Jorden under vores fødder: Kan mennesker brødfødes uden at fortære planeten?
For at kunne forenes med klima og natur må landbruget ikke alene være radikalt anderledes, men også langt mindre end i dag, argumenterer journalisten George Monbiot for i sin seneste bog. Den udfordrer miljøbevægelsernes og venstrefløjens gængse svar på klima- og fødevarekrisen, bl.a. ved at argumentere for en landbrugsfri fødevareproduktion.

Landbruget er ved at tage livet af den levende planet! Det hævder den engelske miljøforkæmper og journalist George Monbiot i sin seneste bog, Regenesis. Her stiller han skarpt på landbruget som ”den stærkeste drivkraft i den økologiske krise” og skitserer et alternativ for at ”brødføde verden uden at fortære planeten”.
Landbrug er årsagen til 80 procent af skovningen og den største ødelægger af levesteder for dyr og planter. Landbruget forårsager over en tredjedel af drivhusudledningerne, hvoraf omkring 70% udledes i selve landbruget og resten i forarbejdning, transport, salg og madlavning. Dertil kommer den store mængde CO2, som jorden kunne opsuge, hvis den ikke blev brugt til produktion.
Men landbruget skaffer da mad til en voksende befolkning? Ikke nødvendigvis! George Monbiot anskueliggør i bogen, hvor skrøbeligt et fødevaresystem man har fået skabt:
- Den globale opvarmning, som landbruget er drivende i, ødelægger betingelserne for landbrug i voksende dele af verden.
- Nogle få standardafgrøder dyrkes gennem udpining af jorden og bruges til at fremstille usund standardmad i en proces, hvor halvdelen af kalorierne går til dyrefoder.
- Nogle få koncerner har kontrollen. Fire af dem sidder på 90% af verdens kornhandel, fire andre på to tredjedele af landbrugs-kemikaliemarkedet og over halvdelen af verdens såsæd.
- Forsyningen er afhængig af just-in-time-leverancer og udsat for finansiel spekulation.
Kort sagt er det globale fødevaresystem sygt, og det nærmer sig et sammenbrud. Sådan lyder Monbiots diagnose:
”Verden er blevet kastet ud i kaos af stærke kræfter: det Globale Standardlandbrug, globale koncerner, landbrugets spredning til stadigt større arealer, kulturelle myter, pløjning, sprøjtegifte og andre forureninger. Dette kaos truer vores livsbærende systemer, udrydder andre arter og skader folkesundheden.”
Udfordrer gængse svar
Set fra verdens svinetætteste land er bogen ekstremt relevant. Over 60% af Danmarks landareal er beslaglagt af landbruget, og tre fjerdedele af landbrugsarealet anvendes direkte til dyrkning af foder. Desuden importeres sojafoder fra et areal, der svarer til mere end en fjerdedel af det danske landbrugsareal. Dansk landbrug forurener massivt med drivhusgasser, næringsstoffer, pesticider m.m.
Derfor har miljøbevægelser i årevis presset på for at mindske husdyrholdet, øge den plantebaserede produktion og frigive landbrugsjord.
Op til valget i 2022 foreslog Enhedslisten at halvere den animalske produktion inden 2030, mens Alternativet opstillede et mål om at reducere kødproduktionen med 86%.
Den kamp giver Regenesis masser af argumenter og baggrundsviden til.
Men bogen udfordrer også på flere punkter miljøbevægelsernes og venstrefløjens gængse svar på klima- og fødevarekrisen.
Jordbund under angreb
George Monbiot, der er uddannet zoolog, retter først læserens opmærksomhed mod jordbunden: en verden, som er relativt lidt udforsket, selv om den er en afgørende del af menneskehedens naturgrundlag.
Han stikker sin spade i jorden og undersøger et kilo jord. Det vrimler med liv. En kvadratmeter jord i en engelsk frugthave kan indeholde hundredtusinder af dyr fordelt på tusinder af arter.
Jordbunden er gennemvævet af svampe, som hjælper planterne med at få mineraler og vand ud af jorden. Jordbunden er også propfuld af bakterier, og planterne henter hjælp fra nogle af dem i form af bl.a. næringsstoffer og værn mod sygdomme. Det understøttes af regnorme, der gør jorden porøs og nedbryder planteaffald.
Jordbunden er med Monbiots ord ”det skrøbelige polster mellem klippegrunden og luften, hvorpå civilisationerne er bygget”. Den er et økosystem, som levende væsener har bygget ud af døde materialer. De komplekse strukturer og biologiske forbindelser i jordbunden er afgørende for dens sundhed og frugtbarhed – og dermed for det meste af livet på jorden.
Men jordbundens livsformer og strukturer hærges af landbruget. De ødelægges af overgødskning, sprøjtegifte, pløjning og tunge landbrugsmaskiner.
Landbruget breder sig
Landbrugsmetoderne kan og skal ændres, men problemet er ikke kun det intensive landbrug. Det er landbruget i det hele taget, advarer Monbiot.
Landbruget er ”både for intensivt og for ekstensivt. Det bruger for mange pesticider, for meget kunstgødning, for meget vand og for meget land.”
”Den totale efterspørgsel på ny landbrugsjord stiger fortsat, på grund af befolkningstilvæksten, på grund af biobrændstoffer, men især på grund af den øgede andel kød og mejeriprodukter i kosten. Det kan lægge beslag på yderligere 10 millioner kvadratkilometer inden 2050 – et areal svarende til Canada. Det meste af udvidelsen vil, medmindre noget ændrer sig, ske i Sydamerika og Afrika syd for Sahara.”
Denne vækst vil gå hårdt ud over tropeskove, vådområder og savanner. Udvidelsen af kvægproduktionen har med sine græsningsarealer allerede ødelagt millioner af hektar naturområder og fordrevet millioner af oprindelige beboere.
”Forbruget af jordarealer bør ses som det måske vigtigste af alle miljøspørgsmål,” skriver Monbiot.
Jo mere land, vi lægger beslag på, desto mindre er der til andre arter og til at opsuge CO2 og bevare de planetariske balancer. Derfor er vi nødt til at reducere det areal, som landbruget lægger beslag på, og det frigivne areal skal ikke bebygges, men bruges til at genskabe natur og opsuge CO2.
Det er den ny begyndelse, Monbiot sigter til med bogens titel, Regenesis (dvs. gendannelse/genopbygning).
Økologisk drift er ikke nok
Monbiot udfordrer troen på økologisk drift som løsning i sig selv. Han anerkender, at økologisk landbrug bruger langt mindre mængder (eller ingen) pesticider og kunstgødning, men påpeger, at det på andre områder kan være mere miljøbelastende end konventionel drift.
Det skyldes, at økologisk landbrug kræver større arealer for at producere den samme mængde mad. Samtidig er kvælstofudledningen fra dyregødning ofte endnu større end fra kunstgødning, skriver Monbiot og beretter om, hvordan fritgående høns fører til massiv kvælstofforurening af engelske floder.
I en god del af bogen er Monbiot på besøg hos landmænd, som dyrker jorden med alsidige metoder for at fremme en sund jordbund. Han ser positivt på indsatsen for agroøkologi, fordi den betyder, at man dyrker jorden mere skånsomt, med færre kemikalier, mindre maskineri og mere brug af naturlige systemer.
Han fremhæver også, at agroøkologi skaber fødevarenetværk, som ikke er underkastet frø- og kemifirmaer, kornbaroner eller supermarkedskæder, men er uafhængige og selvorganiserede.
Men Monbiot advarer om, at nogle former for agroøkologi kræver så meget jord i forhold til udbyttet, at der ikke ville blive plads til vilde økosystemer, hvis de blev alment udbredte.
”De systemer, vi skal fremme, er dem, der leverer højt udbytte med lille miljøpåvirkning. De systemer, vi skal afvise, er dem, der leverer højt udbytte, men med stor miljøpåvirkning, eller lavt udbytte. Lavt udbytte betyder nødvendigvis stor miljøpåvirkning på grund af det store areal, der kræves for at producere en vis mængde mad.”
Grænser for lokal dyrkning
Monbiot prikker også til idealet om lokalt producerede landbrugsvarer. Lokal fødevareforsyning er godt, siger han, men der er grænser for, hvor meget der kan dyrkes tæt på folk.
Det skyldes, at de fleste mennesker bor koncentreret og langt fra de mest frugtbare egne, mens en stor del af verdens afgrøder dyrkes i tyndt befolkede områder. Kun en fjerdedel af verdens befolkning ville kunne ernære sig på basisafgrøder dyrket inden for en afstand af 100 kilometer, viser et studie fra 2020.
”Hvis det meste af vores mad – af simple matematiske grunde – må dyrkes langt fra, hvor vi bor, hvordan forhindrer vi så transnationale selskaber i at udøve et stadigt stærkere greb om fødevarekæden?” spørger Monbiot.
Han opfordrer til at søge svaret i en revitaliseret fair trade-bevægelse, som presser grossisterne til at købe varerne fra små, produktive landmænd.
Alternative proteiner
Verdens kødproduktion er firedoblet siden midten af 1960’erne, og kødforbruget stiger fortsat. Den udvikling må vendes, fastslår Monbiot.
Vi må bevæge os væk fra dyrebaserede fødevarer, for de kræver ganske enkelt mere land, end Jorden kan stille til rådighed. Hvis den animalske produktion fortsætter, vil den ødelægge livsbetingelserne for både mennesker og vilde dyr.
Men det store flertal af verdens befolkning spiser kød, og appeller om at redde kloden vil ikke være nok til at forandre produktions- og forbrugsmønstrene, vurderer Monbiot. Derfor er en vigtig del af løsningen at producere gode, billige proteiner, der ligner de animalske produkter, de skal erstatte.
Køderstatninger lavet af sojabønner og andre planter bruger 40% mindre jord end kyllinger og 98% mindre end oksekød. De reducerer også drivhusgasudledningerne, vandforbruget og forureningen kraftigt.
Men vi kan opnå endnu mindre miljøbelastning og mere attraktive alternativer til kød, siger Monbiot: Vi kan gå videre og producere proteinerne gennem såkaldt præcisionsfermentering.
Bakterier i stedet for dyr?
Præcisionsfermetering er en avanceret form for brygning, der benytter mikroorganismer. Den kan bruges til at producere alle de nødvendige proteiner og fedtstoffer med en meget lille del af det nuværende arealforbrug, vandforbrug, energi- og næringsstofforbrug, skriver Monbiot.
Ifølge en svensk lektor i mikrobiologi vil præcisionsfermentering kræve et 1.700 gange mindre areal end sojabønner for at producere den samme mængde proteiner.
De landbrugsfrie produktionsmetoder er stadig under udvikling, men Monbiot ser dem som det mest lovende bidrag til at genetablere den levende planet.
Hans teknologiske optimisme bestyrkes af et besøg hos en forsker ved firmaet Solar Foods i Finland. Her fremstiller man et proteinrigt mel på basis af en type jordbakterier, der fodres med brint. Monbiot får serveret en pandekage, og den smager ganske som en gammeldags pandekage lavet af æg.
At fremstille mad ved hjælp af bakterier lyder måske ulækkert, men er langt fra nyt, understreger Monbiot. Det indgår f.eks. i fremstillingen af ost og yoghurt.
Med præcisionsfermentering vil smag, tekstur og ernæringssammensætning kunne designes. Man vil derved kunne fremstille erstatninger for mange af de protein- og fedtrige fødevarer, vi spiser i dag, men også udvikle helt ny mad.
Monbiot foregriber indvendinger mod, at det kan involvere genmanipulation:
”Jeg er imod genmanipulation, når hovedformålet er at gøre såsæd til store selskabers ejendom eller gøre planter resistente over for patenterede sprøjtemidler; sådanne anvendelser øger storkapitalens magt og giver ikke mange miljøgevinster. Men genmanipulation af visse mikroorganismer har indtil nu været ukontroversiel,” skriver Monbiot og peger på produktionen af insulin og osteløbe.
Hvem får gavn af nye teknologier?
Der kommer et skift i retning af landbrugsfri produktion på den ene eller på den anden måde, forudsiger Monbiot. Spørgsmålet er, om de nye teknologier bliver brugt til gavn for de mange eller til gavn for nogle få.
”Der er en reel fare for, at denne revolution kan blive overtaget af storkapitalen, så der opstår et system med nogle af de fejl og svagheder, vi kender fra den Globale Standardfarm,” advarer han.
”De selskaber, der fremstiller proteiner, er i gang med at konsolidere sig og vokse. Vi, der bekymrer os om menneskers ernæring og den levende verden, bør tage fat om disse spørgsmål nu – ikke for at lukke af for de nye fødevaremetoder, men for at sikre, at de bruges fair og åbent.”
”Vi må forlange, at disse spirende teknologier får bredt fordelt ejerskab og udbytte, at de tager sigte på lave priser og højt udbytte, at de testes, reguleres og mærkes ordentligt, og at de gøres tilgængelige for dem, der har størst behov for dem.”
Monbiot har en vision om et proteinbryggeri i hver en by, drevet af små firmaer, der producerer til lokalområdet. Det kræver et opgør med den kapitalkoncentration, der er sket i fødevaresystemet, og derfor skal de intellektuelle ejendomsrettigheder svækkes, mens lovgivningen mod monopoler skal styrkes.
Globalt ser Monbiot store muligheder for at sikre mennesker adgang til ordentlig ernæring. I dag må folk i mange fattige lande betale dyrt for at få proteiner, fordi fødevarerne skal importeres for dollars.
Bakteriebaserede proteiner kan derimod produceres overalt, hvor man har adgang til strøm, og mange af verdens fattigste lande har et kæmpe potentiale for vedvarende energi. Det forudsætter dog, at der sker en fair teknologioverførsel, og at produktionen bliver lagt lokalt, understreger Monbiot.
Start dér, hvor folk er
Monbiot er selv veganer, men reagerer mod, at folk – der skriver eller fører kampagner i forhold til fødevarer – optræder som ”missionærer, der vil omvende folk til at spise det samme, som de selv gør”.
Det er ikke attraktivt for de fleste, og frem for alt har de fleste hverken penge eller tid til at gøre det.
”Husk, at det i dag koster fem gange så meget at spise sundt, som det koster blot at få nok kalorier. Hvis de madskribenter, der promoverer deres egen livsstil, også slog til lyd for en radikal omfordeling af velstand fra de rige til de fattige, ville jeg støtte deres anbefalinger. Men at foreslå den menu uden en økonomisk samfundsforandring er at gøre nar og stikke folk blår i øjnene.”
Derfor er det afgørende, at vi ”starter dér, hvor folk er, at vi anerkender de begrænsninger, de står over for, og at vi udvikler sundere, billigere og mindre skadelige versioner af velkendte, accepterede fødevarer”.
Alternative job
Arbejdspladserne i husdyrbrug og slagterier udfordres frontalt af omstillingen, det er Monbiot helt på det rene med:
”Vi skal ikke sørge over en sektor med en lang, skamfuld historie af arbejdsskader, sultelønninger og udbytning af migrantarbejdere. Men for ikke at gentage den brutale nedlukning af kulminedriften i mit land, hvor man gjorde minearbejdere arbejdsløse og lod lokalsamfund kollapse, bør vi kræve effektiv offentlig støtte til dem, der vil skulle finde andet arbejde.”
”Den enorme statsstøtte til husdyrproduktion må omdirigeres: fra at hjælpe folk til at blive i branchen til at hjælpe dem med at forlade den,” skriver Monbiot og peger på ”rewilding” som et område, der hurtigt kan give mange job.
Som eksempel nævner han et hollandsk naturgenopretningsprojekt, der beskæftiger seks gange så mange arbejdere som de malkekvægbrug, det har erstattet. Der er nemlig opstået en stribe små virksomheder, som servicerer de mennesker, som kommer for at se det rige dyreliv på stedet.
Mad til mennesker
Samtidig ser Monbiot muligheder for et langt mindre og langt mere bæredygtigt landbrug, der producerer mad til mennesker – ikke dyrefoder, brændsel eller bioplast. Men det kommer ikke uden en stærk offentlig finansiering og styring.
Ifølge Monbiot må regeringerne
- finansiere hurtig udvikling af flerårige kornafgrøder for at reducere jordbundsbeskadigelsen og behovet for vand og kunstgødning
- støtte landmænd i at finde nye måder at beskytte jordbunden på, samtidig med at de minimerer eller standser deres brug af ukrudtsmidler
- hjælpe landmænd med at anvende den hastigt voksende videnskab for biologisk bekæmpelse af skadedyr
- være med til at sikre, at ethvert stykke jord, vi fortsat driver landbrug på, er gæstfrit over for dyrelivet og skaber ”trædesten” og korridorer mellem beskyttede områder.
Desuden bør regeringerne subsidiere frugt og grønsager. Det vil ifølge Monbiot være et langt mere effektivt middel til at sænke prisen på god mad end den nuværende landbrugsstøtte.
Positiv fortælling
Regenesis er en bog med jordnære skildringer og fakta baseret på tusinder af videnskabelige artikler. Men den har også blik for de store perspektiver.
”For at afværge et systemisk sammenbrud må vi have en systemisk forandring af økonomien og samfundet,” fastslår Monbiot.
”Vi har forsøgt at imødegå vores eksistentielle krise ved at fokusere på små detaljer, f.eks. ved at ændre køers tarmbakterier, så de producerer lidt mindre metan, eller ved at justere landbrugsstøtten, så der bliver plantet træer i nogle små hjørner. […] Vi spekulerer over, hvordan vi kan justere de brancher, der driver os mod katastrofen, men krisens omfang kræver, at vi skifter dem ud.”
”Det er på tide at tage kontrollen over det globale fødevaresystem, til at omstyrte de selskabslobbyister og særinteressegrupper, der dominerer systemet,” konkluderer Monbiot og giver sit bud på en positiv fortælling om fremtidens bæredygtige fødevareproduktion og dem, der baner vejen for den.
Over for det kriseramte fødevaresystem og de stærke kræfter, der vil bevare det, står ”de helte, vores krise har brug for.”
Heltene er for George Monbiot folk, der “skaber en ny videnskab om jordbundens økologi, opdager nye måder at arbejde med jordbundens liv på, udvikler højtydende afgrøder med lille miljøbelastning eller sætter gang i en landbrugsfri revolution. Med deres hjælp kan vi skabe en omstilling, der er lige så dybtgående som den neolitiske revolution (indførelsen af agerbrug og husdyrhold, red.). Vi kan afværge den truende miljøkatastrofe og rette op på meget af den skade, vi har tilføjet den levende verden, samtidig med at vi sikrer alle adgang til sund ernæring. Vi kan slutte fred med planeten.”
George Monbiot: Regenesis. Feeding the World Without Devouring the Planet, Allen Lane, 2022
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER