Hvis din psyke var en bil: Psykiatriens manglende mekaniker

Problemet med at have et produkt, altså hjernen, der påstås at være i stykker, er, at der gerne skal være nogen, som har forstand på at reparere den. Hvis man anser maskinen, altså hjernen, for at være i stykker, så må opgaven være at udbedre skaden. Sådan fungerer det med brækkede ben, biler og alle andre slags funktionsfejl. 

Men hvad er den mekaniske fejl ved depression? Hvad er den ved bipolar? ADHD? Skizofreni? Stik imod den brede diskurs og Systemets gældende paradigme så er der ét svar at give: 

Vi aner det ikke.

Som i: Ingen aner det. 

Vi aner ikke, hvad det er, der mekanisk set går galt i hjernen, når Systemets patienter diagnosticeres med dette eller hint. 

Det skyldes formentligt, at de psykiatriske diagnoser ikke kommer særlig tæt på at afspejle reelle fænomener, der findes i verden, men i højere grad er en skrantende fagstands historiske forsøg på at gøre psykisk lidelse til naturvidenskabens genstandsfelt, på at trække psykisk lidelse helt ind i lægevidenskaben. 

Siden de første psykofarmaka-præparater kom på markedet i 1950’erne, har psykiaterne jublende og endegyldigt erklæret psykiatrien et lægefagligt speciale. Den såkaldte ”medicin” tillod langt om længe lægerne at forklare, hvorfor psykisk lidelse for tid og evighed burde anses som et medicinsk/lægefagligt anliggende. 

Imidlertid overser eller ignorerer psykiaterne vedholdende, at godt 70 års forskning og milliarder af kroner ikke har frembragt den forjættede revolution af psykiske lidelser, som psykofarmaka-æraen ellers bebudede. Der bliver flere psykiatriske patienter og psykofarmaka-brugere, de bliver dårligere fungerende, og de handicappes mere end nogensinde før. 

Det psykofarmakologiske projekt og den lægefaglige psykiatri har fejlet med et brag, såvel videnskabeligt som menneskeligt. 

Systemets evindelige jagt på hjernescanninger, genetik, biokemiske ubalancer samt neurologiske atypier er derfor ikke stort andet end Sisyfos-arbejde, hvis ultimative formål er at bevare status quo’et og illusionen om meningsfuldheden i et lægefagligt system. 

Så hvad stiller en mekaniker – Systemets fagperson – op med sine værktøjer, når hans eller hendes genstandsfelt er immaterielt og ikke-reducerbart (i slående modsætning til de fleste biler, der i hovedreglen er materielle af natur)? 

Det kan bedst illustreres ved at blive i metaforen. 

Forestil dig, at vi faktisk talte om en bilmekaniker i stedet for en sjælesnedker/psykiater. 

Forestil dig, at der blev rullet en bil ind i din shop, som ikke fungerede optimalt. Men i dette scenarie er det ikke din opgave at finde den bagvedliggende fejl og så udbedre den, men derimod alene at lave overfladiske og midlertidige småreparationer med gaffatape og lim. 

Der ville ikke gå lang tid, før du så den samme bil på dit værksted igen, sandsynligvis med samme eller endnu værre funktionsfejl. Du har nu en svingdørskunde. 

Men du ville beroligende fortælle bilejeren, at lige netop biler med dennekombination af funktionsfejl (du kunne fx kalde det dystymisk motordepression) har en tendens til at få dem igen, og at bilejeren nok må lære at leve med de begrænsninger, som den slags syndromer medfører. 

Måske bilen aldrig kommer til at køre særlig lange ture (kunne du fx finde på at sige) for dertil rækker en limning og en gaffarering af udstødningsrøret ikke. Men små ture til Brugsen, sagtens, formentligt, ind imellem. 

Og det er præcis der, vi skal lede efter Systemets manglende mekaniker: i metaforen. 

For i stedet for lim og gaffatape prøver Systemets fagpersoner at reparere på den umiddelbare funktionsfejl (i Systemets jargon symptomerne) med medikamenter, elektrochok og terapi, som i bedste fald lindrer, i værste fald gør uoprettelig skade på den fejlbehæftede enhed, altså patienten. 

Det mekaniske blik fortsætter ligeledes også ind i Systemets terapirum. Med undtagelse af menneskelige anomalier så er psykiatrisk terapi et projekt målrettet at symptomminimere ud fra en mekanistisk idé om, at der er noget galt med os, når vi lider psykisk. 

Bevares, der er heldigvis mange terapiudøvere af alle faggrupper inden for Systemet, som har en tilgang, der er så menneskelig, at den i praksis ikke længere kan genkendes i dens mekanistiske ophav. Men dette må tilskrives fagpersonernes egen fri vilje og lyst til at hjælpe de lidende personer, de sidder over for, og ikke Systemets tilskyndelser. 

Hvis værksteds-metaforen som billede på den psykiatriske grundmodel lyder meget kold, så bekymr dig ej; det skyldes bare, at den psykiatriske grundmodel er blottet for menneskelighed, oprigtig empati og varme. 

Det er derfor ikke Systemets fagpersoner, der er kolde, ikke nødvendigvis (om end års tilvænning kan have den effekt), ej heller er det naturligvis patienterne, der er kolde. Tværtimod findes mange omsorgsfulde personer inden for Systemet, som arbejder imod Systemet ved at insistere på mere eller mindre at ignorere den underliggende logik, som byder fagpersonen at behandle lidelse igennem symptomminimering i stedet for at facilitere psykisk heling igennem rummelighed, nærvær og hjertevarme. 

Og dermed lander vi ved udgangspunktet: den manglende mekaniker. 

Der ér nemlig ikke en mekaniker at bebrejde i Systemet, fordi mekanikerens rolle er defineret af Systemet for ham eller hende som en umulig opgave at løse. 

Til trods for at vi ikke kan påvise, at de psykiatriske diagnoser rent faktisk skyldes nogen neurologisk eller biokemisk fejl, så er og forbliver det Systemets indre logik, at der er noget galt med os, når vi lider psykisk, noget, der skal fixes eller dæmpes. Psykisk smerte og fortabelse er i Systemets forståelse en fejl, der skal rettes, ved at fejlens fænomenologiske udtryk minimeres mest muligt og med alle tilgængelige midler, med eller imod patientens vilje. 

Selv om Systemet ikke aner, hvorfor det gør, som det gør, og selv om der aldrig er fundet troværdigt belæg for den lægefaglige operationalisering af alvorlig psykisk smerte, så insisterer Systemet på at fixe de fejlmeldte enheder, patienterne, med vold og magt om nødvendigt. 

Det er nemlig endnu et af den manglende mekanikers ansvarsområder: at tvinge patienten til at modtage de lappeløsninger, som Systemet foreskriver. 

Halvdelen af al den tvang, som Systemet begår i Danmark, er baseret på det kriterium, som tillader at tvangsbehandle for at undgå sygdomsforværring. 

Det gabende moralske problem i dette burde på nuværende tidspunkt være klart, men det kan på den anden side ikke gentages ofte nok: De psykiatriske diagnoser stilles og behandles temmelig vilkårligt og er lægevidenskabeligt set katastrofalt dårligt definerede. 

At basere frihedsberøvelse og biokemiske eller elektriske afstraffelser på dem er derfor lige så sindssygt, som hvis jeg slog min bilmotor med en forhammer, hver gang den fejlede noget, fordi det nogle gange så ud til at have en effekt i den ene eller anden retning. Hvis altså min bilmotor var en hjerne befindende sig i hovedet på et medmenneske i smerte. 

Mekanikerens smerte står derfor i skærende kontrast til – men er uløseligt forbundet med – patientens mekaniske smerte. 

Mekanikeren findes ikke inden for systemet, men enhver fagperson forventes at være mekaniker. Dette paradoks skaber smerte, fordi vi mennesker er født parate til at forstå andres smerte, fordi vi intuitivt tager andres smerte på os, som om den var vores egen. 

Vi er indrettet sådan, fordi det evolutionært har vist sig gavnligt at yde støtte til personer i vores indgruppe. Og på én og samme tid bliver den psykiatriske patient til den manglende mekanikers indgruppe og udgruppe. 

Indgruppe, fordi den lidende er medmenneske i et demokratisk samfund, som fortjener værdig støtte, ligeværd og hjælp. Udgruppe, fordi patienten med Systemets naturvidenskabelige logik i sin position som sygdoms- eller forstyrrelsesramt er væsensforskellig fra fagpersonen, der jo ikke er ramt af psykiatrisk sygdom eller forstyrrelse. Os og dem. 

Den hjælp, som den lidende modtager, afhænger i høj grad af, hvordan fagpersonen arbejder sig igennem den kognitive dissonans, som opstår i krydsfeltet mellem det oprigtige, empatiske ønske om at hjælpe på den ene side og så den mekanistiske betragtning af en person med en fejl i hjernen på den anden side. 

Alt for ofte er det den mekanistiske betragtning, der forløser mekaniker-rollens indbyggede paradoks. 

Det er nemmere at være en del af Systemet, hvis Systemets basale antagelser antages at være sande i stedet for enten 1) at bekæmpe Systemet ved at begå usynligt oprør eller 2) udholde smerten forbundet med at yde mekanisk hjælp til et ikke-mekanisk problem. 

Den manglende mekaniker ender med at mangle, fordi han eller hun ikke findes, fordi hans eller hendes rolle umuliggøres af det faktum, at vi ikke kender den mekaniske fejl ved en eneste af de psykiatriske diagnoser. 

Systemet forventer derfor, at dets fagpersoner laver tilpas mange småreparationer til at kunne klarmelde den lidende, altså når symptomerne er reduceret nok, til at den lidende kan sendes bort. 

Den manglende mekaniker må dog, når dissonansen ikke forløses effektivt, smerteligt spørge sig selv: Er symptomreduktion virkelig den bedste hjælp, jeg kan give en forpint sjæl? Er det den hjælp, jeg ville ønske, hvis det var mig helt dernede i hullet?

Jonas Vennike Ditlevsen: Sygkiatri. En gal antologi. Wadskjær forlag, 2023. Læs mere på hjemmesiden Sygkiatri.dk eller Wadskjær forlag.