Kejseren uden klæder

Hvad ville der ske, hvis dansk landbrug ophørte med at producere fødevarer den dag i morgen? Intet. Jamen, hvad skulle de sultende masser i en stigende verdensbefolkning leve af? Ikke af danske fødevarer, for dem har de hverken råd til at købe eller religiøs tilladelse til at mætte sig med.

I øvrigt eksporteres danske fødevarer ikke til lande, hvor verdensbefolkningen forventes at stige. Vi sælger vores landbrugsvarer til velnærede forbrugere i Tyskland, Sverige, Polen og Storbritannien – men alligevel propaganderer Landbrug & Fødevarer igen og igen for danske fødevarer til verdens sultende masser.

Siden 1950 er den globale befolkning mere end 3-doblet til 8,1 mia. i 2024, men denne historiske udvikling fortsætter ikke fremover. Tværtimod er der ifølge FN udsigt til, at verdens befolkning stabiliserer sig på ca. 10 mia. indbyggere allerede fra 2060. Logisk nok vil det stigende antal verdensborgere øge efterspørgslen på mad – og der ser landbruget en chance for at påvirke debatten om brugen af Danmarks areal til egen fordel.

”Hvem skal producere de mange fødevarer, hvis ikke Danmark?” spørger Klaus Kaiser i dagspressen. Kayser er erhvervsøkonomisk chef hos lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Som så mange gange før i Kaisers mere end 15 års tro tjeneste på Axelborg har han fundet to rapporter frem fra henholdsvis FAO og OECD, der siger, at en stigende verdensbefolkning vil spise flere kødvarer end i dag. Og hvem skal producere dem? Gæt selv – ja, det skal den danske agroindustri.

Klaus Kaiser kører på med disse påstande:

”Når jordens frugtbarhed og vejrmæssige forhold vurderes, er Danmarks forudsætninger for at producere fødevarer rigtig gode sammenlignet med de fleste andre lande. Dertil kommer en lav klimabelastning, idet drivhusgasintensiteten i den danske produktion af fødevarer er lav sammenlignet med de fleste andre lande, dvs. udledningen af CO₂, metan og lattergas er relativt lav pr. liter mælk, kg kød osv. I det store billede giver det derfor god mening at bevare en betydelig dansk produktion af fødevarer.”

Vil fremtidens mennesker også spise sig overfede?

Kayser begår den fatale fejl at påstå, at fremtidens mennesker vil svælge lige så meget i flæsk og mælkeprodukter som nutidens fedmetruede borgere; men den fejlslutning taler vist for sig selv, så vi lader den ligge.

Lad os i stedet nøgternt undersøge, om der overhovedet er nogen sammenhæng mellem dansk landbrugs ydeevne og produktion af fødevarer til den globale befolkningstilvækst? Eller med Klaus Kaisers ord: Kommer de nye milliarder af verdensborgere til at gå sultne i seng, hvis dansk landbrug slukker og lukker?

Nej. Det er kun i reklamefilm, at danske landbrugsvarer mætter andre befolkningsgrupper end velnærede borgere i vores industrialiserede nabolande som Tyskland, Sverige, Polen og England. Langt størstedelen af eksporten (75 procent) går til de europæiske lande, mens Norge, USA og Japan er de store eksportmarkeder for vores fødevarer uden for EU. Dansk landbrug har aldrig eksporteret til lande, hvor befolkningstilvækstens spøgelse truer.

Den barske kendsgerning er, at dansk landbrug reelt intet betyder i den store verdens madhusholdning. Uanset hvor mange reklamemillioner landbrugslobbyisterne investerer i TV-spots, der dramatiserer en stor global fortælling, så har dansk landbrugsproduktion kun betydning for danske landmænd og for danskerne og deres natur. Stort set.

Det siger næsten sig selv, at sådan må det være. Alene ud fra vores produktionsarealers yderst beskedne størrelse er det indlysende, at vi hurtigt kommer til kort i det globale fødevareræs. Denne påstand vil blive bekræftet, hvis man et øjeblik studerer de nøgne produktionstal. Lad os gøre det.

Hør, hvor vi gungrer

Korn, det dyrker vi på lidt over halvdelen af de danske marker, der beslaglægger to tredjedele af nationens areal. I et rimeligt normalt år løber høsten op i 9-10 mio. tons. En pæn stor dynge og isoleret set kan den virke imponerende, indtil man sætter den danske høst i forhold til den globale produktion på 2.604 mio. tons. Der præsterer vi så blot 0,38 procent.

Ovenikøbet fyldes hovedparten (70 procent) af den danske kornhøst i svinene, så det reelle bidrag til at dække den globale efterspørgsel på planteproteiner er stort set ikke-eksisterende.

Samme historie kan fortælles om mælk. År for år lykkes det producenterne at malke stadig større mængder mælk ud af de stadig færre danske køer, så takket være nogle af verdens dygtigste landmænd er der sket et produktionsspring fra lidt mere end 7.000 kilo mælk om året i 2001 til mere end 10.000 kilo i gennemsnit pr. ko. Det giver en årlig mængde på 5,48 millioner tons.

Imponerende, ja, men i global sammenhæng er det blot en dråbe i verdenshavet af mælk. Alene i EU produceres der årligt 154,8 mio. tons, altså præcis 28 gange den danske præstation. Globalt produceres der 674,5 mio. tons mælk om året. Heraf udgør den danske andel blot 0,81 procent.

Eller tag slagtekyllinger. Vi producerer 159.000 tons årligt, men i EU er produktionen 15.872.000 tons. Vi står altså for 1 procent eller 28 kilo pr. dansker. Det rækker bare kun lige til vores eget forbrug, men da vi har en stor eksport af salmonellafrie kyllinger, må vi importere betydelige mængder andet fjerkræ for at tilfredsstille den indenlandske efterspørgsel. Verdensproduktionen ligger på 118.080.000 tons, så det danske bidrag udgør blot 0,13 procent.

Svinenes mekka fylder ikke alverden

Endelig er der dansk landbrugs store flagskib, svineproduktionen.

Danmark er det mest svinetætte land i verden, forstået på den måde at ingen anden nation accepterer så stor en svineindustri som vi, men selv om mange synes, det er for meget, batter det danske svinekød ikke alverden globalt.

Den samlede danske bestand omfatter 11-12 mio. svin på årsbasis, hvoraf 924.000 er søer, men det er altså færre end, hvad den største enkeltproducent på det internationale marked huser på sine fabrikker – amerikanske Smithfield Foods/WH Group har 1.231.000 søer skarpt forfulgt af den største kinesiske enkeltproducent Wens med 1.100.000 søer.

Og selvom vi har en svinebestand, der tæller mere end dobbelt så mange dyr, som vi er danskere, er 11-12 mio. svin for intet at regne mod verdensbestandens 794 mio. svin. Vi huser altså blot 1,6 procent af verdens svin.

Knap nok mad til 0,2 procent af verdens borgere

Hov-hov vil nogen måske protestere – vi producerer immervæk vegetabilske produkter nok til teoretisk at kunne mætte 20 mio. mennesker, selvom vi kun selv er 5,6 mio. danskere. Skal det ikke nævnes?

Den protest er ikke helt forkert, bortset fra at vi putter plantemaden i de mange millioner af svin, hvor den batter fire gange så lidt, som hvis vi spiste den selv. Men i teorien serverer vi da mad for 14,4 mio. borgere ude i verden, det er bare ikke mennesker, der ville sulte uden den danske indsats, jævnfør hvilke lande vi eksporterer til.

Og så skal der atter gøres lidt talgymnastik. Mad til 14,4 mio. mennesker fylder kun et lillebitte hjørne på verdens middagsborde. Sættes den globale befolkning til 8,1 mia., så bidrager danske landmænd altså blot med ”mad” til 0,17 procent.

Vi fylder altså ikke meget, når kolde tal og kontante procenter får lov at placere dansk landbrug på den rette hylde i verdenssamfundet og i den offentlige debat.

Så skån os, Klaus Kaiser, for din gungren. Brutalt sagt betyder dansk landbrug ikke en døjt i den globale sammenhæng. Ingen ville gå sultne i seng, hvis hovedparten af dansk landbrug ophørte den dag i morgen. Allerhøjst ville nogle millioner sove ind en smule mindre overmætte.

Stop madspildet, så bliver alle mætte

Bortset fra det så er der jo masser af mad i verden. Der bliver bare ikke spist op. Potentialet i at reducere madspild er langt større og meget mere bæredygtigt end at udvide produktionen, ifølge FN-organisationen FAO.

Madspildet i de industrialiserede lande (food waste) ligger på ca. 40 procent og er lige så højt som madspildet i udviklingslandene (food losses), som også er på ca. 40 procent. I de industrialiserede lande sker madspildet primært i detailhandlen og hos forbrugerne, mens madspildet i udviklingslandene finder sted ude på markerne, i produktionen og under forarbejdningen på grund af manglende infrastruktur.

Alene i Danmark kasserer husholdningerne årligt 260.000 ton mad, der kunne være spist. Samlet smider vi i Danmark hvert år over 700.000 ton mad ud, hvor spildet fra primærproduktionen udgør 100.000 ton, mens fødevareindustrien står for et årligt madspild på 133.000 ton. Resten fordeler sig på servicesektoren, detailhandlen, hoteller og restauranter samt institutioner og storkøkkener.

Økonomisk koster madspild danskerne 13,5 milliarder kroner om året inkl. moms og afgifter, mener Landbrug & Fødevarer. Den regning burde lobbyisternes erhvervsøkonomiske chef studere nærmere, før han forlanger øget produktion af endnu flere fødevarer.