Preben Wilhjelm: Hvad valgkampen IKKE beskæftiger sig med

---

“Retsstaten fylder 100 år i dette valgår. Dog skal man ikke forvente, at det bliver et tema i valgkampen. Det ville også være skamløst. For lige så flot en historie vi har om den danske retsstats indstiftelse i 1919, lige så beskæmmende er historien om, hvordan vi i stigende grad, især endda i den sidste snes år har misrøgtet den.”
Preben Wilhjelm har skrevet dagens Signatur, der handler om et af de vigtige områder, som han frygter bliver overset i valgkampen.

---

Af Preben Wilhjelm

For at gøre det klart fra starten: ovenfor beskrevne misrøgt gælder – med skam at melde – både højre og venstre, i hvert fald hvad angår de større partier.

Grundlovens fædre var fuldt bevidste om, at demokrati ikke fungerer uden en retsstat. Derfor indsatte de en løfteparagraf om en retsreform, som skulle indeholde retsstatens grundlæggende principper: lighed for loven, uafhængige domstole, nævningebehandling af alle betydende straffesager, ligestilling af anklager og forsvarer, ingen straf  uden dom, privatlivets fred, den enkeltes beskyttelse mod overgreb fra myndighederne o.s.fr.

Ingen havde forventet, at det ville tage 70 år at indfri løfteparagraffen. Det gjorde det, især pga. Landstingets obstruktion af nævningeinstitutionen. Folketinget lå ellers ikke på den lade side; igen og igen blev der udarbejdet forslag, hele tre proceskommissioner var inde undervejs, og for en halv snes MF’er fra både højre og venstre var retsreformen en mærkesag, som de arbejdede ihærdigt for i årtier.

De 70 år demonstrerede overbevisende, at demokrati forudsætter en retsstat. Selv de grundlovssikrede rettigheder: forsamlingsfrihed, foreningsfrihed og ytringsfrihed viste sig illusoriske, når de, der forsøgte at bruge disse rettigheder, kunne forfølges med vilkårlige forbud eller ubegrænset varetægtsfængsling.

Rammer for retsreform

Retsreformen i 1919 forudsatte et kompromis med det højrevendte Landsting (hvortil mindre end én procent af befolkningen var valgbar), hvilket indebar, at nævningebehandling blev mere begrænset, end Folketinget havde ønsket, således at det fra begyndelsen kun omfattede 4% af straffesagerne. Men på praktisk taget alle andre områder fulgte reformen de principper og hensigter, som der stort set havde været enighed om i Folketinget gennem hele forløbet. Og det var et ganske flot resultat.

Når man læser forslagene undervejs, debatterne i Folketinget og beretningerne fra de tre proceskommissioner, forbløffes og glædes man over principfastheden og de høje krav til retssikkerheden, som blev fastholdt fra start til slut. F.eks. var man pinligt bevidst om, at enhver frihedsberøvelse før dom, dvs. anholdelse og varetægtsfængsling, var yderst betænkelig, men næppe helt kunne undgås. Derfor var det magtpåliggende dels at det blev begrænset mest muligt, dels at det ikke måtte opfattes som straf.

Anholdelse var allerede i grundloven begrænset til højst 24 timer inden man skulle stilles for en dommer, men man understregede, at 24 timer bestemt ikke måtte være normen, at tilbageholdelsen forudsatte en dommerkendelse og den i øvrigt ikke måtte finde sted i et arresthus. Varetægtsfængsling skulle begrænses ved at der krævedes konkrete grunde og en kvalificeret mistanke. Man overvejede også en tidsbegrænsning, valget stod mellem 12 dage og 20 dage som maksimum, men man afstod, vel at mærke af frygt for, at det så blev en norm – og det var jo ikke meningen, at det blev udstrakt mere end allerhøjst nødvendigt.

Skred i principperne

Siden er varigheden af anholdelse normalt blevet op mod 24 timer, kravet om en forudgående dommerkendelse er ophævet, der fængsles 6-8 gange flere end oprindelig tilsigtet, og de anholdte anbringes i et arresthus, hvilket reformens fædre fandt uacceptabelt. Varetægtsfængsling kan nu også benyttes, når det intet har med efterforskningen at gøre og som reformens fædre aldrig ville have accepteret, omfanget er langt større end tilsigtet, den gennemsnitlige varighed er omkring 60 dage, og ét år er ikke usædvanligt, hvor man oprindeligt hældte til et maksimum på 12-20 dage.

På det seneste har vi endda fået en justitsminister, som har udtalt, at varetægtsfængsling skal føles som en straf. En sådan begrebsforvirring var der ingen, der i de 70 års forudgående diskussioner gjorde sig skyld i. Og var det sket, var vedkommende øjeblikkelig blevet sat på plads. Men ingen nutidig politiker reagerede på Søren Papes ønske om straf før dom.

Det skred, der er sket, gælder også de øvrige retsstatslige principper. Ytringsfriheden, meddelelseshemmeligheden og privatlivets fred er gradvis begrænset af racismeparagraffen, terrorlovgivningen og påvirkningsloven. Foreningsfriheden udfordres med forsøget på et forbud mod LTF, som kan forfølges med de almindelige strafferetlige beføjelser, men som to tidligere rigsadvokater har konkluderet i tilsvarende sager vanskeligt kan begrunde et foreningsforbud efter Grundlovens undtagelsesbestemmelse.

Nævningeinstitutionen er reelt afskaffet til trods for, at den udtrykkeligt er forudsat i Grundloven. Anvendelsen af agent provocateurs som legitim efterforskningsmetode var utænkelig helt op til 1970’erne, men er efter selvtægt fra Københavns narkotikapoliti blevet godkendt og benyttet i vidt omfang. Kravet om dommerkendelse og vidner ved ransagning er tilsidesat i et omfang, så det reelt er afskaffet. Politiet har fået beføjelser til at dekretere visitationszoner uden domstolskontrol.

Dobbeltstraf for lovovertrædelser i bestemte geografiske områder retter sig reelt mod særlige grupper af personer og er dermed på kant af princippet om lighed for loven. Tilsvarende prokuratorkneb benyttes for at legitimere forbud mod bestemt beklædning. Anklagemyndighedens pligt til objektivitet har måske aldrig været fuldstændigt efterlevet, men har fået et grundskud i Pusher Street-sagen, hvor en anklager blev frikendt for åbenbar instruktion af politividner.

‘Jeg er bare uenig’

Til en retsstat hører også borgernes og pressens muligheder for at kontrollere regeringen. Det går ikke ligefrem strålende på det sidste. Vi har en statsminister som udtaler, at han er parat til at udfordre Grundloven. Det er aldrig sket før – men ingen reagerede. Til alvorlig kritik fra Folketingets Ombudsmand svarer integrationsministeren: Jeg er bare uenig. Og så sker der ikke mere. Det er aldrig set før.

Offentlighedsloven har begrænset pressens muligheder for at få indsigt i forvaltningen. Partier, som tilsammen udgør et flertal, har lovet at revidere og opbløde loven. Men kun når de er i opposition.

Når tilsynet med Efterretningstjenesterne konstaterer for tredje år i træk, at PET trods påtale ikke overholder bestemmelserne om sletning af uberettigede registreringer, så udhuler justitsminister Søren Pind sletningsforpligtelsen. Han tillader endda, at de ‘slettede’ oplysninger bevares, og er tilgængelige fra et særligt arkiv. Manøvren kaldes ’logisk sletning’. Denne kreative konstruktion er aldrig set før.

Statsrevisorernes og Rigsrevisionens kritik af regeringens økonomiske dispositioner blev tidligere taget til efterretning. Det er ikke længere tilfældet. Nu opfordrer Claus Hjort Frederiksen ministrene til at svare igen. Det gælder f.eks. når revisorerne kritiserer det hovedløse salg af vaccineproduktionen under Statens Seruminstitut, hvor en forventet gevinst på 285 mio kr. blev et tab på omkring 1½ mia kr., og hvor køberen viste sig at være en saudiarabisk forretningsmand i skattely.

Rigsadvokatens rolle

At Rigsadvokaten og den samlede anklagemyndighed formelt er underlagt justitsministeren har altid været betragtet netop som en formalitet – for ikke at sige en fejl. I en retsstat opererer anklagemyndigheden selvsagt uafhængigt af regeringen. Justitsminister Søren Pind insisterede imidlertid på, at det var ham, der bestemte.  »Det vil utvivlsomt blive bemærket med begejstring af diverse despoter og autokratiske ledere, som altid har tilstræbt at kontrollere og kunne anvende retsvæsenet som en del af deres magt«, skrev fhv. politimester Mikael Lyngbo fra Den danske Helsinki-Komite på bloggen ’Rule of Law’.

Under Pinds efterfølger, Søren Pape, blev Rigsadvokaten, pludselig udskiftet. Det er aldrig sket før. Hans efterfølger blev ansat på åremål. Det er heller aldrig sket før. Det forekommer nærliggende, at Rigsadvokaten blev udskiftet, fordi han ikke var tilstrækkelig medgørlig. Efterfølgeren gjorde sig bemærket ved at erklære, at han så det som sin opgave at gennemføre regeringens politik. Det er aldrig sket før.

Papes partifælle og forgænger på posten fik for nogle år siden nogle meget kritiske høringssvar på et af sine vidtløftige kriminalpolitiske udspil. Hendes reaktion var: »Det er bare det sædvanlige hylekor«. I dette ’hylekor’ var blandt andre Højesteret. En sådan karakteristik har landets øverste domstol aldrig været udsat for før. Men måske skal Lene Espersens bramfri udtalelse blot ses som startskuddet på tilsidesættelsen af kompetent kritik.

Lange udsigter til forandring

Ombudsmanden, pressen, Tilsynet med Efterretningstjenesterne, Rigsrevisionen, Statsrevisorerne, Rigsadvokaten, Grundloven, Højesteret …. Det er ikke tilfældige institutioner, som regeringen ignorerer eller ligefrem afmonterer. Det er demokratiets væsentligste kontrolorganer, som er sat i verden for på borgernes vegne at holde et vågent øje med, hvordan myndighederne forvalter deres beføjelser. Den slags kontrol er ganske åbenbart ikke velset af den nuværende regering.

Og hvad værre er: intet tyder på, at det bliver meget anderledes med en SD-ledet regering. Retsstaten er ikke i høj kurs i disse tider.

---