Israelsk blacklisting: Den rigtige ‘cancel culture’

I juli udgav mere end 150 kunstnere og intellektuelle et åbent brev i Harper’s Magazine. Her advarede de om konsekvenserne ved dét, de kaldte en “voksende stemning af tvungen ideologisk konformitet i USA”. Gennem deres afsværgen af “en intolerance over for modstanderes synspunkter” og “offentlig udskamning og udstødelse”, fortsatte brevet med at hævde, at: “… begrænsning af debatten – hvad enten det skyldes en undertrykkende regering eller et intolerant samfund, uundgåeligt kommer til at ramme de magtesløse, og giver alle dårligere mulighed for at deltage i den demokratiske proces.”

Én af dem, som erklærede sig enig med dette ædle formål, var Hammam Farah. Han er palæstinensisk-canadier, født i Gazastriben, og opvokset i både De Forenede Arabiske Emirater og Canada. Farah har brugt årevis på at uddanne sig til terapeut i Toronto. At brevet vakte genklang i Farah skyldtes især, at han selv havde oplevet, hvordan det føles at få knægtet sin ytringsfrihed. Angreb på hans studenteraktivistiske kamp for Palæstina har forfulgt Farah i hans senere liv, og har givet ham store problemer i hans professionelle virke.

“Folk vender sig mod cancel culture, hvilket jeg synes er godt. Det er jeg også imod.”, siger Farah. “Men de mest skandaløse tilfælde af, at folk bliver ignoreret ser vi rettet mod palæstinensere og dem, som står ved vores side. Når det gælder palæstinensere, som kæmper for deres rettigheder, så er det op ad bakke. Vores ytringsfrihed og udtryksfrihed bliver hele tiden angrebet.”

“… de mest skandaløse tilfælde af, at folk bliver aflyst ser vi rettet mod palæstinensere og dem, som står ved vores side. Når det gælder palæstinensere, som kæmper for deres rettigheder, så er det op af bakke. Vores ytringsfrihed og udtryksfrihed bliver hele tiden angrebet.”

+

I den ophedede debat om ytringsfrihed og censur, som foregår i USA, er angrebene på pro-palæstinensisk aktivisme et af de mere oversete, men samtidig mest hensynsløse eksempler på, hvordan man kan gøre folk tavse. Meget få af de højt profilerede intellektuelle, som har stillet sig på den ‘radikale ytringsfriheds’ side, har fremhævet den enorme mængde undertrykkelse som finder sted, når det kommer til at støtte palæstinensiske rettigheder – særligt ikke blandt almindelige mennesker som ikke læser elitens medier. Det er en blind vinkel, som Farah er meget opmærksom på. Han har nemlig selv oplevet blacklisting og andre former for undertrykkelse.

“Vi bliver nødt til at være konsekvente,” forklarer han. “Vi bliver nødt til at indse, at der er en dobbeltmoral, som ikke er okay.”

Blind vinkel i debatten

Fyringer og censur på baggrund af den israelsk-palæstinensiske konflikt har længe været udbredt i både den politiske og akademiske verden. Netop i september fik den fremtrædende akademiker, Valentina Azarova, annulleret et tilbud om et job på det Juridiske Fakultet, University of Toronto – efter en større donor angiveligt havde udtrykt bekymring uofficielt over Azarova’s tidligere arbejde med spørgsmål om Israels menneskerets-krænkelser i Palæstina.

I stedet for at forsvare en pro-palæstinensisk synsvinkel drejer debatten blandt journalister og intellektuelle sig mest om deres eget ubehag som klasse. Men når det kommer til denne blinde plet, har undertrykkelsen af almindelige menneskers taleret været hård: Trusler mod indvandrer-status, personlige liv, karrierer, begrænsning af udlandsrejser o.s.v. Og i modsætning til kendte offentlige personligheder, der kan få magasiner og aviser til at hjælpe sig, når de føler sig tiet ihjel – mangler Farah og andre almindelige mennesker, der rammes på deres ytringsfrihed, muligheder for at få deres historier fortalt. Uden magtfulde platforme må de oftest leve med at blive aflyst og usynliggjort i tavs anonymitet.

“ Det første, der dukker op på skærmen, hvis du googler mit navn, er påstanden om, at jeg er terrorist-støtte og ekstremist,” siger A.H., en tidligere Palæstina-aktivist, som bad om anonymitet af frygt for yderligere konsekvenser af at sige sin mening.

Mens hun taler nervøst i telefonen, fortæller A.H. mig, at hun har været lidt involveret i pro-Palæstina aktiviteter, som fx at kommentere på nettet og deltage i protester. Hendes ret begrænsede involvering i sagen har alligevel gjort, at hun blev registreret i ’Canary Mission’ – en hjemmeside der drives af anonyme pro-Israel aktivister for at afdække aktivister, elever og studerende, der støtter palæstinensisk nationalisme. ’Canary Mission’ kan vanskeligt beskrives som andet end blacklistning. Ligesom for Farah og andre blev A.H.s profil på hjemmesiden det mest kendte internet-spor om hendes liv. Det skadede ikke kun hendes jobmuligheder, men også hendes privatliv og psykiske tryghed.

Mens nogle konservative advarer om, at en ’halv-totalitær’ progressiv intolerance vokser frem i USA, så er der i Israel-Palæstina sagen allerede en udtalt autoritær tvang – som den blacklistning Canary Mission står for.

Selv efter hun ophørte med enhver pro-Palæstina aktivisme – og er holdt helt op med at skrive noget på nettet om Mellemøsten-konflikten – bliver A.H. hæmmet af, at hun står på listen.

”Jeg er bange for at søge et nyt job eller bare at opdatere min LinkedIn med at vise, hvor jeg arbejder nu,” siger hun. ”Sommetider møder jeg nogle folk, som bare forsvinder senere. Jeg ka’ ikke lade være med at tænke på, om det skyldes det, de ser, når de søger mit navn på nettet.”

Hjemmeside styret af israelske myndigheder

Først lavede vi skæg med at blive hængt ud på Canary Mission som en god måde at finde ud af, hvem du ka’ date eller blive venner med ved at beskrive dem og deres gode politik,” sagde Sumaya Awad, tidligere studenter-aktivist på Columbia University. Awad er også registreret på Canary Mission hjemmesiden. Hun har været med i forsøg på at slå tilbage mod siden, blandt andet ved at være med til at oprette hjemmesiden Against Canary Mission for at øge bevidstheden om sortlistningen.

Skønt hjemmesidens bestyrere holder sig skjulte, har tidligere undersøgelser af Canary Mission peget på en række rige støtter, bl.a. den israelsk-amerikanske ejendomsinvestor Adam Milstein. Til forskel fra den måde, hvorpå cancel culture for øjeblikket bliver diskuteret blandt amerikanske intellektuelle, er Canary Mission-versionen farligere, da den påvirker regeringshandlinger.

Hjemmesiden menes at blive styret og brugt af israelske regerings-myndigheder til at indsamle efterretninger. Skræmmende for spørgsmålet om ytringsfrihed i USA er, at den blacklistning angiveligt også blevet brugt af FBI til at udspørge personer om deres aktivisme. Canary Mission er ikke vendt tilbage på spørgsmålet efter at være blevet bedt om en kommentar.

At Canary Mission’s indhold siver videre ind i myndigheders arkiver vækker stor bekymring hos dem, som står på dets sider. Awad, en palæstinenser fra Jordan som lever i USA, frygter at hendes immigrant-status udgør en særlig risiko for hende med den blacklistnings-form, som hjemmesiden praktiserer. Som mange andre palæstinensere kan det at være opført på hjemmesiden give det israelske militær – som kontrollerer adgangene til de palæstinensiske territorier – mulighed for at blokere adgange til landområderne – selv bare af så uskyldige grunde som familiebesøg. I 2018 rapporterede den israelske avis Haaretz, at israelske myndigheder internt havde angivet Canary Mission-profiler som begrundelse for at nægte folk at rejse ind i Israel, og tilmed ind i Palæstinas territorier.

Opholdstilladelse i fare

I Awad’s tilfælde går bekymringerne ikke kun på israelsk-kontrollerede landegrænser: Hun er også blevet bekymret for den mulige konsekvens af at blive blacklistet også for hendes løbende immigrations-ansøgning til USA. For mange mennesker med minoritets-baggrund, som i forvejen bliver nøje undersøgt af juridiske myndigheder, eller ikke har amerikansk statsborgerskab, kan dét at blive blacklistet udgøre en frygtelig trussel mod deres mulighed for at leve i USA.

”Senere da jeg ansøgte om opholdstilladelse, lagde jeg mærke til, at siden om mig på Canary Mission – der brugte disse skræmme-ord, som ikke havde noget med mig at gøre, var ”terrorist-sympatisør”, ”Hamas” og ’anti-semitisme’ det første, der kom op på siden, når man googlede mig,” sagde Awad. ”Jeg blev virkelig nervøs for blacklistning efter det og var bange for, at de ville afvise mig som migrant af en eller anden grund, uden at sige mig at det var fordi jeg var sortlistet.”

Intet på Awad’s profil – som også handler om at støtte palæstinenser-styrede bevægelser, der vil boykotte, afinvestere og indføre sanktioner gennem BDS-bevægelsen, og ’dæmoniserer’ Israel – viser, at hun nogensinde har været med i ulovlige handlinger eller bare udtrykt synspunkter, der kunne opfattes voldelige, ekstremistiske eller antisemitiske. Det gælder også for de adskillige andre personer, som The Intercept talte med til denne historie, der også havde Canary Mission profiler. Alligevel bruger hjemmesiden en forbløffende logik, hvor man er skyldig alene gennem sine bekendtskaber. Hun er ad den vej blevet forsøgt forbundet til internationale terrorgrupper.

Et effektivt hold kæft–bolsje

For at blive slettet fra listen skal personer indgå i en proces med Canary Mission, hvor de skriver et vidnesbyrd, der undskylder og tager afstand fra deres tidligere aktivisme. En række af disse anonyme vidnesbyrd bringes også på hjemmesiden på en side, der oplister såkaldte ’ex-Canaries’. The Intercept så en samling af emails, der viste hvordan en ’bekender’ forhandlede med Canary Mission site administratorerne, hvor den kommende ’ex-Canary’ blev tvunget til at gå tilbage og slette mange års ”anti-Israel” posts på nettet, før de gik ind på en undskyldende erklæring, hvor de lagde afstand til deres tidligere synspunkter og lovede aldrig igen at engagere sig i pro-Palæstina aktivisme.

Selv om hun er bekymret over at være blacklistet, er Awad ikke gået ind på den foruroligende erklæring. “The Canary Mission’s blacklistning har været meget effektiv når det gælder om at gøre folk tavse og få dem til at tro, at de ikke har ytringsfrihed. Den indgyder en stærk følelse af frygt og paranoia.”

Ud over virkningen på hende selv har frygten for at blive blacklistet haft en tydelig virkning, fortæller hun – at lukke munden på venner omkring hende.

“The Canary Mission’ blackliste har været et effektivt redskab til at gøre folk tavse og få dem til at tro på, at ytringsfrihed ikke er en af deres rettigheder,” siger hun. ” Den planter en stærk følelse af frygt og paranoia: Du står altid tilbage med tvivlen. Var det grunden til, at man ikke får svar på en jobansøgning, at en udlejer afviser dig, eller at du har bøvl med at komme igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen.”

Palæstina-sympatisører bliver lagt på is

Hammam Farah har stået i år med vanskeligheder på grund af hans profil på Canary Mission’s hjemmeside. Disse problemer er stort set kun kommet, fordi hans moral bød ham at blive aktivist.

Under familiebesøg i sin ungdom i de besatte Palæstina-territorier udviklede Farah en stærk følelse for kampen for en palæstinensisk nation – efter at have set familie og venner lide under Israels militære besættelse.

”Mine bedsteforældre døde i Gaza, men jeg kunne ikke komme og besøge dem inden på grund af den israelske blokade,” fortalte Farah mig. ”Det påvirkede mig stærkt som en ung mand, lige som at se under familiebesøg hvor vanskeligt det var at leve for folk i Palæstina.”

Da han følte en pligt til at tale for dem, kom han med i canadiske aktiviteter omkring Israel-Palæstina som universitetsstuderende i Toronto. Det gjorde, at han røg ind på Canary Mission blacklist. Farah er nu opført på en hjemmeside med en profil, der søger at forbinde ham med terroristgrupper, antisemitisme og vold – en de facto blacklistning af ham, med opfordring til. at andre gør det samme.

Blacklistningen og andre angreb på hans person gav ham vanskeligheder som student. Selv efter hans eksamen, har det fortsat med at forfølge ham i hans faglige karriere som terapeut. Mange gange har Farah fået faglige ansøgninger forsinket, og potientielle patienter har ligeledes rejst spørgsmål med baggrund i de påstande, der er angivet i hans Canary Mission profile om, at han skulle ‘støtte terrorisme’.

Mange års mørklægning

I sommer, samme uge som det nu berømte brev i Harper’s blev udsendt, fik Farah at vide, at hans ansøgning om autorisation fra the ‘College of Registered Psychotherapy of Ontario’ var blevet bremset, efter man opdagede ved en Google-søgning, at han stod blacklistet på Canary Mission. Da han bad om støtte udstedte organisationen ’the USA-Palestine Mental Health Network’ et brev på Farahs vegne. Heri blev det fastslået, at han var blevet ”offer for ondsindede beskyldninger fra en politisk organisation, der blacklistede personer, som den ikke var enige med.”

”Jeg føler en frygt, hver gang noget udskydes eller dør hen, når mit navn blandes ind – så tænker jeg straks på den blacklistning.”

Efter den erklæring blev Farahs autorisation udstedt. Som en aktivist der kan trække på et stort netværk af støtter, ser han sig selv som en af de heldige. Men han kan ikke komme af med frygten for fremtidige problemer knyttet til hans blacklistning. Som en, der personligt har mærket den kolde angst for at blive en skydeskive på grund af sine politiske udtalelser, sagde Farah, at han også føler en ægte sympati for andre med forskellig baggrund fx dem, der underskrev Harper’s brevet, der nu udtrykker det samme.  Men, som han siger, i mange år og lige op til nu er folk som ham blevet ondsindet mørklagt – uden nogen opbakning fra det civile samfund.

Farah tilføjede, at det samme sprog, som mange i det føromtalte brev gjorde indvendinger imod – såsom at påberåbe sig et ‘frirum’ (safe space, red.) på bekostning af en levende, fri debat – også er blevet brugt imod palæstinensiske aktivister. “Der har været tilfælde af, at de samme argumenter – som er blevet brugt til at lukke ned for højreorienterede talere på universiteterne – er blevet brugt til at lukke ned for debatten om Palæstina af pro-israelske aktivister”, forklarer Farah, og tilføjer, at pro-israelske organisationer på universiteterne ofte har hævdet over for universitetsledelsen, at de har “følt sig utrygge” på grund af palæstinensiske aktivisters aktiviteter på campus-området.

“Jeg var som sagt enig med brevet”, forklarer Farah om brevet i Harper’s, “og jeg har haft netop dét synspunkt i mange år, eftersom jeg selv både har bevidnet og oplevet censur mod fortalere for palæstinenseres rettigheder. Hammam Farah ville bare ønske, at nogle af de intellektuelle, der underskrev forsvarsbrevet for ytringsfrihed, også ville kigge på de ildevarslende trusler mod ytringsfriheden, almindelige mennesker som ham har oplevet i årevis.

Oversat af Ole Bach & Morten Hammeken for Solidaritet i samarbejde med The Intercept. Oprindeligt bragt på The Intercept:The Real Cancel Culture: Pro-Israel Blacklists