Hvorfor Danmark ikke kan føre en selvstændig uddannelsespolitik

For nylig argumenterede jeg i mit debatindlæg på Solidaritet for, at politikerne svækker de videregående uddannelser i konkurrenceevnens navn. Politikerne er nemlig afhængige af at styrke erhvervslivets konkurrenceevne for at bevare en stærk økonomi og styrke velfærden. Landets velstand – skatteindtægter, arbejdspladser og investeringer – afhænger af, hvordan store virksomheder som Novo Nordisk, Mærsk og LEGO klarer sig i den globale konkurrence.

Jo hårdere den globale konkurrence bliver, desto mere forsøger Danmark at ‘oppe sit game’. Det sker ofte ved at tilpasse uddannelsespolitikken til erhvervslivets behov frem for os studerendes. For eksempel uddannelsesreformen fra 2024, hvor kandidaten på humaniora-uddannelserne blev forkortet med ét år.

Det viser, at staten ikke er neutral, men et redskab til at beskytte kapitalismen. For selv om Novo Nordisk er blandt de absolut førende i medicinalindustrien i dag, er det ikke sikkert, at det samme vil gøre sig gældende om 15 eller 20 år, fordi mange videnstunge brancher – herunder medicinalindustrien – står over for at udvikle og omstille sig markant.

Økonomisk Råd har gentagne gange påpeget, at Novo Nordisk fylder så meget i dansk økonomi, at uden Novo Nordisk kunne dansk økonomi være i recession. I en sådan situation vil staten ifølge Økonomisk Råd have et stærkt incitament til at regulere til fordel for erhvervslivets konkurrenceevne – for eksempel ved at få os studerende hurtigere ud på arbejdsmarkedet på bekostning af uddannelseskvaliteten.

Hvad kan venstrefløjen gøre? Husk Grækenland og Syriza

Når uddannelserne forkortes, kommer vi unge hurtigere i arbejde, og staten får flere skatteindtægter på kort sigt – men på bekostning af den langsigtede kvalitet i vores velfærdssamfund. For hvad er velfærden egentlig værd, hvis dens finansiering sker ved at svække en af dens vigtigste grundpiller: uddannelse? Derfor er jeg bekymret for, hvordan min videregående uddannelse kan blive påvirket af kapitalismen.

Spørgsmålet er derfor, om et enkelt land overhovedet kan føre en selvstændig uddannelsespolitik – hvis den udfordrer EU’s konkurrenceevne.

Det så vi tydeligt i Grækenland i 2015. Længe før venstrefløjspartiet SYRIZA kom til magten, havde grækerne allerede demonstreret massivt mod Trojkaens sparekrav, som mange mente ødelagde velfærd, lønninger og offentlige institutioner – herunder uddannelserne. Angela Merkel, tidligere tysk forbundskansler, blev i disse år et af de helt centrale symboler på den tyske og europæiske linje, fordi hun fastholdt, at Grækenlands sociale investeringer ville svække EU’s konkurrenceevne. Modige græske demonstranter fyldte derfor gadebilledet med bannere som “Austerity Kills”.

Da SYRIZA så blev valgt på et klart mandat om at blive gældfrie, stoppe sparepolitikken og privatiseringen af velfærd samt skabe demokratisk kontrol over virksomheder, gik forventningerne højt blandt befolkningen. Yanis Varoufakis var finansminister i den græske regering. Han brugte sin faglige viden som professor i økonomi til at føre landet på rette kurs. Han blev dog modarbejdet af EU.

Efter gældskrisen har han udtalt sig kritisk overfor Trojkaens sparekrav:

“Hvis Trojkaen viste imødekommenhed over for Grækenlands behov, ville det sende et dårligt signal til de lande, som allerede havde slugt den bitre, men ineffektive sparepille. Og det ville blive set som en erkendelse af en fejlslagen politik, der først og fremmest handlede om at redde tyske og franske banker.”

Efter sammenbruddet i forhandlingerne i 2015 voksede protesterne igen kraftigt. Slogans som “Austerity Kills” og “This Is a Coup” blev endnu mere dominerende, og Merkel forblev et symbol på EU’s linje. Varoufakis selv blev – især efter sin afgang – en central stemme i modstanden mod EU’s håndtering.

EU’s overgreb på demokratiske beslutninger

Derfor er det ikke muligt for et enkelt land at stoppe nedskæringer på uddannelserne, uden at EU viser sit sande ansigt. Hele forløbet viser tydeligt, hvordan EU begår overgreb på nationale demokratiske beslutninger, når et land vover at udfordre EU’s konkurrenceevne. Jeg medgiver, at gældskrisen blandt andet handlede om Grækenlands statsbudget, men EU tvang i praksis stadig Grækenland til at modstå deres egen uddannelsespolitik, fordi EU mente, at det ville modarbejde EU’s konkurrenceevne.

Denne form for EU-imperialisme er dybt forankret i unionens grundlæggende udemokratiske og destruktive struktur. For eksempel står der i de såkaldte Københavnerkriterier fra 1993, at et land skal have en fungerende markedsøkonomi og kunne klare konkurrencepresset på det indre marked for at blive optaget i EU.

Konkurrence er samtidig en central del af det indre marked, som blev etableret samme år. Konkurrence skaber modstridende interesser mellem virksomheder, hvilket får EU’s politiske prioriteringer til at handle om at beskytte konkurrenceevnen – på bekostning af nationale demokratiske beslutninger og bedre uddannelser.

Lad mig understrege: Europæisk samarbejde er vigtigt. Men EU’s struktur gør, at EU bygger på konkurrence. EU er ikke imod uddannelser i sig selv. Men EU’s økonomiske rammer betyder, at hvis et land vil føre en politik, der prioriterer sociale investeringer frem for konkurrenceevne, vil EU lægge pres på landet – også selvom denne politik har et stærkt demokratisk mandat. Det så vi tydeligt i Grækenland i 2015.

Nedskæringer – en gave for kapitalismen

Derfor kan Danmark ikke bare beslutte at stoppe nedskæringspolitikken, fordi den fungerer som et middel til at skabe billig arbejdskraft ved at få os studerende hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Hvis Danmark kan skabe mere billig arbejdskraft for danske virksomheder, kan landet opnå en konkurrencefordel på det globale marked, fordi de kan spare penge ved at betale medarbejderne mindre for det samme arbejde.

Derfor er nedskæringer på uddannelserne en kæmpe gave for kapitalismen. Samtidig skaber kortere uddannelser et større arbejdsudbud og øget forbrug blandt os studerende, hvilket også gavner konkurrenceevnen.

Kort sagt: Selv hvis et stort flertal i befolkningen vælger en progressiv, socialistisk regering – som vi så det med SYRIZA i Grækenland – bliver de stadig mødt af kapitalflugt, sanktioner og strenge krav fra EU, som tvang dem til at stoppe den politik, de havde fået mandat til. Det er et eksempel på, hvordan staten, selv når den ønsker at investere i uddannelse, samtidig er afhængig af at beskytte kapitalismen – og derfor må bøje sig for presset, selv imod nationale demokratiske beslutninger.

Man kunne hævde, at hvis undervisningen bliver “effektiviseret”, så vi studerende bliver tvunget til at komme til undervisningen noget oftere, vil det ikke være et problem, at uddannelserne bliver forkortet. Det er en vigtig pointe. Problemet er bare, at det potentielt vil begrænse mobilitetsvinduet, fordi det ikke vil være muligt at tage på studieophold i udlandet, når man skal gennemføre så kompakt et program på så kort tid.

Desuden blev uddannelsesopbygningen på universiteterne – tre år på bachelor, to år på kandidat og tre år på ph.d. – netop indført med det formål at skabe fælleseuropæiske standarder som en del af Bolognaprocessen. Bare lyt til Katja Brøgger, lektor ved DPU, Aarhus Universitet, som selv siger: “En halveret kandidatuddannelse vil både svække den internationale mobilitet og de studerendes internationale konkurrenceevne.”

Det går ud over de studerende

Derfor køber jeg ikke præmissen om, at nedskæringer på uddannelserne på nogen måde kan være til gavn for os studerende. Regeringens protektionistiske uddannelsespolitik gør udelukkende os studerende endnu mere sårbare på arbejdsmarkedet, fordi en lavere faglighed gør det nemmere for os at blive erstattet.

Hvis Danmark vælger at stoppe nedskæringer på uddannelserne, frygter jeg, at EU vil modarbejde Danmarks uddannelsespolitik for at beskytte sin konkurrenceevne. Hvis det sker, står vi tilbage med et alvorligt demokratisk problem: Beslutninger, der har afgørende betydning for min uddannelse og fremtid, kan i praksis ikke træffes uden hensyn til overnationale, stærke økonomier eller institutioner.

Det efterlader mig med en grundlæggende følelse af magtesløshed, når jeg ser et system i forfald, som gør, at jeg muligvis har minimal indflydelse på min egen uddannelse.

Når staten skærer i uddannelserne, går det ud over os arbejdere og unge, som får en lavere faglighed, international mobilitet og en mere sårbar position på arbejdsmarkedet – præcis dét, der gavner en økonomi, hvor konkurrenceevne prioriteres over uddannelseskvalitet.

Hvis sociale investeringer og politiske reformer ikke i sig selv kan løse problemerne, fordi EU beskytter sin konkurrenceevne, rejser det spørgsmålet, om det overhovedet er muligt at skabe store forandringer inden for vores nuværende politiske system – eller om et nyt politisk system må træde til.