Klimakrisen skal allerforrest på dagsordenen, og det kan kun gå for langsomt ifølge indlæggets skribent. Foto: E. McGregor.
5 min. læsetid

Ferien er forbi – i mere end én forstand. De fatale tipping points nærmer sig, og klimaet skal sættes helt i front, skriver Jørgen Alfastsen.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Jørgen Alfastsen

SF’s unge, 28-årige gruppeformand, Jacob Mark så jeg første gang live på Folkemøde Møn for nogle år siden. Han imponerede mig; et politisk stortalent, sympatisk og hvilende i sig selv. En god kommunikator, lyttende og saglig. Han går efter bolden, ikke manden, og er løbende i tæt dialog på de sociale medier med folk. Under sin sommerferie i de norske fjelde efterlyste han på sin Facebook-side forslag til, hvad folk synes SF skulle tage af politiske initiativer i det kommende folketingsår.

Klima, klima, klima!”

Det væltede ind med allehånde forslag om snart sagt alle politikområder. Da jeg havde tygget mig igennem debattrådens tsunami af forslag, blev det mig for meget. Jeg røg til tasterne og skrev følgende, under overskriften “Klima, klima, klima!”:

Alle de politikområder, der nævnes her, er alle hver for sig meget fornuftige, men hvis ikke der kommer styr på klimaproblemerne inden for de næste 10 år, så vil det ikke være muligt at gøre noget ved dem. Så har vi overskredet de fatale tipping-points, så vi ikke kan vende udviklingen. En nedadgående dødsspiral er igangsat. Vores civilisation, som vi kender den nu, vil ganske enkelt gå under.

Det er ikke for alvor gået op for folk, idet det virker uvirkeligt, uoverskueligt, dommedagsagtigt. Folk skubber det fra sig. Det er for skræmmende.

Klimaflygtninge, havstigninger der drukner vores byer, høstudbytter der går tabt osv. Politikere – der lader sig opsluge af delproblematikker og lukker øjnene for det store perspektiv – svigter deres ansvar. Igangsæt en bred folkelig debat om følgende spørgsmål: Hvilke omstillinger af dansk samfundsliv vil være nødvendige for at redde klimaet? Hvad skal vi give afkald på? Hvad skal vi prioritere af de fælles økonomiske midler? Kan det finde sted uden indgreb mod den rå kapitalisme, der i disse år skaber udvidede skel mellem rig og fattig?

Det bliver spændende at følge, hvad vore folkevalgte kan drive det til, når drivhuseffekten skal nedbringes. Ferien er ovre, driverlivet forbi. Nu skal der handles og lægges nye spor ud.

+

Jo længere vi udskyder disse debatter og beslutninger, jo mere vil vi blive presset, idet de ansvarlige stort set har siddet på hænderne i årtier! Det kan betyde pres på vores basale demokrati. For kan vi løse problemerne på demokratisk vis, når det haster med aktive handlinger til fordel for vor eksistens, som vi kender den nu? Hvordan sikres folkelig opbakning til klimahåndteringen, når vore politikere fokuserer på vælgersegment-analyser og 4-årige valgperioder på problemer, der rækker længere? Demokrati eller økofascisme? Valget burde være let. Demokratiet må fastholdes og udvides. Det hedder socialisme…”

Intet svar

Jacob Mark svarede ikke på denne svada. Egentlig forståeligt. Han var jo også på ferie. Men det kommer Folketinget til i den kommende samling. Nu skal klimalovens rammer fyldes ud med konkret politik. Slut med varmluftagtige fest- og skåltaler. Har politikerne modet? Har borgerne?

Den er først helt galt, hvis vores politikere savner modet, og mister det overblik, der skal sikre en rigtig prioritering af midler og ressourcer! Folketingets afslutningsdebat var bekymrende lidt præget af klimanødsituationen? Vil indledningsdebatten blive det?
Det næste halve år vil blive omtalt i historiebøgerne! Meget gerne med venstrefløjen i en hovedrolle. Dan Jørgensen og socialdemokraterne skal mere end støttes – de skal både trækkes og skubbes!

Steen Hildebrandt, en kampfælle

Forleden skrev professor Steen Hildebrandt i Ræson: “Der er behov for politisk nytænkning, behov for flyvehøjde i de politiske og samfundsmæssige drøftelser, behov for visioner, håb og perspektiver. Behov for at se og mærke, at store ændringer er mulige. Er ønskelige. Er nødvendige. Behov for udvikling af ny politik i de eksisterende partier. Oven i dette har Danmark et særligt globalt ansvar her, fordi vi er så kompetente og så langt fremme, når det handler om mange af de temaer, som verdensmålene handler om. Danmark kan blive et pionérland, når det handler om både udvikling og implementering af løsningerne.

Hvorfor tøver Folketinget? Hvorfor taler vi ikke mere åbent om dette? Og hvorfor fokuserer medierne ikke mere på verdensmålene og det, de også rummer: store fremtidsmuligheder for både Danmark og verden? Vi kan og skal gøre det bedre.”

Fra fossilbil til el-tog

Er der to, der står sammen i dansk politik, så er det Steen Hildebrandt og undertegnede, men vi vil godt have Jacob Mark og et folketingsflertal med på vognen. Der er plads til flere. Det er nemlig en togvogn, og den er eldrevet.

Det bliver spændende at følge, hvad vore folkevalgte kan drive det til, når drivhuseffekten skal nedbringes. Vi trænger til nogle svar, Jacob. Ferien er ovre, driverlivet forbi. Nu skal der handles og lægges nye spor ud. Køreplanen er klar. Den hedder FN’s 17 verdensmål!


Jørgen Alfastsen er tidligere lærer og SF-byrådsmedlem. Han er bestyrelsesmedlem i Gert Petersen-Selskabet og Dansk Naturfredningsforening Vordingborg