Demonstration i Katowice, 2018. Foto: Rosa Luxemburg Stiftung
11 min. læsetid

Kampen for klimaretfærdighed bør være feministisk, antiracistisk og antikapitalistisk


Af Janna Aljets

Oversat af Vibeke Nielsen

Hvad betyder et feministisk perspektiv?

Feminisme har sit fundament i et bredt felt af ideologier, politiske og sociale bevægelser tværs over kloden. De har et fælles mål om at definere, etablere og opnå politisk, økonomisk, social og personlig lighed mellem kønnene. Samtidig bekæmper feministiske bevægelser kønsstereotyper, idet de dekonstruerer roller og forestillinger, som tilskrives det mandlige og kvindelige biologiske køn, og som ofte i tillæg indebærer tildeling af mindre magt til kvinder, og adgang til flere privilegier og muligheder for mænd. Alt i alt prøver man med med et feministisk perspektiv at anerkende, analysere, kritisere og forandre de magtforholde, som er etableret med socialt og biologisk køn som begrundelse.

I dag inkluderer feministiske bevægelser et i vidt omfang intersektionelt perspektiv i deres arbejde, herunder perspektiver på køn, klasse, alder, samt ableisme og andre former for diskrimination. Dette gør feministiske analyser mere frugtbare, og skaber voksende forbindelser med andre sociale bevægelser. Især de økologiske bevægelser har historisk været og er stadig åbne for feministiske perspektiver. Herigennem beriger de kampe mod klimakrisen og økologisk ødelæggelse i en kapitalistisk verden.

Hvad er parallellerne mellem udnyttelse af kvinder og natur?

Man kan måske have den antagelse, at feministiske og økologiske kampe er to forskellige opgør, og at retten til abort eller kampen mod vold imod kvinder og i hjemmet, ikke har meget at gøre med ødelæggelse af natur, miljø og økologi, global opvarmning og afbrænding af fossile brændstoffer. Økofeministisk teori og forskere i feministisk politisk økonomi argumenterer dog for, at det er to sider af samme mønt. Kilden til at forstå forbindelserne mellem mangfoldige former for undertrykkelse, ødelæggelse og udbytning af kvinder såvel som af det naturlige miljø, ligger i analysen af den neoliberale og kapitalistiske økonomi.

Neoliberal kapitalistisk produktivitet er baseret på to nøgleaspekter: For det første antagelsen om, at uendelig vækst er nødvendig og mulig, og for det andet kravet om gratis og/eller billig arbejdskraft. Et brændpunkt i både feministiske og økologiske bevægelser er kampen mod disse forestillinger, fordi naturlige ressourcer ikke er uendelige på en begrænset planet, og fordi reproduktivt arbejde, der primært udføres af kvinder, ikke er omkostningsfrit.

En vigtig nøgle til forståelse af forbindelser mellem miljøødelæggelser og udbytning af kvinder, finder man dermed ved at se nærmere på dels måden begge tjener som uendelige, gratis og omkostningsfri produktionsressourcer, og dels måden begge udbyttes og tjener som grundlag for kapitalistisk produktion og destruktion på. På den ene side fungerer patriarkatet som ideologisk ramme for konstant udbytning af kvinder, på den anden side retfærdiggør voksende produktions- og forbrugsrater, samt et antropocentrisk verdensbillede, udnyttelsen af naturressourcer. Begge er mulige, og får opbakning til jagten på profitter af det kapitalistiske systems ideologi.

Hvad betyder et feministisk perspektiv på klimakrisen?

Det første og lidt polemiske svar må være: Klimakrisen er skabt af mænd. Opvarmningen af planeten og den økologiske destruktion er ikke blot et udslag af kapitalistisk sult efter vækst, profit og ressourcer; den er også resultatet af økonomier, der er drevet af mænd. Det er oftest mænd, der sidder i magtfulde positioner i økonomien. For eksempel er de største firmaer, der udvinder og bearbejder fossile brændstoffer, og som udleder mest drivhusgasser, 100% ledet af mænd.

Det samme gør sig gældende for politiske beslutninger: Mænd udgør stadig størstedelen af beslutningstagerne, og 100 år efter kvinders stemmeret i de fleste lande, indtager kvinder alligevel i dag færre magtpositioner. Dette gælder ikke kun for nationalstater, men er også tydeligt i internationale forhandlingsfora såsom delegationerne til UNFCCC og COP. Kvinder har derfor langt dårligere adgang til klimarelevant politikudvikling, og derfor inkluderes deres perspektiv ikke godt nok i klimapolitikker. Dermed ikke sagt, at kvinder i et kapitalistisk og patriarkalsk system er bedre mennesker. Og vi ved ikke, hvordan vores økonomi ville se ud, hvis flere kvinder var involveret i politiske og økonomiske beslutningsprocesser. Men prioriteringer og strategier til at genoprette skaderne ville måske se anderledes ud.

Alt dette er ledsaget af kønnede adfærdsmønstre, når det gælder økologisk destruktion. I et sammenlignende studie af energiforbrug i Tyskland, Sverige, Norge og Grækenland fandt en forsker et slående større energiforbrug hos mænd end hos kvinder. Dette kan naturligvis forklares med et mindre økonomisk råderum hos kvinder og derfor handler det også altid om klasse. Men en del af forklaringen ligger i, at kvinder i hele verden også udviser mere bekymring for miljøsager, og som konsekvens tilpasser sine daglige valg i forhold til miljøvenlige produkter og levevilkår. Igen er dette ikke for at sige, at man bør romantisere eller konstruere et idealiseret billede af kvinder som “i kraft af deres natur” drives til at drage omsorg for naturen. Men det ville måske være interessant at kigge på, hvordan kvinder opdrages anderledes, og derved udvikler en bedre fornemmelse for naturen og miljøet.

Møde i COP 23, hvor en række statsoverhoveder mødes med bl.a. FNs generalsekretær og UNFCCC. Foto: Flickr

Det vigtigse bindeled mellem klimakrise og kvindeundertrykkelse ligger dog i effekten af global opvarmning. Klimakrisens katastrofale effekter er mangfoldige: Havstigninger, tørker og oversvømmelser, naturkatastrofer, vandmangel og udryddelse af mange arter. Du tror måske, at de effekter bliver ligeligt katastrofale for alle. Men vi ved allerede, at det ikke er sådan. Alle steder er det de mest følsomme, som kommer til at lide mest under klimaændringer: Havet vil stige lige meget i Bangladesh, Holland og Danmark. Men imens lande som Holland og Danmark har deres finansielle og politiske stabilitet til understøttelse af dæmningsbygning og alternativ bebyggelse til de nationale befolkninger, så vil befolkningen i Bangladesh simpelthen drukne, uden at særligt mange bekymrer sig om det. Det er den virkelighed ,som vi må se i øjnene i en hierarkisk og uretfærdigt opbygget verden.

En ensartet problemstilling gør sig gældende, hvis man ser på køn som social kategori. Kvinder har 14 gange større risiko for at dø på grund klimakatastrofer, og allerede i dag er 80% af alle klimaflygtninge kvinder. Måske endnu vigtigere er det, at kvinder repræsenterer majoriteten af smålandbrug i verden, og derved i høj grad er økonomisk afhængige af adgang til frugtbart land – meget ofte i regioner, hvor folk generelt har adgang til færre muligheder for at tilpasse sig forandringer, der er forårsaget af miljøødelæggelser. Landbrug i det forestående klimakaos vil blive stadig mindre pålideligt, og skubbe disse kvinder stadig tættere på samfundets margin. Kombineret med deres ringe adgang til magt, rettigheder og penge, anbringer klimaændringer kvinder på frontlinjen, især i det globale syd.

Der er endnu en forbindelse mellem sexistisk diskrimination og udbytning af naturen: I begge tilfælde står vi med en iboende og konstant trussel mod vores kroppe, vores integritet som sunde og værdige mennesker. Feministiske bevægelser har længe påpeget, hvor farlig patriarkalsk og sexistisk adfærd fra ikke-mandlige kroppe er. Frem til i dag har kvinder ikke kunnet bevæge sig sikkert og frit i det offentlige rum i samme omfang som mænd. Klimakrisens effekter vil – uanset hvor abstrakte de ellers måtte forekomme – også true vores kroppe og vores liv. Derfor er det tid til at lære fra de feministiske bevægelser og gøre klimakrisens problemer til en mere personlig sag: Det sker ikke et andet sted eller til en anden tid – klimakrisen finder sted her og nu, for os og vores kroppe. Så vi burde droppe at gøre det til et spørgsmål om en teknisk, rationelt eller intellektuel indstilling – det er fysisk, håndgribeligt og i høj grad en trussel for os her og nu.

Kort sagt: Klimakrisen er ikke et økologisk problem; den er i sin kerne menneskehedens største sociale spørgsmål, der forværrer de uretfærdigheder, som knytter sig til race, klasse og køn.

Falske løsninger: Green New Deal og nationalistiske økologer fra det yderste højre

Hvis man medtænker, at klimakrisen i sin essens er en social krise, og samtidig tilføjer det feministiske perspektiv på den globale opvarmnings årsager og konsekvenser, er der to veje til en løsning, som vil være vildledende og destruktive.

Først og fremmest tales der meget om at gøre økonomien ‘grønnere’. Der fokuseres på massiv grøn investering med henblik på at mindske kulstofaftrykket på vores økonomi og samfund. Fossile brændstoffer skal erstattes med vedvarende energi, industrier skal gøre sine produktionskæder mere ‘grønne’, og folk skal ændre sig, så de begynder at opføre sig mere miljørigtigt. ‘Grøn kapitalisme’ lover sågar at booste økonomierne ved at tilbyde nye investeringer og jobmuligheder. Der udtrykkes meget bekymring i forhold til miljøødelæggelser, men på samme tid får den sociale lagdeling af samfund nationalt og globalt ingen opmærksomhed. Grøn kapitalisme er på udkig efter hurtige løsninger uden at udvikle et syn på de dybere og bredere årsager og konsekvenser.

Disse strategier kommer ikke til at tage årsagerne til miljøødelæggelse ved roden og vil nødvendigvis mislykkes, set på baggrund af, at årsagen til klimakrisen er den kapitalistiske og neoliberale økonomi med dens endeløse tørst efter profitter, ressourcer og dårligt betalt arbejdskraft. Ingen vækstøkonomi er uafhængig af (over-)forbrug af ressourcer. Vækstøkonomi vil altid forværre den ulige fordeling af profitter og rigdom. Lad os ikke falde i fælden og tro, at vi kun har brug for at gøre vores økonomi grøn, idet vi i samme øjeblik ser bort fra de sociale forbindelser og knudepunkter mellem disse problemer, og derved ignorerer de dybt indlejrede sociale uretfærdigheder, der ledsager klimakrisen. Vores anstrengelser med “Green New Deals” vil måske endda forværre de nuværende kriser.

Green New Deal? Nej, det er grøn kapitalisme, der ikke tager det bagvedliggende problem alvorligt, mener dagens kronikør. Foto: Wiki Commons.

Dette leder os i en forkert retning, der bør betragtes nærmere. I dag er den voksende yderste højrefløj en af de største udfordringer, som vi står ansigt til ansigt med som venstrefløj. Vi har allerede fascistpartier ved magten i mange lande, og snart kan mange flere følge, så deres politiske standpunkter i forhold til klimakrisen bliver stadig vigtigere. Lige nu er de fleste partier og bevægelser på den yderste højrefløj karakteriseret ved at være klimabenægtere, som argumenterer kraftigt mod videnskabelige fakta om menneskeskabt global opvarmning. Det er vigtigt at bruge kræfter på at kritisere den yderste højrefløj for dens standpunkter omkring økologi og klima (ligesom for de racistiske, patriarkalske og inhumane forestillinger). Vi frygter, at den yderste højrefløj i magtpositioner ikke vil gøre noget for at forhindre og stoppe global opvarmning og at dette vil forstærke problemet. USA’s præsident Trump, der forlod Parisaftalen, er et godt eksempel.

Men et andet problem kan blive, at den yderste højrefløj accepterer klimaændringerne som en reel trussel. Dette kan blive endnu mere farligt, fordi den yderste højrefløj vil tackle klimaændringer med udgangspunkt i sit nationalistiske, fascistiske, racistiske og kvindehadske verdensbillede. I så fald må vi frygte klimapolitik, som er til en endnu større ulempe for de mest sårbare. Vi bør frygte ultranationalistiske og egoistiske “grønne løsninger”, der kun favoriserer og beskytter dem, der allerede har magt og privilegier. Derved bliver det mere klart, hvorfor feministiske, antiracistiske og antikapitalistiske løsninger på klimakrisen er nødvendige, ikke rendyrket “grønne” eller fascistiske.

Et intersektionelt perspektiv på klimakrisen

Det bliver ikke nemt, det er den sværeste vej at gå. Men det er den eneste vej, der kan befri os fra kapitalistisk udnyttelse, økologisk ødelæggelse og alle former for social diskrimination.


Janna Aljiets er projektleder ved Rosa Luxemburg Stiftung i Bruxelles.
Dette er en forkortet version af hendes tale på Transform-konferencen Confronting climate change – Red-green transformation in Europe and globally, d. 16. marts, 2019. Talen kan læses på engelsk i sin helhed her.