Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. december. 2021

Jimmy Hoffa – forsvundet fagforeningsformand formodentlig fundet

Samtidig med at USA´s største fagforening går til kamp mod Amazon, er liget af den for længe siden sporløst forsvundne formand James Hoffa tilsyneladende endelig dukket op.

 

 

Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion

 

Ikke siden d. 30. juli 1975 først på eftermiddagen foran Machus Red Fox Restaurant i Michigan er den kontroversielle fagforeningsleder Jimmy Hoffa blevet set - men har været sporløst forsvundet. Han kom ikke hjem klokken 16 for at grille bøffer til aftensmaden, som han i telefonen havde aftalt med konen. Mange teorier om hans skæbne har været på banen, mest vedholdende at han blev likvideret af mafiaen, hvilket meget tyder på og nu måske bliver bekræftet af fundet af et nedgravet lig.

 

Ifølge amerikanske medier fandt FBI-agenter i oktober et lig i en ståltønde i jorden på en tidligere losseplads under en 5,6 kilometer lang motorvejsbro i New Jersey langt fra Michigan - efter tip fra en mand, hvis afdøde far angiveligt havde fået besked på at begrave liget af Jimmy Hoffa på dette sted. Politiet har tidligere ledt efter den formodet døde Hoffa flere forskellige steder, blandt andet på fodboldstadionet Giants Stadium i New Jersey, men har ofte været på vildspor og undersøgt tips, der ikke har holdt vand.

 

Forbindelser til mafiaen

Mange teorier og tips har dog gået på, at mafiaen står bag hans forsvinden, da han på restauranten 30. juli 1975 ​​ havde møde med to ledende mafia-folk, Anthony Giacalone fra Detroit og Anthony Provenzano fra New Jersey. Hoffa var gennem mange år mistænkt for at have forbindelser til mafiakredse, hvilket justitsminister Robert F. Kennedy ihærdigt forsøgte at få ham dømt for og havde nedsat en særlig gruppe af anklagere til formålet kaldet “Get Hoffa”.

 ​​​​ 

I fængsel kom Hoffa da også i 1967 med en dom på 13 år for bedrageri, dokumentfalsk og bestikkelse, men han insisterede på at fastholde posten som formand. Han blev dog i 1971 benådet af præsident Nixon på betingelse af, at han afholdt sig fra fagforeningsaktiviteter de næste 10 år. Det var han ikke til sinds og var ved tidspunktet for sin forsvinden i gang med at undersøge, hvordan han kunne vende tilbage til formandsposten, hvilket både kræfter i og uden for organisationen var imod.

 

Jimmy Hoffa - som James Riddle Hoffa kaldte sig - var i 1957 blevet valgt som formand for den i 1903 stiftede faglige organisation International Brotherhood of Teamsters, der organiserer chauffører og lagerarbejdere og med Hoffa som formand blev en stærk og magtfuld fagforening – den største i USA med 2,3 millioner medlemmer på sit højdepunkt.

 

God til at organisere

Hoffa, der blev født i 1913 i Indiana, havde lige siden barndommen oplevet, hvordan dårlige arbejdsforhold havde alvorlige følger for liv og helbred. Som 7-årig døde hans far, der var kulminearbejder, af lungekræft på grund af det dårlige arbejdsmiljø. Selv engagerede han sig tidligt i faglig kamp, da han som helt ung arbejdede i et engros-firma uden overenskomst, hvor løn, arbejdsmiljø og ansættelsesvilkår var meget dårlige. Han gik i spidsen for en strejke og vandt stor opbakning og tillid fra kollegerne, hvilket gav ham en ledende rolle, som blev afsæt for at blive ansat i fagforeningen som organisator. ​​ 

 

Hans evner i det organiserende arbejde bidrog til en stærk vækst i medlemstallet. Fra 75.000 medlemmer i 1933 blev medlemstallet fordoblet på tre år og var i 1939 på 420.000; det voksede yderligere under 2. verdenskrig og passerede i 1951 en million. Også på det administrative og organisatoriske plan var Hoffa en drivende kraft i at gøre Teamsters til en landsdækkende, effektiv og sammentømret organisation, hvilket viste hans lederevner. Han vandt derfor snart poster på stadigt højere niveau, først som lokal afdelingsformand, i 1952 som næstformand og i 1957 valgt til formand for hele Teamsters-forbundet med kontor i Washington.

 

Kort efter blev Teamsters ekskluderet af den faglige landsorganisation i USA, AFL-CIO, på grund af anklager fra en undersøgelseskomite nedsat af senatet om korruption, hvilket førte til, at Hoffa måtte acceptere at være under løbende kontrol af et panel af observatører. På trods af dette blev han i 1961 genvalgt med akklamation og fortsatte sit faglige virke, der blandt andet udmøntede sig i den første landsdækkende overenskomst for lastbilchauffører. Nye anklager kom dog på banen om blandt andet svindel med én af fagforeningens fonde og de førte til domsfældelsen, ligesom der florerede mistanke om forbindelser til mafiaen, som havde sine fangarme inde i mange dele af transportbranchen og også forsøgte at infiltrere fagforeningerne på området.

 

Mafiaen som medspiller eller modspiller?

Det er derfor ikke usandsynligt, at Hoffa på forskellig vis har haft kontakter til mafiakredse, når det kunne være til fordel for fagforeningen og dens medlemmer, men måske også for at begrænse mafiaens indflydelse. Juraprofessor Jack Goldsmith fra Harvard mener ligefrem, at Kennedys kampagne imod Hoffa og fængslingen af denne utilsigtet øgede mafiaens muligheder for at vinde indflydelse i Teamsters og organisationens pensionsfond.

 

I teorierne om hans forsvinden indgår også, at han i forsøget på at genvinde posten som formand havde allieret sig med medlemmer af mafiaen, der muligvis slet ikke var interesserede i at få ham tilbage på formandsposten – og måske derfor skaffede ham af vejen. Tre mænd med tilknytning til den sicilianske mafias filialer i Detroit og New Jersey var af FBI mistænkt for at være indblandet i Hoffas forsvinden. Den ene af dem havde angiveligt haft forretningsmæssige forbindelser med Hoffa, men ville tabe penge, hvis han vendte tilbage som formand.

Om mafiaen har været medspiller eller modspiller eller skiftevis begge dele kan næppe udelukkes. Både Hoffa og mafiaen kan have haft en interesse i at holde hinanden i skak i et samfund og et arbejdsmarked, der er indrettet noget anderledes end på vore breddegrader - med tilbud, der kan være svære at afslå.

​​ 

Blodige arbejdskampe

Arbejdskampe i USA har i tidens løb ofte været barske og brutale, hvor virksomhedsejere i alliance med politikere og myndigheder ikke har skyet nogen midler til at bekæmpe strejker eller forsøg på at organisere arbejdere. Legendarisk er den svenske indvandrer Joe Hill, der kæmpede for at organisere arbejdere i flere byer og brancher, men på en falsk anklage i en skueproces blev dødsdømt og henrettet.

​​ 

Med voldsom kraft og hjælp fra politisk hold blev strejker ofte slået hårdt ned, som det skete på togfabrikken Pullman i 1894, hvor arbejderne strejkede i protest mod voldsomme nedskæringer af lønnen og fyringer. De fik støtte fra 125.000 jernbanearbejdere på en række jernbanelinjer, der nægtede at håndtere vogne fra Pullman. Med opbakning fra jernbaneselskaberne fik virksomheden en hjælpende hånd fra præsident Grover Cleveland, der indsatte forbundstropper for at bryde strejken af hensyn til at sikre udbringningen af post og med henvisning til antimonopol-lovgivningen, ligesom formanden for jernbanearbejdernes fagforening blev arresteret og idømt et halvt års fængsel.

 

Det blev langt fra første gang, at virksomhedsejere og statsmagt gik sammen om at bekæmpe strejkende arbejdere, ligesom faglige kampe kunne udvikle sig ganske blodigt. Det nok værste eksempel var en minearbejderkonflikt i Colorado i 1914, hvor nationalgarden skød ind en lejr med strejkende arbejdere og deres familier og over en snes kvinder og børn blev dræbt. At det kunne blive blodigt oplevede også Teamsters i 1934 i Minneapolis den såkaldt blodige fredag, hvor strejkende chauffører og deres støtter blev beskudt med to dræbte og 67 sårede til følge. Den mere end tre måneder lange strejke med en del andre voldelige episoder endte med en aftale, der imødekom de fleste af fagforeningens krav og i øvrigt inden for flere brancher styrkede organiseringsindsatsen, som ellers ofte løb ind i udfordringer.

 

Ved en større strejke blandt kulminearbejdere i starten af 1900-tallet greb præsident Roosevelt ind med et påtvunget forlig, der ganske vist forbedrede løn og arbejdstid, men ikke gav retten til at organisere sig. Faglig kamp i USA har nemlig ikke kun handlet om løn og arbejdsforhold, men også ofte om retten til overhovedet at være fagligt organiseret, hvilket ikke blot arbejdsgivere har modarbejdet, men som også ​​ kunne være ulovligt. Således var det i flere af sydstaterne forbudt for sorte arbejdere at organisere sig. Også i nyere tid er retten til at organisere sig ofte blevet afvist af arbejdsgiverne og det har ført til strid, som det skete i 2004, da sikkerhedsfirmaet Wackenhutom ejet af danske Group 4 Falck ikke kunne blive enige med de ansatte om deres vilkår og regler for at melde sig i fagforening.

 

Faldende organiseringsgrad

Mens en del af nutidens arbejdsgivere som Amazon og Wallmart stadig forsøger at forhindre faglig organisering, er vindene skiftet på øverste politiske plan. Joe Biden lægger op til en reform, der vil gøre det lettere at organisere sig fagligt og begrundede initiativet således i en pressemeddelelse i marts: “Fagforeninger giver arbejdere en stærkere stemme i forhold til løn, forbedring af jobkvaliteten og sikkerheden. Med hensyn til at beskytte mod racisme og alle former for diskrimination og seksuel chikane. Og til at beskytte arbejdernes helbred og sikkerhed på arbejdspladserne”.

 ​​ ​​ ​​​​ 

Organiseringsgraden blandt amerikanske arbejdere er faldet markant i de seneste årtier, selv om andelen af organiserede altid har været lav sammenlignet med de nordiske lande. På højdepunktet i 1950´erne var hver tredje amerikansk arbejder medlem af en fagforening, men siden da er antallet faldet – ikke mindst inden for højborge som bilfabrikkerne efter, at meget af produktionen som led i globaliseringen er flyttet til andre lande med lavere lønninger. Mens bilarbejderens fagforening UAW i 1970 havde 1,6 millioner aktive medlemmer, var tallet i 2010 faldet til knap 400.000, hvoraf mere end halvdelen var pensionister.

 

I dag er kun ca. hver tiende amerikanske ansatte organiseret – 5 % i den private sektor og 40 % i den offentlige sektor. Der er altså i dag betydeligt flere medlemmer af fagforeninger for offentligt ansatte end i fagforeningerne på det private område.

 

Også Teamsters har haft et medlemstab, men ikke i så stort omfang som mange andre fagforeninger og organiserer 1,3 millioner medlemmer inden for transport og logistik.Teamsters ​​ er også i fuld gang med at forsøge at organisere ansatte i Amazon, hvor chaufførernes løn er på det halve af en chaufførløn hos budfirmaet UPS, hvor antallet af arbejdsskader er tre gange højere end det gennemsnitligt er på private arbejdspladser, og hvor ansættelsesvilkårene er meget usikre.

 

Ny ledelse med fokus på Amazon

Efter intern kritik i Teamsters er der valgt nye ledere, som vil arbejde for en ny og bedre overenskomst end den, der blev ​​ indgået i 2018 med UPS, hvilket kan være et afsæt for at opnå en lignende overenskomst i Amazon. Den nuværende overenskomst i UPS blev af fagforeningsledelsen presset igennem, selvom et flertal af medlemmerne var imod, hvilket affødte stærk kritik og blev afsæt for valg af en mere demokratisk ledelse. Den nye ledelse vil iværksætte en kampagne, der skal mobilisere medlemmerne på græsrodsniveau i organiseringsindsatsen i UPS og Amazon.

 ​​ ​​​​ 

Som ikke blot den største fagforening, men også én af de mest aktive i USA er Teamsters fortsat en væsentlig kraft, der kan skabe forandring og forbedringer for tusindvis af amerikanske arbejdere – og er en fagforening, der er villig til at kæmpe. Det oplevede Maersk i 2004, da Teamsters var utilfredse med, at det Mærsk-ejede firma ved containerterminaler i USA ikke ville anerkende chaufførers ret til at organisere sig med den begrundelse, at de var selvstændige vognmænd. Desuden kritiserede Teamsters Maersk for brug af chauffører under 18 år samt ikke ordentligt vedligeholdte og til tider overlæssede lastbiler. Med assistance fra Det Internationale Transportarbejderforbund ITF og 3F blev der ved møder på Esplanaden fundet en løsning, som alle parter udtrykte tilfredshed med.

 

Hoffa var en omdiskuteret fagforeningsleder med tvivlsomme metoder og forbindelser såvel som en adfærd, der af mange nok vil opfattes som typisk for en pamper. Ikke desto mindre var han en central figur i bestræbelserne på at gøre Teamsters til en fagforening, der var og er stærk og slagkraftig. Uanset om de jordiske rester af Hoffa endelig er fundet eller ej, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål og dermed basis for fortsatte teorier og myter om hans liv og død. Men Teamsters lever og har det efter omstændighederne godt med nye kræfter ved rattet.

 

Hoffa på film

Der er lavet en række bøger, artikler og radio- og tv-programmer om Jimmy Hoffa og hans forsvinden og også to spillefilm – senest i 2019 The Irishman af Martin Scorsese med Al Pacino som Hoffa.

https://www.imdb.com/title/tt1302006/

og i 1992 Hoffa af Danny DeVito med Jack Nicholson som Hoffa

https://www.imdb.com/title/tt0104427/


Læs mere

https://www.nytimes.com/2021/11/18/nyregion/jimmy-hoffa-fbi-investigation.htmlhttps://www.dailymail.co.uk/news/article-10219779/Investigators-hunting-mafia-linked-union-boss-Jimmy-Hoffa-dig-New-Jersey-landfill.html ​​ https://www.belfercenter.org/publication/jimmy-hoffa-case-45-years-later
https://teamster.org/

 

 

 

Om skribenten

Peter Raben

Peter Raben

Læs mere