Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. juni. 2022

Kinas økonomi i krise op til den kommende partikongres

Oktober-november i år afholder Kinas Kommunistiske Parti (KKP) sin 14.kongres, hvor det forventes, at Xi Jinping, Kinas præsident og generalsekretær for KKP, vil blive valgt for endnu en femårig periode på disse poster. Xi Jinping har i to valgperioder siddet på begge poster, og burde egentlig gå af. Det har nemlig i mange år været reglen, at kinesiske ledere ikke måtte sidde på ledende poster i mere end to valgperioder, men da kommunistpartiet på sin seneste kongres fjernede denne regel, har Xi Jinping nu fået mulighed for at blive siddende endnu en valgperiode og måske endnu længere. Partikongressen skal imidlertid afholdes på et tidspunkt, hvor den kinesiske økonomi er i en alvorlig krise, og det er et spørgsmål om denne krise vil kunne påvirke holdningen til den siddende ledelse på den kommende kongres.

 

 

Af Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revys redaktion

 

Udviklingen i Kinas økonomi

Den kinesiske økonomi har siden, man i slutningen af 1970erne indførte økonomiske reformer, der drejede økonomien i retning af en markedsøkonomi og åbnede for øget samhandel med omverdenen og udenlandske investeringer i produktion i Kina, gennemløbet en udvikling, der har gjort Kinas økonomi til den andenstørste i verden, og det er lykkedes den kinesiske ledelse på denne baggrund, at trække 100 millioner kinesere ud af fattigdom.

 

Kinas BNP voksede i mange år efter indførelsen af de økonomiske reformer jævnligt med over 10%. Det absolutte højdepunkt var i 2007, hvor væksten nåede op på 14,2%, hvorefter væksten i de følgende år faldt for i 2020 at ende på et foreløbigt lavpunkt på 2,2%. Denne udvikling skyldtes en række udefrakommende faktorer og indenlandske modsætninger og problemer. Først kom den globale økonomiske krise efter finanskrisen i USA, derefter en handelskrig med USA, som den kinesiske ledelse absolut ikke ønskede, efterfulgt af de økonomiske problemer skabt af covid-pandemien; derefter fulgte en truende krise i den kinesiske ejendomssektor eksemplificeret af Evergrandes kurs mod betalingsstandsning, Ruslands invasion af Ukraine og i marts-april en genopblussen af covidsmitten i kinesiske storbyer.

 

Finanskrisen og den kinesiske udviklingsstrategi

Finanskrisen i 2007 og den globale økonomiske krise, der fulgte efter, betød voldsomme indskrænkninger i den globale samhandel. De problemer for den kinesiske eksport, som disse indskrænkninger medførte, betød, at den kinesiske ledelse følte sig tvunget til at ændre sin strategi for den økonomiske udvikling, som ​​ i høj grad havde været baseret på eksport, udenlandske investeringer i produktion af eksportvarer og indenlandske investeringer primært i ejendomssektoren. Begrænsningerne i eksportmulighederne betød, at ledelsen formulerede nye mål for den økonomiske udvikling. For det første skulle man tilpasse målsætningen for væksten i BNP til, hvad man kaldte ”den nye normal”, hvilket vil sige et niveau omkring 6% vækst. Derudover skulle udviklingsstrategien orienteres om, hvad man formulerede som ”dobbelt cirkulation”, dvs. ud over at Kina fortsat skulle satse på integration i det globale marked, skulle den økonomiske cirkulation på det kinesiske hjemmemarked styrkes. Væksten i den kinesiske økonomi skulle i højere grad baseres på udvikling af det indenlandske forbrug, så man kunne være mindre sårbar over for svingninger på det globale marked.

 

Handelskrigen med USA

Økonomisk samkvem med USA havde været en væsentlig faktor i Kinas økonomiske udvikling. Man kan nærmest beskrive forholdet mellem de to økonomier som komplementært. Amerikanske virksomheder investerede i produktionsfaciliteter i Kina, som producerede varer, som blev solgt på det amerikanske marked, hvor almindelige amerikanere kunne nyde godt af forbrugsvarer, der, fordi de blev produceret i Kina, hvor arbejderlønningerne var lavere end i USA, var billigere end de ville have været, hvis de var blevet produceret i USA. Den valuta, de produktive investeringer bragte til Kina, kom i vidt omfang tilbage til USA ved at den kinesiske centralbank købte amerikanske statsobligationer og dermed finansierede en del af den voksende amerikanske statsgæld. Finanskrisen i 2007 trak tæppet væk under denne komplementaritet. Den følgende økonomiske krise sendte mange amerikanske arbejdere ud i arbejdsløshed, og fordelene ved de lave priser på forbrugsvarer importeret fra Kina, blev nu overskygget af arbejdsløsheden, som amerikanske politikere mente skyldtes, at arbejdspladser var blevet eksporteret til Kina. Da Donald Trump trådte til som præsident indledte han derfor en handelskrig mod Kina. Der blev indført told på en række varer, som blev importeret fra Kina, og den kinesiske eksport led således et nyt tilbageslag. (Du kan læse mere om handelskrigen mellem USA og Kina her: https://solidaritet.dk/handelskrigen-mellem-usa-og-kina-2/)

 

Covid-pandemien

Kort efter starten på handelskrigen blev Kina ramt af covid-pandemien, som startede i Kina og derefter bredte sig til det meste af verden. Ligesom for resten af verden var covid-pandemien et hårdt slag for Kina og den kinesiske økonomi. Nedlukninger i kinesiske millionbyer betød afbræk i den økonomiske aktivitet. Arbejdet blev standset på mange kinesiske virksomheder og kinesiske eksportvarer kunne ikke sendes ud af landet, fordi transportsektoren også var udsat for nedlukninger. Væksten i det kinesiske BNP faldt som følge af covidkrisen til 2,2% i 2020, men selvom stagnationen var voldsom, undgik Kina den regulære recession, som mange andre større økonomier oplevede. Den kinesiske ledelse opnåede ved at gennemføre en omfattende stimulering af økonomien, at da covidsmitten i første omgang var bragt under kontrol, voksede BNP i 2021 med 8,1%.

 

Evergrande-krisen

I løbet af 2021 skærpedes så en krise i den kinesiske ejendomssektor, som havde været undervejs i nogle år. En af de væsentlige faktorer i den kinesiske udviklingsstrategi har været investeringer i denne sektor, som står for ca. 25-30% af det kinesiske BNP. Der har længe verseret rygter om voldsomme spekulative overinvesteringer. Man har talt om hele nybyggede småbyer og bykvarterer, hvor boligerne står tomme, fordi ingen vil flytte ind. I 2021 fik ejendomsfirmaet Evergrande problemer med at betale sin gæld tilbage. Det gjaldt ikke bare afdragene på gælden, man kunne ikke engang betale forfaldne renter til kreditorerne. Evergrande er verdens største ejendomsfirma, og det har stor betydning for den kinesiske økonomi. Det er svært at forestille sig, hvad det ville betyde, hvis firmaet gik konkurs, og de økonomiske konsekvenser bredte sig til den kinesiske banksektor og Evergrandes millioner af kunder, som ikke har fået de boliger, de har betalt for. Faktisk gik Evergrande 6. december 2021 i betalingsstandsning, men firmaets fremtid er stadig uafklaret. Vil den kinesiske stat købe sig ind i firmaet og dermed sikre dets fortsatte beståen? Eller vil det kunne overtages af et privat firma? Situationen er som sagt stadig uafklaret, og Evergrande skubber sine betalinger foran sig. I maj fik firmaet lov til at udskyde betalinger, som ville forfalde 6. maj, i seks måneder. Problemerne med Evergrande afspejler generelle problemer i den kinesiske ejendomssektor, og disse problemer ligger fortsat som en bombe under den kinesiske økonomi. (Du kan læse mere om Evergrand-krisen her : https://solidaritet.dk/evergrande-krisen-kan-styrke-den-kinesiske-statskapitalisme/)

Økonomiske konsekvenser af Ruslands invasion af Ukraine

Ruslands invasion af Ukraine er også med til at skabe økonomiske problemer for Kina. Kina er storimportør af olie, naturgas og kul, og stigende priser på disse fossile energikilder, sammen med generelle prisstigninger på importvarer, som er nødvendige i den kinesiske produktion, lægger pres på den kinesiske økonomi. Ganske vist kan man forestille sig, at Rusland pga. sanktionerne fra Vesten mod den russiske eksport af olie og gas, på længere sigt vil kunne tilbyde Kina fossile brændsler til en overkommelig pris, men den situation er ikke opstået endnu.

 

Genopblussen af covid-smitte

I de seneste måneder har der været en ny genopblussen af covidsmitte i Kina. Den kinesiske ledelse har valgt en nultolerance over for smittetilfælde også af den nye omikronvariant, som i resten af verden ikke er blevet opfattet som så farlig som de tidligere varianter. Derfor har man dekreteret nedlukninger i store dele af landet, også hvor der kun har været forholdsvis begrænsede smitteudbrud.

 

I maj var op imod 340 millioner kinesere i 46 byer under hel eller delvis lockdown. Mest bemærkelsesværdig har situationen været ​​ i Shanghai, hvor mange af byens 26 millioner har været forhindret i at forlade deres hjem i over halvanden måned. Grunden til den kinesiske regerings strikse forsøg på at inddæmme også omikronvarianten kan gemme sig i det tilsyneladende utilstrækkelige kinesiske sundhedsvæsen. Vaccinationsraterne i Kina er især blandt ældre ikke omfattende nok, og sundhedssystemet har ikke tilstrækkelige ressourcer og er ikke ligeligt fordelt geografisk, så man er bange for ikke at kunne undgå alvorlige sygdomstilfælde og død.

 

I maj viste officielle data et skarpt fald i den økonomiske aktivitet som følge af den kinesiske regerings strikse forsøg på at inddæmme det nye udbrud af covidsmitten. Detailsalget faldt i april med over 11% sammenlignet med året før, og arbejdsløsheden steg til 6,1%. Denne udvikling har fået mange udenlandske økonomer til at nedskalere deres forventninger til væksten i det kinesiske BNP for 2022 til ca. 3-4% - væsentligt lavere end de 5,5%, som den kinesiske regering har forudset.

 

Virtuelt krisemøde med 100.000 deltagere

For at imødegå de negative økonomiske konsekvenser af den genopblussede covidsmitte afholdt den kinesiske regering den 25. maj et virtuelt krisemøde, hvor mere end 100.000 myndighedspersoner fra hele landet deltog. På mødet sagde Li Keqiang, den kineiske premierminister, at de økonomiske konsekvenser af de mange nedlukninger i marts og april i år har været voldsommere, end de var i 2020, da covid-pandemien lige var brudt ud.

 

Mandagen før havde den kinesiske regering offentliggjort en liste over 33 initiativer, som skulle afhjælpe de økonomiske problemer. Initiativerne handlede bl.a. om skatterabatter og lån til mindre virksomheder, og derudover lokale lånefinansierede initiativer.

 

Samtidig sænkede People’s Bank of China renten fra 4,6% til 4,45 %, noget som man kunne gøre, fordi Kina ikke på samme måde som resten af verden er blevet ramt af prisstigninger. Inflationen ligger således på omkring 2%, og det gør det muligt at forsøge at stimulere den økonomiske aktivitet i samfundet ved hjælp af en rentesænkning, som kan støtte de øvrige 33 initiativer, der står på regeringens liste.

 

Den økonomiske krise og partikongressen

Det er et åbent spørgsmål, hvilken betydning den økonomiske krise vil få for beslutningerne på kongressen til efteråret. Hvis det ikke lykkes for den kinesiske ledelse at stabilisere økonomien, og den tikkende bombe fra Evergrande-krisen pludselig eksploderer, kunne man forestille sig, at der ​​ vil rejses en kritik af kommunistpartiets ledelse for dens håndtering af den nye covidkrise og de økonomiske konsekvenser af den. En sådan kritik vil måske af den kinesiske ledelse kunne dirigeres over mod premierminister Li Keqiang, som alligevel skal forlade sin post i marts 2023. I skyggen heraf kunne Xi Jinping så alligevel få accepteret forlængelsen af sine poster som Kinas præsident og generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om skribenten

Peer Møller Christensen

Peer Møller Christensen

Læs mere