Er det kun højrefløjen der tør støtte mændene? og hvor blev tilgivelsen af på venstrefløjen? De spørgsmål rejser Lars H. Nielsen i dette indspark
5 min. læsetid

I Politiken 17. oktober nævner Pia Kjærsgaard 14 ulighedspunkter for, hvordan mændene er blevet det svage køn. Lars H. Nielsen slår et slag for, at centrum-venstre partierne skal blive bedre til tilgivelse, og sørge for at fastholde ”de utilfredse mænd”.


Af Lars H. Nielsen

Mange mænd føler sig ydmyget af den tur i vridemaskinen, som Morten Østergaard og Jeppe Kofod bliver udsat for. Jeg foragter den hån og hævntørst, der oppiskes ude af proportion med deres alvorlige forseelser.

En hånd på et lår

I årtusinder har en mand følt sig frem for, hvordan han skulle vise sin attrå til en kvinde. Smil, en joke, strejf af en albue, en hånd på et lår. Tættere og tættere på. Med alle antenner ude efter at afkode en reaktion både i sig selv og i kvinden. Er hun noget for mig? Er jeg noget for hende? Jeg har ingen anelse om, hvor mange kvinder en mand skal kurtisere, før han er giftefærdig og kan krone sin forførelseskunst med held? Det er i hvert fald mange, og vejen er lang og trang. En mand må sluge ufattelig mange, forsmædelige afvisninger fra kvinder, før han har oparbejdet evnen til at gøre sig så umage, at han kan få en mage. Det ved Pernille Vermund godt. Det ved de allerfleste danske mænd godt. Det er et livsfarligt projekt for centrum-venstre ikke at have forståelse for at facilitere mandens rolle i kønnenes dans. 

Stemmer fra de utilfredse – og modstand mod kvindebevægelsen

Højrefløjen forsøger med andre ord målrettet at kopiere den amerikanske præsident Trump. Det gør de ved at få utilfredse mænd til at forlade partierne i centrum-venstre og gå til højrefløjen på en dagsorden, som styrker mandens selvrespekt. Det har været meget succesfuldt for Donald Trump, og min vurdering er, at det er det, som både Pia Kjærsgaard og Pernille Vermund er godt i gang med – med hver deres indfaldsvinkel.

Pia Kjærsgaard er Danmarksmester i at være katalysator for utilfredshed i befolkningen. Der er mange stemmer i denne dagsorden.

Men tag ikke fejl. Pia Kjærsgaards motiver er et livslangt opgør med kvindebevægelsen. 

Det er som i en boksearena. Hvis den ene vinder, så taber den anden. Aldrig win-win. Sørgeligt. ”

Pia Kjærsgaard nyder tydeligvis sin ringeagt for professor emerita i historie og antropologi, dr.phil. Birgitte Possing i Politiken. En lille uge før Pia Kjærsgaards indlæg skrev Birgitte Possing nemlig et indlæg med overskriften: “For mig at se er Støjbergs og Kjærsgaards herskertekniske øvelser med til at holde andre kvinder nede”. Jeg kan ikke overskue deres teoretiske og principielle uenighed. Men de to kombattanter giver den maks gas i modsætning til hinanden.

Centrum-venstres berøringsangst bringer dem ikke videre

I dag er centrum-venstre domineret af ideologien ‘intersektionel feminisme’. Denne ideologi opfatter kønskampen som et nulsums-spil. Jeg har blogget i 3 år i SF Medlemforum for at opbygge en opinion i partiet om, hvordan manden kan få et bedre liv. Men den er stensikker hver gang, så stiller en række militante feminister sig op og rakker ned på forslaget, fordi det vil tage noget fra kvinder. Det er som i en boksearena. Hvis den ene vinder, så taber den anden. Aldrig win-win. Sørgeligt.

Krav om at gøre noget for den betrængte mand møder stærk og fuldautomatisk modstand i hele centrum-venstre: I De Radikale, SF, Enhedslisten og i mindre grad i Socialdemokratiet. Ideologien om den intersektionelle feminisme står stærkest hos De Radikale. Det vidner Morten Østergaards fald om. Et hensynsløst, hævngerrigt forløb efter princippet om, at hensigten helliger midlet. Det gamle fredsparti har forladt Gandhi som ideologisk grundlag. Det radikale opgør med Gandhi er et tilbageslag af historiske dimensioner for De Radikales evne til at udvikle en pragmatisk og virksom politisk strategi. Tilbage står sekterisme.

Ifølge Lars H Nielsen, kan der findes inspiration i Bente Hansens bog – Gud og Hvermand – når vi skal komme nærmere tilgivelse på venstrefløjen.

Med andre ord: Ideologiens kompromisløse, hævngerrige modvilje mod at vise tilgivelse og nåde står i vejen for at udvikle konsensus og forsone konflikter. Den intersektionelle feminisme er revolutionær, og revolutionære er ofte fanatikere. De deler sig ofte i frelste celler. Vi kender det fra venstrefløjen i 1980erne: DKP M/L, SAP, KAP, VS, SF, DKP og mange flere smågrupper i nådesløs konkurrence om den eneste og frelsende vej til socialisme. 

Hvad må der gøres?

Vi skal ikke overlade de utilfredse til højrefløjen, og vi skal have nåde og tilgivelse tilbage til centrum-venstre. Men hvordan? Vi må ufortrødent gentænke vores forhold til den kristne tro. Vi kan eksempelvis gå i sporet efter en af de største feminister fra oprøret i 1968: Bente Hansen. Bente Hansens fodspor har stor styrke. Bente Hansen har et udogmatisk ståsted som socialist, feminist og kristen. I bogen “Gud og hvermand – en bog om tro og politik” (2008) gentænker hun venstrefløjens relation til den kristne tro.

Lars H. Nielsen

Uddannet maskinsnedker (1992) og industritekniker (2002). Forfatter til jubilæumsskriftet “Vi har bygget på Vestegnen i 100 år” , medlem af SF og mandspolitisk aktivist på Twitter og blogger om mandspolitik på Facebookgruppen “Foreningen Mand”.

Læs mere af Lars H. Nielsen