Er den nye frihandelsaftale mellem EU og Vietnam virkelig noget, venstrefløjen bør støtte op om, spørger Nikolaj Villumsen. Illustration fra Europakommissionens hjemmeside.
5 min. læsetid

Handelsaftaler er afgørende for, hvilken retning EU, Danmark og verden bevæger sig i. Derfor ærgrer Nikolaj Villumsen sig over, at Kira Marie Peter-Hansen og SF har stemt for mere ‘frihandel’.


Af Nikolaj Villumsen

I februar stemte EU-Parlamentet om den nye handelsaftale, som EU har forhandlet med Vietnam. Der stemte jeg sammen med Venstrefløjsgruppen og hele den Grønne gruppe – som SF er en del af – imod. – Men SF’eren Kira Marie Peter-Hansen stemte – i modsætning til sin partifælle, Margrethe Auken – for aftalen.

Ifølge et opslag på Twitter var SF’erens begrundelse, at ”jeg tror på, at frihandel kan løfte lande og befolkninger, og jeg håber at denne aftale kan være med til det”. Men hvem er det helt præcist, frihandel skaber vækst og velstand for? Jeg vil på alle måder støtte op om initiativer, der gavner forholdene for den vietnamesiske befolkning, men den her aftale er et skridt i den forkerte retning. Og endnu en aftale i rækken af elendige frihandelsaftaler, som EU står bag.

Selvom aftalen lægger op til, at Vietnam skal overholde internationale konventioner, er der intet i selve aftalen, der binder landet til at gøre det. Det er altså intet andet end hensigtserklæringer. Og selvom Vietnam er kommet langt de seneste år i forhold til arbejder- og menneske-rettigheder, er der rigtig langt endnu.

Derfor stemte venstrefløjen nej

For mig og den europæiske venstrefløj var der to primære årsager til, at vi stemte imod handelsaftalen:

1) Vietnam lever ikke op til menneskerettighederne. Og det sikrer denne aftale heller ikke, at landet kommer til i fremtiden. Det påstås, at frihandelsaftalen vil kunne hjælpe Vietnam med i højere grad at implementere bedre levevilkår for befolkningen. Det er dog meget naivt at tro, da aftalen ikke har et eneste klart bud på, hvordan man kan sikre, at det overholdes. Hvilket også er det entydige svar, når man spørger Human Rights Watch: Der er ingen garanti for, at hverken EU eller Vietnam vil overholde, hvad de lover i aftalen. Politibrutalitet samt fængsling af politiske modstandere og kritikere er stadig en stor del af hverdagen i Vietnam, og her vil intet forandres med handelsaftalen.

2) Vietnams styre er ikke på arbejdstagernes side. Det bliver alt for let for store europæiske virksomheder at drive forretning i Vietnam med billig arbejdskraft fra arbejdere, der mangler rettigheder på deres arbejdsplads. Her er det specielt manglende implementering af konventionerne imod tvangsarbejde og retten til faglig organisering, som ét-parti-diktaturet forbryder sig imod. Det er begge punkter, som står i aftalen – men igen er der ingen former for sanktioner. Det har Den Europæiske Faglige Sammenslutning, ETUC, også været ude at kritisere – og dermed anbefalet, at man ikke stemte for en frihandelsaftale med Vietnam, før lønmodtager-rettighederne er sikret.

Under generalsekretær og præsident Nguyen Phu Trong (tv.) foregår der stadig massive brud på menneskerettighederne og fængsling af politiske modstandere i Vietnam. Det er naivt at tro, at en frihandelsaftale mellem EU og Vietnam vil ændre på det, mener Nikolaj Villumsen. Pressefoto fra den vietnamesiske regering.

Gode intentioner er langt fra nok

Human Rights Watch og ETUC er langt fra de eneste NGO’er, der anbefalede, at man stemte imod denne aftale med Vietnam. I en artikel fra Seattle2Brussels Network kunne man 9. februar læse, at hele 68 NGOer, der arbejder med alt fra klimakamp til menneskerettigheder, har anbefalet et nej til handelsaftalen mellem EU og Vietnam.

Jeg tror ikke på, at vi gør vietnameserne en tjeneste med denne aftale. Tværtimod. Dem vi gør en tjeneste, er de multinationale firmaer, som kan tjene på billig arbejdskraft, tvungent arbejde og en undertrykt befolkning uden ret til faglig organisering.

“Jeg tror ikke på, at vi gør vietnameserne en tjeneste med denne aftale. Tværtimod. Dem vi gør en tjeneste, er de multinationale firmaer, som kan tjene på billig arbejdskraft, tvungent arbejde og en undertrykt befolkning uden ret til faglig organisering”

Samtidig melder aftalen sig også ind i rækken af frihandelsaftaler, EU i de senere år har forhandlet. Her har særligt TTIP og CETA-aftalerne med henholdsvis USA og Canada fået megen opmærksomhed. Fælles for de aftaler har været, at den politiske kamp – om hvad handel er – har været totalt fraværende i EU-systemet – og i særdeleshed i den danske offentlighed.

Handelsaftaler er hardcore politik og er helt afgørende for, hvilken retning EU, Danmark og verden bevæger sig i. Hvis vi ønsker at stoppe det internationale ræs mod bunden for løn- og arbejds-vilkår, forhindre skattely og stoppe klimaforandringerne – så kræver det, at vi stiller krav til den globale handel. Det handler grundlæggende om at erstatte den nyliberalistiske globalisering med en fair og grøn globalisering, der forbedrer forholdene for mennesker og miljø. Når vi forhandler handelsaftaler, er det kort sagt store og vigtige dagsordener som klimaet, miljøet, menneske- og arbejdstager-rettigheder, der er på spil; og det er helt afgørende, at vi som venstrefløj altid lader disse solidariske hensyn stå over virksomhedernes kortsigtede profitinteresser.  


Nikolaj Villumsen er medlem af EU-parlamentet for Enhedslisten, og er en del af venstrefløjsgruppen GUE/NGL