Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
29. november. 2020

Kronik: Antonio Gramsci kan forene den røde blok

Hverken Socialdemokratiet, SF eller Enhedslisten har til daglig brug for Antonio Gramsci. Men Rød Blok har!

Gramsci kan hjælpe med at forene venstrefløjen til en samlet, rød blok, mener Carsten Jensen i dagens kronik. Illustration: Matt Groening / Solidaritet
Artiklen tager cirka 11 minutter at læse.

Hverken Socialdemokratiet, SF eller Enhedslisten har til daglig brug for Antonio Gramsci. Men Rød Blok har! Hans tænkning kan ses som en nødvendig – om end utilstrækkelig – betingelse for udviklingen af bæredygtige rødder i den europæiske arbejderbevægelse.


Af Carsten Jensen

Antonio Gramsci startede sit systematiske politiske virke som socialistisk aktivist og journalist. På baggrund af Den Russiske Revolution og forsøgene på at skabe en lokal revolution i Torino i Norditalien blev han kommunist, men endte i fængsel, hvor han prøvede at gentænke de politiske erfaringer, han havde opnået. Det førte ham ud over leninismen til en åben socialisme. 

En stor del af hans arbejde i fængslet vandt genklang i eftertiden. I denne sammenhæng behøver vi bare at nævne forestillingerne om civilsamfund og hegemoni samt hans afvisning af, at politik handler om at realisere politiske filosoffers skrivebords-konstruktioner. Politik tager udgangspunkt i specifikke situationer, og det er i den henseende, Gramscis ideer kan hjælpe os til at udpege, hvad der er relevant.

Set i vores bakspejl, var hans samlede værk imidlertid præget af nogle autoritære træk, som heldigvis få ville acceptere nu. Men når det er sagt, kan Gramscis indfaldsvinkler til politik med nogle demokratiske applikationer og modifikationer alligevel opfattes en nødvendig betingelse for aktuel debat omkring Rød blok. Det er især, fordi han introducerede en lille række begreber i vesteuropæisk politisk tænkning, som i dag forekommer uomgåelige. 

Hegemoni, civilsamfund og de konkrete situationer

De tanker, der ligger bag fx de to betegnelser hegemoni og civilsamfund, behøver selvfølgelig ikke blive forbundet med Gramsci i vor tid. Og det er der nok heller ikke så mange, der gør til daglig. Men det er nogle gange værd at stoppe op og huske, at ord og begreber ikke bare er noget, der kommer ud af ingenting, men at de har haft producenter. Og hvad angår civilsamfund og hegemoni, var det i den socialistiske tradition Gramsci, der var den oprindelige producent, om end de begge har rødder i antik – henholdsvis græsk og romersk – politisk tænkning.  

Før Gramsci var den klassiske marxisme i dens mange varianter grundlag for de europæiske arbejderbevægelsers partier. Uanset om de kaldte sig socialdemokrater, socialister eller kommunister. Disse partier så imidlertid i deres strategier bort fra det civile samfund. Hele forestillingen om at der findes en del af samfundene, som hverken var stat eller direkte relateret til markedets organisationer, var fraværende i deres teorier. Gramscis udpegning af det civile samfund – som kirker, skoler, medier, frimurerloger, sociale bevægelser og hvad du har som en primær politisk slagmark – er blandt de helt store teoretiske fornyelser i den socialistiske tradition. 

Hegemoni – hvad for en fisk?

· Hegemoni (autoritet, politisk suverænitet) er en betegnelse ofte brugt til at beskrive magtforhold. Begrebet stammer fra de græske bystater, hvor den dominerende magt blev kaldt ‘hegemonen’.

· Antonio Gramsci videreudviklede begrebet, og skrev om ‘kulturel hegemoni’. I marxistisk teori dækker det over, at den herskende klasse er den, der kan bestemme hvilke værdier, der skal være dominerende i et samfund (Du skal arbejde for samfundets bedste! Den private ejendomsret er hellig!).

· Senere har bl.a. Chantal Mouffe og Ernesto Laclau brugt begrebet som omdrejningspunkt for bogen ‘Hegemony and Socialist Strategy’, der har påvirket senere filosoffer som Slavoj Žižek. I bogen taler Mouffe og Laclau for, at man forstår konflikt som en naturlig del af et demokratisk samfund, og at man er bedre udstyret til at ‘vinde’ konflikter, hvis man forstår, hvordan visse idéer er blevet fremherskende.

Kilder: European Legacy, Mouffe/Laclau, Stanford Plato

+

Gramsci så ikke det civile samfund som noget specielt godt eller dårligt, men blot som noget de politiske kræfter måtte indrette sig på i kampen om at gøre deres politik til den ledende i et givet samfund. Hvis de borgerlige havde mest magt i de civile samfund, måtte de udfordres fra den anden side. Ellers ville det være omsonst at vinde den politiske magt i staten, regeringsmagten. 

Anders Foghs kulturkamp var gramsciansk politik fra højre

I Danmark gav Anders Fogh Rasmussen den en ny drejning, da han for en snes år siden proklamerede sin såkaldte kulturkamp med venstrefløjen, de kulturradikale, kunstnerne med flere. Foghs tanke var noget forsinket, men den lå ellers helt i forlængelse af Gramsci: Det ville fra hans synspunkt ikke nytte noget, at de borgerlige havde vundet regeringsmagten i 2001, hvis de røde alligevel kørte med klatten i det civile samfund. Så kunne de blokere for regeringspolitikkens virkeliggørelse. Derfor fik vi de blå bud på politisk korrekte lister over de bøger, vi helst skulle læse, de danske albums vi skulle høre, og den mad vi skulle spise. Vi skulle ikke være tolerante over for fremmede, men kun frisindede. På dansk forstås: Over for hinanden her i Danmark. Det var ægte gramsciansk politik, men fra højre.

Når Gramsci talte om hegemoni, havde han kampen mellem grupper, der ville være politisk ledende i dybeste forstand, i tankerne. Det vil sige, at han ikke blot tænkte på politisk lederskab som regeringsmagt eller politisk centrale poster i det hele taget. Han tænkte også på, at lederskab fungerer mest gnidningsløst, hvis det fungerer i et miljø, hvor folk tilslutter sig lederskabets mål. 

I relation til overstående vil det sige, at regeringsmagt virker bedst, hvis der er konsensus om den i det omgivende civilsamfund. Derfor blev kampen om hegemoni ikke blot et spørgsmål om at tage beslutninger inden for en given ramme, men mindst lige så meget et spørgsmål om at være den kraft, der bestemte, hvad rammen skulle være. Handler regeringspolitik især om, hvordan Danmark gøres mere konkurrencedygtigt eller især om, hvordan vi får fordelt ressourcerne hen til de marginaliserede i stedet for til de privilegerede? Spørgsmålene hænger selvfølgelig sammen, men det handler i dansk politik ofte om, hvor vi lægger vægten, og hvorfor vi overhovedet slutter os sammen politisk: Er det af hensyn til national konkurrencekraft eller af hensyn til velfærd? Striden om disse dagsordener er et eksempel på, hvad hegemonisk politik i Danmark handler om. Og på hvad Gramsci mente med hegemoni: Balancen mellem at udøve regeringsmagt og at skabe konsensus. 

Man må være absolut historicist, mente Gramsci også. Altså sætte konkret historie over abstrakte ideer. De eksempler, der er valgt ovenfor, er ikke taget ud af det blå, men handler direkte om, hvordan politik i et specifikt land som Danmark er skruet sammen. Gramsci mente, at en af de helt store farer i politik var at tage udgangspunkt i ’lærebogsstof’ eller ’manualer’, når man skulle fastlægge politik. Det ville bare blive en mekanisk gentagelse af, hvad der havde virket i andre lande eller til andre tider – men ikke en politik, der passede til mennesker i en særlig sammenhæng i tid og rum. 

Det samme gjaldt teori i bred forstand: Den skulle være historisk konkret funderet i stedet for abstrakt og baseret på den rene tænkning. Det kan godt være, at ’leninisme’ virkede for Lenin, eller at ’Fordisme’ virkede i den amerikanske bilindustri i 1930’erne, men det er næsten usandsynligt, at strategierne skulle kunne importeres ubearbejdede. For Gramsci var der ingen vej uden om den besværlige, der handlede om, at ethvert forsøg på at opbygge et alternativ skulle gøres fra grunden – og ud fra hensyn til de samfundsmæssige betingelser, der gjaldt i et givet samfund. 

I hans eget Italien var landet fx geografisk delt i et rigt, moderniserende og industrialiseret Nord, der havde en af Europas bedst organiserede og offensive arbejderklasser, men mod syd stod arbejderne svagt, fordi regionerne overvejende var økonomisk fattige, traditionelle og landsbrugsbaserede. Derfor arbejdede han meget med, hvordan en samlet politik for de to dele af Italien skulle sammensættes, så den blev konkret – og ikke bare en gentagelse af fx fransk politik og tysk organisation, der ellers havde været ledende på Europas venstrefløj i hans barndom og ungdom.

”Hvis man i praksis i Danmark i dag vil have en Rød blok, der kan vinde valg og skabe reformer, er det ikke nok kun at tænke på sit eget foretrukne parti eller sin egen bevægelse. Så skal der også tænkes i hele blokkens velfærd.”

Sammenfattende kan man sige, at gramsciansk politik skal være opbygget fra neden, så den afspejler befolkningens reelle politiske krav – og de kan være meget forskellige fra land til land eller byråd til byråd. Det alternative hegemoni, der sigtes efter, skal afspejle befolkningens krav fra starten, så det ikke omvendt ender med, at politikerne prøver at overbevise eller tvinge befolkningen til at følge deres /regeringens politik. Derfor har Chantal Mouffe fx erkendt, at alene i Europa vil projekterne se meget forskellige ud, når der diskuteres virkeliggørelse af et alternativ: ”Dette hegemoni vil have forskellige navne (…) som ’demokratisk socialisme’, ’økosocialisme’, associativt demokrati’, eller ’deltagende demokrati’; alting afhænger af konteksten og de nationale traditioner” (Mouffe, 2019).

Gramscis ideer og den røde blok

Gramscis ideer er stadig relevante – og de er stadig ikke tilstrækkelige. De kan imidlertid sættes ind i en ramme, hvor de suppleres med en tænkning omkring demokrati, der tager udgangspunkt i de seneste årtiers erfaringer i stedet for i hans egen mellemkrigstids rådsdemokratiske ideer. Det nye årtusindes kamp for de landvindinger, som faglige organisationer og folkelige bevægelser har udviklet omkring demokratiske politiske organer og velfærdsstaten, skal med. I de seneste årtier er der indført lovgivninger, der beskytter bedre mod racisme, mod psykiske krænkelser, mod diskrimination af seksuelle minoriteter og giver handicappede bedre mulighed for adgang til samfundslivet. De bevægelses-erfaringer, der herved er opnået, skal lægges til dem, som Gramsci kendte, og som mere handlede om arbejderes og etniske minoriteters kampe. 

Der findes i dag ingen gramsciansk politik i den form, som nogle for årtier tilbage mente at have fundet en aktuel løsning i ’leninismen’, ’maoismen’ eller ’den jugoslaviske model’. Gramscianisme er et historisk fænomen og en begrebsmæssig værktøjskasse, men ikke en politisk strategi. Det er højst en måde at lave politik på, der fokuserer på kampen om hegemoni, det civile samfund og det historisk konkrete. Alligevel kan han med rette opfattes som en politiker og tænker, der har været med til at skabe forudsætningerne for en ny politisk forståelse. Denne kan sammenfattes i nogle principper, der beskriver en sammenhængende, aktuel venstrepolitisk tilgang:

Der tænkes i pluralisme i strategier og i forholdet til de forskellige organisationer i det omkringliggende samfund – til forskel fra drømmen om ét stort og altsamlende parti, som fx det danske socialdemokrati i 1930’erne eller de russiske kommunister i 1920’erne. I stedet for et politisk center med fuld kontrol, tænkes der på forhandlede alliancer.

Forskellighed i sociale grundlag og politiske dagsordner accepteres. 

Civilsamfundet og dets bevægelser sættes i front, til forskel fra Den Kolde Krigs mere statsorienterede tilgang. 

Der satses på reformisme i fransk betydning som fx Jean Jaurès ’revolutionære reformisme’ eller André Gorz’ ’ikke-reformistiske reformer i langsigtet perspektiv’. 

Vrede og drømme er nødvendige elementer. Den populistiske erfaring har på godt og ondt lært os, at det er nødvendigt at tage de politiske følelser alvorligt. Indsatsen skal ikke handle om at vende følelserne til rationelle overvejelser, men til at indrette politikken – så følelserne arbejder for den i stedet for imod.   

Den overordnede ramme er radikalt demokrati i den betydning, at uddybning og udbredelse af demokratiet er det fortløbende ærinde for Rød blok. 

Denne formulering af den aktuelle gramscianske tilgang er inspireret af de seneste årtiers venstrepolitik i både Europa og Latinamerika. De er samlet op fx af Patrick Barrets og hans kolleger i bogen The New Latin American Left fra 2008, og af Ínigo Errejón og Chantal Mouffe i Construir Pueblo/Podemos (Podemos: I Folkets Navn, 2015).

Den tidligere Podemos-politiker og senere medstifter af Más Madrid, Íñigo Errejón (th.) har sammen med den belgiske diskurs-teoretiker Chantal Mouffe (midt for) skrevet bogen Podemos: I Folkets Navn. Den forsøger at samle arven fra Gramsci op i en ny, overordnet ramme: Radikalt demokrati. Foto: Jorge Aparicio

Hele blokkens fremgang

Hvis man i praksis i Danmark i dag vil have en rød blok, der kan vinde valg og skabe reformer, er det ikke nok kun at tænke på sit eget foretrukne parti eller sin egen bevægelse. Så skal der også tænkes i hele blokkens velfærd. Til den ende siger Gramscis forestilling om hegemoni, at det er relevant og nødvendigt at tænke i alliancer – og at nogen skal træde tilbage fra deres direkte partiinteresser og virke for alliancen, ikke for dens enkelte dele, hvis den skal fastholdes.

Hans forestilling om civilsamfund siger, at det ikke er nok at have levebrødspolitikere, der kan skabe fremgang for et parti i statens styrende organer, men at det især er relevant at have almindelige borgere, der kan skabe opbakning om demokrati og solidaritet i det omgivende samfund. Ellers bliver det hele for skrøbeligt, topstyret og vel dybest set også meningsløst.

Hans ’historicistiske’ fokus på de aktuelle situationer siger, at det er de praktiske udfordringer til hverdagen, der er relevante, når folk orienterer sig omkring politik og giver den liv. Hvad enten disse udfordringer er globale som den aktuelle pandemi, regionale som manglen på solidaritet omkring flygtninge i Europa, nationale som den stigende ledighed eller helt lokale. 


Om skribenten

Carsten Jensen

Carsten Jensen

Forfatter til flere bøger om socialistisk politik og strategi. Har senest redigeret og skrevet til bogen Antonio Gramscis aktualitet sammen med Gert Sørensen.   Læs mere