Kampen for et frit Palæstina er ikke forbi – våbenhvile eller ej

Søndag 19. januar blev en såkaldt “våbenhvile” indgået. Men hvad betyder det for folk i Gaza, at der er “våbenhvile”? Meget kan gå galt. Våbnene er stilnet, men det er stadig besættelsen, apartheid og bosættere, som hersker i Palæstina.

Frygten – for at krigen skal starte op igen – overskygger for mange glæden over, at de nu kan rejse tilbage til de områder, de blev fordrevet fra. Mange kan nu gense familiemedlemmer og venner, som de end ikke vidste om var i live. Fordrevne palæstinensere i Gaza håber nu, at de vil genfinde en savnet far eller søn. Andre ved, at det bedste, de kan håbe på, er at kunne give sine kære en anstændig begravelse.

Hvornår vil den skrøbelige “våbenhvile” i Gaza kollapse? Dagene efter “våbenhvilen” trådte i kraft, så vi, at besættelsen er mere brutal end nogensinde. Allerede i de første dage efter “våbenhvilen” blev indgået, blev mindst 100 palæstinensere dræbt af besættelsesmagten. Selv efter “våbenhvilen” trådte i kraft, er flere palæstinensere i Gaza blevet dræbt af Israel. Israel forsøger på den måde at fremprovokere, at Hamas bryder “våbenhvilen”. Det er tydelige brud på “våbenhvilen”, men drabene bortforklares.

Alle palæstinensere – ikke bare i Gaza – oplever en stor psykisk belastning, selv efter der er opnået en våbenhvile efter 15 måneders folkedrab. Tanken om det, der venter menneskene i Gaza, hvis “våbenhvilen” for alvor brydes, er ikke til at holde ud.

Vestbredden

Solidaritetsbevægelsen og medierne har slappet af, efter “våbenhvilen” trådte i kraft, men situationen på Vestbredden er fortsat meget alvorlig. Og mens verden fortsat diskuterer, om massedrabene i Gaza kan defineres som folkemord eller ej, eskalerer volden på Vestbredden.

Palæstinenserne på Vestbredden har hele tiden vidst, at de ville blive det næste mål i Israels plan. Mens USA’s præsident Donald Trump og Israels premierminister Benjamin Netanyahu diskuterer, hvordan Gaza kan udnyttes af alle andre end palæstinenserne, bliver byer på Vestbredden nu bombet. Palæstinenserne på Vestbredden fordrives fra deres hjem og mærker samme frygt som palæstinenserne i Gaza.

Der er nu etableret over 900 checkpoints over hele Vestbredden. Byerne er lukket inde, og bevægelsesfriheden er indskrænket. Palæstinensere dræbes, huse rives ned, olivenlunde brændes, bosættere går til angreb, og de israelske soldater hjælper dem.

Palæstinensere på Vestbredden bliver nu udsat for de samme overgreb, som palæstinensere i Gaza har været udsat for.

Ingen standser de israelske soldater og de israelske bosættere – hverken det palæstinensiske selvstyre eller det internationale samfund. Den vestlige verden griber stadig ikke ind for at standse den zionistiske aggression, som har flyttet sig til Vestbredden.

Hvor er de vestlige medier? De seneste 15 måneder har de forklaret deres mangelfulde dækning med, at de ikke har haft adgang til Gaza. Men de har adgang til Vestbredden. Hvorfor tager de ikke dertil og rapporterer om situationen dér?

En usikker fremtid

Hvordan er situationen for gidslerne, som slippes fri? Det er ikke bare israelske gidsler, som i disse dage slippes ud af fangenskab – det er også palæstinensiske gidsler. De palæstinensiske gidsler har både psykiske og fysiske mén af den tortur, de har været udsat for. Mange af dem har været i fængsel i årtier.

Palæstinensere tænker på, hvad der vil ske, hvis det kommer så langt som til næste fase i “våbenhvilen”. Hvad vil ske, når gidslerne er sluppet fri? Vil Israel trække soldaterne ud af Gaza?

Fase tre i våbenhvilen handler om genopbygningen af Gaza. Mange snakker om, hvor lang tid det vil tage at genopbygge Gaza. For palæstinensere er det en ekstra psykisk belastning, når internationale organisationer siger, at det vil tage over 15 år at genopbygge Gaza.

Hvorfor tror man, det vil tage så lang tid, hvis hele verden tilsyneladende er optaget af at hjælpe med at genopbygge? Andre steder i verden, som er udsat for naturkatastrofer, bruger ikke så lang tid, selv om områderne er meget større.

Måske vil palæstinensere en dag kunne begynde at bearbejde sorgen, mens traumerne fortsat vil sidde i en hel generation af palæstinensere. Men ingen kan bearbejde traumer eller sorg, mens frygten for yderligere krigshandlinger og etnisk udrensning hænger over dem.

Teksten er oversat fra norsk af Pernille Hermansen.