Israel og Eurovision: Når popmusik bliver til propaganda

Det er Eurovision-uge igen, og det plejer at betyde, at jeg er helt excited, dybt engageret i fan-fora og i dyb krise over, hvordan jeg får mit outfit klar til den store fest lørdag.

Men i år er der ikke noget af den slags, fordi min faste gruppe og jeg ikke kan og vil mønstre den samme begejstring for konkurrencen – så længe den er under belejring af en israelsk delegation, der slet og ret bruger Eurovision til at føre propaganda-krig i Europa.

Israel politiserer Eurovision

Efter sidste års konkurrence var der store protester internt i Eurovision-miljøet og endda i EBU (organisationen der står for Eurovision) med krav om, at Israel skulle ekskluderes. Modargumentet – som man hører igen og igen og igen – er, at Eurovision skal være upolitisk, og derfor går det ikke at smide Israel ud.

Men det argument holder ikke – for det er netop Israel, der politiserer konkurrencen. Med statsfinansierede markedsføringskampagner, med politisk mobilisering blandt den europæiske højrefløj, med politisk ladede sange og sangere og med diplomatisk lobby-indsats fra regeringsniveau for at blive tilgodeset i konkurrencen.

Man kan også spørge sig selv, hvordan det i nogen verden skulle kunne fremstå upolitisk at repræsentere en stat og et flag midt under blodsudgydelser så voldsomme, at FN-kommissioner kalder det folkemord.

På trods af at EBU påstod at have strammet reglerne, så er Israel igen i år allerede i gang med deres marketingskampagne, der opfordrer folk til at stemme 10 gange på Israel. Hvis nogle 100 mennesker gør det i Danmark (og det skulle være nemt at finde 100 villige typer blandt Støjbergs og Messerschmidts vælgergrupper), så får Israel 12 point af Danmark.

EBU har allerede givet Israel en advarsel, som efter sigende fik dem til at tage de officielle reklamevideoer ned, men nu kører der så diverse AI-sider med samme fremstød. Se screenshottet herunder.

Eurovision som blød magt

Nu kører New York Times så også en grundig artikel, der handler om, hvordan Israel i årevis har brugt Eurovision som en ‘soft power’-platform. Men som så meget andet, når det kommer til Israel, så får det nok ingen betydning, at beviserne skriger os alle sammen lige ind i ansigtet. Af uransagelige årsager bliver Israel og landets repræsentanter altid beskyttet mod alle former for repressalier.

Jeg kan nok ikke holde mig helt fra at kigge med i år, selvom jeg utvetydigt mener, at DR burde have fulgt Spanien, Irland, Island, Holland og Slovenien i deres boykot. Jeg synes, at konkurrencen kan noget helt fantastisk og både kunne og burde være en stor fælles europæiske kulturbegivenhed.

Men når Israel på lørdag igen bliver ‘seernes’ nummer 1, så er det et udtryk for, at Eurovision for nuværende er gået i stykker – smadret af en moralsk fordærvet stat, der kynisk forsøger at retfærdiggøre sig selv gennem pop og glimmer.

Så husk det: når Israel “vinder seerafstemningen”, så er det en farce, en konstruktion. DET er en den egentlige politisering af Eurovision.