Kolde radiatorer truer Putins magt

En klassisk russisk joke lyder, at landets historie kan opsummeres med fem ord: “Og så blev det værre.” 

Den joke er rammende for situationen lige nu. Det er ved at gå fra slemt til værre. Det startede med en forsyningskrise på fødevarer som æg, hvor prisstigninger på 50 procent har skåret dybt ned på russernes indkøb af æg. Men det har nu bredt sig til energisektoren, hvor op mod halvdelen af befolkningen mangler varme, vand og elektricitet. 

Kuldeproblemer

Problemet er vejret; mens vi herhjemme er trætte af sne og manglende rydning af veje, får vejret i Rusland danske forhold til at se helt sommeragtige ud. Temperaturen er meget langt under frysepunktet i store byer som Kaliningrad (-22 grader) og Moskva (-10). I Sibirien er det endnu koldere med temperaturer under 30 minusgrader.  

I sig selv er der ikke noget mærkeligt ved russisk januarkulde: Det er den koldeste måned på året i det meste af landet. Både moskovitter og resten af befolkningen er vant til at iklæde sig store shuba-frakker. Det usædvanlige ved dette års vinter er, at landets energiinfrastruktur er ved at bryde sammen under presset fra kulde, krig og sanktioner. 

Op mod halvdelen af indbyggerne i og omkring Moskvas forstæder har ikke haft varme i over en uge. De beskriver situationen som “ubærlig” over for Moscow Times. 

Andre steder har problemet været længere undervejs. Ødelagte varmerørledninger og periodevise strømafbrydelser har plaget millionbyer som Sankt Petersborg, Tjeljabinsk og Kaliningrad siden slutningen af december. 

Værst er det gået ud over Moskva-forstaden Klimovsk, hvor et ødelagt rør tvang den lokale administration til at lukke for varmeforsyningen til hele byen. Det har efterladt 20.000 indbyggere uden varme. 

De russiske sociale medier er de seneste uger blevet oversvømmet af videoer, hvor frustrerede russiske kvinder bønfalder Vladimir Putin om snart at fikse problemet. Det følger en klassisk russisk tradition om at ”appellere til Zaren” om at redde dem. 

Mens der forgæves bliver efterspurgt hjælp, bliver gaderne i Novosibrisk, Ruslands tredjestørste by, også oversvømmet – i bogstavelig forstand. Sprængte vandrør får varmt vand til at fosse ud på gaderne. 

Putin har forsøgt at inddæmme krisen, og har blandt andet beordret Moskva-guvernør Andrej Vorobjov til at nationalisere kedelstationer og anden infrastruktur. Men symbolske gestusser kan ikke lappe hullerne på lang sigt, for “Zaren” har selv forårsaget problemet.

De dybere årsager til den kollapsende russiske infrastruktur kan groft sagt inddeles i fire delkomponenter, der tilsammen har skabt en perfekt storm.

Første kriseårsag: Nedskæringer

For at holde krigen i Ukraine kørende, har den russiske stat været nødt til at opruste massivt. Pengene til krigen skal jo komme et sted fra, men faldende indtægter i gas- og oliesalget har betydet, at den russiske stat har været nødsaget til at skære drastisk ned på andre poster. 

Samtidig er landets militærbudget for 2024 ifølge SIPRI blevet sat drastisk i vejret til 958 milliarder kroner. Det er mere end en fordobling på fem år. Det betyder, at krudt og kugler nu spiser 35 procent af det russiske statsbudget. 

Samlet udgør militærbudgettet nu 7 procent af Ruslands samlede BNP – en svimlende høj andel, som kun Saudi-Arabien og Qatar kan måle sig med. Sammenlignet med fx det danske forsvarsbudget ville det svare til, at Danmark mere end femdoblede sit militærforbrug. 

De mange milliarder skal findes et andet sted, og nye vandrør og varmepumper må vige for tanks og kampfly.

Anden kriseårsag: Mangel på arbejdskraft

Den russiske invasion af Ukraine har forårsaget stor mangel på hænder på hjemmefronten. Det skyldes både, at man har sendt hundredtusinder af arbejdsduelige mænd i døden i Ukraine, og at yderligere hundredtusinder er flygtet fra mobilisering. 

Det anslås, at omkring 1 million russere har forladt landet, siden Putin indledte den store krig i 2022. Det er en historisk masseflugt på højde med dem, der fulgte efter Den Russiske Revolution i 1917 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991. 

Samtidig er andelen af højtuddannede emigranter uforholdsmæssigt høj; blandt de udrejsende er fx 100.000 arbejdere i tech-sektoren. 

Et så massivt brain drain får uvægerligt konsekvenser for hele arbejdsmarkedet. Når den tidligere varmemester samtidig ligger død på en ødemark i Donetsk, er der ingen til at fikse fyrrummet. 

Ifølge den russiske centralbanks egne tal mangler der 4,8 millioner arbejdere, et hul, som er forsøgt fikset gennem import af billig centralasiatisk arbejdskraft. Trods løfter om høje lønninger og russisk statsborgerskab har den indsats dog langt fra lappet hullet i arbejdsstyrken. Mange historier om, at migranter er forsøgt tvangsrekrutteret til krigen i Ukraine, har næppe hjulpet på tingene. 

Senest har russiske politikere fremsat forslag om at tvinge folk ud af pension. Den tanke tør Putin dog næppe gøre alvor af, i hvert fald ikke inden fupvalget i marts 2024. Sidst han mødte stor folkelig modstand, var netop i forbindelse med en pensionsreform i 2018, som blev trukket tilbage efter hårdt pres. 

Tredje kriseårsag: Sanktioner

Et af de helt store samtaleemner i forbindelse med Putins invasion har været de hårde sanktioner, G7-landene har indført mod Rusland. Virker de eller ej? 

Rusland har – i al fald delvist – kunnet stå imod sanktionerne indtil videre. Det skyldes især, at landet er selvforsynende på både fødevarer og energi. Men det finurlige ved sanktioner er, at deres konsekvenser kan tage år eller ligefrem årtier om at slå igennem. Til gengæld kan de til den tid have forvoldt uoprettelig skade. 

Tag som eksempel den russiske olieindustri. Den er afhængig af vestlig teknologi og ikke mindst knowhow. Det er kort sagt ret bøvlet at hive olie op af jorden, når den ligger 25 kilometer under den sibirske tundra. Der er brug for specialiseret viden og avanceret udstyr. Det har store vestlige oliefirmaer gladelig leverede frem til 2022. 

Siden har både Exxon, Shell og resten af den vestlige oliekapital trukket sig ud af landet. Med deres exit er der også forvundet specialiseret arbejdskraft og adgang til højteknologisk boreudstyr. Det giver problemer, men først på lang sigt. 

Den samme problematik er på spil i energisektoren, hvor problemerne i modsætning til olieindustrien allerede nu er begyndt at vise sig. 

Fællesnævneren for de største producenter af varmepumper, termostater og andre komponenter – fra Siemens og Danfoss til Mitsubishi og Carrier – er, at de alle ligger i lande, hvis eksport er underlagt sanktioner mod Rusland. Alle fire ovennævnte virksomheder har i øvrigt også lukket deres russiske afdelinger. 

Den skrantende forsyningssituation lægger derfor mere pres på det russiske regime, der må bruge dårligere udstyr eller ty til sanktionsomgående parallelimport, hvilket er markant dyrere. 

Fjerde kriseårsag: Det er dyrt at være besættelsesmagt

Mens de tre andre dele af stormen kan virke indlysende, er der også en fjerde, mere overset pris for at være krigsførende nation: Det er dyrt at kontrollere land, hvor der stort set ikke produceres noget. 

Ud over den direkte omkostning ved at skulle fastholde sine besiddelser mod en fjendtligt indstillet lokalbefolkning – soldater, civil undertrykkelse etc. – lægger det også pres på den i forvejen pressede hjemlige økonomi. 

De besatte områder skal brødfødes udefra, når man har ødelagt den lokale fødevareproduktion. De udbombede huse skal genopbygges. Pensionister skal have penge fra statskassen, og ødelagte veje er nu Ruslands ansvar. 

Den besatte by Mariupol i det sydlige Ukraine illustrerer problemet: Før krigen var byens stålværft Azovstal ét af Europas største stålværfter, som beskæftigede 13.000 mennesker. Men værftet blev sidste år sammen med resten af byen blev jævnet med jorden og producerer nu ingenting. 

Ifølge russiske medier er der ingen planer om at tage værket i brug igen. Til gengæld har den russiske stat fået 13.000 arbejdsløse og en bunke murbrokker. 

Ansvaret for at genopbygge, brødføde og levere varme til Mariupol er blevet overdraget til Sankt Petersborg, der altså skal tage sig af en by, som ligger 2.000 km væk, på et i forvejen skrumpet budget. Beskeden er ikke til at tage fejl af: Tag en ekstra jakke på, og smid sofaen i brændeovnen – så Putins imperiale drømme kan forblive intakte.

Mon det budskab varmer nok til at undgå, at flere gamle mennesker fryser ihjel i deres lejligheder?

Fra frysepunkt til kogepunkt

En russisk reklame på den russiske tv-station RT forudsagde sidste år, at julen 2022 ville blive frysende kold for Europa, og at europæerne i 2023 ville blive tvunget til at spise deres kæledyr for at overleve. 

I stedet er det den russiske befolkning, der må klapre tænder og købe æg i løssalg. 

Og så blev det værre. 

Den russiske forsyningskrise stikker dybere end sprængte varmerør og strømafbrydelser. Den er resultatet af en perfekt storm af problemer. 

Spørgsmålet er nu, om frysepunktet også på et tidspunkt sender russerne på kogepunktet? De seneste to års krig har gjort det klart, at Vladimir Putin nu er for ‘committed’ på sin invasion til at stoppe, uanset hvilke lidelser hans egen befolkning må gennemgå. Der kommer da heller aldrig til at mangle varmt vand eller strøm i nogle af hans paladser. 

Får russerne nok på et tidspunkt? 

I den russiske delstat Bashkortostan er der sprækker at spore. Her viser store demonstrationer til fordel for rettigheds-aktivisten Fail Alsynov, at regimets greb om magten ikke er så solidt, som propagandaen fremstiller. 

Putin vil for alt i verden forsøge at holde ro på hjemmefronten, indtil vinteren og præsidentvalget den 15. marts er overstået. 

Men han bliver nødt till at gøre noget ved forsyningskrisen inden da. Selv den mægtigste diktator kan blive truet af slukkede radiatorer.

---