Hvis vi var Mette Frederiksen, ville vi udskrive folketingsvalg i foråret 2025

Hvis vi var Mette Frederiksen, ville vi indse, at den her regering er en dødssejler. Den er hverken populær til højre eller til venstre, og meningsmålingerne viser tydeligt, at regeringspartierne og midterpartierne står for skud.

På trods af al talen om samarbejde over midten, lader det til, at både borgerlige og venstreorienterede elementer af den stemmeberettigede befolkning helst vil have det, man plejer at kalde en rød eller en blå regering.

Socialdemokratiets vælgere ønsker socialdemokratisk politik

Det var vi mange, der kunne have fortalt statsministeren, da et rødt flertal (med De Radikale) forelå på valgaftenen. Men meget tyder på, at det nu også er begyndt at gå op for regeringstoppen. Når Mette Frederiksen selv begynder at lufte ideen om, at pensionsalderen ikke behøver blive meget højere, er det en idé, der ligger langt fra Venstres, Moderaternes og De Radikales politik. Det er faktisk nærmest socialdemokratisk politik.

Socialdemokratisk politik er vanskelig at føre, når man står i spidsen for en borgerlig regering. Det udgør et problem for statsministeren. Hvor den forhenværende Frederiksen-regering – den med støtte fra SF, Enhedslisten og De Radikale – var forholdsvis populær, skyldtes det ikke kun en dygtig håndtering af corona-pandemien.

Det skyldtes også, at den på en del områder førte rimelig progressiv politik. Den fik blandt andet lavet nogle mål inden for miljøbeskyttelse, som aldrig ville være gået med den nuværende regeringskonstellation.  Solidaritets læserskare kan helt sikkert finde frem til mange steder, hvor regeringen kunne være mere venstreorienteret – og det kan jeg også – men for en dansk, socialdemokratisk regering var den faktisk ret progressiv.

Det må være gået op for Socialdemokraterne. Under partiets veldisciplinerede overflade kan man høre en vis knurren over tingenes tilstand. Ved sommerens EU-parlamentsvalg blev SF det største parti. I meningsmålingerne nærmer SF sig Socialdemokratiet. SF’s procentmæssige fremgang svarer meget godt til Socialdemokratiets tilbagegang. Socialdemokratiske vælgere forlader altså partiet for at finde et mere venstreorienteret alternativ.

I den seneste måling fra Voxmeter, står de partier, som de politiske kommentatorer ynder at kalde ”rød blok” (A, B, F, Ø og Å) til 49,3 procent af stemmerne. Det overgår 2022-valgets resultat på 48,9 procent. Blå blok (C, I, O, V og Æ) står til 44,5 procent. Her kan man tilføje de Moderat-stemmer, der er tilbage, så totalen når op på 47,9 procent.

Folketingsvalg i foråret 2025

Hvis vi var Mette Frederiksen, ville vi derfor bruge de næste måneder til at forsøge os med en mere venstreorienteret profil og sonderinger hos SF. Vi ville lancere velfærdspolitiske projekter, som vil være populære i den socialdemokratiske vælgerbase, men ikke kan realiseres med den nuværende regering.

Derefter ville vi udskrive folketingsvalg, som kan afholdes i løbet af foråret. Det skulle ske inden Store Bededag, så vælgerne ikke bliver mindet alt for meget om, at en socialdemokratisk ledet regering fratog det arbejdende folk dets fridag, uden at nogen rigtig kan forklare hvorfor.

Valget skulle være et velfærdsvalg, så måske vil et gammelt slogan som ”velfærd eller skattelettelser” blive genoplivet. Vi ville på forhånd sondere terrænet hos SF, enten for direkte regeringsdeltagelse eller for sammen med den øvrige venstrefløj at skulle udgøre en mindretalsregerings parlamentariske grundlag.

Socialdemokratiet skulle derefter koordinere med SF, hvem der skulle tage sig af hvilke velfærdspolitiske sager. SF skal nok få lov til at tale om børnefamilier, mens Socialdemokratiet kan få lov at tale om Arne og bedre pensionsforhold. Så gør begge partier det, de er bedst til, og Socialdemokratiet kan på den måde måske stoppe vælgerblødningen.

SF er allerede i gang. Hvis man har fulgt med i partiets SoMe-opslag – og det har vi – har man gennem de seneste uger kunnet se en lind strøm af sjove memes, som fortæller, hvad man ville kunne få for de skattelettelser, regeringen har gennemført. Lørdag 26. oktober afholdt SF endda en landsdækkende aktionsdag under parolen ”velfærd eller skattelettelser”.

Vi tror, at Socialdemokratiet inden for de næste måneder vil følge SF’s oprustning inden for velfærdspolitiske kampagner.

S vil undgå kommunalt blodbad

En anden lykkelig omstændighed ved at føre valgkamp på en velfærdsdagsorden ville være, at Socialdemokratiet på den måde kan håbe på, at kommunalvalget i efteråret 2025 ikke bliver alt for katastrofalt. Det er ude i kommunerne, velfærden bliver til virkelighed – og virkeligheden har i de seneste mange år været alt for sørgelig. Det er vælgerne ikke imponerede af.

Socialdemokratiet er også i gang med at forberede sig til kommunalvalget. I hvert fald har en række socialdemokratiske borgmestre meddelt, at de enten trækker sig eller ikke genopstiller. Det gælder indtil videre H.C. Østerby i Holstebro, Birgit S Hansen i Frederikshavn, Hans Stavnsager i Faaborg-Midtfyn, Steen Wrist i Fredericia, Thomas Kastrup Larsen i Aalborg, Sophie Hæstorp Andersen i København og senest Jacob Bundsgaard i Aarhus.

Det er tydeligt, at partiets politik med bashing af de veluddannede i storbyerne har lidt vælgermæssigt nederlag i en grad, der virkelig må gøre ondt, og som partiet nu er på vej til at forlade. Så man har næsten ondt af forfatteren Lars Olsen og retsordføreren for Socialdemokratiet, Bjørn Brandenborg, der med deres nye bog Det de kalder udkant kalder vi hjem – en klagesang over forsømmelsen af Danmark uden for de store byer – er kommet en postgang for sent. Men hastigheden i partitoppens kursændringer kan jo være svær for menige at følge med i.

Grunden til miseren for S er, at partiet og vælgerne så at sige er vokset fra hinanden: De veluddannede i byerne står værdimæssigt til venstre, mens S i højere grad er trukket til højre. Imens er S’ traditionelle vælgerskare, industriarbejderne, dels svundet kraftigt i antal og dels flyttet uden for de alt for dyre større byer.  Og hverken S eller de socialdemokratisk ledede fagforeninger har haft særligt held med at organisere den kraftigt voksende arbejderklasse i servicefagene.

Derfor er Socialdemokratiet i damage control-modus. Man skal redde det, der reddes kan, på Christiansborg og ude i kommunerne. Tiden vil vise, om vælgernes hukommelse er af en sådan karakter, at de tilgiver sosserne for den siddende regerings spildte bedrifter.

Det røde kabinet anno 2025

SF lever nok med, at Socialdemokratiet potentielt tager nogle vælgere tilbage fra SF ved det kommende folketingsvalg. Folkesocialisterne får sandsynligvis en fin fremgang alligevel, og så får de også en anden præmie.

For når valget er overstået, og vi får en rødlig regering, vil SF igen blive et regeringsparti. Det er ingen hemmelighed, at SF-toppen gerne vil prøve at komme i regering igen, og det kan dårligt gå værre, end det gjorde sidst.

Det tyder nemlig på, at SF vil gå ind i sådan et regeringssamarbejde i en helt anden styrkeposition end det, der gjorde sig gældende under Helle Thornings berygtede forhandlinger i det sorte tårn i Ørestaden i 2011. SF’s formand Pia Olsen Dyhr var også med dengang. Hun er bevidst om, at hvis SF skal med i en regering – skal det ske fra en stærk position.

Måske kan vi glæde os. Måske vil den næste regeringsperiode give tiltrængte forbedringer i velfærden. Det kan også noget.

Vi skal ikke forvente ændringer i form af en mere lempelig asylpolitik, og vi skal ikke forvente ændringer inden for en kommende S-SF-regerings udenrigspolitik. Her er det i forvejen svært at kende forskel på SF og den siddende regering så de, som måske fx ønsker en ændring i politikken i forhold til amerikanske baser her landet, kan godt skyde en hvid pind efter dette.

Vi har også svært ved at se, at den kommende regering, vi skriver om, vil føre en mere progressiv politik over for Palæstina. Men det er muligt, at fx Enhedslisten som støtteparti kan få indrømmelser på våbeneksport-kontrollen eller det humanitære område, noget der måske kunne dæmpe den interne kritik i Enhedslisten af partiledelsens Palæstina-politik.

Måske kan vi også glæde os for miljøets og klimaets skyld. Denne kommende regeringskonstellation vil kunne gennemføre mere retfærdige krav over for landbruget. Udformningen af den grønne trepart som en stor gavebod til forureneren og den reelt set manglende indsats på den grønne omstilling er ikke populær.

Det kan være noget, som et svækket Socialdemokrati må give i indrømmelse til SF, Enhedslisten, Alternativet og De Radikale. Hvis en S-SF-regering indgår et uambitiøst kompromis med Venstre om landbrugets udledninger, vil det for SF være et alt for stort bedrag over for deres vælgere og bagland – og samtidig en foræring til Enhedslisten, De Radikale og Alternativet, som de nok skal vide at udnytte.

Overborgmesterposten i København kan også være en del af mellemregningerne. Her tror vi, at SF gerne sælger en potentiel overborgmesterpost i hovedstaden mod at være en del af regeringen og få nogle tunge ministerposter. Her vil man komme i karambolage med Enhedslisten, der som byens aktuelt største parti er begyndt at lege med tankerne om en overborgmesterpost

Er de perspektiver, vi opremser, perfekte? Nej. Er de en forbedring i forhold til det nuværende? Ja. Det må være op til de enkelte partier og de enkelte personer at gøre op med sig selv, om man kan bakke op om disse uperfekte forbedringer og stadig have sig selv med.

Risikoen ved hele valgscenariet er selvfølgelig, at Socialdemokratiet som en del af en ’rød’ blok taber valget, og vi får en borgerlig regering med Liberal Alliance som største parti. I det tilfælde, tja… Alle mand i redningsbådene (på en lidt anden måde end i Thomas Vinterbergs nye TV2-serie)!