Kronik: Hvordan kunne en venstreorienteret nedlukning se ud?

“Lad os som venstrefløj huske vores ideologiske udgangspunkt”, skriver Jonathan Simmel, som kritiserer de ‘røde’ partiers krisehåndtering.

Af Jonathan Simmel

En ny bølge af corona er over os, sundhedssystemet er presset til det yderste, og politikerne diskuterer restriktioner og inddæmning. Fra venstrefløjens (SF / Ø) perspektiv, handler det åbenbart primært om yderligere stramninger i forsamlingsforbuddet og nedlukning af daginstitutioner.

Jeg er selvfølgelig helt med på præmissen om, at smitten skal sænkes, og at restriktioner kan være en del af det. Men det er tankevækkende og beskæmmende, at de hovedkrav venstrefløjen bærer til forhandlingsbordet – i forsøget på at være ”tough on corona” – handler om indskrænkning af personlig frihed, og nedlukning af velfærd.

Lad os vise hensyn – til markedet

Selvfølgelig skal vi begrænse vores kontaktflade, så vi undgår smitte. Men det er interessant, at frontløberen for denne begrænsning skal være vores privatliv. Så mens jeg ikke må se min familie, mødes med venner og få plejet personlige kriser, skal man stadigvæk møde på arbejde.
Gruppevise, fysiske forsamlinger er kun acceptable, såfremt der indgår en pengeudveksling, må forstås.

Når situationen skærpes, er det venstrefløjen, der er klar til at ofre de individuelle frihedsrettigheder og de tilkæmpede velfærdsgoder. Det syn ligger milevidt fra den venstrefløj – fra den midterste del af Socialdemokratiet og ud mod venstre – som er opfostret med antikapitalisme, opgøret med lønslaveriet, bekæmpelsen af udbytningen, styrkelse af velfærden og en udvidelse af den personlige frihed.

Jeg siger ikke, at vi aldrig kunne komme dertil. Vi kunne snildt være i en situation, hvor det var nødvendigt at gennemføre de restriktioner. Jeg er blot forundret over, at venstrefløjen bringer det til bordet, som hovedkrav – og ikke nævner andet.

“Hvorfor starter venstrefløjen med at foreslå et kompromis, når man har alle muligheder for at slå slag ind mod kapitalen, ledelsesretten og ikke-bæredygtige sektorer?”

Der er intet sundhedsfagligt belæg for, at vi smitter mere uden for arbejdstid, end i arbejdstiden. Ergo kunne man snildt starte med at fokusere på de 8 timer om dagen, hvor vi ikke er herre i eget hus (og ikke kan beskytte os selv på samme niveau). Det ville helt sikkert også skabe bedre forståelse for restriktionerne, at man ikke først tog på arbejde, og var tvunget til – på arbejdsgivers foranledning – at sidde i en skurvogn med 10 andre. Hvorefter man så pr. lov var afskåret fra kontakt med dem, man reelt ønskede at omgås i fritiden.

Et venstreorienteret alternativ? Oplæg til diskussion

Nedenstående er ikke en fuldstændig gennemarbejdet plan – jeg har ikke taget for højde for alle mennesker eller alle brancher. Det er i virkeligheden mere en råskitse til en anden måde at tænke på – et diskussionsoplæg. Det kunne snildt indeholde spørgsmål om hjælpepakker o.s.v., men mit forsøg med dette opråb handler bare om, at venstrefløjen genovervejer sin retorik og sit fokus – og måske husker sit klasseudgangspunkt og sit mål, når vi agerer og laver politik i det daglige.

Det skal læses som en tidslinje, alt efter behov for initiativer, i prioriteret rækkefølge. – Udgangspunktet er selvfølgelig, at man ophæver alle restriktioner i fritiden, samt evt. restriktioner i velfærden.

Inddæmningsplan i 11 dele

1. Hjemsend alt ikke-livsnødvendigt, militært personel.
2. Fremsæt krav om opdeling af medarbejdere, så maks. 5 arbejdere kan være fysisk samlet i arbejdstiden. Enkelte brancher samfundsnødvendige virksomheder eller institutioner kan undtages
3. Styrk retten til, at medarbejdere kan nægte at arbejde ved smitterisiko. Lav medarbejdertilbud om overgange til hjælpepakker, hvis man individuelt ønsker det
4. Fremsæt en opfordring til hjemmearbejde hos alle private og offentligt ansatte, hvor end det er muligt – og lav en opfordring til hjemmeundervisning /børnepasning, som kan aflaste offentlige institutioner
5. Hjemsend reklamebranchen, og lav et forbud mod levering af trykte reklamer
6. Indstil al byggeri og produktion, hvor sluttidspunktet ligger mere end et år ude i fremtiden
7. Nedsæt mængden af transport (undgå halvtomme tog /busser, begræns mængden af taxaer, færgeafgange m.m.)
8. Indstil alt byggeri, hvor sluttidspunktet ligger mere end 3 måneder ude i fremtiden
9. Luk alle ikke-samfundskritiske private virksomheder
10. Luk alle ikke-samfundskritiske offentlige institutioner (børnepasning, skoler m.m.)
11. Gennemfør restriktioner i privatlivet, forsamlingsforbud, bevægelses-begrænsning m.m.

Jeg er fuldt ud bekendt med, at ovenstående ville have en helt anden økonomisk betydning, og derfor forstår jeg, at et parlamentarisk kompromis – båret af et borgerligt flertal som ønsker at værne om kapitalen – kunne være, at restriktioner gennemføres i ”den gratis fritid” og i den offentlige sektor. Men dette kunne være kompromisset. Hvorfor starter venstrefløjen med at foreslå et kompromis, når man har alle muligheder for at slå slag ind mod kapitalen, ledelsesretten og ikke-bæredygtige sektorer? Tænk, hvis det faktisk kunne lykkes at lukke en branche mere på vejen? Eller at udvide beskyttelsesrettighederne for ansatte?

Husk vores ideologiske udgangspunkt

Det vil selvfølgelig ikke være ”en samfundsomvæltning” eller få folket til at rejse sig i oprør. Men det ville helt grundlæggende sende et andet signal om, hvilke ting i livet der har værdi, og hvad vi mindst vil fratage /lukke, som beskyttes af venstrefløjen – og ikke hvad der kastes over bord fra luftballonen som det første for at lette vægten.

Begrænsede man kontaktfladen i arbejdslivet, ville det samtidig være et stærkt signal om at begrænse sin kontaktflade i privatlivet. – Præcis som når vi laver beskyttelsesregler i forhold til arbejdsmiljøet på arbejdspladserne (værnemidler f.eks.), så sker der også en udvikling i retning af, at folk bruger de samme beskyttelseshensyn i privatlivet – fordi de giver mening, ikke fordi de er lovkrav.

Jeg er forundret over det ensidige fokus, som er blevet udvist. Det fortæller mig ret tydeligt, at ”arbejdslivet” er mere værdifuldt end ”privatlivet”, når man ikke nævner private arbejdspladser mens man snakker om at lukke velfærdstilbud og begrænser den personlige frihed. Jeg kan ikke undlade at tænke på, hvad den logik ville medføre, den dag vi står i en yderligere skærpet situation i samfundet. Pludseligt virker det ikke langt væk med deciderede udgangsforbud – såfremt det ikke forstyrrer kapitalen – eller dét, der er værre…

Lad os som venstrefløj i stedet huske vores ideologiske udgangspunkt – som gerne skulle gennemsyre alle dele af vores politiske arbejde.