Klimaforandringerne er nok uundgåelige; helt sikkert hvis vi ikke kæmper imod

Jeg har dykket i koralrev med de klareste farver og kolossalt mange fisk. Jeg har set sne i september på Kilimanjaros bjergtinde. Jeg har boltret mig i meterhøje snedriver herhjemme i min barndoms vintre og som ung på ski, rigtig alpint, i Alperne.

Det er alt sammen fantastiske oplevelser, som mine børn måske ikke vil kunne opleve. Mine børnebørn vil i hvert fald ikke. Det er et trist faktum for alle os, der elsker den mangfoldige natur. Det er også et faktum, der kan få én til at give op over for klimaforandringerne. Det sørgeligste er nemlig, at vi nu ikke længere kan undgå, at temperaturen stiger med mindst 1,5 grader over det førindustrielle niveau, og sandsynligvis med mere end 2 grader. Helt tragisk bliver det, når man ved, at verden har vidst det længe:

”Klodens sundhed er for nedadgående. Individualismen har ført til afskovning og udpining af naturens goder. Klimatiske forstyrrelser er en iboende last i den såkaldt civiliserede kultur, som laver om på alting i en kamp, hvor individuelle interesser står over for kollektive.” 

Sådan skrev Charles Fourier, en fransk filosof og socialist, i 1821(!) Han var en del forud for sin tid, men alligevel har klimaforandringerne været et erkendt perspektiv i årtier – i det mindste siden Gro Harlem Brundtland, Norges tidligere statsminister, præsenterede sin FN-rapport om en bæredygtig verden i 1987. Dengang var jeg en knap to-årig tumling. Ligesom min søn er i dag. Hendes formaning ved den lejlighed, leveret til amerikansk teenage-TV, slår hårdt i dag:

”Vær klar over, at vi er alle naboer, over hele verden. Vi må holde op med at tænke på en national, for egoistisk og isolerende måde. Vi må tænke i et verdensperspektiv, ellers vil jeres børn og deres fremtid være i fare.[…] Du har valget, og du har en chance. Vi kan løse de problemer, vi har med befolkningsvækst og miljø ved at starte en ny æra baseret på bæredygtig udvikling.”

Nu er børnene af teenagere fra 1987 selv blevet myndige. Og heldigvis går deres generation på gaden og kræver klimahandling over hele kloden. Men det var deres forældre, der skulle have gjort det, hvis vi skulle have undgået klimaforandringerne. De havde et valg – et valg om at forhindre klimaforandringerne. Det valg har vi ikke længere.

DiCaprio og Franzen

Én af de amerikanske teenagere dengang har dog brugt en del kræfter for klimaet. Og han er ikke en hvilken som helst amerikaner, men den Oscar-vindende superstjerne Leonardo DiCaprio. Hans klimadokumentarfilm ’Before the Flood’ (Før Syndfloden), som kan streames på Netflix – hvilket bruger energi svarende til at koge et par el-kedler vand – viser klip fra hans engagement i sagen siden starten af 90erne. Et engagement som – nok også i høj grad kombineret med hans globale stjernestatus – fik FN’s daværende generalsekretær, Ban Ki-Moon, til at udnævne ham til ‘UN Messenger of Peace on Climate Change’. Og i den egenskab holdt han en stærk tale for verdenssamfundet ved Paris-aftalens underskrivelses-ceremoni. I talen sagde han blandt andet:

Og han har ret: Vi er nået til et punkt, hvor små individuelle handlinger – som dem Brundtland og mange andre opfordrede til i klimakampens første fase – ikke længere kan ændre kursen mod afgrunden. Men det gør dem ikke forkerte. Tværtimod. Det giver dem en yderligere etisk dimension, hvilket forfatteren Jonathan Franzen skriver i en meget tankevækkende klumme i The New Yorker 8. september:

Hans pointe er ret stærk: Vi skal gøre det rigtige, fordi det er det rigtige at gøre – ikke fordi vi kan kalkulere en konkret gevinst ud af det.

Jeg er delvist enig, men tillader mig også at have det naive håb, at individuelle handlinger – især når de sætter eksempler for andre – også kan gavne. Når vi på den højskole, som jeg er lærer på, skærer ned på kødet eller underviser i klima-aktivisme, og jeg tager mine helt vildt klimabevidste elever i faget ‘Politik’ på studietur med bus til Polen – i stedet for en flyvetur til et andet kontinent – tror jeg på, det flytter noget. I hvert fald for vores elever, som måske så også – ved at påvirke deres venner – vil tage endnu flere, grønne skridt. Hvis vi skal lægge vores livsstil lidt om, skal vi først indse, at det bytte, vi foretager, ikke gør os mindre lykkelige. Faktisk kan det ofte gøre os sundere, gladere og bedre i stand til at finde en mening i det nære – ikke kun i at søge ud til ekstremer for at kunne mærke os selv. Vi er jo ikke så langt væk fra os selv, at en jordomrejse skulle være nødvendig for at vi kan finde os selv. Eller en verden der er eksotisk anderledes.

Anderledes eksotisk er resten af Franzens klumme et dommedagsscenarie, som han desværre har ret i ikke er usandsynligt, men som ansporer ham til en pointe, der virker som et ekko af Bjørn Lomborg: I stedet for at bruge alle de kollektive kræfter på at forhindre, eller bare formindske, klimaforandringerne, skal vi fokusere på at tilpasse os det klima, der vil ændre sig uanset hvad.

Det er, trods de dystre udsigter, for fattigt.

Af pragmatiske grunde: Fordi det betyder en enorm forskel om verden bliver 2 eller 5 grader varmere. Det bliver ekstremt meget dyrere at tilpasse sig det værste scenarie end at investere i at nå et bedre, selvom vi ikke længere kan opnå det bedst tænkelige. Af idealistiske grunde: Man kan ikke skelne så skarpt mellem individuel og kollektiv handling, at man opsætter to forskellige etiske mål for dem: Det ene må nødvendigvis følges med det andet.

Hvordan kan jeg som politiker kæmpe for CO₂-skat som et middel til at mindske flyvning, uden samtidig også at arbejde på at mindske flyvning som person – privat og professionelt? Når jeg tog eleverne på interrail i foråret, tog jeg også familien på interrail i sommer. Men mere af lyst end af nød: Man får så meget rigere en rejse. Og en større komfort. Hvis omstillingen skal på skinner, skal der tages store politiske skridt: Nattog, hurtigtog, stop for subsidier til flyindustrien og helst også CO₂-kvoter. Men der skal være en folkelig opbakning, som viser sig i reel adfærd og ikke kun i paroler.  

Jeg er enig med Leonardo DiCaprio så langt, at individuelle handlinger ikke redder planeten, men jeg er også enig med Jonathan Franzen i, at individuelle handlinger er gode i sig selv, og redder vores etik.

Jeg er uenig med Franzen i, at den kollektive handling ikke længere bør prøve at bekæmpe de klimaforandringer, han dømmer som uundgåelige ud fra et pessimistisk syn på verdens evne til at handle hurtigt nok. Jeg er nemlig enig med DiCaprio, som sluttede sin tale sådan her:

Jeg er enig med Leonardo DiCaprio så langt, at individuelle handlinger ikke redder planeten, men jeg er også enig med Jonathan Franzen om, at individuelle handlinger er gode i sig selv, og redder vores etik.

Jeg er uenig med Franzen i, at den kollektive handling ikke længere bør prøve at bekæmpe de klimaforandringer, han dømmer som uundgåelige ud fra et pessimistisk syn på verdens evne til at handle hurtigt nok. Jeg er nemlig enig med DiCaprio, som sluttede sin tale sådan her: 

Den folkelige opstand for klimahandling har overrasket de fleste – og især klimaskeptikerne på højrefløjen, som nu forstår, at de er nødt til at spille med på den grønne dagsorden, hvis ikke de vil få et tab af mandater, der matcher tabet af biodiversitet. Jeg tror på, at vi – med forøget folkepres og eksponentielt stigende teknologisk udvikling kan afværge dommedags-scenarierne. Det beskriver jeg sammen med Lisbeth Bech Poulsen i vores bog ’Oprør for Fremtiden’. Men jeg véd, at vi ikke undgår klimaforandringerne. Mine børnebørn kommer ikke til at opleve koralrev fulde af liv, eller Kilimanjaro med sne på. Men det kan deres børnebørn. Det håb vil jeg ikke opgive, så derfor er vi nødt til at handle på håbet – for at bevare så meget af det – og så meget af vores natur og levevilkår – som vi kan. Vi må gå fremtiden i møde med mod. Og ærlighed.