Indonesiens nye lov forbyder både sex uden for ægteskabet og kommunisme

Det indonesiske parlament vedtog 6. december en ny opsigtsvækkende kriminallov, der både forbyder sex uden for ægteskabet og kommunisme. Den skal erstatte Indonesiens tidligere straffelov, der blev indført af den nederlandske kolonimagt. Men loven repræsenterer samtidig en højredrejning af det indonesiske samfund, som har stået på i næsten 10 år, og som trækker tråde helt tilbage til diktatoren Suharto’s New Order-regime.

De facto forbud mod LGBT+

Ifølge Alex de Jong, der er hollandsk forsker med fokus på blandt andet Indonesien, er der flere ting ved den nye lovgivning, som er bemærkelsesværdigt.

”Overordnet er det et skridt tilbage i forhold til befolkningens demokratiske rettigheder og frihed”, siger han, men fremhæver, at den i praksis ikke er helt så dramatisk, som den lyder. I bund og grund institutionaliserer den bare en række allerede eksisterende normer og praksis-former.

“Igennem de seneste 10-15 år har Indonesien oplevet en bølge af anti-LGBTQ-aktivisme ledt af både lokalregeringer og fremtrædende nationale politikere. Efter nogle sejre i 00’erne kom der et massivt backlash, som stadig er stærkt.”

Det nye ved loven, som også er det, der har fået mest international opmærksomhed, er forbuddet mod sex uden for ægteskabet. Det vil ramme kvinder hårdest, og bidrage til at vedligeholde patriarkalske kønsnormer i Indonesien. Samtidig vil det også ramme Indonesiens i forvejen hårdt pressede LGTQ+-miljø. Indonesien tillader ikke ægteskaber mellem f.eks. homoseksuelle, så det er et de facto forbud mod dem.

Samtidig kommer loven dog også til at ramme millioner af fattige muslimer og ikke-muslimer, hvis ægteskab er indgået ud fra traditionelle skikke og love, men ikke ifølge den officielle lovgivning, påpeger Alex De Jong.

”Igennem de seneste 10-15 år har Indonesien oplevet en bølge af anti-LGBTQ-aktivisme ledt af både lokalregeringer og fremtrædende nationale politikere. Efter nogle sejre i 00’erne kom der et massivt backlash, som stadig er stærkt. ”Anti-LGBTQ-retorik er blevet brugt af prominente politikere til at mobilisere og samle deres vælgerbase” siger han. 

Kommunisme, fake news og regimekritik

Også forbuddet mod kommunisme virker drastisk – og for mange måske også en smule ulogisk, da Indonesien har en meget lille kommunistisk bevægelse. Men som de Jong forklarer, har anti-kommunismen dybe historiske rødder i Indonesien.

“Under Suharto blev den indonesiske venstrefløj nærmest udryddet, men tabuet mod kommunisme fortsætter langt efter diktatorens afsættelse. En af grundene er sammenblandingen af ateisme med kommunisme i de fleste indoneseres øjne, hvilket i et religiøst (muslimskt) samfund er et stort stigma.” I hvert fald er det i dag en indgroet del af det indonesiske samfund(.)”, siger han og uddyber: ”Minderne fra Suharto-tiden svinder bort, men tabuet mod kommunisme har været fortsat stærkt selv i moderne tid”.

Foruden forbuddet mod kommunisme, indeholder den nye lovgivning også andre autoritære tiltag. Blandt andet bliver det ulovligt at sprede fake news, uden nærmere at komme ind på detaljerne. Det samme gælder forbuddet mod at kritisere den indonesiske statsideologi pancila, og at fornærme præsidenten. Alex de Jong peger på, at den vaghed er nøje tilrettelagt, da det lader regeringen fortolke loven, som det passer dem. Selv mener han, at den vil blive brugt til at slå ned på den frie presse og regeringsmodstandere.

At loven er meget elastisk kom til udtryk, da guvernøren på den populære feriedestination Bali var nødt til at forsikre udenlandske turister om, at de ikke vil blive ramt af loven. Efter Alex De Jong’s vurdering vil noget lignende gælde for middelklasse-indonesere – og selvfølgelig overklassen i samfundet. Ofrene vil derfor være de allerede marginaliserede og dem, der allerede er på bunden af det indonesiske samfund.

Endelig vil loven også øge straffen for blasfemi. Det vil ifølge Alex de Jong ramme dem, som ikke tilhører én af Indonesiens seks officielt anerkendte religioner; Islam (specifikt sunni-islam), protestantisme, katolicisme, hinduisme, buddhisme og konfucianisme. Shia-muslimer og andre muslimske mindretal vil ligesom traditionelle folkereligioner og ateister blive mest ramt af den skærpede blasfemiparagraf.

Højredrejning af det indonesiske samfund

Lovgivningen skal ses som en del af den højredrejning, der er foregået i det indonesiske samfund over det seneste årti. En af drivkræfterne er udbredelsen af en ny fundamentalistisk gren af islam, hvor en mere tekstnær og reaktionær læsning af koranen har vundet frem i befolkningen.

Fortællingen om fremgang i form af et mere frit og åbent samfund, der opstod efter Suhartos død, er nu lige så død som den tidligere diktator selv.

”Efter Suharto var ideen om en grundlæggende reform af samfundet umådeligt populær. Her forestillede mange sig, at et mere åbent, frit og demokratisk samfund ville bringe landet velstand.” siger Alex de Jong. Ifølge den hollandske forsker skete der det modsatte.

“Den samme oligarkiske elite, som sad på magten under Suharto, fortsatte med at styre landet. Det førte til et konservativt backlash i Indonesien, hvor den voksende islamistiske bevægelse stod forrest.”

Samtidig var der også for et par år siden en stor fagforeningskonflikt i landet, som Alex De Jong selv dækkede i Solidaritet. Den militante fagbevægelse blev her knust af den kapitalistiske klasse efter en barsk modoffensiv og prominente afhop fra fagbevægelsen til højrefløjen.  

Kynisk magtspil

Indonesiens politiske system er ifølge Alex de Jong gennemsyret af et netværk af ledere og undersåtter. Her har en række islamistiske aktører fået en nøglerolle som mellemled mellem vælgere og politikerne. Samtidig udbyder de en række serviceydelser i form af social sikkerhed og velfærd. Den nye lov er derfor et forsøg på at bejle til både landets nationalistiske højrefløj og det islamistiske segment.

“De hårde straffe for politisk ulydighed og landsforræderi vil uden tvivl ramme den Vestpapuanske selvbestemmelsesbevægelse, der for nyligt har vundet en række internationale sejre.”

”Loven bliver meget kynisk præsenteret som et opgør med den gamle lovgivning introduceret af den nederlandske kolonimagt”, forklarer De Jong.

Han fremhæver, at lovens støtter lægger vægt på de såkaldt levende love, som praktiseres i Indonesien. Det inkluderer blandt andet sharia-lovgivning, som blev introduceret i en særlig hård version i provinsen Aceh i midten af 00’erne.

Når loven bliver udlagt som en tilbagevenden til en mere ‘indonesisk’ form for lovgivning, er det dog ifølge Alex de Jong forkert.

”For eksempel strider flere af landets traditioner imod den nye lovgivning. Transpersoner blev æret som religiøse ledere før i tiden, men det bliver der ikke taget højde for i den nye lovgivning”, siger han.

Samtidig vil de hårde straffe for politisk ulydighed og landsforræderi uden tvivl ramme den Vestpapuanske selvbestemmelsesbevægelse, der for nyligt har vundet en række internationale sejre. Vest-Papua er rig på naturressourcer, og indonesiske nationalister er forhippet på at bevare landets territoriale integritet uanset hvad.

”Selvbestemmelsesaktivister og indonesere, der har udvist solidaritet med bevægelsen, er tidligere blevet beskyldt for landsforræderi, så folk i Vest-Papua vil også helt klart blive et sigtemål under den nye lovgivning”, vurderer de Jong.

Ungarsk demokrati

Selv med den nye restriktive lovgivning mener Alex de Jong stadig, at Indonesien teknisk set kan kaldes et demokrati.

”De borgerlige, demokratisk formelle strukturer forbliver intakte, men er blevet skarpt udhulet”, siger han og sammenligner situationen med Ungarn under Orban. Også her har man set en skarp højredrejning af samfundet med Orbans højrenationalistiske Fidesz-parti ved magten.

Han beskriver derfor det nuværende system mere som et ‘oligarkisk demokrati’, hvor magten ligger hos en yderst velhavende elite. Dog betyder de formelle demokratiske strukturers overlevelse også, at der er håb for modstand.

”Det giver et pusterum til oppositionsgrupper, og muliggør en tilbageerobring af landets politiske magt af progressive grupperinger”.

Trods et florerende oppositionsmiljø, mangler venstrefløjen en samlende figur eller bevægelse. Derudover mangler man også den massive folkelige opbakning, som højreorienterede og islamistiske politikere nyder i samfundet, forklarer han afsluttende.

”Disse grupperinger har både en massiv opbakning, og samtidig ingen opposition i samfundet. Som situationen er lige nu, har den højreradikale og islamistiske bevægelse ingen reel modvægt på venstrefløjen.”