Jyllands-Posten angriber ytringsfriheden

Jyllands-Posten formidlede for nylig anklager om antisemitisme mod FN’s særlige rapportør for de besatte palæstinensiske områder, Francesca Albanese. I forlængelse heraf forsøgte man at kritisere Enhedslistens udenrigsordfører Trine Pertou Mach for at have rost Francesca Albanese og ladet sig fotografere med hende.

Anklagerne om antisemitisme er imidlertid uhyre usaglige. For eksempel fremhæver de, at Albanese har talt for, at Israel skal smides ud af FN. Det giver absolut ingen mening at karakterisere det som antisemitisme. Medmindre, selvfølgelig, man anvender den kontroversielle IHRA-arbejdsdefinition (International Holocaust Remembrance Alliance, red.), som i strid med international lov kategoriserer kritik af Israel som antisemitisme.

IHRA-arbejdsdefinitionen promoveres i disse år kraftigt af den israelske lobby, som blandt andet er lykkedes med at få indført en reference til definitionen i amerikansk lov. Den er (stadig) ikke gældende i Danmark, selvom den netop vedtagne lov om bekæmpelse af antisemitisme er et stort skridt på vejen.

Et internationalt problem

FN’s særlige rapportør for ytringsfrihed, Irene Khan, udgav i efteråret en rapport, hvor hun blandt andet skriver, at “sjældent har vi set så omfattende mønstre af ulovlige, diskriminerende og uforholdsmæssige begrænsninger af ytringsfriheden fra stater og private aktører, især i vestlige demokratier.”

Hun adresserer specifik IHRA-arbejdsdefinitionen som Jyllands-Posten tilsyneladende anvender.

“Den centrale konceptuelle fejl ved ‘arbejdsdefinitionen’ er den iboende sammenblanding af zionisme, en politisk ideologi, med antisemitisme. Den praktiske konsekvens er undertrykkelsen af ​​legitim kritik af Israel, ikke styrkelsen af ​​beskyttelsen af​​jøder mod racemæssigt og religiøst had og intolerance.”

Hun understreger at det netop er forvekslingen af kritik af Israel med antisemitisme som ligger til grund for begrænsningen af ytringsfriheden.

“I forbindelse med staternes svar på palæstinensisk støtte har der været en tendens til at forveksle og sammenblande kritik af Israels politik, som er en legitim udøvelse af ytringsfrihed, med antisemitisme, som er racemæssigt og religiøst had mod jøder, som skal fordømmes.”

Det har udmøntet sig i markante begrænsninger i ytringsfriheden i en række lande.

“Online og offline bliver internationale standarder forvrænget og fejlfortolket for at sidestille kritik af den israelske regerings politik og zionisme med antisemitisme, som er racemæssigt og religiøst had til jøder og utvetydigt skal fordømmes.”

Hun fordømmer ikke kun begrænsningen af ytringsfriheden, men påpeger at det er brud på international lov at begrænse muligheden for kritik af en stat og en politisk ideologi.

“Israel er en stat. Zionisme er en politisk ideologi. Under international menneskerettighedslovgivning om ytringsfrihed kan ingen stat eller politisk ideologi beskyttes mod kritik.”

I rapporten fremhæver hun vilkårlig tilbageholdelse og overdreven magtanvendelse mod demonstranter i blandt andet Tyskland, Frankrig, Belgien, Canada, Grækenland, Italien og Holland.

Hun skriver at international menneskerettighedslov trækker en klar linje mellem politisk kritik, som ingen stat kan skærmes for, og antisemitisme som en alvorlig form for religiøst og racemæssigt had, som skal fordømmes.

“Folkedrabet i Gaza, krænkelsen af ​​menneskerettighederne i det besatte palæstinensiske område og Israels manglende overholdelse af sine internationale juridiske forpligtelser, herunder besættelsen af ​​palæstinensisk territorium, er spørgsmål af global, offentlig interesse. Der er ikke mulighed for at begrænse ytringsfriheden i sådanne forhold.”

Israel ud af FN

Forslaget om at smide Israel ud af FN er i øvrigt ikke grebet ud af den blå luft. I 1974 blev der vedtaget en FN-resolution om at smide Sydafrika ud af FN, som dog ikke blev gennemført, da USA, Storbritannien og Frankrig modsatte sig beslutningen.

Baggrunden for FN-resolutionen var naturligvis det sydafrikanske apartheidstyre. Det er nærliggende at anvende dokumentation om israelsk apartheid fra blandt andet den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem og Human Rights Watch som belæg for også at udelukke Israel fra FN.

“Den jødiske lobby”

Et af eksemplerne, som Jyllands-Posten fremhæver som antisemitisme, er Francesca Albaneses udtalelse om, at en “jødisk lobby” har indflydelse på amerikansk politik. Det skrev hun i et Facebook-opslag for mere end 10 år siden.

Der er flere problemer med dette forsøg på at mistænkeliggøre Albanese. For det første er det korrekt, at pro-israelske lobbyer har stor indflydelse på amerikansk politik. Den mest kendte er AIPAC, som ikke lægger skjul på deres resultater og indflydelse i den amerikanske kongres.

Det er desuden ironisk, når Jyllands-Posten mener, at man i dag ikke burde kalde AIPAC “en jødisk lobby”. En artikel i Jyllands-Posten fra 2016, altså to år efter Francesca Albaneses opslag, havde følgende overskrift:

“Trump til jødisk lobby: Jerusalem bør være jeres hovedstad”

I artiklen står der blandt andet: 

“I en tale hos den store amerikansk-jødiske lobbyorganisation AIPAC langer Trump ud efter palæstinenserne og siger, at han klart vil være på israelernes side i eventuelle forhandlinger.”

Er Jyllands-Posten antisemitisk efter sin egen målestok?

AIPAC har i mange år været kendt som en “jødisk lobby” og begyndte først i 2012 at invitere ikke-jødiske medlemmer. Det var med andre ord ikke forkert i 2014 eller 2016 at referere til AIPAC som en jødisk lobby. Det ændrer dog ikke på, at lobbyen bør karakteriseres som pro-israelsk, da det ellers tager opmærksomhed væk fra, hvad denne lobby faktisk gør.

Med sin omfattende indflydelse på amerikansk politik er det blandt andet lykkedes AIPAC at få indført IHRA-arbejdsdefinitionen i USA, som sidestiller kritik af Israel med antisemitisme og begrænser amerikanernes ytringsfrihed i modstrid med international lov.

Hvor får Jyllands-Posten anklagerne fra?

Jyllands-Postens har ikke selv fundet på anklagerne mod Francesca Albanese om antisemitisme.

Blandt dem som har fremført enslydende anklager mod Francesca Albanese er den amerikanske “Anti-Defamation League”, bedre kendt som ADL. Reuters refererer til ADL som en pro-israelsk gruppe sammen med AIPAC.

Andre medier, som har fremført anklagerne, er Jewish Chronicle, Jewish News Syndicate samt Jerusalem Post.

Herhjemme har den ivrige dansk-israelske debattør Jotam Confino også bidraget til at sprede anklagerne. Confino er kendt for sin stærke pro-israelske bias.

Og nu deltager også Jyllands-Posten i denne smædekampagne, som ikke kun er usaglig, den er også et angreb på vores ytringsfrihed.

Det bliver en del af Jyllands-Postens historie

Jyllands-Postens anklage om antisemitisme på baggrund af kritik af Israel er et angreb på ytringsfriheden og har til hensigt at beskytte Israel mod kritik, mens de gennemfører et folkedrab.

I 1938 skrev Jyllands-Posten en leder, hvori der stod:

“Når man har fulgt jødespørgsmålet i Europa i årtier, kan man til en vis grad forstå Tyskernes animositet overfor jøderne.”

“Selv herhjemme, hvor jøderne aldrig har nået en så dominerende stilling som i de mellemeuropæiske lande, har man i de senere år bemærket deres uheldige egenskaber.”

“Ville det være ganske urimeligt om et af de koloniområder, som nu kommer på auktionsbordet, blev sat til side som et fristed for jøderne? Her kunne de få det “nationale hjem”, som Palæstina alligevel aldrig kan blive for dem.”

Og nu er det så blevet 1938 igen, og Jyllands-Posten har lært den forkerte lektie af erkendelsen “aldrig igen”.