Hvorfor er der ingen i min livssituation i Folketinget?

Jeg bor i Nørresundby og er mor til en dreng med handicap. De seneste år har jeg været opstillet som spidskandidat til Folketinget for Enhedslisten. Efter jeg er blevet enlig, er jeg blevet nødt til at trække mig som kandidat. Kombinationen af forhold i min livssituation og måden, Folketinget fungerer på, gør det umuligt for mig at sidde i Folketinget.

Mit barn elsker sin børnehave, hvor han har en specialplads. Han nyder at være i selskab med de andre børn. Pædagogerne er dygtige og søde. Der er de hjælpemidler, han har brug for – ståstøtte og kørestol – og der er gode muligheder for sjove oplevelser, ligesom han får træning og positive udfordringer fra fysioterapeut, ergoterapeut og talepædagog.

Derfor har jeg som mor ikke dårlig samvittighed over, at mit barn er i børnehave i institutionens fulde åbningstider.

Som bosiddende i Nørresundby er jeg desuden i en heldig situation med hensyn til transport til København, sammenlignet med mange andre jyder, fordi jeg bor 3,5 kilometer fra Aalborg Lufthavn. Selvfølgelig er det problematisk for klimaet at pendle med fly, men helt ærligt tænker jeg, at netop dét at gøre demokratiet tilgængeligt – også for jyder med børn – er en af de ting, det er rimeligt at bruge CO₂ på. Andre kan være uenige i dette, men uanset hvad er det i hvert tilfælde teoretisk muligt for mig at pendle med en nogenlunde normal transporttid.

Med flytransport ville det være muligt for mig at være fysisk på arbejde i Folketinget 27 timer om ugen, samtidig med at jeg kan aflevere og hente mit barn i børnehave i Nørresundby (og det er med faktiske eksisterende flyafgange og ikke engang kun i teorien).

Dertil kommer, at jeg også har den fleksibilitet, der kommer af, at mit barn er i en 7/7 ordning, så jeg har gode muligheder for at planlægge mit arbejdsliv. Hver anden uge kunne jeg principielt bo og arbejde i København i døgndrift og derved komme langt over 37 timer om ugen i gennemsnit fordelt over 14 dage.

Så hvorfor kan jeg alligevel ikke kombinere dét at sidde i Folketinget med min livssituation?

Folketinget giver ikke plads til folk med forpligtelser

I virkeligheden skyldes det først og fremmest den måde, Folketinget fungerer på. Debatter og afstemninger, der trækker ud til langt ud på aftenen. Forhandlinger, som kan finde sted når som helst på døgnet og nogle gange til langt ud på natten.

Man har indrettet folketingsarbejdet, så det kræver en enormt stor fleksibilitet. Folketingspolitikerne skal kunne være på nærmest hele tiden og har ikke mulighed for at planlægge deres liv sådan, at de også kan løfte forpligtelser over for andre mennesker, medmindre disse mennesker kan udvise en tilsvarende ekstrem fleksibilitet.

Man har ikke mulighed for at planlægge livet sådan, at man kan sige: Hver anden uge, udenfor almindelig arbejdstid (og åbningstider for daginstitutioner), der er jeg simpelthen ikke til rådighed overhovedet, for der skal jeg være sammen med mit barn, og han kræver min fulde opmærksomhed i dét tidsrum.

Jeg er helt med på, at der er andre småbørnsforældre i Folketinget. Men for det første er der ikke ret mange af dem. For det andet er de færreste af dem samtidig jyder, og endnu færre enlige. Og næppe nogen er på en gang både enlige og jyder. Og ingen af dem har så vidt jeg ved et barn med særlige behov i et omfang, der gør, at både multitasking (at tage sig af barnet og samtidig lave noget andet) og pasningsmuligheder for barnet i netværk/familie er nærmest umuligt.

Derfor kan andre jyske forældre i højere grad udvise den fleksibilitet som folketingsarbejdet kræver, fordi de kan multitaske og fordi de kan trække på hjælp fra andre. Men selvom de teoretisk set kan det, mener jeg, at det også for dem er uretfærdigt, at de skal det for at kunne sidde i Folketinget.

Kan kvinder, enlige, jyder komme i Folketinget?

Som samfund forlanger vi en helt enorm fleksibilitet fra de familier, hvor et af familiemedlemmerne har et demokratisk tillidshverv. Det giver nogle slagsider, som er til at få øje på.

For det første er der mange kvinder som på denne baggrund vælger politik fra.

For det andet er der ikke mange mænd, der udviser den nødvendige fleksibilitet til at understøtte, at deres partner påtager sig et politisk tillidshverv. I seks ud af syv skilsmissefamilier står kvinden alene med børnene.

Begge dele er et resultat af kønsrollerne i vores samfund. Men det er ikke kun kønsrollerne, der i denne sammenhæng er urimelige. Det er også selve rammerne om det valg, man bliver nødt til at træffe.

Jeg synes, at folketingsarbejdet burde foregå inden for nogle rammer, der ikke afkræver den enkelte en helt overdreven fleksibilitet, som i sidste ende bliver et krav om fleksibilitet fra børn, partnere, netværk osv. Det burde være muligt at organisere folketingsarbejdet, så man kan kombinere det med andre forpligtelser på en måde, der også respekterer, at de andre forpligtelser også skal prioriteres reelt.

Man kunne f.eks. starte med at organisere folketingsarbejdet, så debatter, afstemninger, forhandlinger og andre centrale aspekter altid og udelukkende ligger inden for en normal arbejdstid og dermed normale åbningstider for daginstitutioner. I virkeligheden er det absurd, at det ikke for længst er sket.

I det hele taget ville det være gavnligt at sætte tempoet i Folketinget lidt ned og respektere nogle grænser for, hvornår man skal være på, i stedet for den nærmest maniske måde, som det fungerer på i dag. Udover at det udelukker rigtig mange mennesker fra at deltage, bliver beslutningerne næppe heller bedre af at tingene foregår, som de gør.

Det er sigende, at den måde, man har valgt at understøtte jyders mulighed for at sidde i Folketinget, er ved at give dem en lejlighed i København. Ikke fordi det i sig selv er urimeligt, at de får dette, men fordi det er et klart signal om, at det ikke er meningen, at de samtidig skal kunne passe forpligtelser over for f.eks. børn i Jylland. Det er derimod meningen, at nogle andre klarer hjemmefronten for dem, mens de sidder i Folketinget.

Man kunne også indrette folketingsarbejdet således, at det er muligt ikke bare at have adresse i Jylland, men rent faktisk at bo, leve, have børn og relationer, være nærværende og til stede der hvor man bor samtidig med, at man er med til at træffe politiske beslutninger på landets vegne. Hvis man gjorde det, ville det formentlig have den effekt, at der kom flere kvinder i Folketinget, flere småbørnsforældre, flere med en udfordret hverdag, flere jyder. Fortsæt selv.

Måske ville det faktisk også betyde at der blev truffet bedre beslutninger, fordi man fik valgt flere mennesker, der faktisk har en almindelig hverdag med almindelige omsorgsforpligtelser over for andre mennesker og dermed bedre kan mærke på egen krop, hvordan almindelige mennesker lever.