Ingen rammer målet fra midten af banen

Den socialdemokratiske leder kaldte til orden i baglandet i optakten til sidste Folketingsvalg 1. november 2022. Ifølge Socialdemokratiet havde Danmark brug for en regering hen over midten af dansk politik, og det skulle baglandet bakke op om.

Vi måtte forstå, at vi stod over for en alvorlig situation, der kaldte på samling og ikke splittelse.

Udfordringerne var store og mangeartede, og derfor måtte løsningerne naturligvis findes på midten. Danmark var nærmest smeltet sammen til én enhed, vi havde alle samme interesser, høj som lav i samfundet. Altså var der én løsning – den politiske “midte”.

Det var mantraet fra partiet, der med store armbevægelser henvendte sig til befolkningen for at vinde dens tillid til projektet.

Nu står vi så her, knap to år inde i regeringsperioden, og har lært, hvad den politiske midte betyder.

Uløste udfordringer

Der er EM i Tyskland, og fodboldfeberen er over os.

Indtil videre er der ikke nogen af kampene, som er vundet på midten af banen, for det er de færreste, der evner at score fra midten af. Det må i den grad siges også at være tilfældet for SVM-regeringen.

Mange af de udfordringer, som statsministeren pegede på i sin valgkamp som nogen, der krævede løsninger hen over midten, er fortsat uløste. Prisstigningerne har ramt hårdt. Særlig hårdt er det gået ud over dem i vores samfund, der allermest har brug for en håndsrækning fra den såkaldte politiske midte.

Vores pensionister, der hele deres liv har bidraget til det samfund, vi har i dag. De af vores medborgere, som af forskellige årsager er ramt af sygdom. De af vores kammerater, der har mistet deres arbejde, og er blevet arbejdsløse. De nedslidte, de lavtlønnede, de enlige mødre, børnefamilierne.

Alle dem, som er særlig hårdt ramt af de voldsomme prisstigninger, har måtte kigge langt efter en hjælpende hånd. I stedet er deres økonomiske råderum blevet udhulet og deres livsbetingelser forringet.

Sådan svækkes sammenhængskraften i vores samfund.

Samtidig har den politiske “midte” gang på gang vist sin generøsitet over for dem i samfundet, der i forvejen har allermest – ved at give skattelettelser til samfundets rigeste. Senest med lempelser af arveskatten til landets milliardærarvinger.

Med andre ord: Uligheden buldrer derudaf, og det splitter. Og lad os ikke glemme, at det også var den socialdemokratisk ledede regering, der tog en fridag fra os.

Et opdelt Danmark

Lige ringe ser det ud, når vi kigger på sammenhængskraften mellem by og land. Trods den socialdemokratiske leders ord om samling, sker der det modsatte.

I de små samfund oplever flere og flere, at der bliver længere til skole, indkøb og fritidsaktiviteter. Bare det at få en tid hos lægen tager evigheder. Budskabet synes soleklart: Hvis I ikke flytter ind til byerne, må I klare jer selv. I en tid, hvor en bolig i byerne bliver sværere at få råd til på en arbejderløn, er det at flytte imidlertid ikke en mulighed.

Det er nu en gang sådan, at Poul og Per, der bor ude i Sdr. Onsild Stationsby, betaler det samme for at være borger i det her land, som Hjalte og August, der bor på Frederiksberg, gør. Alligevel er der en verden til forskel på, hvad de fire personer får for deres penge.

Det er hamrende skævt, og det splitter. Altså det modsatte af hvad statsministeren mente, vi havde brug for.

Sammen om et hykleri

Vi kommer ikke uden om de største demonstrationer i Danmark i nyere tid.

Aktiviteter, som har spredt sig over hele landet i protest mod det formodede folkemord i Palæstina, og som er del af en international bevægelse, der vel ikke er set større siden protesterne mod USA´s forbrydelser i Vietnam.

Der var ingen slinger i valsen, da gaverne og støtten skulle tilfalde Ukraine, og så kan man i øvrigt mene om Ukrainekrigen, hvad man vil. Men den danske regerings dobbeltmoral er noget af det mest hykleriske, vi har set i mange år. Dermed stiller de sig på historiens losseplads – også på det her spørgsmål.

Et menneskeliv er et menneskeliv, uanset hvor forbrydelsen sker.

Knuste illusioner

To år inde i midter-projektet har vi lært, at der ingen midte er.

Illusionen om den politiske midte blev skabt for at få mulighed for at stjæle yderligere fra det arbejdende folk. Hælde økonomiske gevinster i lommen på dem, der har allermest, og spænde vores land for den buldrende krigsmaskine, som på bekostning af klima, velfærd og menneskeliv betyder mere for den elitære midterregering end noget andet.

Med andre ord har SVM-regeringen vist os, at den politisk midte er centrum for den økonomiske elites interesser.

En midte, som ingen rod har i det arbejdende folk, de små samfund eller folkeflertallets kollektive interesser.

Vi står i lort til halsen. Men selv i en sort tid vil der være lys for enden af tunnellen. Det lys kan og må skabes ved at gøre op med idéen om, at det alligevel ikke nytter noget. Vi må tro på, at selv et lille bidrag kan ændre det store billede.

Det lille lys kan være dig, det kan være mig, det kan være alle andre, som snart må sige fra. Det her går ikke længere!