Magten i København og afmagten i provinsen – Anmeldelse af “Det de kalder udkant kalder vi hjem”

De to forfattere har skrevet dele af bogen i fællesskab og andre dele hver for sig. Således har Lars Olsen især skrevet om Sjælland og København, mens Bjørn Brandenborg har skrevet om Sydfyn og Langeland.

Udkantsdanmark føler sig forladt

Forfatterne påpeger, at udviklingen i Danmark ligner den, som er sket i USA og Storbritannien, hvor især landbefolkningen har opbygget mistillid til staten og autoriteter. Også i Danmark føler befolkningen i Udkantsdanmark, periferien sig forladt af staten og velfærdsdanmark.

Der er tydelige forskelle på indkomst og velfærd i de store byer (center), hvor indkomsterne og velfærden generelt er højere end ude i landet. Forfatterne viser, hvordan centralisering og besparelser har gjort det vanskeligt at bo på landet, fordi der er langt til alt: Når busserne er sparet væk, og daginstitutioner lukker allerede ved 14.30-tiden, så er det vanskeligt at få hverdagen til at fungere.

“De seneste årtiers forandringer af Danmark har skabt en mental og politisk kløft mellem København og store dele af provinsen, ikke mindst landdistrikterne og de mindre byer. Og denne kløft handler både om centralisering, ulige udvikling, manglende anerkendelse og stigende indkomstforskelle.” (s. 30)

“I mindre byer og landdistrikter er der ofte en dybere følelse af uretfærdighed: Der er blevet langt til kommunen, skolen og sygehuset. Mange oplever, at velfærdssamfundet trækker sig tilbage: Folkeskolen drejer nøglen om, busser og Flextrafik bliver dårligere, mange har ikke længere egen læge.” (s. 25).

Det lægger grunden til populisme på landet, som f.eks. Danmarksdemokraterne – eller i USA, hvor Trump har profiteret på, at befolkningen i yderområderne føler sig svigtet af de traditionelle partier. Og hvis man ser på de faktiske tal, er det med rette.

Holbæk

Lars Olsen beskriver, hvordan udviklingen har været i Holbæk, hvor han bor. I Holbæk har man gjort meget for at udligne de skævheder, som er i byen, men det er vanskeligt at udvikle byen – for der er meget stram styring fra finansministeriet.

“Finansministeriets strikse regler er med til at bremse offentlige anlæg, de er simpelthen en hæmsko for byudviklingen. Læg hertil, at det skaber et dybere skel mellem center og periferi i byerne”. (s.92).

Lars Olsen kommer også ind på, hvordan meget af produktionen i Danmark ligger i Jylland, hvorimod man på “…Vest- og Sydsjælland, Lolland-Falster og Langeland ikke bare kæmper med centraliseringen af de offentlige institutioner, men også med store sociale og sundhedsmæssige problemer.” (s. 93).

Forfatterne konkluderer, at skellet ikke er mellem de store byer og Jylland, for udkanten ligger mange flere steder end bare i Jylland. Især er Lolland hårdt ramt, idet de store byer eksporterer sociale klienter hertil. Disse udkantsområder er præget af dårlig økonomi og nedskæringer i den offentlige service som f.eks. offentlig transport – som er livsnødvendig, fordi afstanden i landområderne er større end i byen, og mange ikke har råd til bil.

På grund af centraliseringen og besparelser bliver der, som forfatterne nævner, også længere til skoler og uddannelsesinstitutioner.

Svendborg

Bjørn Brandenborg skriver om sit liv i Svendborg som et eksempel på udviklingen her – ligesom i en række provinskommuner. Der er sket en stor tilflytning af folk fra de store byer, som kan få sig et billigt hus. “Hele 78 kommuner oplever en større tilflytning af børnefamilier end året før. “Familierne vil ud, hvor der er luft, stærke fællesskaber og billigere huse, og det nyder provinsen godt af.” (s.105)

Der er dog også en negativ side af tilflytningen: nemlig at kommuner i Nordsjælland og Københavns kommune sender socialt belastede til Udkantsdanmark med flyttehjælp, og det presser selvfølgelig de i forvejen fattige kommuner. Det betyder f.eks. på Langeland, at “en tredjedel af indbyggerne er på folkepension, en tredjedel på kontanthjælp og diverse andre ydelser, og den sidste tredjedel er i beskæftigelse.” (s.119)

Bjørn Brandenborg kommer også ind på, at skævheden mellem land og by også viser sig på boligmarkedet. Det er meget sværere at yde lån til en bolig på landet, fordi kreditforeninger og banker er meget tilbageholdende med lån både til små erhvervsdrivende og private boliger. Det påvirker selvfølgelig priserne, så priserne i byerne stiger med 60-70 procent, hvorimod de på landet falder – f.eks. med 27,7 procent på Lolland.

Bankerne har en central rolle for udviklingen på landet. De lukker filialer på landet, da de ikke påtager sig et ansvar for at medvirke til at bremse den nedadgående spiral i landdistrikterne på trods af, at de har svimlende overskud:

“I 2023 satte de danske banker rekord med et historisk stort overskud på hele 43 milliarder kroner!” (s.151). Bjørn Brandenborg mener derfor, at der er behov for politiske indgreb, så bankerne tvinges til at påtage sig et ansvar.

København

Lars Olsen skriver om den historiske udvikling af København. “Siden 1980’erne er der sket et dramatisk skifte. Dengang var København stadig en arbejderby, og over halvdelen i de erhvervsaktive årgange var arbejderfamilier. I dag er arbejderklassen skrumpet gevaldigt. 43% af københavnerfamilierne i de erhvervsaktive aldre tilhører som nævnt overklassen eller den højere middelklasse.” (s.155)

København har satset på at nedrive gamle lejligheder og bygge dyre, nye lejligheder, som folk med lav- eller mellemindkomster ikke har råd til at betale, hvorfor den sociale sammensætning i København har ændret sig. Børnefamilier og folk med lavere indkomster må flytte længere væk fra København for at få råd til et sted at bo. 

“…arbejdere og socialt udsatte er presset ud, de brune værtshuse og gamle dansesteder er væk, i stedet er den kreative klasse rykket ind med sine hippe cafeer og restauranter, smarte designerbutikker og iscenesatte livsstil”. (s.160)

Lars Olsen kommer også ind på “den gradvise, men dramatiske transformation af venstrefløjen”. (s.168). Han mener, at SF er blevet et parti for offentligt ansatte, og Enhedslisten et parti for studenter og middelklasse venstrefløjen”. (s.169)

Også på uddannelsesområdet har der været stor modstand fra de store byer og embedsapparatet mod udflytning af uddannelser fra København, ligesom partier som Enhedslisten og Liberal Alliance har været imod. En sådan udflytning, mener forfatterne, er nødvendig, hvis man vil ophæve de ulige vilkår mellem land og by.

Det vil dog gå imod hele den centralisering, som er sket i mange år. En centralisering som har været meget omkostningstung for kommunerne. Forfatterne skriver, at “ Kommunerne har nu fået 74 % flere akademikere og 198 % flere journalister end før reformen, mens der fra 2011 til 2023 blev ansat 739 % flere chef- og specialkonsulenter” (s. 27). I de senere år er der dog sket en holdningsændring.

Forfatterne mener om uddannelsesområdet, at “Et videns- og produktionssamfund har brug for uddannede specialister, men ikke at næsten 30% af en årgang går den akademiske vej. Optaget på universiteterne skal begrænses yderligere – flere skal tage de erhvervs- og professionsuddannelser, vi har så hårdt brug for” (s.185)

Lars Olsen taler for en ændring af uddannelsessystemet, idet prioriteringen mellem lange og korte uddannelser er meget skæv. Således går 53 procent af udgifterne til uddannelser efter grundskolen og heraf en fjerdedel til de akademiske uddannelser.

Det er stadig overvejende de velstilledes børn, der tager de lange uddannelser og de vellønnede job, hvilket medfører social skævhed mellem yderområder og by. Medvirkende hertil er new public management tænkningen, da denne tænkning tager udgangspunkt i økonomiske forhold – og ikke i lands- eller uddannelsespolitiske forhold.

Forskelle i Danmark

Forfatterne trækker forskellene mellem land og by klart op. I København etableres dyre metrolinjer.  I Vestjylland nedlægges busser, så børnene må køres i skole af forældrene, fordi det er for farligt at cykle på landevejen.

I byen er velfærdsstaten og mulighederne – f.eks. kulturtilbud, som ikke findes i provinsen. Forfatterne skriver således, at “Bag den økonomiske diskussion om provinsens udvikling gemmer der sig en politisk sprængfarlig debat om geografisk baserede klasseskel”. (s.200)

Forfatterne refererer her til Støjberg i Danmark, AFD i Tyskland og Marine Le Pen i Frankrig. Deres støtter bor i landområder, som føler sig forladt af samfundet og dets institutioner. Udviklingen er drevet af centralisering og de medfølgende besparelser på landet.

“Centralisering, forringet velfærd og manglende udviklingsmuligheder skaber en giftig cocktail, der kan få store konsekvenser for politik og folkestyre. Støjberg, Le Pen, Trump – frustrationen har mange ansigter”. (s.201)

Magten i København – afmagten i provinsen

Bogen er selvfølgelig præget af forfatternes socialdemokratiske baggrund, men det ændrer ikke ved, at de – godt underbygget af statistikker – påpeger nogle væsentlige forhold om uligheden mellem provinsen på den ene side og hovedstaden og de store byer på den anden.

Det er en interessant og læseværdig bog, som sætter fokus på nogle problematikker, som venstrefløjen kunne adressere i højere grad. Måske er opdelingen ikke længere mellem arbejder og kapitalist, men mellem magten, som er koncentreret i København og afmagten i provinsen.

Måske er det derfor, provinsen bliver “gul”. Måske er befolkningen i provinsen er træt af, at blive regeret af bureaukrater, embedsvælde, folketing, konsulenter og akademikere, som ikke forstår, hvad der sker i provinsen, fordi provinsen overvejende er befolket af håndens arbejdere, som har helt andre livsvilkår end i byen.

“Det de kalder udkant kalder vi hjem” er et fint oplæg til venstrefløjen om at ændre fokus fra byerne og snarere rette fokus på “afmagten” i provinsen. Det er her, der er brug for solidaritet, fællesskab og kamp. Jeg kan anbefale bogen, fordi jeg har fået et helt andet billede af modsætningerne i Danmark. Den er en øjenåbner.