Hvor begraver man titusind døde børn?

Vildes liv er det gode børneliv. Virkeligheden i det land, hvor appelsinerne gror, det er et helvede på jord for de børn, hvis eneste forbrydelse er, at de er født det forkerte sted og aldrig kommer i nærheden af et liv som min datters.

Bomberne regner fortsat ned over Gaza. Mest af alt har jeg lyst til at lukke øjnene for nyhedsstrømmen, for jeg kan ikke se bort fra, at de børn som flås i stykker af granater eller knuses under murbrokkerne er netop det. De er børn. Det kunne være min egen datter og tanken er ikke til at bære. 

Ondskab

Magtesløsheden er fuldkommen, og vores valgte ledere fumler rundt i et forsøg på ikke at forholde sig til situationen. Børnenes statsminister er kun minister for nogle børn. Hvilke børn står hen i det uvisse, men man kan være forvisset om, at det ikke er palæstinensiske børn.

End ikke titusind døde børn kan få udenrigs- og statsministeren til at udtale en klar og entydig fordømmelse af overgrebene i Gaza, og jeg skammer mig. Skammer mig over, at danske politikere kan lade stå til overfor en ondskab af den kaliber, som verden er vidne til nu.

Ondskab? Ja, ondskab. Når ti tusind børn er dræbt i en konflikt, de ikke har nogen andel i, så må det være på sin plads at bruge et ord som det. Det er simpelthen ondskab.

Man skal være gjort af sten for ikke at føle empati med de israelere, som mistede venner og familiemedlemmer i det brutale terrorangreb 7. oktober. Angrebet var planlagt og gennemført af den islamistiske, voldsparate og udemokratiske terrororganisation Hamas. Hamas’ terrorangreb vurderes at have kostet 1200 mennesker livet. Heraf var 33 af ofrene børn.

Vi skal ikke skelne mellem børn

Lysten til hævn, til at slå igen er forståelig. Den er menneskelig. Og den er gået langt, langt over stregen. Titusind børn har i bogstaveligste forstand betalt med liv og lemmer for den israelske hævntørst.

Den politiske reaktion på drabene i Gaza står i grel modsætning til reaktionen, da russiske kampvogne overskred grænsen til Ukraine 24. februar 2022. Et samlet folketing reagerede med rette med afsky og forfærdelse. Ruslands forbryderiske invasion har på to år kostet over titusind civile livet. Heraf er 560 af de dræbte børn.

Det israelske militær har altså formået at slå tre gange så mange civile ihjel på fire måneder, som det russiske militær har formået på to år. Heraf er ti tusind børn. Det skriger til himlen. 

Som vi gjorde det i 2022, skal vi gøre det nu. Vi skal ikke skelne mellem ukrainske, israelske, palæstinensiske eller danske børn. Der findes kun børn.

Vores politiske ledere lader til at være ramt af værdirelativisme, når de uden problemer tager afstand fra russiske angreb på ukrainske civile, men ikke kan tage afstand fra israelske angreb på palæstinensiske civile.

Der er kun en etisk rigtig position, og det er at tage skarpt afstand fra alle angreb, som rammer civile, uanset om det er Hamas eller den israelske stat som står bag. Det gør vores ledere ikke, og de fejler. 

Gå på gaden!

Hvad skal man så gøre, når de politiske ledere svigter? Selv har jeg valgt at gå på gaden. Jeg støtter op om og deltager i så mange som muligt af de demonstrationer, der kræver våbenhvile, og jeg er ikke alene.

Med mig går tusinder af andre danskere. De er jøder, muslimer, ateister, politiske aktivister, unge og ældre. Det giver håb at se deltagelsen i demonstrationerne, for der er en fredsbevægelse, der søger en vej væk fra bomber og vold. Gid den bevægelse må sejre.

Min datters krudt er brændt af og hun er krøbet under dynen, med vinderen af det danske Melodigrandprix i ørerne. Saba synger om bits and pieces lying everywhere, og jeg tager mig i at tænke på de mænd, kvinder og børn, som lige nu frygter for deres liv i Gaza. 

Mens jeg lægger min datter i det bløde sengetøj, lægger palæstinenserne deres børn i graven, og så slår det mig. Hvor begraver man titusind døde børn?

Der er langt fra børneværelset i Danmark til mareridtet i det land, som ligger langt borte, og som journalisterne derfor sammenligner med noget, vi kender. Gaza, et område på størrelse med Langeland. Jeg spørger mig selv; hvor begraver man ti tusind døde børn på et område på størrelse med Langeland?