Klimabevægelse går rettens gang og vinder ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Med domsfældelsen 9. april i sagen ”Verein Klimaseniorinnen Schweiz and Others v. Switzerland”, fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EHRC) for første gang, at en medlemsstat af Europarådet, Schweiz, ikke lever op til dets menneskerettighedsforpligtelser i håndteringen af klimakrisen.

Rettens ansvar er at fortolke den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er en traktat alle medlemslandene af Europarådet har underskrevet, herunder også Danmark. Det er samtidig første gang, at retten i det hele taget har afsagt dom i en klimaforandringssag.

Klimakrise og menneskerettigheder

Søgsmålet, som blev rejst af KlimaSeniorinnen, en klimaaktivistisk gruppe bestående af ca. 2400 ældre schweiziske kvinder, argumenterede for, at flere af deres menneskerettigheder, bl.a. den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv, er blevet overtrådt, i kraft af Schweiz’ utilstrækkelige klimapolitik og drivhusgas-reduktioner.

Ifølge anklagen lå krænkelsen af artikel 8 blandt andet i, at stigende globale temperaturer vil føre til flere og mere intensive hedebølger, som særligt vil ramme ældre, som er i større risiko for at dø under hedebølger. Med EHRC’s domsfældelse stadfæstes det, at Konventionens artikel 8 netop omfatter ”en ret for enkeltpersoner til effektiv beskyttelse fra statsmyndighederne mod alvorlige effekter af klimaforandringer mod deres liv, sundhed, trivsel og livskvalitet.”

Med det medhold bliver klimakrisen gjort til et menneskerettighedsspørgsmål. Som advokat ved Center for International Environmental Law (CIEL), Joie Chowdhury, påpeger i en kommentar til domsfældelsen: ”klimakrisen er en menneskerettighedskrise, og stater har forpligtelser i forhold til menneskerettigheder” og dermed til ”at handle hurtigt og effektivt og i overensstemmelse med den bedst tilgængelige videnskab, for at forhindre yderligere ødelæggelse og skade på mennesker og miljøet.”

Chowdhury fremhæver her staters forpligtelse og videnskabens rolle. Det er værd at se nærmere på disse to konsekvenser af dommen, da de udgør væsentlige fremadrettede muligheder for klimabevægelsernes klimaretssager.

Stater forpligtes til effektive reduktioner i drivhusgasudledninger

EHRC’s afgørelse gør det klart, at overtrædelse af artikel 8 har den konsekvens, at stater nu har en forpligtelse til ”at vedtage og praktisere regulativer og foranstaltninger, der er i stand til at mindske de eksisterende og potentielt irreversible fremtidige virkninger af klimaforandringer.”

Stater skal som en konsekvens heraf træffe foranstaltninger, der i praksis og effektivt respekterer rettighederne i artikel 8, dvs. undgår ”at frembringe alvorlige og irreversible negative virkninger på menneskerettighederne”. Det medfører, at stater skal fastsætte relevante mål og tidsplaner, som en integreret del af en ”national regulativ ramme”, der sikrer, at man reducerer drivhusgasudledninger i overensstemmelse med Paris-aftalens mål, dvs. CO₂-neutralitet senest i 2050.

Domstolen godtog dermed anklagen fra KlimaSeniorinnen om, at de schweiziske myndigheder ikke har etableret en tiltrækkelig national reguleringsramme for drivhusgasreduktioner. Landet har f.eks. ikke sat tal på begrænsninger i nationale drivhusgasudledninger.

Nikki Reisch, som er leder af klima- og energiprogrammet ved Center for International Environmental Law, fremhæver det principielle i sagen, da alle medlemsstater er underlagt den samme forpligtelse som Schweiz. Det betyder ifølge hende, at ”hvor der er en kløft mellem deres klimatiltag, og det som videnskaben viser er nødvendig for at beskytte menneskerettigheder, vil de være nødt til at lukke denne kløft eller imødese retslige konsekvenser.” 

Stater skal lytte til videnskaben

En væsentlig konsekvens af EHRC’s afgørelse er den rolle, som videnskaben spiller. Det har længe været et slagord fra klimabevægelserne, at regeringerne skal lytte til videnskaben. Hvad vi som samfund bør gøre, skal udspringe af videnskabens beskrivelse af klimakrisens årsager og effekter.

Domstolens afgørelse fremhæver, at det er den ”videnskabelige viden” og ”det overvældende videnskabelig råd” fra IPCC, som gør, at stater skal foretage konkrete og virkningsfulde drivhusgasreduktioner, som holder den globale opvarmning til 1,5°C i henhold til Parisaftalen.

Advokaten Gerry Liston, som har været involveret i et andet søgsmål, lægger vægt på, at ingen europæiske stater lever op til Parisaftalens målsætninger om at holde temperaturstigningerne på maksimalt 1,5 grader. Ifølge ham vil dommen danne et vigtigt fundament for videre klimaretssager i de europæiske lande, da det vil ”være klart for dem, der arbejder med klimaretssager i disse lande, at der nu er en klar grund til at føre en sag ved deres nationale domstole.”

Man gør her altså op med regeringers frihed til selv at vælge og skønne, hvordan de vil reducere udledningerne. Nikki Reisch understreger, at retten på den ene side anerkender, at den schweiziske regering ”bevarer en vis skønsmæssig ret til at definere de præcise foranstaltninger, som den vil træffe”. Men på den anden side, er dette skøn ikke ubegrænset eller frit. Det  skal derimod ske ”inden for rammerne af det, som videnskaben klart viser er nødvendig for at forhindre yderligere skade [af menneskerettighederne].”

Med EHRC’s første afgørelse er klimakampen for alvor er rykket ind i domstolene. Vi kan derfor forvente flere af sådanne sager i fremtiden. Som Joie Chowdhury understreger: ”Afgørelsen bekræfter den vitale rolle, som domstolene – både internationale og nationale – spiller i at holde regeringer ansvarlige for deres juridiske forpligtelser til at beskytte menneskerettigheder mod miljøskader.” Klimaretssagernes tid er begyndt.