som ikke fik lov til at tale dansk og så fremdeles. 

Hvad fejringerne på samme tid typisk ikke får med sig er, at tiden også var præget af en voldsom social polarisering, og en arbejderbevægelse på fremmarch, der havde andre og større planer end de snævert nationale. Først og fremmest var den dansk-nationale bevægelse i regionen fra starten under borgerlig ledelse, dvs. ligesom deres tysk-nationale modstandere. Med andre ord var Gud, konge og fædreland vigtigere for dem end at gøre op med datidens ekstreme sociale ulighed, hvor en voksende arbejderbefolkning levede i armod. Før 1800-tallet havde folk i området levet fredeligt side om side og talt plattysk, sønderjysk og frisisk uafhængigt af de storpolitiske forviklinger. Først med nationalismen i 1800-tallet opstod idéen om hvert folk, sin stat.

“Før 1800-tallet havde folk i området levet fredeligt side om side og talt plattysk, sønderjysk og frisisk uafhængigt af de storpolitiske forviklinger. Først med nationalismen i 1800-tallet opstod idéen om hvert folk, sin stat.”

Arbejderbevægelsen og Verdenskrigen

I kølvandet på 1. Verdenskrig blev både danske og tyske nationalister udfordret af arbejderbevægelsen, hvilket på det tidspunkt omfattede socialdemokraterne i SPD, antikrigs-partiet USPD og det nystiftede kommunistparti KPD. Venstrefløjens partier støttede alle retten til national selvbestemmelse og friheden til at tale det sprog, man ville – men gik også ind for fælles klassekamp mod arbejdsgiverne, godsejerne og hele det gamle sammenrend af grever, baroner og kongefamilier, der mente, at de var født til at bestemme over andre.

Den tyske november-revolution, der i 1918 gjorde en ende på både tysk krigsdeltagelse og kejserriget, startede netop i Kiel i Slesvig-Holsten, og blev startskuddet til en bevægelse af arbejder- og soldaterråd, der potentielt viste en anden vej frem end den borgerlige parlamentarisme og kapitalisme, der lod ejendomsret og den skæve fordeling i fred.

Både i Tønder, Haderslev, Åbenrå og andre byer i Sønderjylland var der rådsorganer en periode – der vel at mærke bagefter er blevet skrevet ud af de danske historiebøger. Da folkeafstemningen blev gennemført i 1920, var det langt fra alle, der så på “dansk vs. tysk” som det afgørende politiske spørgsmål. På trods af alle valgplakaterne, der blæste spørgsmålet op, var der andre, der så den sociale ulighed som det afgørende spørgsmål, der netop ikke blev løst ved et valg mellem blot Danmark eller Tyskland.

Det nystiftede KPD stod således langt fra alene med formuleringer om, at “For proletariatet… eksisterer der ikke et Dansk spørgsmål. Arbejderklassen forbliver udbyttet, uanset om Nordslesvig fortsætter som en del af den nye tyske republik eller indlemmes i Danmark. Proletariatet har ingen interesse i afstemningsresultatet og holder sig derfor på afstand.”

Striden mellem dansktalende gårdmænd og tysktalende funktionærer i byerne gik på mange måder hen over hovedet på Slesvigs husmænd, landarbejdere og faglærte arbejdere, der havde andre problemer at slås med. Eller som det blev formuleret af sekretæren for Sønderjysk Arbejderforening Chr. Lageri (senere MF for Radikale) i Haderslev: “Ved ethvert valg troppede småkårs-standen op ved valgurnen og afgav stemmen på den danske kandidat uden skelen til, om der var en kapitalist eller storbonde. Til trods for denne støtte vakte det harme, at der aldrig blev taget hensyn til småkårsstanden”.

Den voksende kritik af den rent borgerligt-nationale orientering blev forsøgt imødegået i flere omgange, bl.a. med oprettelsen af Nordslesvigsk Arbejdersekretariat i 1908 og Dansk Arbejderforening for Nordslesvig fra 1911, dog uden større succes. I mellemtiden blev det socialdemokratiske SPD stadigt stærkere i de nordslesvigske byer, bl.a. fik SPD i Sønderborg ved rigsdagsvalget i 1912 flere stemmer end den danske kandidat H.P. Hanssen, der netop var en af de dansk-nationales mest centrale skikkelser.

Kort sagt var der mange fagligt aktive, der så en fordel i at være tilknyttet den moderne tyske arbejderbevægelse og det pro-tyske SPD, der stod stærkt i den nye Weimar-republik fra 1919. Ikke desto mindre var der også dansksindede arbejdere, men først fra 1918 fik de deres egen organisation med oprettelsen af Sønderjysk Arbejderforening (SAF). I modsætning til SPD opfordrede SAF til at stemme dansk frem for tysk og helt konkret på et grundlag, der talte til småkårsfolk frem for de borgerliges højstemte nationalisme.

Den øvrige venstrefløj – bestående af USPD og KPD med i alt over 20.000 medlemmer i regionen – forholdt sig neutrale pga. principiel modstand mod at vælge én statsmagt frem for en anden. Samtidig ville de undgå at støde bestemte grupper fra sig og hellere opnå størst mulig enhed imod de borgerlige, uanset sprog eller nationalitet.

Klasseskel i regionen er altid gået på tværs af dansk, tysk og frisisk identitet, og arbejderbevægelsen har på begge sider af grænsen stået for en internationalistisk orientering, der gik imod de borgerligt-ledede nationale bevægelser. Det var både tilfældet før, under og efter grænserevisionen i 1920. Den del af historien bør sættes mere på dagsordenen ved 100-året for Genforeningen, hvor den nationalistiske fortælling er blevet altoverskyggende.

For mere om klasseskel i regionen, se også: Tysksindede arbejderes afvisning af nazismen i 1933