Hvor dybt stikker ejendomsretten?

Spørgsmålet er bogstaveligt ment. Det enorme pres på vores fælles natur og på det livsgrundlag, den udgør, åbner for en presserende overvejelse: Hvor langt bør den enkeltes råderet over dette fælles grundlag strække sig?

Ejendomsretten til jord, som vi kender den, er skabt i en todimensionel tid, hvor privilegiet lå i at dyrke overfladen af jorden, mens den vigtige grænse blev trukket ved naboens hegn. Det alarmerende tab af biodiversitet og den stigende forurening af vores miljø har tilført en tredje dimension, der giver jorden dybde og himlen højde.

Derfor bliver det relevant at spørge – hvor ejendomsretten konkret bør strække sig til? Er der tale om de første 10-30 cm, hvor jorden er fuld af liv – insekter og mikroorganismer, gamle rådne plantedele og grene? Eller skal vi længere ned til den mineralrige jord, videre endnu til den sandede og lerede struktur eller endnu længere mod en jord domineret af klipper og sten to meter nede?

Allerede her kan sprøjtemidler som det stærkt omdiskuterede glyphosat møde, hvad mange har yndet at kalde det blå guld – vores værdifulde drikkevand.

Krise for grundvand og biodiversitet

Selvom lovgivningen næsten udelukkende er blevet strammet, går der stort set ikke en måned uden nye historier om, hvordan pesticider forurener det grundvand, der senere skal komme ud af vores haner derhjemme.

En cocktail af giftstoffer i vores mad og overalt i miljøet omkring os er en del af forklaringen på, at hvert femte par har svært ved at få børn. Trods adskillige landbrugspakker flyder kvælstof fra markerne ud i vores fjorde og giver havet åndenød – livet kvæles i vores undersøiske verden.

Naturen på land er presset, arterne forsvinder, deres levesteder bliver færre, der bliver længere mellem fuglesang i skoven, blafrende sommerfuglevinger i en skovlysning og vilde biers summen.

På trods af mange års indsatser er vi ikke lykkedes med at stoppe tabet af biodiversitet og forureningen af vores miljø. På den baggrund må vi konstatere, at regulering ikke er nok – vi skal gå langt mere fundamentalt til værks: Vi bør helt grundlæggende have en pligt til at beskytte, snarere end en ret til at råde over jorden – også selvom denne ret er underlagt regulering.

Klimakrisen er her nu

Den eskalerende klimakrise sætter kun endnu tykkere streg under det faktum, at vores skæbne er tæt forbundet med naturen og de økosystemer, som omgiver os. Vi er som menneskehed og som individer afhængige af, at klimaforandringerne bremses. Fortsat global opvarmning vil gøre store dele af jorden ubeboelig og endnu flere steder ufrugtbare.

Ved indgangen til 2025 krydsede vi i Danmark en skelsættende grænse. Der er nu en reel – om end stadig lille – risiko for, at de varme havstrømme fra syd, der giver os vores milde klima, stopper. Det vil resultere i et klima, der minder om den seneste istid. Klimakrisen er ikke længere kun noget, fremtidige generationer vil mærke konsekvenserne af. Den ændrer forudsætninger for vores liv allerede i dag.

Det samme gør sig gældende for biodiversitetskrisen og forringelsen af vores økosystemer. Omkring halvdelen af det globale BNP udgøres af gratis ydelser leveret af naturen – ren luft, rent vand, en frugtbar jord, for bare at nævne nogle af de mest åbenlyse.

Selvom vores systematiske ødelæggelse af naturen kan være indbringende her og nu – dog ofte kun for et mindretal – er den på længere sigt mest af alt en manøvre, der for at blive i naturens verden minder om at save den gren over, vi selv sidder på.

Vores afhængighed af naturen er dog langt fra kun økonomisk og materiel – naturen er langt fra kun en ressource for os. Den har en værdi i sig selv – åbenlyst for alle andre levende skabninger på jorden. Men også for os mennesker som noget på linje med sprog og kultur, et fælles eje, en del af os, som giver livet glæde, værdi og mening på en mere eksistentiel måde.

Tiden er inde til grundlæggende forandring

Klima-, natur- og miljøkriserne åbenbarer, at jordens ressourcer er begrænsede – også de fornybare ressourcer – når de ikke forvaltes rigtigt. Men det står efterhånden klart, at det ikke længere kun er et spørgsmål, om at nogen får del i disse ressourcer, mens andre ikke gør. Vi er derimod kommet til et sted, hvor selve det fælles livsgrundlag nedbrydes af de klimaforandringer, vi forårsager – sammen med ødelæggelsen af vores miljø og tabet af biodiversitet.

Problemet er senest aktualiseret i den grønne trepart. Her har et folketingsflertal valgt et princip om, at vi som samfund betaler landmændene for ikke at ødelægge det fælles grundlag. Men er det princip holdbart i den tid, vi befinder os i? Er det rimeligt? Er kriserne ikke så alvorlige, og det fundament vi står på så skrøbeligt, at det er på tide at spørge, om det skal vendes om?

Flere aktuelle udviklinger understreger fortrædeligheden. TV2 har i den seneste tid bragt flere historier, der fortæller om milliardærers jagt efter jord. Landbrugsmæglere beretter om et rødglødende marked, hvor jord er svært at få fat i og udbydes til ekstreme overpriser.

De stigende jordpriser hænger tæt sammen med en politisk beslutning om at betale landmænd for at stoppe med at ødelægge naturen og destabilisere klimaet. Det presser forudsætningerne for trepartsaftalen, og allerede nu er der diskussion om, hvorvidt de afsatte over fyrre milliarder vil være nok.

Jo højere jordpriser, jo mere skal vi som samfund til lommerne. Har vi råd til det? Er det rimeligt, at vi fortsat skal betale private jordejere for at lade være med at ødelægge vores fælles goder?

Det er derfor på tide, at vi spørger, hvor langt ejendomsretten bør strække sig, når det kommer til jordens brug og forvaltningen af vores fælles ressourcer som drikkevand.

Vi har et ansvar for at sikre, at det fælles livsgrundlag – vand, luft, biodiversitet – ikke går tabt. Derfor er det på tide, at vi grundlæggende begynder at se på ejendom af jorden som et ansvar, der rummer en pligt til at beskytte vores fælles grundlag og fremtidige generationers muligheder.