Hvor er Syrien på vej hen?

Mens vi betragtede de bemærkelsesværdige historiske begivenheder i Syrien, var den første tanke, der kom til mig, en følelse af lettelse og glæde over billederne af fanger, der blev frigivet fra det helvede, som det fængselslignende samfund i Syrien var blevet under Assad-familiens regime.

Vores følelser blev også overvældet af fryd ved synet af syriske familier, der pludselig kunne vende hjem fra nærliggende eksil – uanset om det var fra et andet område inden for Syrien eller fra Jordan, Libanon eller Tyrkiet – for at besøge de byer og hjem, de blev tvunget til at flygte fra for år tilbage.

Hertil kommer, at millioner af syriske flygtninges drøm om at vende hjem til deres land, selv hvis det kun er for et kort besøg – en drøm, der for få dage siden virkede umulig – nu er begyndt at synes opnåelig.

Men som det arabiske ordsprog siger, er tiden nu inde til eftertanke efter glæden. Lad os reflektere over, hvad der er sket indtil nu for at forsøge at forudse, hvad fremtiden kan bringe.

Assad faldt, fordi støtten fra Iran, Rusland og Hizbollah svandt ind

Først og fremmest er det værd at påpege over for dem, der støttede det forhadte Assad-regime, at virkeligheden har bevist, at regimet kun stod takket være to udenlandske besættelser – ud af de fem udenlandske besættelser på syrisk territorium.

Det passer ikke, når de hævdede, at regimet repræsenterede det syriske folks vilje, og at alle, der modsatte sig det, blot var lejesoldater for en udenlandsk magt – uanset om den var regional eller international.

Det er værd at påpege over for dem, der hævdede, at dette regime var ”det bankende hjerte i modstandsaksen”, men at det ikke havde løftet en finger i et halvt århundrede mod den zionistiske besættelse af dets eget land, og at det greb ind i Libanon i 1976 for at undertrykke alliancen mellem den Palæstinensiske Befrielsesorganisation og den Libanesiske Nationale Bevægelse og redde styrkerne på den libanesiske kristne sekteriske højrefløj, og som havde sluttet sig til lejren for krigen mod Irak ledet af USA og det saudiske kongerige i 1990.

Sandheden er, at hvis det ikke havde været for den iranske intervention, der startede i 2013, især gennem Libanons Hizbollah, og for den russiske intervention, der begyndte i 2015, samt det amerikanske veto, der forhindrede den syriske opposition i at modtage nogen form for antiluftskytsvåben af frygt for, at de kunne blive brugt mod det israelske luftvåben – hvis det ikke havde været for disse tre faktorer, ville Assad-regimet være faldet for mere end et årti siden, da det stod på randen af afgrunden i 2013 og igen i 2015, trods den iranske redning.

Den simple kendsgerning er, at da den ydre støtte tørrede ud, kollapsede regimet som ethvert andet “marionetregime”, der opgives af den magt, som plejer at holde dets tråde. Det seneste markante eksempel på et sådant kollaps var, hvad der skete med marionetregimet i Kabul i mødet med Talibans fremmarch, efter at de amerikanske styrker opgav at støtte det i 2021.

Rusland havde trukket de fleste af sine styrker ud af Syrien, fordi landet er fanget i sumpen i dets invasion af Ukraine (Moskva efterlod kun 15 militære fly i Syrien, ifølge israelske kilder), Det libanesiske Hizbollah havde lidt et alvorligt nederlag, som dens nye generalsekretær desperat forsøgte at fremstille som en “stor sejr … der overgår sejren opnået i 2006,” og som forhindrede den i at kunne redde sin syriske allierede denne gang.

Iran fortsatte sin forsigtige tilgang, skræmt ved udsigten til en eskalering af Israels aggression mod landet og muligheden for, at USA kunne deltage direkte, især efter Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus – i lyset af disse kombinerede faktorer kollapsede det syriske marionetregime ligesom dets afghanske modstykke, da Hay’at Tahrir al-Sham (HTS) greb muligheden for at iværksætte et angreb på områder under regimets og dets allieredes kontrol, begyndende med byen Aleppo.

Assad er faldet, men en ny magtkamp er startet

HTS i Syrien er dog langt svagere, end Taliban var, da de fik fuld kontrol over Afghanistan. Assad-regimets styrker kollapsede ikke af frygt for en mægtig fjende, men fordi de ikke længere havde nogen motivation for at forsvare regimet. Hæren, der var konstrueret på et sekterisk grundlag gennem Assad-familiens udnyttelse af Alawit-mindretallet, som de tilhører, havde ikke længere nogen motivation til at kæmpe for Assad-familiens kontrol over hele landet.

Det skyldes især, at levevilkårene kollapsede på grund af en kraftig nedgang i soldaternes købekraft. Regimets ynkelige sidste-øjebliks-forsøg på at hæve deres lønninger med halvtreds procent kunne ikke ændre noget.

Derfor er den nuværende situation i Syrien meget anderledes end i Afghanistan efter Talibans sejr. HTS kontrollerer kun dele af de syriske områder, og deres kontrol er skrøbelig i nogle af dem, især området omkring hovedstaden Damaskus, hvor regimet kollapsede, før HTS nåede frem, og således blev kommet i forkøbet af styrkerne fra den sydlige operationskommando.

Syrien er nu delt op i flere områder under kontrol af meget forskellige og endda gensidigt fjendtlige styrker.

Der er de israelsk besatte Golan-højder, hvor den zionistiske stat har benyttet lejligheden til at udvide sig ind i bufferzonen, der adskilte de besatte områder, som den formelt annekterede i 1981, fra områderne kontrolleret af det syriske regime, mens dens luftvåben er begyndt at ødelægge nogle af regimets militære kapaciteter for at forhindre efterfølgende magter i at tilegne sig dem.

Der er også det store område, som HTS nu kontrollerer i nord og centrum, men omfanget af denne kontrol – især i kystregionen, der omfatter Alawit-bjerget – er højst tvivlsomt.

Hertil kommer to områder på den nordlige grænse under tyrkisk besættelse, ledsaget af indsættelsen af den “syriske nationale hær” (som snarere burde kaldes den “tyrkisk-syriske hær”):

Et betydeligt område i nordøst, øst for Eufrat-floden, under kontrol af de syriske demokratiske styrker domineret af den kurdiske bevægelse, der er allieret med nogle arabiske stammer (som HTS utvivlsomt vil forsøge at vinde over på sin side) under beskyttelse af amerikanske styrker;

Et stort område i syd, vest for Eufrat-floden, under kontrol af den frie syriske hær, også forbundet med USA og centreret omkring den amerikanske base ved al-Tanf inde i syrisk territorium, tæt på grænserne til Jordan og Irak;

Og endelig den sydlige region, hvor styrker i Daraa-regionen, der gjorde oprør mod Assad-regimet, og styrker fra den folkelige bevægelse i Suwayda-regionen, har samlet sig for at danne den sydlige operationskommando, som er den syriske arabiske væbnede fraktion, der er tættest forbundet med den folkelige demokratiske bevægelse.

Syriens lidelser er ikke forbi

Hvordan vil tingene udvikle sig? For det første er muligheden for, at alle disse fraktioner vil acceptere at underlægge sig en enkelt autoritet, næsten lig med nul, selv hvis man ser bort fra den kurdiske bevægelse og begrænser sig til de arabiske fraktioner.

Selv Tyrkiet, som har et mangeårigt forhold til HTS, og uden hvilket HTS ikke ville have kunnet holde ud i Idlib-regionen i det nordvestlige Syrien, vil ikke opgive sin besættelse og sine marionetter, så længe det ikke opnår sit mål om at begrænse den kurdiske bevægelse.

For det andet er dem, der håbede eller troede på en transformation af HTS og Ahmed al-Sharaa, alias al-Julani, fra salafistisk jihadisme til ikke-sekterisk demokrati, begyndt at indse, at de blev vildledt.

Sandheden er, at HTS ikke ville have kunnet sprede sig i stedet for det kollapsede regimes styrker, hvis det ikke havde ladet, som om det skiftede ham og åbnede sig for en demokratisk, ikke-sekterisk fremtid. Ellers ville lokale styrker fra Homs til Damaskus have gjort hårdnakket modstand, enten under det forhenværende regimes vinger eller efter frigørelsen fra det.

Sidst men ikke mindst må glæden over tyrannens fald ikke få os til at overse, hvordan forskellige europæiske regeringer nu har travlt med at stoppe behandlingen af syriske asylansøgninger, samt hvordan forskellige lande – især Libanon, Tyrkiet og nogle europæiske nationer – begynder at overveje at udvise syriske flygtninge og tvangsmæssigt sende dem tilbage til Syrien med den begrundelse, at Assad-regimet er blevet væltet.

Syrien er endnu ikke kommet ud af sin lange historiske lidelsestid, der begyndte for 54 år siden (med Hafez al-Assads kup i 1970) og tragisk blev forværret for 13 år siden (efter det folkelige oprør i 2011). Alle lande må fortsat respektere den asylret, der er tildelt syrere, og fortsat overveje at give den til syrere, der kræver det.

Artiklen har også været bragt på engelsk i International Viewpoint på engelsk og på dansk i Socialistisk Information.

Oversat og bearbejdet af Mikael Hertoft.