Italiens højre-leder Salvini presset i knæ

Det gik strygende for Matteo Salvini, indtil møgsager og corona begyndte at presse ham. Nu venter en afgørende retssag fra hans tid som indenrigsminister.

Af Alberte Bové Rud

I Italien er den højrepopulistiske oppositionsleder, Matteo Salvini, en presset mand. I begyndelsen af året spåede mange ellers, at Salvinis plan om at opnå ”fuld magt” – et udtryk han har lånt af Mussolini – muligvis ville blive indfriet, da den siddende regerings vinger forekom stækkede. Men så rullede bølgen af møgsager.

Forelskelsen virkede til at være forduftet i det fornuftsprægede regeringssamarbejde mellem Femstjernebevægelsen (M5S) og Partito Democratico (PD), idet de to partiers visioner forekom stadig mere modsatrettede. Desuden formåede Salvinis egen politiske fløj at udnytte regeringens svaghed med det resultat, at Salvinis parti, Lega i samarbejde med det yderligtgående Fratelli d’Italia (Italiens Brødre, red.) og Berlusconis politiske barn, Forza Italia, stod til at få flertal i samtlige meningsmålinger. Hele Salvinis politiske engagement centreredes derfor om at udløse eller fremskynde valg i landet, hvor regeringer i øvrigt kun har en gennemsnitlig levetid på et år. 

Politiske mavepustere

Siden årsskiftet har Salvini fået den ene politiske mavepuster efter den anden. Blot et par uger efter nytår antydede højesteret, at Salvini aspirerede mod diktatorisk magt, da de ved samme lejlighed afviste hans forslag om at ændre det italienske valgsystem til hans fordel. Den nye model skulle have været som den britiske, og dermed bero på flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor kun politikeren med flest stemmer opnår valg i hver enkelt kreds. Konsekvensen af et sådant system i Italien ville føre til suverænt flertal for Lega og partiets allierede, og netop derfor vurderede det eksisterende system, at det var udemokratisk, mens Salvini påstod, det ville forbedre den egentlige demokratiske repræsentation.

Alt imens regeringen forargedes over Salvinis forsøg på at manipulere valgsystemet, aspirerer regeringspartierne, PD og M5S ikke desto mindre mod det samme, idet de også ønsker at ændre valgloven til deres egen fordel. Regeringspartiet M5S har fremlagt et valgsystem, der blandt andet hæver spærregrænsen til 5 %, og dermed udelukker en række mindre højrefløjspartier. I forvejen er det italienske valgsystem senest ændret i 2017 og med danske øjne uhyre kompliceret, da det både er baseret på majoritet – lig den praksis Salvini ønsker at udbrede til hele systemet – og på repræsentation, som M5S med sit forslag ønsker at forstærke.

I januar kom så Salvinis andet politiske nederlag. Fem af Italiens regioner gik til valg i 2019, og ved alle fem valg lykkedes det højrefløjen at erobre magten fra centrumvenstre-partiet PD. I 2020 har yderligere ni regioner været ved stemmeboksen, og selvom Salvini håbede, at Lega også i disse regioner ville gå sejrsgang, særligt i evigt-socialistiske Emilia-Romagna og Toscana, forblev regeringspartiet PD ved magten i begge regioner. Salvini havde håbet, at hvis disse røde højborge faldt for hans hånd, ville hans påstand om regeringens svigtende politiske mandat fremstå overbevisende, og et valg ville være en naturlig konsekvens deraf. I januar genvalgte borgerne i Emilia-Romagna dog deres præsident fra PD, og i september gjorde man i Toscana det samme. Selvom valgene åbenlyst var en fiasko for Salvini og en sejr for regeringen, er valgresultaterne ikke alene grunden til, at Salvini nu er i knæ.

Til trods for, at regeringspartierne efter regionsvalgene kan påstå, at den hellige gral er velbevaret, kan de ved nærmere granskning af resultaterne alligevel ikke negligere truslen fra oppositionen. Lega leverede et rekordgodt valgresultat i en række regioner herunder Emilia-Romagna og Toscana, ligesom det tidligere neo-fascistiske parti Fratelli d’Italia præsterede det bedste valg nogensinde. Begge dele bliver hyppigt understreget af oppositionen, mens det nærmest ignoreres af regeringen.

Coronakrise udfordrer (også) Lega

Coronakrisen udløste en tredje politiske krise for Salvini og oppositionen, da man i Italien så en øget vælgeropbakning til den siddende regering og særligt til den teknokratiske premierminister, Antonio Conte. Desuden var den hårdest ramte region, Lombardiet, styret af en præsident fra Lega, og eftersom sundhedspolitik er et regionalt anliggende i Italien, skabte coronakrisen også anledning til at sætte spørgsmålstegn ved Legas lederevner.

Meningsmålingerne afspejlede denne udvikling, og oppositionen tabte for første gang siden regeringsdannelsen i 2019 terræn i de hyppige vælgermålinger. Som i mange andre lande skabte den ukendte situation grobund for støtte til status quo og dermed til den siddende regering. Alligevel gav de mest regeringsglade meningsmålinger et overbevisende flertal til centrum-højrekoalitionen med Salvini i spidsen. Corona lurer stadig i Italien, men den første uro har nu lagt sig, og meningsmålingernes har ikke længere karakter af undtagelsestilstand. Det står nu klart, at mens Legas skyhøje popularitet fra efteråret 2019 er dalet støt, står oppositionen samlet set ikke svækket tilbage.

Højre-oppositionen står stadig til at blive større end regeringen efter et valg, men nu i høj grad på grund af Fratelli d’Italias massive fremgang. Det er virkelig medvirkende til at give Salvini hovedpine, da Fratelli d’Italias karismatiske leder, Giorgia Meloni, måske nu planlægger at konvertere sin popularitet til premiereminister-drømme.

Retssag kan være make or break

Forude ligger nu en fjerde forhindring for Salvini – og den har både potentiale til at forårsage hans politiske død og til at genrejse hans popularitet. Efter månedsvis af vanlig italiensk tovtrækkeri i parlamentet, senatet og ved domstolene, er det lykkedes at rejse en sag mod Salvini, der som tidligere indenrigsminister var ansvarlig for at nægte skibe med migranter adgang til de italienske havne. Det er naturligvis på kant med både national og international lovgivning, hvorfor domstolen i Palermo har sat Salvini på anklagebænken med udgangspunkt i en konkret sag om redningsskibet ’Gregoretti’.

Salvinis afvisning af skibene skete hyppigt og under stor mediebevågenhed, og han kan derfor ikke andet end  erklære sig skyldig. Det gør han også gladeligt, da denne sag næppe er problematisk for dem, der i forvejen sympatiserer med ham. Siden Salvini overtog lederposten i Lega, har partiet gjort det til deres mærkesag at gøre Italien utiltrækkende for migranter og flygtninge. Afvisningen af skibene opfattes derfor af højrefløjen som en opfyldelse af Legas valgløfter. Som forudsætning for Salvinis retsforfølgelse skulle hans immunitet ophæves af et flertal i både senat og parlament og for at understrege, at han ud fra sin egen moral ikke mente at have gjort noget forkert, var Lega selv med til at skabe flertal for ophævelsen. En række lignende sager ville vente i skuffen hos anklageren i Catania, og derfor kunne de ligeså godt få afgjort skyldsspørgsmålet en gang for alle.

Salvini siger, at han som indenrigsminister blot forsvarede Italien og italienerne, og selvom han erklærer sig fuldkommen skyldig, har han næppe noget ønske om at blive dømt skyldig. Strafferammen er op til 15 år, og selvom retssystemet har været notorisk slapt og sløvt i forhold til at straffe politikere – tænk bare på Berlusconi – vil en længere fængselsdom unægtelig give Meloni god mulighed for at høste opbakning blandt  Salvinis frafaldne. Salvinis primære forsvarsargument retter opmærksomhed på den ikke ligegyldige omstændighed, at Salvini var del af en samlet regering med en samlet politik, og at han derfor som indenrigsminister ikke handlede egenhændigt. Derfor peger pilen også indirekte på den nuværende udenrigsminister fra M5S, Luigi di Maio, og premiereminister Conte, der for et år siden dannede regering med Salvini.

Det er således ikke utænkeligt, at Salvini vil trække den siddende regering med sig i faldet.

Retssagen er startet i begyndelsen af oktober, men forventes ikke afsluttet foreløbigt. Salvini har sat sig selv i scene på Sicilien, hvor sympatidemonstrationer og -erklæringer præger mediedækningen. Hele retssagen sendes naturligvis live – også på Salvinis personlige medier – ligesom han har populariseret hashtagget #iostoconsalvini – ’jeg holder med Salvini’, der ved retssagens begyndelsen var det mest populære hashtag i Italien. Retssagen spås til at blive et tilløbsstykke med stor risiko for at udvikle sig til en farce.  Selvom Salvini ikke skriver drejebogen, frygtes det med rette, at han alligevel vil kunne bruge processen til at skabe politisk opbakning og måske endda som anledning til at opnå fuld magt.