Indspark fra en rødstrømpe: Kampen var en anden i 1970’erne – men vi støtter jer!

Hvad der engang var en ubehagelig teateroplevelse er i dag en seksuel krænkelse. Debatten har rykket sig – og heldigvis for det, skriver Eva-Marie Møller.

Af Eva-Marie Møller

Debatten om #MeToo er nu også kommet til at handle om et generations-opgør eller om en generationskløft, der virker uoverstigelig.
De gamle Rødstrømpers holdninger bliver efterlyst, altså de unge kvinder efterspørger deres bedstemødres erfaringer og støtte.

Når jeg nu beder om nuancer i debatten, så er det ikke, fordi jeg ikke støtter jer, #MeToo. Slet ikke – snarere tværtimod. Men for os, der kæmpede for befrielsen i at sprede benene i stedet for snerpet et samle dem under hofteholderen, så kan den store bestyrtelse over mændenes løsslupne hænder på lårene virke som et tilbagefald til victorianske kønsnormer.

Som rødstrømper kæmpede vi først og fremmest en politisk kamp for fri abort, for ligeløn, for at mændene skulle tage del i det huslige arbejde. Deraf sloganet: Kvinder Lad Opvasken stå!

Men vi kæmpede i lige så høj grad en befrielseskamp for vores seksuelle frihed. Det var vigtigere at sprede benene end at samle dem, når man nu havde lyst til sex. Vi kæmpede for, at det skulle være i orden at lægge an på en mand og opfordre til sex. Vi kæmpede for, at alle kvinder havde ret til en orgasme, for det havde vi ikke lært af vores mødre.

Lister med ufølsomme mænd

Mandschauvinisme blev et skældsord, og vi lavede lister over mænd, der ikke var følsomme og lyttede til vores behov i sengen. I dag handler #MeToo især om krænkelser fra mænd med magt – og de magtfulde mænd var i høj grad også til stede i 1970erne: På universiteterne, i kulturlivet, i institutionerne og i det politiske liv. Dem lavede vi ikke lister over, for vi valgte at gå ind i institutionerne, tage kampen op og gøre os gældende.

“Dét, der i kvindefrigørelsens tid var en ubehagelig teaterøvelse, er i dag en seksuel krænkelse i sværvægtsklassen. Det er konteksten, der har forskudt sig 180 grader.”

Derfor kom vi selvfølgelig også i clinch med de magtfulde mænd. Som da jeg som ung skuespillerelev på 20 år til en impro-prøve med en anerkendt instruktør blev bedt om en særlig øvelse: At lægge lammeskind på gulvet, tage tøjet af og simulere samleje med en tyk (aldeles u-attraktiv) musiker, mens instruktøren, de andre skuespillere og forfatteren så på. Jeg løste opgaven, ivrig som jeg var efter at uddanne mig. Var jeg krænket: ja. Fik jeg bedre roller derefter: nej.

Seancen blev ikke offentlig, og det fik ingen konsekvens for instruktøren (både musiker og instruktør er i mellemtiden døde). Jeg fik ingen ar på sjælen, men i dag ville det være nok til at stoppe flere menneskers karriere.

Dét, der i kvindefrigørelsens tid var en ubehagelig teater-øvelse, er i dag en seksuel krænkelse i sværvægtsklassen. Det er konteksten, der har forskudt sig 180 grader. Det positive med #MeToo er den klare erkendelse af, at enhver krænkelse af et ungt menneske skal have konsekvenser. Men der skal flere nuancer med i debatten, og mændene skal også på banen. Vi fortrød, at vi holdt dem så voldsomt udenfor. Lad os snart høre fra dem!