Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
8. november. 2020

Kronik: Flere nuancer i debatten om EU-mindsteløn efterlyses!

Det er godt, at de danske arbejdere står fast på deres rettigheder. Men hyldesten til den danske model risikerer at blive ensidig – og kan skade udsatte kolleger andre steder i EU, skriver Jonatahan Simmel.

Gennemsnitsindtægterne i EU-landene er vidt forskellige. De danske fagforeninger må ikke glemme at kæmpe for deres mere udsatte kolleger, skriver Jonathan Simmel. Illustration over mindstelønninger i EU-lande / Wiki Commons.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Det er godt, at danske arbejdere står fast på deres rettigheder. Men hyldesten til den danske model risikerer at blive ensidig – og kan skade udsatte kolleger andre steder i EU, skriver Jonathan Simmel.


Af Jonathan Simmel

I faglige kredse og på venstrefløjen hersker der ingen tvivl: Vi skal forsvare os mod en EU bestemt mindsteløn. Så langt så godt! Men argumentationen er til tider tå-krummende, og flosklerne overskygger det reelle indhold. Lad os prøve i stedet at grave et spadestik dybere i diskussionen – og at anerkende de dilemmaer, der også er. Kun sådan kan vi sikre en debat blandt kollegaer og på venstrefløjen, som både gør os klogere og kigger fremad.

Det værste, der sker i disse dage, er at modsvaret til EU-mindsteløn bliver et par floskler om ‘den danske model’, som pludselig gør at venstrefløjen, og gode faglige kræfter, glemmer, hvad der er vores reelle politiske projekt.
Der er derfor brug for at få nogle flere nuancer i spil, og at gå bag om flosklerne.

Dansk lovgivning fastsætter en de facto mindsteløn i Danmark

Først lige noget faktuelt om lovgivningens indblanding i arbejdsmarkedet, som folk synes at have glemt: For det første har vi allerede en de facto lovgivnings-reguleret mindsteløn. Kig blot på eksemplet fra landsretten, hvor de underkender en pædagogmedhjælpers ansættelsesaftale til 13.500 kr. om måneden, uden øvre arbejdstid.

Det kaldte landsretten ulovligt og grov udnyttelse af lønmodtageren, så her blandede retten sig direkte i den ‘frie forhandling af lønvilkår’. Det er korrekt, at lønniveauet ikke er reguleret af Folketinget, men fagligt aktive bør huske dette eksempel i disse dage, så debatten ikke bliver overfladisk. Når man råber op om, at lovgivningen ikke har fastsat en mindsteløn i Danmark, er der faktisk en retspraksis omkring et minimum.

”Politikerne skal holde fingrene væk fra arbejdsmarkedet”, er der mange, som mener. Men kig på vores arbejdsmarked i dag. Modellen er på mange måder vedtaget ved lov, og en stor del af vores arbejdsvilkår er allerede reguleret i vidt omfang af lovgivning”

”Politikerne skal holde fingrene væk fra arbejdsmarkedet”, er der mange, som mener. Men kig nu lige på vores arbejdsmarked i dag. Modellen er på mange måder vedtaget ved lov, og en stor del af vores arbejdsvilkår er allerede reguleret i vidt omfang af lovgivning: Ligeløn, forbud mod forskelsbehandling, arbejdsmiljø, orienteringspligt, øvre arbejdstid, ansættelsesbevis o.s.v. Det er derfor en falsk påstand, at lovgiverne ikke allerede blander sig. Det er faktisk en indbygget del af vores ‘danske model’, hvor selve grundkernen er samspillet mellem arbejdsgivere, lønmodtagere og staten. Når vi snakker lønniveau, er det jo også interessant, at vi i dag allerede HAR en almengørelse på enkelte områder. På hele elev- og lærlinge-området er det lovgivningsmæssigt bestemt, at de skal aflønnes efter den dominerende overenskomst.

Lærlinge fra træfagene til ‘DM i skills’. Inden for lærlinge- og elevområderne er der allerede lovgivning på lønområdet. Foto fra Træ.dk

Forsvar for en floskel

Den evige floskel, der går igen i kampen mod EU’s mindsteløn er, at “vi skal forsvare den danske model.” Man skal være meget påpasselig med at bruge den parole. For det første fordi det rejser spørgsmålet om, hvad den danske model egentlig er. Hvor mange kan helt stikfast forklare, hvad de mener med det begreb? Er det aftalefriheden, overenskomstsystemet? Og hvorfor så ikke ‘den nordiske aftalemodel – hvor bredt skal man tolke begrebet? Dernæst kan man stille det lidt flabede spørgsmål: – Hvorfor skal den model egentlig forsvares?

Mener gode faglige aktivister helt grundlæggende, at vi skal forsvare arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet, og ikke udfordre denne? At vi skal forsvare bodssystemet mod arbejdsnedlæggelser når kollegaer protesterer mod urimeligheder på deres arbejdspladser? Eller skal vi forsvare fagforeningernes fredspligt, så de ikke må opfordre til boykot af Zoo, når de fyrer deres tillidsrepræsentant? Et fagligt modsvar til et EU-angreb på vores løn, må aldrig udvikle sig til at være et ukritisk forsvar for vores eget nuværende system, med alle dets fejl og mangler.

“Den evige floskel, der går igen i kampen mod EU’s mindsteløn er, at “vi skal forsvare den danske model… men hvorfor skal den model egentlig forsvares?”

Tværtimod kunne man argumentere for, at det ville være yderst relevant at gennemgå vores egen model. Ikke bare kunne det rette op på tidligere tiders fejltagelser og problemer, det kunne også hjælpe os videre, når vi snakker om udfordringen med social dumping. Skal vi afskære os selv fra muligheden for at snakke om almengørelse af overenskomsterne via. lov på et specifikt brancheområde, hvis vores norske kollegaer i den branche beder om det? Det kunne tværtimod være brugbart i brancher med en svag faglig organisering – eller med mange løs-ansættelser, f.eks. restaurationsbranchen, au pair/husassistent-området, platforms-økonomier m.m. Selvfølgelig skal det være op til den relevante faggruppe, men at afskrive ideen principielt virker absurd i mine ører. De folk, som ønsker at afvise den slags ideer, bør præsentere reelle alternativer til – hvad de så vil gøre for at løse udfordringerne?

Forbedring for de lavtlønnede

Når vi afviser lovbestemte mindstelønninger, så handler det jo helt grundlæggende om, at vi ikke tror på Folketinget/staten/EU som fuldt ud demokratiske institutioner, der vil eller kan gå forrest for at sikre vores løn- og arbejds-vilkår. Hvis vi havde et fuldt ud demokratisk samfund, vil jeg ikke afvise, at det gav god mening, at vi i fællesskab besluttede, hvad lønniveauet skulle være. Vi ved bare, at med den nuværende struktur, vil disse institutioner altid trække i den forkerte retning, og belønne dem i toppen, mens arbejderes løn- og arbejdsvilkår vil halte efter. Derfor  fastholder vi , at den bedst mulige kampplads er den direkte forhandling mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Her kan vi i styrke og organisering presse arbejdsgiverne til at give forbedringer. Det er i virkeligheden essensen i diskussionen.

Men i vores fokus på hvad der er strategisk klogest, må vi aldrig glemme de udfordringer, vi også reelt har. Første gang der kom et reelt tal på bordet omkring en EU-mindsteløn, ville det svare til 129,30 kr. i timen i Danmark, beregnet som 60 % af medianlønnen. Jeg er ked af at sige det, men det ville faktisk være en stor forbedring for titusindvis af lønmodtagere i Danmark. Ikke kun i den uformelle sektor (sort arbejde, illegale m.m.), men også for en række af de lavestlønnede faggrupper. De 10 % lavestlønnede salgsarbejdere i butik er under dette niveau, og det samme gælder for de 10 % lavestlønnede inden for kundebetjening. I den optik skal man være ret principfast for at afvise et forslag, som vil sikre reelle lønforbedringer for en stor gruppe af de mest udsatte lønmodtagere i Danmark. Uanset hvor håbløst forelskede ellers fornuftige kammerater kan være i den danske model, er dét et reelt dilemma, som vi skal kunne svare på.

For au pair-arbejdere som colombianske Jessica Gallegos ville en EU-mindsteløn faktisk forbedre lønforholdene. Det er en vigtig del af diskussionen om EU-mindsteløn, som ofte er for unuanceret, skriver Jonathan Simmel. Privatfoto.

Hvad er så vores alternativ?

Det er blåøjet bare at mene, vi skal videre i samme spor som hidtil. Det giver ikke noget reelt svar på, hvad vi vil gøre for de titusindvis af gode kollegaer, som ligger under det foreslåede lønniveau. For dem ligger kærligheden til den danske model nok på et yderst lille sted. Den overvejelse har i hvert fald fået mig til at vakle lidt, hvor mange ellers blankt har afvist forslaget. Hvis vi står i en situation, hvor vi med et snuptag kan forbedre levegrundlaget for kollegaer, hvorfor skulle vi så afvise det? Er kernen ivores faglige arbejde ikke at kæmpe for at forbedre løn- og arbejds-vilkår?

Vi sagde ikke nej, da EU indførte en øvre grænse på arbejdstid med 48 timer om ugen, så hvorfor afvise reelle lønforbedringer for kollegaer, bare fordi vi ikke bryder os om afsenderen? I samme kategori, bør man nok overveje om vi som danske kollegaer skal spænde ben for noget, som evt. ville kunne føre til krone/øre-forbedringer for kollegaerne i andre lande, og dermed måske løfte deres lønniveauer.

De vigtige spørgsmål glemmer både politikere, fagforeningsfolk og meningsdannere at svare på, når de med paroler snakker om ”den danske model”. Lad os droppe slagordene, og i stedet kigge på, hvad konsekvensen er på bunden, og for vores reelle faglige arbejde.

Nej til EU-mindsteløn – ja til at tale om problemerne

Det virkelige problem med forslaget ligger ikke i hverken spørgsmål om beløbsgrænsen, eller i det principielle spørgsmål. Det store problem handler derimod om kompetencer. Hvis EU får lov til at gennemføre en mindsteløn, vil Unionen have tilegnet sig kompetence til også fremadrettet at kunne lovgive på arbejdsmarkedsspørgsmål som tillægssatser, overarbejde mm. Det ville heller ikke være umuligt at forestille sig, at Unionen faktisk sænkede beløbet igen, hvis en Corona-krise f.eks. krævede ”økonomisk ansvarlighed på lønbudgetterne”. Den kompetence ville være svær at generobre, hvis vi først havde sluppet den.

“Hvis vi står i en situation, hvor vi med et snuptag kan forbedre levegrundlaget for kollegaer, hvorfor skulle vi så afvise? Er essensen af vores faglige arbejde ikke at kæmpe for at forbedre løn- og arbejdsvilkår?”

På samme måde ville det pludselig være EU-retten, som skulle dømme i sager om lønspørgsmål i f.eks. Danmark. Det betyder, at vi overlader de faglige afgørelser til myndigheder – og i sidste ende EU – som kan styre det danske arbejdsmarked på kontorer milevidt fra arbejdspladserne. Det er for mig den afgørende grund til, at vi skal være imod EU-mindsteløn. Vi skal ikke give EU-bureaukratiet mere magt over det danske arbejdsmarked.

Jeg synes dog, det er uværdigt, når de faglige ledere blot afviser ideen om en EU-mindsteløn blankt – uden de på samme tidspunkt fremlægger reelle bud, på hvad de så ønsker at gøre for at løse problemet. De roser den danske model, men den har jo ikke forhindret titusinder i at blive underbetalt, eller lønningerne i at blive presset. Den har heller ikke forhindret social dumping eller sikret store, aktive massefagforeninger, som også omfatter f.eks. vores udenlandske kollegaer.

Så hvad er svaret så? Når Fagbevægelsens Hovedorganisation afviser en EU-mindsteløn, går de så til kamp for kædeansvar i stedet? Åbner vi for almengørelse af enkelte områder? Giver vi mindstelønnen et ordentligt nøk opad til næste overenskomstforhandling? Intensiverer vi jagten på onde, grådige arbejdsgivere, som underbetaler vores kollegaer? Ruller vi konfliktvåbnet mere offensivt frem, og begynder vi offentligt at hænge de arbejdsgivere ud, som udnytter systemet? Vil vi forbedre det faglige samarbejde på tværs af grænser? Vi skylder vores udsatte kollegaer at kunne svare på de spørgsmål, når vi afviser et redskab, som måske ville kunne hjælpe deres levegrundlag.

Jeg er også imod EU-mindsteløn, men flosklerne om ”den succesfulde /hæderkronede /enestående dansk model” er tå-krummende. Lad os bruge debatten til at opkvalificere hinanden i vores udfordringer, vores system og vores løsninger – ikke blot overfladiske Facebook-opdateringer og paroler, som forvansker de faktiske forhold. Jeg savner et offensivt modsvar; også så vi ikke glemmer vores udsatte kollegaer, blot fordi vi andre har vores på det tørre.


Om skribenten

Jonathan Simmel

Jonathan Simmel

Elektriker, faglig aktiv og nu ansat i fagbevægelsen. Tidl. formand Erhvervsskolernes Elev-Organisation og Dansk El-forbunds Ungdom. Medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER