Hverdagens privilegier med det rødbedefarvede pas

Hatice er 29 år gammel og født og opvokset i Odense. Som mange andre danskere er hun født uden et dansk pas, fordi hendes forældre ikke kommer fra Danmark. De kom begge hertil fra Tyrkiet som helt unge mennesker på grund af familie og arbejde, og da de blev gift og fik permanente opholdstilladelser fik de Hatice og hendes tvillingebror. På trods af forældrenes permanente opholdstilladelse, fast arbejde og fast bopæl i Danmark, bliver ens børn født uden et dansk statsborgerskab, når man ikke kommer fra Danmark.

“Da jeg var barn, kom der pludselig en masse ekstra krav og tests (red. indfødsretsprøven) for at kunne blive dansk statsborger. Min far tog testen og blev dansk statsborger, så min bror og jeg kunne slippe for det og få dansk statsborgerskab, inden vi blev 18, hvis vi ønskede det”, fortæller Hatice over en kop varm te, med sit danske pas liggende foran sig på spisebordet.

Hun fortæller, hvordan hendes mor ikke har dansk statsborgerskab, fordi hun har et slemt synshandicap, der gør, at hun ikke kan tage indfødsretsprøven. De har forsøgt at få dispensation for det, men har fået afslag.

Statsborgerskab skal oplyses ved jobansøgninger

Hatice fik sit danske pas som 17-årig, men på grund af skiftende regler om dobbelt statsborgerskab var hun på daværende tidspunkt nødt til at opgive sit tyrkiske. Reglerne er dog sidenhen ændret, og hun overvejer derfor at få sit tyrkiske pas igen.

“Det danske pas giver jo gode muligheder for at rejse, så det er ikke, fordi jeg mangler noget, men mest for tilknytningen til det land, man har rødder i”, fortæller hun. Hendes bror har dobbelt statsborgerskab og blev i sommer gift med en palæstinensisk kvinde, hvilket satte nogle tanker i gang om den betydning og tilknytning, et pas kan give.

“Jeg føler mig i virkeligheden meget privilegeret, fordi jeg nærmest bare kan gå på ambassaden og få mit tyrkiske statsborgerskab tilbage, men den mulighed er der bare rigtig mange, som ikke har.”

Hendes forældre har hele tiden haft permanent opholdstilladelse, da de ikke kom til landet som flygtninge. Det gør, at hun føler, at hendes liv i Danmark har været meget privilegeret i forhold til rigtig mange andre med rødder i ikke-vestlige lande.

Heller ikke børn, som fødes i Danmark, med forældre fra EU-lande får dansk statsborgerskab. De nyder dog godt af rettighederne som EU-borgere i et EU-land.

Hun har både fætre og kusiner i Danmark, hvor ingen af forældrene har dansk statsborgerskab. De skal igennem den proces, hun selv var så heldig at slippe for, selvom de er født og opvokset her, går i skole her og har mere tilknytning til Danmark end til Tyrkiet.

Da Hatice fik dansk statsborgerskab som 17-årig, slap hun for at skulle gennemgå den danske indfødsretsprøve, og hun føler, at hun er sluppet for meget besvær, fordi hun fik statsborgerskabet, inden hun fyldte 18 år.

Hun har for eksempel altid kunnet stemme til de danske folketingsvalg og har sluppet for at skulle sende ekstra dokumenter ind for at kunne søge uddannelse og SU. Når det kommer til jobsøgning, skal man også ofte angive sin nationalitet. Det har gjort, at hun har følt sig mindre fremmedgjort, når hun har sendt en ansøgning afsted.

“Jeg møder heldigvis ikke den store diskrimination, måske fordi jeg er jurist og omgiver mig med folk, der godt ved, hvad man må og ikke må sige på en arbejdsplads,” griner hun, “men det er mest de små ting i hverdagen som netop at kunne klikke dansk statsborger af i feltet til jobansøgningen eller ikke skulle sende yderligere oplysninger om sin opholdstilladelse og bopæl.”

Besværligt at rejse uden dansk statsborgerskab

Vores te er næsten blevet kold, og vi skal til at runde af for at kunne nå at tage et par billeder til artiklen, inden Hatice har et online-arbejdsmøde. Hun vil dog gerne lige dele et par personlige anekdoter fra tidspunkter og situationer, hvor hun på egen krop har oplevet, hvor stor en forskel det kan gøre at have fået dansk statsborgerskab.

Hatices familie har generelt ikke rejst meget til andre lande end Tyrkiet. Det er utrolig besværligt i forhold til at skulle søge visum og tilladelser, “og gider man igennem den proces bare for et weekendophold”, hvortil hun smågrinende konkluderer, at det gider man ikke.

Under sit studie var hun på udveksling i Australien, hvor hendes forældre gerne ville komme og besøge hende i et par uger. Det var, efter hendes far og hun selv havde fået dansk statsborgerskab og et EU-pas. De ville rigtig gerne afsted, så hun hjalp dem med at søge visum.

“Min far skulle nærmest intet udfylde og fik papirerne på mail med det samme, men med min mor skulle vi redegøre for de rejser, hun har haft de seneste ti år, hvor længe hun har været i de forskellige lande og dokumentere hendes opholdsgrundlag i Danmark. Det tog flere timer, så der kunne jeg virkelig mærke forskellen,” forklarer Hatice.

Da hun var teenager og skulle på en skoletur med klassen til England, opgav hun at søge visum selv, fordi det var for besværligt. Hun kom derfor ikke med på turen. Hun fortæller:

“Vi boede i Odense, så jeg kunne ikke overskue at skulle hele vejen til København for at prøve at få et visum. Så jeg kom ikke med, og jeg tror der er mange unge voksne, som for eksempel gerne vil kunne tage ud og rejse i deres sabbatår, men som ender med at lade være, fordi det simpelthen er for besværligt.”

Tekst og foto: Christine Vassaux Noe

Teksten er støttet af fondsmidler fra Europanævnet og 15. septemberfonden.