Xi Jinping og Vladimir Putin giver hånd under topmøde mellem BRICS-landene i 2015. Bag de varme smil gemmer sig en hård kamp om magten i det centrale Asien, skriver Søren Riishøj. Billede fra den russiske regerings pressetjeneste.
7 min. læsetid

Kina fortrænger i disse år Rusland fra førerpositionen i Centralasien. Men det sker ikke gnidningsløst.


Af Søren Riishøj

Siden Sovjetunionens opløsning for 30 år siden, er Kina blevet en central aktør i Centralasien. Det gælder blandt andet i lande som Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Turkmenistan.

Som Temur Umarov skriver i en analyse for tænketanken »Carnegie Endowment«, kan Centralasiens fremtid ikke analyseres seriøst uden at inddrage både formen og styrken i de enkelte landes samarbejde med Kina. Handel, investeringer og infrastrukturprojekter har over årene lagt fundamentet for udvikling af et »Pax Sinica« scenarie.

Men Kinas voksende indflydelse i regionen har bestemt ikke været problemfri. Ganske som i Fjernøsten er der i landene en stigende frygt for kinesisk ekspansion, hvilket undertiden bliver udtrykt i protestdemonstrationer og konflikter med kinesiske arbejdere og forretningsfolk.

Er det en win-win situation: Et gensidigt fordelagtigt samarbejde? Eller er der snarere tale om kinesisk dominans?

Silkevejen

Lederne i de centralasiatiske lande forsøger så godt som muligt at give de rette svar, men let er det ikke. Udadtil er Kinas politik ikke blevet ændret ret meget over årene. Den følger groft sagt tre principper:

For det første ikke at blande sig i landenes interne forhold og i deres relationer til andre lande. For det andet at styrke det økonomiske samarbejde, og sidst men ikke mindst: At styrke Kinas anseelse og prestige.

“For Kina er det vigtigt, at Centralasien er rig på naturressourcer, for landet er verdens største forbruger af olie og gas. Regionen er også vigtig geografisk for Kinas infrastrukturprojekt Bælt og Vej-initiativet, som er blevet kaldt det 21. århundredes Silkevejen”

Kineserne har – uden at det er nedfældet på skrift – forlangt, at samarbejdslandene støtter »ét Kina-politikken« – og altså anerkender Taiwan som en uadskillelig del af Kina og bekæmper terrorisme, ekstremisme og separatisme. For Kina er Centralasien en bufferzone mellem to urolige områder, nemlig Afghanistan og den selvstyrende Xinjiang Uygurregion i den nordvestlige del af landet.

For Kina er det vigtigt, at Centralasien er rig på naturressourcer, for landet er verdens største forbruger af olie og gas. Regionen er også vigtig geografisk for Kinas infrastrukturprojekt Bælt og Vej-initiativet, som er blevet kaldt det 21. århundredes Silkevejen. Kina har benyttet såkaldt blød magt for at nå sine mål, og det er fem årtier siden, at kineserne har ført krig militært mod andre lande. I stedet er Kinas interesser et langt stykke blevet varetaget inden for rammerne af Shanghai Samarbejds-organisationen (SCO).

Militærbaser

Men Kina er blevet mere interesseret i at få oprettet militærbaser, hvilket er sket i Tadsjikistan nær grænserne til Kina og Afghanistan. Kina indgik i 2016 en aftale med Tadsjikistan om kinesisk deltagelse i bevogtningen af den tadsjikisk-afghanske grænse. Den kinesiske generalstab holder også regelmæssige møder med kollegaer fra Tadsjikistan, Pakistan og Afghanistan. Og møder på det militære diplomatiske niveau er også blevet hyppigere.

Dertil kommer fælles militærøvelser, hvoraf nogle har været inden for rammerne af CSO. De har stået på siden 2003: – 16 med Kasakhstan, 11 med Tadsjikistan og 10 med Kirgisistan. I 2019 blev skabt et nyt format for militærøvelserne, kaldet »Cooperation 2019«. Hertil kommer, at kineserne er blevet storleverandør af vigtigt militært udstyr og teknologi, ligesom landenes militær-personel i stigende grad bliver uddannet i Kina.

Som led i en geostrategisk udvidelse, har Kina de seneste år gennemført en lang række militærøvelser med de centralasiatiske lande. Senest er der også blevet oprettet en permanent, kinesisk militærbase i Tadsjikistan, som man også har indåget i fælles militæroperationer med i bevogtningen af den tadsjikisk-afghanske grænse. Fotograf: Wu Shike

»Blød magt«

Samtidig afhænger den økonomiske vækst i de centralasiatiske lande af Kina, omend i varierende grad. Turkmenistan kan således kun sælge gas til Kina, i oktober 2019 samlet 252 milliarder m3, og ikke til eller via det russiske selskab Gazprom. Det skyldes flere års strid mellem parterne om gasprisen.

Kasakhstan og Usbekistan sælger også stigende mængder energi til Kina, og den eksport er vigtig for de to landes økonomi. Under ét udgør eksporten fra Kasakhstan, Usbekistan og Turkmenistan dog kun 3,4 procent af Kinas samlede energiimport. For metaller er andelen klart større, omkring de 20 procent.

Kina aftager samlet godt 20 procent af eksporten fra lande i Centralasien – og 37 procent af deres import er fra Kina. Hertil kommer de mange kinesiske investeringer i regionen, som for en stor del er forbundet med Bælt og Vej-initiativet og pipe lines for eksport af gas til Kina.

En stigende del af importen fra Kina har et højt, teknologisk indhold, og ikke kun på det digitale område, via den kinesiske telekommunikations-gigant Huawei. De kinesiske investeringer er vokset med 40 procent i perioden fra 2013 –  2018.

Når det gælder »soft power«, kan det konstateres med den stigende udveksling af personer. Alene Kasakhstan har 14.000 studenter ved fem såkaldte Konfucius Institutter, og i 2017 studerede 30.000 unge i Kina.

Modreaktion

Som nævnt har Kinas ekspansion i Centralasien dog ikke været problemfri. Skandaler og konflikter har set dagens lys, blandt andet inden for grænsekontrol og toldvæsen – og i en del tilfælde, både hos eliterne og i befolkningerne bredt, har der været eksempler på anti-kinesiske protester og følelser.

Samhandelen mellem Kina og Kasakhstan var i 2018 på 19,9 milliarder dollar ifølge de kinesiske opgørelser men blot 11,7 ifølge de kasakhstanske myndigheders beregninger. Og Kirgisistan sætter samhandelen med Kina til to milliarder dollar, hvorimod det kinesiske tal er 5,6.

Når det drejer sig om gældsætning i forhold til Kina er Kirgisistan og Tadsjikistan mest udsatte med op i nærheden af 20 procent af landenes bruttonationalprodukt (BNP).

Virksomheder har været involveret i korruptionsskandaler med forbindelser højt op i systemet. Umarov fastslår dog, at det er svært at drive forretninger i de centralasiatiske lande med »rene hænder«. Fraværet af uafhængige medier har i sig selv skabt gode vilkår for rygter og falske informationer. De etniske spændinger med uighurer i Xinjiang-regionen har i sig selv skabt problemer. Den brede offentlighed ønsker tydeligvis ikke for stor afhængighed af det mægtige Kina. Men det bliver svært at undgå. Rusland kan i hvert fald ikke konkurrere med landet. Den økonomiske struktur, afhængigheden af eksport af olie, gas og råvarer, har Rusland og de centralasiatiske lande til fælles. Kina vil forblive den stærke, økonomiske magt, men militært er Rusland i stand til at afbalancere Kina.

EU og USA er også til stede i regionen, og den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo var på rundtur i de centralasiatiske lande i 2019. Men hverken USA eller EU er i stand til for alvor at udfordre Kina, når det gælder handel og investeringer. NATO-landene er simpelthen placeret for langt væk geografisk, og har derfor ikke samme store interesse i området som Rusland og Kina, der ønsker politisk, etnisk og økonomisk stabilitet i regionen.


Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).