Imperiets bagside: USA i Latinamerika

Mandag 5. januar gik tusinder af oprindelige folk og bønder iført traditionelle dragter som ponchoer og awayu (traditionelle sjal) ned af Avenida 16 de Julio – hovedåren i La Paz, Bolivias kuperede hovedstad. Mange af mændene bar stave i sølv (”bastón de mando”) som udtryk for deres lederstatus i ayllus, de traditionelle oprindelige folks fællesskaber.

Den imponerende demonstration vendte sig imod den nytiltrådte præsident Rodrigo Paz Pereiras dekret 5503, der sigter mod at tiltrække udenlandske investeringer. Ifølge demonstranterne på bekostning af folkelige rettigheder, herunder bønders og oprindelige folks. Runa, en aymara-kvinde med bowlerhat og lange fletninger sagde til mig: ”Vi ønsker ikke at forære vores lands ressourcer til fremmede selskaber”, inden hun genoptog mængdens taktfaste kampråb ”El pueblo unido jamás será vencido – Et forenet folk bliver aldrig besejret”.

Demonstrationen var på den ene side en påmindelse om – at også Bolivia som næsten uafbrudt gennem 20 år var ledet af MAS (Bevægelsen mod Socialismen) – først under præsident Evo Morales og siden under hans afløser Luis Arce Catacora – nu som mange andre lande på kontinentet er drejet til højre.

Demonstranterne tydeliggjorde med deres slogans, at den nye præsident ikke, som han havde givet indtryk af under sin valgkamp, blot var en mild højredrejning, men tværtimod med sit dekret har sat kursen mod en tilbagevenden til klassisk neoliberal regeringsførelse. Dekretet lovede således ”investeringssikkerhed” for virksomheder i 15 år, og ekspedition på kun 30 dage for at godkende kontrakter med virksomheder inden for ”strategiske sektorer”, som omfatter landets vigtigste råstoffer fra mineraler til landbrugsindustri og naturgas.

Men demonstrationen kan også ses som en påmindelse om, at den latinamerikanske region – som præsident Donald Trump har lovet at reetablere som ”USA’s baggård” – ikke altid bliver så let for nordamerikanerne at trække rundt i manegen. Situationen er fx helt anderledes end dengang for 45 år siden, da de fleste af landene var blodige diktaturer, som i henhold til Plan Cóndor samarbejdede med USA om at torturere og ”forsvinde” fagforeningsfolk og anderledes tænkende.

I dag er der, ikke mindst i Bolivia men også i mange andre latinamerikanske lande, et levende civilsamfund. Mens fagforeninger i mange lande er på retur som følge af en neoliberal økonomisk udvikling, der fremmer individualisering og væksten i den uformelle sektor, findes der i lande som Ecuador og Bolivia stærke organisationer for oprindelige folk. I Brasilien findes der desuden en stærk bevægelse for jordløse bønder.

Ny højrebølge i Latinamerika?

Indtil USA’s angreb på Venezuela var den latinamerikanske region en af verdens fredeligste, når man ser bort fra det høje niveau af intern vold specielt i lande med stor narkoeksport. Det var meget lang tid siden, landene havde været involveret i krige. Det er måske også verdens mest demokratiske region uden for Europa og Oceanien, hvor magten på skift er svunget fra højre til venstre siden de højreekstreme diktaturer i 1970’erne og 80’erne.

Det er slående, i hvor høj grad de latinamerikanske lande historisk har haft tendens til at bevæge sig politisk i samme retning. Hvor det meste af kontinentet våndede sig under militærstøvler i starten af 1980’erne, levede langt de fleste latinamerikanere i 2011 under venstreorienterede styrer. I 2018 var langt de fleste af landene derimod under højreorienterede regeringer. I starten af 2023 var store latinamerikanske lande som Brasilien, Argentina, Mexico, Colombia, Venezuela og Chile ledet af venstrefløjen.

Allerede før Donald Trump trådte til som USA’s præsident for et år siden med sin interventionistiske, højreekstreme agenda, syntes det politiske pendul på kontinentet på vej mod højre. Og i dag er det yderste højre ved magten i Argentina, Ecuador, El Salvador, Paraguay og Panama, ganske som de nyvalgte præsidenter i Honduras og Chile tilhører det ekstreme højre.

Men tidevandets retning er ikke entydig. De store lande Mexico, Brasilien og Colombia styres fortsat af progressive præsidenter, om end de to sidste lande har højrefløjsflertal i parlamentet og snart har valg. Mexico og Brasilien rummer til sammen over halvdelen af Latinamerikas befolkning. Samtidig er autoritære, venstreorienterede styrer ved magten i Cuba og i Venezuela, begge dog under ekstremt nordamerikansk pres.

Skiftene i tidevand er ikke en simpel stafetoverdragelse. De kan have store konsekvenser for almindelige mennesker. I en rapport fra december 2025 fastslår FN’s Økonomiske Kommission for Latinamerika og Caribien (på spansk kendt som CEPAL), at regionens antal af fattige og ekstremt fattige nu har nået en bundrekord i en 35-årig periode. Hvor en tredjedel af regionens befolkning var fattig under pandemien i 2020, var det i 2024 en fjerdedel.

Bedst har de progressive lande Brasilien og Mexico klaret sig. Reallønnen for mexicanske arbejdere er mere end fordoblet, og bl.a. de mexicanske pensioner og sociale ydelser er forbedret siden Andrés Manuel López Obrador (kendt som AMLO) trådte til som mexicansk præsident for syv år siden og iværksatte Mexicos ”fjerde forandringsbølge”.

Hans efterfølger, den ligeledes progressive Claudia Sheinbaum Pardo fastslog i en tale efter offentliggørelsen af de opmuntrende tal: ”Det er det her, som er vigtigt. Folkets velfærd og vores lands suverænitet”. Det sidste – suveræniteten – er i dag under nordamerikansk pres i hele regionen, hvilket kan få negative konsekvenser for det første – velfærden.

Angrebet på Venezuela

Lørdag 3. januar slog USA som bekendt til imod Venezuela, bombarderede hovedstaden Caracas og bortførte landets præsident Nicolás Maduro og hans hustru. Et større antal militære og civile blev dræbt af nordamerikanerne.

Aktionen, som var en krænkelse af internationale love, fulgte flere måneders militær eskalering i Caribien ud for Venezuela, hvor en betragtelig del af USA’s flådestyrke gennem to måneder lå ud for den venezuelanske kyst. Næsten ét hundrede fiskere blev i perioden myrdet af de nordamerikanske styrker i Caribien og Stillehavet, angiveligt fordi de var narkosmuglere.

USA har dog på intet tidspunkt fremlagt beviser herfor. Tværtimod er overlevende fra de nordamerikanske angreb, som lå og flød rundt i havet, i ét tilfælde blevet beskudt igen, hvorved nordamerikanerne sikrede, at der ingen vidner var tilbage.

Officielt handlede kidnapningen (”arrestationen”) af Venezuelas præsident om hans rolle i narkoeksport til USA. Det giver dog ingen mening, fordi Venezuela spiller en minimal rolle i narkoeksporten til USA. Omvendt gav Donald Trump for nylig amnesti til Honduras’ tidligere præsident Juan Orlando Hernández – der var blevet idømt 45 års fængsel ved en føderal domstol i USA for at have smuglet 400 tons kokain ind i landet.

Præsident Maduro blev af USA udråbt til at være leder af det såkaldte kartel Cartel de los Soles – som også er blevet omtalt i dansk presse – men siden har det vist sig, at kartellet ikke eksisterer. Det føderale politi i New York har nu taget det ud af anklageskriften mod Maduro.

Allerede før angrebet på Venezuela havde Donald Trump blandet sig i de latinamerikanske landes interne forhold. Vælgerne i Argentina blev således stillet milliardstore hjælp i udsigt, hvis de stemte på den højreekstreme præsident Javier Mileis parti ved parlamentsvalgene i efteråret. Tilsvarende i Honduras lovede USA et frugtbart samarbejde, hvis vælgerne satte kryds på kandidaten for det yderste højre ved sidste års præsidentvalg.

Bortførelsen af Maduro ligger i forlængelse af tidligere interventioner fra USA’s side i dets sydlige naboers forhold. Mere end 40 regeringer i Latinamerika er blevet undermineret eller væltet af USA gennem det 20. århundrede.

Alligevel skilte angrebet mod Venezuela sig ud. Dels fordi der bortset fra USA’s angreb på Panama i 1989, hvor præsident Manuel Antonio Noriega blev bortført, ikke er eksempler på bortførelse af statsoverhoveder i nyere tid. Dels fordi USA denne gang ikke lagde skjul på sine motiver. Det handler ifølge Trump ikke om at genindføre demokratiet, men om at overtage venezuelanernes olie. Det hedder sig, at det venezuelanske styre har ”stjålet” USA’s olie. Olien i Venezuela blev dog nationaliseret i 1976, længe før Maduro og hans forgænger og mentor Hugo Chávez overtog magten, og selskaber fik fuld kompensation.

Situationen i Venezuela er i dag uafklaret. Maduros vicepræsident Delcy Rodriguez har overtaget magten, og deres såkaldt bolivarianske statsapparat er intakt og slår hårdt ned på oppositionen. Men USA har lovet at angribe Venezuela igen, såfremt landet ikke overlader det til USA at styre dets olieproduktion og i det hele taget følge USA’s anvisninger.

Cuba: Næste bombemål?

Efter det folkeretsstridige terrorangreb på Venezuela har Donald Trump og hans udenrigsminister Marco Rubio, som stammer fra det cubanske eksilmiljø i Miami, talt om at ”Cuba hænger i en tynd tråd”. De peger på, at Venezuela var en livslinje for Cuba og leverede størstedelen af Cubas olie. Samtidig lægger de ikke skjul på, at et nyt nordamerikansk angreb, denne gang mod Cuba, kan være under opsejling.

Allerede før angrebet på Venezuela var Cuba i den nordamerikanske administrations søgelys. Bl.a. blev Cuba anbragt på listen over lande, der beskyldes for at samarbejde med terrorister  — og de mange udsendte cubanske læger rundt i verden forfølges af nordamerikanerne ifølge det progressive medie La Base America Latina.

Mediet peger dog også på, at Cuba har overlevet over seks årtier med nordamerikansk blokade. Venezuela har længe været i vanskeligheder. I 2019 producerede Venezuela kun 300.000 tønder olie (mod én million i dag) og ophørte i en periode med at levere olie til Cuba, men regeringen overlevede alligevel.

I dag leverer Mexico 40 procent af Cubas olie. Adspurgt på et pressemøde forleden sagde Mexicos præsident, at denne mexicanske eksport til Cuba har ligget på uændret niveau under mexicanske regeringer og også er en form for humanitær hjælp til den nødstedte østat. Mexico har altid lagt vægt på at være uafhængig i sin udenrigspolitik, selv om over 80 procent af Mexicos eksport går til USA. Netop båndet til Cuba har været historisk og symbolsk vigtigt og er derfor blevet videreført under præsidenter af forskellig observans. Cuba har også større symbolsk betydning for venstrefløjen på verdensplan end Venezuela.

Hvert år fordømmes USA’s fortsatte handelsboykot af Cuba og USA’s uhørt hårde sanktioner mod øen næsten enstemmigt af FN’s Generalforsamling. USA’s embargo straffer Cuba for i 1959 at være sluppet ud af en slags neokolonial underordning under USA, hvor de førende virksomheder på øen var på nordamerikanske hænder.

Mens den cubanske revolution tog sin start med de skæggede revolutionæres indtog i Havana 1. januar 1959, startede den såkaldte bolivarianske revolution først med Hugo Chávez’ valg som Venezuelas præsident i 1998. Størstedelen af Venezuelas økonomi, herunder bankerne, er fortsat på private hænder. Det økonomiske sammenbrud i Venezuela hænger sammen med sanktionerne fra USA, tidligere landets vigtigste samhandelspartner, faldet i prisen på olie – som står for 95 procent af landets eksportindtægter – og en uduelig økonomisk politik, hvor regeringen fx søgte at styre valutakursen på dollaren med favorable kurser for udvalgte økonomiske sektorer, hvilket førte til valutasvindel og hyperinflation.

De nordamerikanske sanktioner mod såvel Venezuela som Cuba har ifølge det anerkendte lægetidsskrift The Lancet ført til måske hundredtusinder døde, bl.a. fordi folk ikke kan få fat i livsnødvendig medicin. I dag er ca. 8 millioner venezuelanere migreret til udlandet.

Latinamerikanske reaktioner på USA’s angreb på Venezuela

Da jeg for nylig var i Perus hovedstad Lima, fortalte en venezuelansk taxachauffør, Enrique Méndez, mig, at mange venezuelanere – i modsætning til ham selv – begår kriminalitet og skaber et dårligt ry for den store venezuelanske diaspora i landet. Billedet bekræfter det indtryk, medierne i de mange latinamerikanske lande med stor venezuelansk tilflytning videregiver. Også på andre måder er venezuelanernes ry i dag ikke det bedste i regionen.

Siden Maduro i 2024 nægtede at anerkende, hvad der ifølge de fleste iagttagere var et klart valgnederlag, har Venezuelas politiske system mistet det sidste skær af demokrati og kan nu ganske som Cuba kaldes et diktatur. Hvor Cuba som sagt af historiske grunde nyder respekt hos mange latinamerikanere og er kendt for bestræbelser på lighed og fx frivillige lægeprogrammer rundt i verden, er Venezuelas stjerne stærkt falmet i de fleste lande.

Under præsident Hugo Chávez forærede Venezuela olie til østater i Caribien og mellemamerikanske lande. Men i dag vil mange latinamerikanere snarere associere landet med de mange migranter fra Venezuela, der er strømmet til lande som Colombia, Peru og Chile, og som kan berette om de økonomiske genvordigheder i hjemlandet, engang kendt som en af Latinamerikas rigeste lande.

Migranter kædes i sensationsblade sammen med kriminalitet. I Chile, som ifølge undersøgelser er et af de mest trygge lande i regionen, oplever befolkningen paradoksalt nok, at den lever under en voldsom utryghed. Den nyvalgte højreekstreme præsident José Antonio Kast har lovet at smide venezuelanske flygtninge ud af landet. Afro-venezuelanske indvandrere i Chile har klaget over racisme i et land, der ligesom Argentina har udryddet det meste af sin oprindelige befolkning.

Trods ovenstående har de fleste latinamerikanere nok negative følelser over for USA’s angreb mod Venezuela på grund af USA’s mangeårige politik med at blande sig i sine naboers forhold, i dag under præsident Donald Trump udtrykt som utilsløret imperialistisk politik.

De officielle reaktioner fra de latinamerikanske lande på interventionen 3. januar fulgte dog nøje ideologiske skillelinjer. Mens de progressive lande som Chile, Brasilien, Mexico og specielt Colombia i utvetydige vendinger fordømte overgrebet på folkeretten, jublede højreekstreme regeringer i Argentina og Ecuador over kidnapningen af den venezuelanske præsident.

Sin vane tro valgte Donald Trump efter angrebet mod Venezuela at smide mere brænde på bålet. Han kaldte sin protesterende colombianske kollega for ”skør” og truede med en lignende intervention mod Colombia. (Siden da er de to præsidenter dog kommet på talefod).

Trump har desuden gennem længere tid talt om at sende missiler ind over den mexicanske grænse mod narkokarteller. En trussel som den mexicanske præsident Claudia Scheimbaum på det kraftigste har fordømt med henvisning til mexicansk suverænitet.

Donroe-doktrinen

Det nordamerikanske angreb i Venezuela og truslerne mod Cuba, Mexico og Colombia skal ses som led i USA’s nye sikkerhedsstrategi, der blev offentliggjort i december 2025. Strategien knytter bl.a. an til den såkaldte Monroe-doktrin fra 1823.

Det erklærede mål er i høj grad at holde kineserne og russerne ude af kontinentet, ganske som Monroe-doktrinen – opkaldt efter den daværende nordamerikanske præsident James Monroe, tog sigte på af holde europæerne væk fra kontinentet. Den nye og aggressive udgave af Monroe-doktrinen bliver af Trump og hans tilhængere kaldt Donroe-doktrinen.

Donald Trump har fejret sin succes i Venezuela, og mange eksilcubanere i Miami vejrer morgenluft. Det er dog på ingen måde sikkert, at Donald Trumps mere overordnede mål om at underlægge sig sine sydlige naboer vil bære frugt. Det er også tvivlsomt om strategien egentlig er i USA’s interesse.

I dag har store dele af Latinamerika Kina som vigtigste handelspartner. Det gælder fx Brasilien, Chile og Peru. Allerede ved starten af det 21. århundrede pågik en heftig debat i de nordamerikanske medier om en påstået trussel fra en stadig mere aktiv kinesisk interesse for Latinamerika. Bekymringen førte til en høring i USA’s kongres om den påståede fare fra Kina. Men kongressen konkluderede, at ”kinesisk” kapital i Latinamerika ikke udgjorde en trussel mod USA’s interesser.

Baggrunden var dels, at det sydlige Kina anses for en motor i verdensøkonomien. Når kinesiske virksomheder udvinder jernmalm i Brasilien er det måske for at bruge det til computere, der samles for Apple på en fabrik i Zhengzhou. Det handler også om, at mange virksomheder er blevet stadig mere transnationale. Herved er det sværere at tale om nationale interesser, idet kapital fra forskellige lande smelter sammen.

Sociologen William I. Robinson fra University of California Santa Barbara taler også om sammenfaldende interesser hos store selskaber, om de er fra USA eller Kina. Han nævner som eksempel nordamerikanske og kinesiske mineselskaber i Peru. De ønsker alle at holde minearbejderes lønninger nede og inddrage peruansk politi og private vagtværn for at gribe ind over for demonstrerende, utilfredse bønder, der oplever, at deres vandløb forurenes og antallet af kræfttilfælde vokser som følge af minedrift.

En udfordret hegemon

I det lys synes Donald Trumps våde nationale drømme at høre et andet århundrede til, ligesom hans erklærede ønske om massedeportation af latinamerikanske migranter næppe altid falder i god jord hos arbejdskraftshungrende arbejdsgivere i USA. Nationalisme og fremmedhad er som udtrykt af økonomen Thomas Piketty en måde for stater at genvinde en legitimitet, som er under erosion som følge af eksploderende uligheder.

Trump virker mest interesseret i at gøre sine hoser grønne hos frustrerede arbejdere i svingstater i USA, der har oplevet, at velbetalte industrijob gennem de senere årtier er afløst af prekære og dårligt betalte jobs i servicesektoren. De kan formentlig umiddelbart godt lide at høre Trump tale om, at USA igen er i førersædet, og at industrijob er på vej tilbage i det amerikanske rustbælte.

De anderledes nedslående realiteter for dem er, at der blev skabt flere jobs under den tidligere præsident Joe Biden, og at inflationen i USA stadig er høj. Når de nationalistiske skåltaler klinger ud, venter der måske tømmermænd for mange i USA. Men så kan Donald Trump, den selverklærede ”Fredens præsident”, selvfølgelig altid erklære en ny krig eller søge at tyvstjæle ressourcer i andre lande.

Imens i Bolivia er det denne uge lykkedes for de protesterende oprindelige folk og bønder at presse landets regering til at trække sit omtvistede dekret tilbage. Et nyt, stærkt forkortet dekret erstatter det omtvistede dekret 5503. De fordelagtige forhold for udenlandske selskaber er foreløbig taget af bordet.

En sejr for fattigfolk i landet, som mediestrømmen fuldstændig har overset, optaget som den er af Trumps bulder og brag og balsal i Det Hvide Hus. Men dog en symbolsk sejr, som viser, at anti-neoliberal modstand og radikale handleformer stadig trives i dele af USA’s såkaldte baggård.

I Venezuela har den nytiltrådte præsident Delcy Rodriguez slået fast, at ”der er kun én præsident, Nicolás Maduro, som sidder fanget i New York, og så mig selv som er midlertidig præsident”.

I Cuba, hvor regeringen ifølge Donald Trump skulle være presset til forhandlinger med USA, fastslår præsident Miguel Díaz-Canel, at der ”ikke foregår forhandlinger med USA”.

Og den brasilianske præsident Lula da Silva nægtede sidste år at give en tidligere præsident, højreekstremisten Jair Bolsonaro, amnesti – selvom nordamerikanerne truede med 50 procents straftold på brasilianske eksportprodukter til USA.

Og med Kina som den vigtigste handelspartner for en stor del af de latinamerikanske lande tyder alt på, at det bliver op ad bakke for USA at genindføre uindskrænket dominans i regionen.