Kapitalismen forværrer min kommende uddannelse

Da jeg gik på efterskole, var jeg altid nysgerrig på, hvilke eksempler fra tidligere samfund som vi kan tage ved lære af i dag. For eksempel Pariserkommunen i 1871, hvor en gruppe revolutionære arbejdere væltede staten og byggede demokrati op fra bunden.

Jeg blev meget inspireret, fordi jeg tænkte, at jeg kunne bruge det i min egen politiske karriere til at forandre verden. I dag går jeg i 3.g og læser samfundsfag og engelsk. Jeg elsker at gå her, og jeg føler, at jeg lærer meget.  

Efter gymnasiet drømmer jeg om at læse historie, fordi jeg vil lære af historien. Jeg er dog bekymret for, hvordan min videregående uddannelse kan blive påvirket af kapitalismen. Politikerne er afhængige af at styrke erhvervslivets konkurrenceevne for at bevare en stærk økonomi. Derfor påvirker kapitalismen politikernes prioritering og lovgivning på uddannelsesområdet.

Politikerne nedprioriterer i stigende grad unges behov for uddannelse. Men ansvaret ligger ikke kun hos dem – det hænger tæt sammen med den økonomiske virkelighed, Danmark er en del af. 

Uddannelserne er allerede forringet

Et tydeligt eksempel er uddannelsesreformen fra 2024, hvor SVM-regeringen med opbakning fra Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti og SF besluttede at forkorte kandidatuddannelserne på humaniora med et år. Begrundelsen var, at flere unge skulle hurtigere ud på arbejdsmarkedet for at øge arbejdsudbuddet og styrke Danmarks konkurrenceevne. 

Men når unge skal lære det samme på kortere tid, går det ud over uddannelsens kvalitet. De bliver presset til at tilegne sig mere viden på mindre tid, hvilket giver dem en svagere faglighed – og i sidste ende gør dem lettere at erstatte, når de træder ud på arbejdsmarkedet.

Hvis de konkurrerer med arbejdere, der har taget deres uddannelse i et andet land, kan de blive erstattet, fordi de har en lavere faglighed.

Sådan er kapitalismen

Kapitalisme bygger blandt andet på privat ejendomsret til produktionsmidlerne, hvilket skaber en modsætning mellem kapitalistklassen – den herskende klasse – som ønsker at betale arbejderne så lidt, som de kan slippe af sted med for at øge merværdien – og arbejderklassen, som ønsker at tjene så meget som muligt på deres eget arbejde. Bemærk, at jeg her bruger arbejder i den klassiske forstand som en medarbejder, der ikke ejer produktionsmidlerne og er tvunget til at sælge sin tid og arbejdskraft.  

Som Steen Jakobsen, benhård liberal økonom fra Københavns Universitet, selv siger: ”I årtier har de store virksomheder underinvesteret og underbetalt deres ansatte. Resultatet kender vi nu: En forgældet, udpint middelklasse, der ikke har råd til at købe de ting, de selv producerer.”

Man kunne hævde, at det blot er et politisk valg. Men politikerne handler inden for rammer, der i høj grad er bestemt af den globale kapitalisme. Landets velstand – skatteindtægter, arbejdspladser og investeringer – afhænger af, hvordan store virksomheder som Novo Nordisk, Mærsk og LEGO klarer sig i den globale konkurrence.  

Jo hårdere den globale konkurrence bliver, desto mere forsøger Danmark at ’oppe sit game’. Det sker ofte ved at tilpasse uddannelsespolitikken til erhvervslivets behov frem for de studerendes. 

Når uddannelserne forkortes, får vi unge hurtigere ud i arbejde og flere skatteindtægter på kort sigt – men på bekostning af den langsigtede kvalitet i vores velfærdssamfund. For hvad er velfærden egentlig værd, hvis dens finansiering sker ved at svække en af dens vigtigste grundpiller: uddannelse? 

Politikerne står derfor i et paradoks: De skal beskytte velfærden, men for at gøre det, må de tilgodese erhvervslivets konkurrenceevne. Resultatet bliver, at unge bliver en brik i en global økonomisk kamp, hvor uddannelse reduceres til et middel til vækst – frem for et mål i sig selv. Det er prisen for at leve i et kapitalistisk samfund, hvor en lille gruppe mennesker i toppen af samfundet lever af at tjene penge på andres arbejde.  

Faglig dumping

Jeg bliver meget påvirket af denne økonomiske kamp – for hvorfor er min uddannelse ikke mere værd? Hvordan kan politikerne tillade sig at stemme for en aftale, der mindsker min faglighed og risikerer at give fripas til, at min kommende arbejdsgiver lettere kan erstatte mig?

Politikerne taler så højtideligt om, at vi skal sætte hårdt ind over for social dumping og sikre nogle ordentlige arbejdsvilkår. Og det er jeg helt enig i. Men hvad med faglig dumping? For når det handler om unge menneskers uddannelser, bliver det set som en udgift, der blot skal ’effektiviseres’.  

Det er et tegn på, at politikerne ikke tjener flertallets interesser. Der er sikkert mange politikere, der gerne vil gøre en forskel, men de bliver hæmmet af den globale kapitalisme, som staten er afhængig af. Staten er en del af kapitalismen, og kapitalismen bygger på at skabe profit for et mindretal.

Derfor er det ikke politikernes ansvar at kæmpe mod det system, der forværrer min uddannelse. Det er derimod os arbejdere og unge, der bliver ramt af politikken, som må organisere os, hvis vi vil gøre os overvejelser om at vælte systemet og overtage magten i samfundet. Jeg håber, at du også vil være med i klassekampen.