Uddannelsen presser os unge – løsningen er klassekamp

Jeg går i 3.g på Frederiksberg Gymnasium. Jeg er virkelig glad for at gå her, og jeg føler, at jeg lærer meget. Men jeg var tæt på ikke at komme ind, fordi mit karaktergennemsnit var 0,1 karakterpoint for lavt.

Det er nu knap tre år siden, men det har stadig gjort et stort indtryk på mig. Det har nemlig vist mig et hul i uddannelsessystemet, fordi karakterer får os unge til at blive et tal på et papir i stedet for at se på hele mennesket. Derfor bør adgangskravene til uddannelser ændres til en blanding af karakterer i bestemte fag og praktisk erfaring. Min oplevelse er ikke unik – mange unge oplever samme pres, hvilket afspejler en systemisk udfordring i hele uddannelsessystemet.

Karakterræset presser os unge til at vælge rigtigt første gang og gøre alt perfekt. Man skulle tro, at karakterer skabte motivation for forbedring og derfor fremmede meritokratiet. Men ifølge en undersøgelse fra CeFu (Center for Ungdomsforskning) fra 2018 er den evige jagt på et højt gennemsnit dog ikke kun stressende for os elever, men også ødelæggende for muligheden for at blive klogere.

Rapporten fokuserer på de forskellige strategier, som gymnasieelever bruger for at få gode karakterer, men også på hvilke konsekvenser det har for eleverne. Denne konstante jagt på karakterer rammer dog ikke alle lige hårdt – social baggrund har stor betydning for, hvem der klarer sig bedst.

Karakterer reproducerer nemlig social ulighed, fordi middel- og overklasseelever statistisk set klarer sig bedre. Ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra 2018 er der – opgjort på sociale klasser – 4,3 karakterpoint forskel på den socialklasse, der klarer sig bedst, og den socialklasse, der klarer sig dårligst ved afgangsprøven i matematik, mens der er 3,1 karakterpoint forskel ved afgangsprøven i dansk. Derfor bliver vi unge hårdt ramt af karakterræset, fordi det forudsætter, at alle starter det samme sted.

Unge tilhører ikke nødvendigvis allerede en bestemt klasse, fordi de stadig uddanner sig. De fleste uddanner sig dog til job som almindelige lønmodtagere og bliver derfor en del af arbejderklassen – arbejderklassen udgør flertallet af befolkningen, og derfor er det dem, jeg appellerer til.

Kapitalismen giver os dårligt mentalt helbred

Politikerne repræsenterer ikke vi unges interesser, fordi nedskæringer og usund konkurrence er nødvendigt for at beskytte kapitalismen.

Hvis man skal lykkes med at lette presset på os unge, bliver vi derfor nødt til at forbinde kampen for unges indflydelse med en generel klassekamp. For karakterræset er en del af kapitalismen. Den absurde præstationskultur er blevet skabt af en dansk kapitalisme, der er presset på verdensmarkedet, hvor konkurrencen er blevet intensiveret siden krisen i 2008.

For eksempel hævede SVM-regeringen i uddannelsesreformen i 2024 det generelle karakterkrav til gymnasiet i dansk og matematik fra 5 til 6. Det øger presset på os unge, forværrer vores trivsel og tager fokus fra at prøve sig frem, fordi alt skal være perfekt, hvis man som studerende skal komme ind på drømmeuddannelsen.

Det udløste en stor demonstration, hvor op mod 60.000 gymnasieelever ifølge arrangørerne strejkede over hele landet i protest mod nedskæringer og forhøjede karakterkrav. Men det er ikke tilfældigt, at karakterer spiller så stor en rolle.

Karakterer afspejler den økonomiske konkurrence, som unge bliver en del af, når de træder ud på arbejdsmarkedet. Kapitalisterne efterspørger hverken de mennesker eller uddannelser, der er behov for, men dem der kan skabe mest profit for dem.

Den usunde konkurrence, man ser på verdensplan, indhyller selv skolesystemet i en uigennemtrængelig tåge. Her ser man ikke mennesker, men arbejdskraft, tal, og vigtigst af alt, penge. Selvom flere og flere unge bukker under for dette pres, tromler kapitalismen videre.

Ifølge en rapport fra Sundhedsstyrelsen fra 2023 oplever 35 procent af unge kvinder mellem 16 og 24 år dårligt mentalt helbred. Konsekvenserne af presset på unge er hverken nye eller utydelige – det er tydeligt for enhver, at uddannelsessystemet ikke er til for os unge selv, men for kapitalisterne.

Mennesker trives ikke under så massivt et pres, som der findes i samfundet. Flere end nogensinde går ned med stress eller bliver depressive. Ifølge en undersøgelse fra Psykiatrifonden er antallet af unge mellem 15-19 år, der har fået en depressionsdiagnose, mere end tredoblet siden år 2000 – fra 1,5 procent i 2000 til 5 procent i 2021.

Det er ikke uddannelsessystemets skyld, men selve det kapitalistiske systems skyld. Det er det, der skaber den usunde konkurrence mellem mennesker og den perfektheds- og præstationskultur, der ses overalt.  

Presset på uddannelsen, presset på arbejdsmarkedet

Vi unge presses ind i et sygt system, vi ikke har bedt om, og som tvinger os til konstant at sammenligne vores præstation med vores medstuderende i stedet for at lette presset og prøve os frem. Mange af mine medstuderende tør ikke prøve sig frem, fordi de er bange for at sige noget forkert og har derfor vænnet sig til at tale læreren efter munden.

På samme måde er mange unge bange for at vælge den forkerte uddannelse, fordi de ikke kan tage det om. Den tendens er kun blevet endnu tydeligere, efter SVM-regeringen afskaffede det sjette SU-år, så unges SU-klip præcis matcher de fleste videregående uddannelser.

Men denne konkurrence er ikke forbeholdt skolesystemet. Når unge træder ud på arbejdsmarkedet, bliver de ligeledes tvunget til at arbejde hårdt for at skabe merværdi for kapitalisterne – ikke for deres egen skyld. Det er derfor ikke muligt bare at afskaffe karakterer i en global markedsøkonomi. Selv hvis politikerne formelt afskaffede karakterer, vil der altid opstå lignende mekanismer under kapitalismen, fordi karakterer ikke bare er et teknisk værktøj, men en del af en bredere selektionslogik i kapitalismen.

Virksomheder konkurrerer i en global markedsøkonomi på effektivitet og profit. De har brug for et hurtigt, standardiseret mål for at rangordne arbejdskraft. Karakterer fungerer her som et filter. Hvis man fjerner dem nationalt, vil kapitalisterne stadig kræve andre former for rangering, fx nationale tests og prøver, som stresser os elever. Vi unge arbejdere ses ikke som hele mennesker, men som et tal på et papir i en bunke af arbejdskraft.

Klassekamp for vores helbreds skyld

Det er derfor en illusion, hvis man tror, at det er muligt at reformere sig til et uddannelsessystem, hvor unge ikke bliver presset til at gå ned med stress og depression, fordi visse uddannelser kræver ekstremt høje karaktergennemsnit – jura, medicin, design osv.

Når både uddannelse og arbejde er styret af kapitalistiske krav, bliver det tydeligt, at forandring ikke kan komme gennem reformer – men solidaritet blandt vores klassefæller.

Vi unge bør i stedet organisere os i strejker og massebevægelser for at kæmpe mod hele det kapitalistiske system, som kræver nedskæringer og usund konkurrence. Kun på den måde kan vi skabe en stat, der bygger på ægte arbejderdemokrati. En kommende arbejderstat bør derfor skabe de uddannelser, der er behov for, frem for dem, der kan skabe mest profit for kapitalisterne.

Det handler ikke om politiske valg, men om strukturel tvang i kapitalismen. Derfor går udviklingen allerede i den modsatte retning, fordi staten er afhængig af de største danske virksomheder, som står for en stor del af skatteindtægter, arbejdspladser og investeringer. Derfor prioriterer staten virksomhedernes konkurrenceevne over sociale investeringer.  

For eksempel blev der ifølge tal fra Danmarks Statistik i 2023 samlet optaget fem procent flere bachelorstuderende på de naturvidenskabelige og teknologiske STEM-uddannelser, og på IT-uddannelserne alene steg optaget med 10 procent, fordi IT-uddannelser i højere grad matcher markedets efterspørgsel, end velfærdsuddannelser gør. Samtidig har skiftende regeringer gentagne gange skåret i velfærdsuddannelserne.

Det ses blandt andet, da bestyrelsen på Københavns Professionshøjskole overvejede at lukke campus på Nyelandsvej i 2025. Bestyrelsen begrundede det med, at der ikke var optaget nok studerende. De studerende på KP siger selv, at grunden til, at der ikke er blevet optaget nok studerende, er, at skiftende regeringer har skåret i støtten til folkeskolen. Men hvorfor er der blevet skåret i disse uddannelser?

Ifølge en spørgeskemaundersøgelse fra 2024 fra Danmarks Lærerforening oplever hele 83 procent af folkeskolelærere, at der mangler økonomiske ressourcer på deres skole. Næsten halvdelen af dem har endda overvejet at skifte job af den grund. Prioriteringen er klar: Uddannelse og arbejdsmarked formes efter markedets behov – ikke efter vores.

Samtidig har mange borgere været arbejdsløse i årevis, mens mange bliver stressede på deres arbejde. Hvis arbejdet blev fordelt mere ligeligt, kunne arbejdstiden sættes ned, presset på mange arbejdere og unge mindskes, og vi kunne fokusere på andre ting i livet end arbejde – familie, venner, hobbyer osv.

Uddannelse bør derfor være en løbende del af arbejdslivet frem for et langt præstationsløb i ungdommen. Det kræver et opgør med det kapitalistiske system, som i dag gør konkurrence og sortering til det bærende princip.